COPENHAGEN DEMOCRACY SUMMIT // AKTUELT – Hvis Donald Trump bliver genvalgt, gør europæerne klogt i at have en proaktiv tilgang til ham, lyder en af meldingerne fra konferencen i sidste uge. Den handlede meget om Ukraine og våbenhjælp, og ikke mindst om det europæisk-amerikanske forhold i dén sag.
Tirsdag og onsdag 14.-15. maj løb den syvende udgave af Copenhagen Democracy Summit af stablen i Skuespilhusets rammer. Konferencen er skabt af organisationen Alliance of Democracies Foundation med tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen som primus motor, og i forhenværende udgaver har toppolitikere som Barack Obama og Joe Biden deltaget.
I år blev konferencen skudt i gang af den danske statsminister, Mette Frederiksen, der holdt en Ukrainefokuseret tale, hvor hun påpegede, at situationen i landet er ”kritisk. Den er for kritisk.” Et lignende budskab blev gentaget fra hovedscenen, hvor præsident Zelenskyjs stabschef, Andriy Yermak, understregede den ukrainske våbenmangel og til applaus sagde, at hvis Ukraine får nok våben, så har de omvendt det tilstrækkelige antal mennesker til at vinde krigen mod Rusland.
En af deltagerne på konferencen var derudover Kurt Volker, der tidligere har fungeret som amerikansk Nato-ambassadør under George W. Bush og i Trump-administrationen havde en rolle som Special Representative for Ukraine Negotiations. Og da POV taler med ham, giver han følgende vurdering af den nuværende udvikling i krigen:
”Rusland har beskeden fremgang, særligt omkring Kharkiv, og det udgår alt sammen fra russisk territorie. Det gør krystalklart, hvorfor restriktionerne på angreb inden for russiske grænser skal afskaffes.”
Spørgsmålet er derudover, hvordan den amerikanske udenrigspolitik kommer til at se ud, hvis Donald Trump bliver præsident igen – og det er realistisk baseret på de nuværende meningsmålinger
”Men de russiske tropper er i forfærdelig form. De kan ikke rigtig rykke frontlinjen meningsfuldt. Ukraine skal have alt, hvad de har brug for til at angribe de russiske styrker, og vi skal hjælpe Ukraine til at kunne afskære russerne fra deres forsyningslinjer.” Og får ukrainerne den nødvendige træning, organisation og våben, tror Volker – i tråd med Yermak – på, at de kan presse russerne tilbage.
Copenhagen Democracy Summit: Den amerikanske Ukraine-politik
Spørgsmålet er derudover, hvordan den amerikanske udenrigspolitik kommer til at se ud, hvis Donald Trump bliver præsident igen – og det er realistisk baseret på de nuværende meningsmålinger, hvor Donald Trump nationalt har et marginalt forspring og desuden førte i fem af seks svingstater i en nylig New York Times/Siena-måling af registrerede vælgere.
Fra hovedscenen sagde Matt Pottinger, der fungerede som national vicesikkerhedsrådgiver i Trump-administrationen, slet og ret: ”There is a very good chance that President Trump gets reelected.” Og Kurt Volker mener da også, at hvis præsidentvalget blev holdt i dag, var det formentlig Trump, der ville løbe med sejren – men som han også siger: ”Valget er ikke i dag. Seks måneder er lang tid i politik, så alt kan ske.”
Volker understreger, at han ikke har en helt klar idé om, hvordan Donald Trump, hvis første impeachment centrerede sig om Ukraine, rent faktisk betragter krigen på nuværende tidspunkt.
Går man tilbage til det brede perspektiv for en ny Trump-administration, er Volkers råd til europæerne, at de ikke definerer sig ud fra, hvem der er amerikansk præsident
”For fem år siden sagde han, at Ukraine var et forfærdeligt sted, og at alle i landet var imod ham. Men meget har ændret sig siden dengang. Jeg ved, at Trump anser Biden for at være enormt svag på en række udenrigspolitiske områder, og jeg synes, det faktum indikerer, at han forstår, at det er nødvendigt at udvise styrke og grundlæggende undgå at tabe Ukraine.”
Ser man på Biden-administrationen, er der for Volker at se ingen tvivl om, at USA har taget enorme skridt for ukrainerne. Men han siger også, at det faktisk er en smule misvisende at tilskrive Biden æren for at holde sammen på den vestlige koalition i Ukraine-krigen:
”Jeg ser en sprække i koalitionen, og det er mellem USA og Tyskland og så alle andre.”
Han uddyber: ”Alle er bange for Putin og bekymrede for Ukraine, så det er helt naturligt, at den koalition findes. Det er USA og Tyskland, der har været fodslæbende. USA har gjort forfærdelig meget, men vi har været langsomme og spartanske.”
”Den centrale forskel på Trump og Biden er, at Biden er reaktiv. Biden responderer på ting, der sker, og udenrigspolitikken er styret af, hvad de ikke ønsker skal ske. Trump er det modsatte – han har egentlige mål og ønsker, og hans politikker er indrettet til at opnå de mål.”
Men der er også ligheder mellem de to.
”Realiteten er, at både Demokraterne og Republikanerne har været ’America First’ og optagede af ikke at lave såkaldt ’nation building’. Det går helt tilbage til Obama-administrationen. Men det ender altid sådan, at det skader vores interesser, hvis vi trækker os tilbage fra verden. Vi skal være engagerede i verden, og det var i sidste ende, hvad Bush, Obama og Trump gjorde, og hvad Biden gør.”
Perspektivet for europæerne
Som tidligere Nato-ambassadør har Volker også et bud på, hvad perspektiverne er for alliancen under Trump-administrationen 2.0.
”Alle skal betale 2 %, og det vil Trump ikke give sig på. Min egen holdning er, at vi skal genetablere fred i Europa. Vi skal have forsvarsudgifterne op, men også lave klare forsvarsforpligtelser for at afskrække Putin. Det er faktisk meget lig den kolde krig, men en kold krig er bedre end en varm krig.”
Går man tilbage til det brede perspektiv for en ny Trump-administration, er Volkers råd til europæerne, at de ikke definerer sig ud fra, hvem der er amerikansk præsident. Folk drager de mest muligt negative konklusioner omkring Trump, fordi de ikke bryder sig om ham, lyder det fra Volker, der foreslår:
”Lad være med at gøre jer antagelser om Trump – vi ved ikke, hvordan hans politik vil se ud. Lav jeres eget hjemmearbejde. Vær forberedte, klargør, hvad jeres egne interesser er, og hav jeres egne ressourcer og politikker.”
Europæerne skal have en proaktiv tilgang – ”for hvis I venter og klager over Trumps adfærd, så har det kun den effekt, at han bliver irriteret på Europa.”
Læs også Annegrethe Rasmussens artikel om Trumps muligheder for at blive valgt her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her