COPENHELL // ANMELDELSE – Fredagens Copenhell-program viste, at metalgenren er i sikre hænder. Trivium og P.O.D. leverede stærke koncerter med hver deres udtryk, mens danske Neckbreakker stjal opmærksomheden med en voldsom og overbevisende opvisning i dødsmetal.
Logisk nok begynder de ældre metalnavne at falde fra, selvom et par af dem fortsat har masser at byde på, hvilket vi netop så og hørte med Alice Cooper og Iron Maiden onsdag aften.
Generationen af bands, der blev dannet lidt før og efter år 2000 fylder mere i programudbuddet, og heldigvis med fortsat relevans, hvilket Papa Roach fik understreget med deres fuldstændigt forrygende koncert døgnet forinden.
Fredag eftermiddag var der linet op med et par amerikanske millennium-metal-bands i rap på de to største scener, Helviti og Hades; først Floridas Trivium, dernæst californiske P.O.D.
Trivium med deres heftige smaddermiks af metalcore tilsat en snert nyversioneret thrash. Dengang i start-00’erne benævnt “The New Wave of American Thrash Metal”, efter 80’er-thrashen som blandt andre Anthrax, der i øvrigt lukkede Hades-scenen fredag nat.
Frontfigur Matt Heafy hakkede riff efter riff afsted i eftermiddagsheden og fik sat godt fyr under fredagsfesten. Bandet leverede tight og toptunet, herligt afvekslende mellem seje speedbeats, dundrende dødsbrøl, gode guitarharmonier, melodiske melodilinjer og moshpit-fremmelige metalgrooves.
Et kvarter efter fortsatte P.O.D., hvor landmændene lige havde sluppet på naboscenen. Ikke med smaddertung metalcore som Trivium, men med en mere rap-rocket tilgang fra nu metal-æraen.
Masser af hårdt rockende metalgrooves også her, jovist, men mest som rendyrket heavyhop og med noget på hjerte. Og så mødte P.O.D. op med en god, ekstrovert energi til at holde det metalrockende fredagsparty kørende hen imod fredag aften, især faciliteret af forsanger Sonny Sandoval.
P.O.D. optrådte på en lidt mindre scene end Trivium, og for et noget mindre publikum, men med langt flere fængende sange end Trivium. Dét tæller altså også her i støjinfernoet.
Voldsomt og charmerende
Og så var der næste generation igen. Også i Danmark, hvor det unge Silkeborg-band Neckbreakker (tidligere Nakkeknækker) gik til stålet med dundrende dødsmetal-strofer og kompetent kernebrutalitet.
Voldsomt og voldsomt charmerende og så på en glohed fredag aften på Copenhell, hvor Hades-scenen blev omkalfatret til et sandt kaos-scenario uden lige.
Neckbreakker laver dødsmetallisk folkefest, der ikke er mange skallesmækkende smadderbeats fra at kunne matche de senere års store death metal-fænomen, BÆST fra Aarhus.
Det gik bare helt ned fredag aften på Copenhell. Neckbreakker var bare en enorm intens oplevelse.
Festivalen fortsatte videre fredag aften med blandt andet et særligt 15 års jubilæumsshow med danske og internationale musikere samt som nævnt thrash metal-veteranerne fra New York City, Anthrax.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.