KOMMISSIONSUNDERSØGELSE // BAGGRUND – Boris Johnson havde overhovedet ikke format til at lede sit land i den krise, det befandt sig i. Således siger britiske kommentatorer efter de første og meget foreløbige resultater af den netop iværksatte kulegravning af pandemiens tid i Storbritannien.
NEWCASTLE – I marts måned 2020 lukkede det britiske samfund nærmest helt ned. Nedlukningen var regeringens svar på den globale trussel som covid-19 frembød, en ny og uventet brutal virus-sygdom, der kunne sprede sig med lynets hast gennem befolkningerne og føre til titusindvis af dødsfald.
Boris Johnson-regeringens beslutning om af lukke samfundet ned svarede helt til det, der skete i andre lande verden over. Det var, kunne man med rette sige, standard svaret på spørgsmålet: “Hvordan beskytter den ansvarlige regering bedst folket mod truslen fra en dødbringende epidemi?”
Det var en situation, der krævede sin mand på regeringens top.
Det var en stor og drastisk beslutning. Premierministerens hånd skulle bevare et fast greb om skibets rorpind, den måtte ikke ryste, kursen skulle holdes støt, også selvom rejsens mål ikke var klart i sigte. Vi var på mange måder ude i et stormvejr, hvis lige landet ikke have oplevet i mands minde.
I sådan en situation er det godt, at premierministeren ikke står alene med beslutningerne. Han (eller hun, men lige i det øjeblik var det en mand) skal have støtte af erfarne folk, der kan give råd og vejledning. Der skal holdes disciplin, der skal udholdenhed til.
Boris Johnson manglede format
Nu er Storbritannien for længst ude af det kaos, og som premierminister Boris Johnson lovede i 2022, undersøger parlamentet nu, hvordan det gik.
Undersøgelsen ledes af baronesse (husk, vi er i UK: vigtige borgere har titler, som man skal bruge) – Heather Bartlett leder en undersøgelse i fem stadier. Den skal klarlægge, hvordan regering og stat reagerede på truslen, hvilke beslutninger der blev taget for at beskytte borgernes helbred og nationens økonomi, og hvordan de beslutninger blev taget på højeste regeringsplan.
I den sidste ende drejer det sig naturligvis om at finde ud af, hvad vi så har lært af det hele, så eventuelle fejl kan undgås en anden gang. I UK ynder beslutningstagere i den slags situationer at bruge udtrykket “så det her aldrig gentager sig”. Når man har hørt et udtryk et endeløst antal gange, trækker man gerne lidt på smilebåndet, når det dukker op igen.
Det hold af rådgivere, ministre og embedsmænd, Boris Johnson var omgivet af, havde travlt med at underminere hinanden
I den forgangne uge nåede baronessens hold til at forhøre vidner, der kunne forklare, hvordan beslutningsprocesserne foregik i 10 Downing Street, hvor premierministeren bor og – og det er vigtigere i denne forbindelse – hvor premierministeren har sit hovedkvarter med dets utallige embedsfolk og rådgivere i deres mange kontorer og mødelokaler: The Cabinet Office.
Hvad har vi så lært?
De foreløbige konklusioner er nedtrykkende, men kun foreløbige og baseret på det indtryk, man får af at følge med i medierne. Boris Johnson havde – sådan siger kommentatorer – overhovedet ikke format til at lede sit land i den krise, det befandt sig i. Det hold af rådgivere, ministre og embedsmænd, han var omgivet af, havde travlt med at underminere hinanden. Bag hans ryg beskrev de premierministerens fremfærd som en slingrende indkøbsvogn i et supermarked, der kørte kaotisk fra den ene side til den anden. Snart ville han det ene, så ville han det andet, lede kunne han ikke.
Uden klare procedurer
Det kan så være, nu var nationens ledelse jo i en meget kompliceret og udfordrende situation.
Hvad der er værre, er det indtryk, man har fået af en stat, der ikke har haft systemer og procedurer klar. Med andre ord, hvis 10 Downing Street ikke havde styr på situationen (sådan som indtrykket er efter at have hørt vidneforklaringerne), så kan det også have været, fordi Johnson og holdet omkring ham selv skulle finde på måder at reagere på krisen på.
Og det var de ikke gode til.
Man lyttede med åben mund til vidneforklaringerne. Ikke mindst Boris Johnsons åbenbart nærmeste rådgiver, Dominic Cummings, gjorde indtryk med sin helt specielle blanding af høj intelligens og analytisk evne og så en drenget overfladisk og arrogant måde at udtrykke sig på.
Det hørte man i højtlæsningen af nogle af hans WhatsApp-beskeder.
Her citeredes han for at kalde Boris Johnsons ministerkabinet for “useless fuckpigs” (ikke et almindeligt udtryk for britisk engelsk, så jeg vil ikke forsøge at oversætte det til dansk). De lækkede, kaotisk og udisciplineret, deres egne historier om covid til pressen, sagde han, og de kom på forsiden og gav læserne indtryk af kaos i ledelsen.
Var der så det?
Sådan ser det ud. Johnson tog truslen om covid-19’s ankomst til UK med sindsro. Det så man tydeligt i dækningen på tv, hvor man så ham besøge hospitaler og trykke læger og sygeplejersker i hånden.
Smittefare? Jo, måske nok, men var det nu så alvorligt? Var det mon ikke lidt ligesom med tidligere tiders børnesygdomme (til yngre læsere: Det var et begreb indtil 1960’erne, før man kunne vaccinere imod den slags). Alle skulle have skoldkopper på et eller andet tidspunkt i barndommen, så når først et barn i en skoleklasse fik skoldkopper, organiserede mødrene skoldkoppe-selskab for børnene, så man kunne få dem allesammen smittet. På den måde opbygger vi flokimmunitet, mente han, også med covid.
Da det gik op for ham, at covid-19 nok var alvorligere end en børnesygdom, legede han med tanken om, at man skulle acceptere, at de ældre generationer døde at covid – vi dør jo allesammen før eller siden – men de yngre generationer overlevede vel så og kunne sørge for, at nationens økonomi overlevede.
Det, man ser her, er ikke nødvendigvis tankeløshed. Boris Johnson er ikke dum. Der foregik tværtimod en tankevirksomhed, som omsider, i marts 2020, førte til nedlukningen. Der fulgte så en forfærdelig periode, hvor mange ældre og sårbare borgere faktisk fik covid og døde på hospitaler, hvor desperat hårdtarbejdende læger måtte lære at redde covid-patienter simpelthen ved at behandle dem og prøve at finde ud at, hvordan man kunne redde i hvert fald en del af dem.
Det var praktisk eksperimentalvirksomhed i en situation, hvor man stod over for en sygdom, lægerne kun kunne lære at kende ved at se, hvordan den udviklede sig i praksis.
Staten havde mistet kontrollen
Den del af det havde Boris Johnson og regeringen selvfølgelig ikke ansvaret for.
Men da de prøvede at give sundhedssektoren skylden for, at der ikke var sengepladser nok på hospitalerne til covid-patienter, fordi mange senge var optaget af ældre patienter, der ikke kunne udskrives, fordi der ikke var plejehjemspladser nok til dem, så fik de konservative den lige tilbage i ansigtet. Regeringen havde ikke – og har stadig ikke – sørget for, at der er plejehjemspladser nok til de ældre.
Og dermed kom et andet mere alvorligt problem frem i lyset, et systemisk problem: Man havde privatiseret så meget af sundhedssektoren, at staten ikke kunne styre og fordele de ressourcer, der var brug for i en krisesituation. De ressourcer tilhører ikke staten, og der var ingen love, der gav regeringen mulighed for at overtage dem.
Ikke fordi der manglede beslutsomhed i den politiske ledelse. Da man diskuterede, hvordan man ville håndtere det, hvis der ikke var midler til at redde – endsige behandle – samtlige patienter, udtalte sundhedsministeren, Jeremy Hancock, at han ville være den, der bestemte, hvem der skulle leve, og hvem der skulle dø.
Nu kan man jo sige, at som minister ville han være den, der stod med ansvaret i sidste ende. Men det viser en bizar mangel på virkelighedssans, at han ikke gjorde det klart, at det ville være the National Health Service – nationens sundhedssektor – der ville komme til at stå med ansvaret for fordelingen af ressourcer inden for sektoren og – ligesom det altid er tilfældet – det egentlige ansvar for, at der blev taget beslutninger om, hvem læger og sygeplejersker ville være i stand til at redde.
Tilliden til politikerne er flosset
Hvad har vi ellers lært at de lange og af og til deprimerende vidneforklaringer?
Briterne har i lang tid tumlet med tilliden til deres politiske ledere, og situationen bliver ikke bedre af at høre om de kaotiske forhold i 10 Downing Street under covid-krisen.
Det hjælper heller ikke Det Konservative Partis mulighed for at bevare regeringsmagten efter næste parlamentsvalg i 2024 eller 2025. Man skal huske på, at Boris Johnson måtte gå af for lidt over et år siden, og at hans efterfølger som premierminister, Liz Truss, ikke havde så lang holdbarhed som et salathoved i et supermarked. Hun blev hurtigt erstattet af Rishi Sunak, der nu har boet i 10 Downing Street i et år og givet landet betydeligt større stabilitet, end det længe har været tilfældet.
Ting, som den parlamentariske undersøgelse slet ikke berører, er, om nedlukningen i det hele taget var den rigtige beslutning. Ingen forsøger eller har forsøgt at sammenholde de økonomiske følger af nedlukningen med for eksempel at gøre som svenskerne og bare holde samfundet åbent.
Er det så vigtigt et spørgsmål nu, et år efter? Ja, for det kan belyse den rådgivning, Boris Johnson fik, da han skulle beslutte, om der skulle lukkes ned eller ej. Var han ubeslutsom, eller var det svært at finde ud af, hvilken beslutning der var den bedste? Vi erfarede for eksempel, at Johnson ville vide, om man (han havde det fra YouTube) kunne helbrede covid ved at blæse varm luft ned i halsen med en hårtørrer.
OK, man ryster på hovedet nu, men jeg tror ikke, han stillede spørgsmålet i pressen. Donald Trump tøvede på den anden side ikke med at fortælle sit folk, at man tilsyneladende kunne kurere sygdommen med en indsprøjtning af desinfektionsmiddel. Det er trods alt et andet format af ansvarsløshed på højeste politiske plan.
Can do better!
Og så er der dem, der stiller spørgsmålstegn ved den vældige tillid, man havde til statiske modeller i 2020, når man ville prøve at forudse, hvordan forskellige tilgange til covid-krisen ville virke. Det har baronessens hold ikke tænkt sig at bruge meget tid på at undersøge.
I sidste ende drejer det sig om beslutningstagere og de konsekvenser, deres beslutninger har for deres borgere.
Selvfølgelig kan der ske fejl, naturligvis kan beslutningstagerne ikke forudse alle konsekvenser.
Men de har været alvorlige. De har ført til omfattende mentale problemer blandt skoleelever, mange nægter at vende tilbage til skolen, og mange er bogstaveligt blevet sat tilbage i deres udvikling som mennesker, fordi de ikke har været sammen med andre børn. De ved simpelthen ikke, hvordan de skal opføre sig.
Det må give britiske politikere meget at tænke på i fremtiden. Det må og skal give dem en fornemmelse af skadens omfang
Og mange andre er blevet henvist til hjemmeundervisning i hjem, hvor forældrene ikke har haft forudsætninger for at undervise deres egne børn.
Her i den seneste uge har forskere offentliggjort resultatet af en undersøgelse af, hvordan nedlukningen har påvirket generationen over halvtreds år. Den har fremskyndet deres alderdom, mener man. Mens mange børn er blevet holdt tilbage i deres udvikling, ser man, at den ældre generation forfalder hurtigere.
Det må give britiske politikere meget at tænke på i fremtiden. Det må og skal give dem en fornemmelse af skadens omfang, og hvor meget af den skade der kan tilskrives dårlig politisk ledelse i fortiden, ligesom det bliver nødvendigt med et langt bedre beredskab.
Perfekt bliver det aldrig, det kan det ikke blive, for det drejer sig om fejlbarlige mennesker, der skal tage beslutninger af kolossal betydning.
Som britiske lærere ofte skrev i elevernes karakterbøger, og her skal vi give politikerne karakter: “Can do better”.
Læs også Boris Johnson og de bøjelige regler
Læs også Skandalerne fældede Boris Johnson
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
