COOP // DEBAT – Det er ikke Irma-kundernes skyld, at kæden afgik ved døden. Ansvaret bunder i dovenskab og lander helt og holdent hos Coop, der stadig ikke har forstået – eller anerkendt – hvad kunderne efterspørger, skriver forfatter Maria Helleberg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Coops ledelse har forsøgt at forklæde en dyb eksistentiel krise som en nedbrydelse forårsaget af nogle væmmelige kunder, der ikke købte så meget i Irma, som de burde.
Men som dage og uger er gået, og informationerne er sivet ud fra hovedkvarteret, er det et helt andet og ret skræmmende billede, som tegner sig: En koncern i dybest tænkelig krise, ledet af visionsløse mænd, som for tiden er i gang med at frasælge alt, hvad frasælges kan, for at opnå aftaler med banker etc. for at undgå konkurs.
Kunderne har aldrig bønfaldet om dårlige, billige varer. Vi vil gerne have billige, men gode hverdagsvarer parret med muligheden for også at købe det fremragende, men ikke nødvendigvis billige produkt
Det er ikke Irma-kæden, som har sænket Coop i kraft af enorme underskud. Den ære tilfalder Coops opfindelse Discount 365. En slags genopførelse af tragedien Fakta fra 00’erne, hvor Coops ledelse mente, at enhver form for discount ville blive en succes, hvorfor der skulle opføres en Fakta for hver kilometer.
Det gik ikke. Varerne var for ringe.
Kunderne har aldrig bønfaldet om dårlige, billige varer. Vi vil gerne have billige, men gode hverdagsvarer parret med muligheden for også at købe det fremragende, men ikke nødvendigvis billige produkt. Det er sådan, Rema 1000 opererer, og det er en praksis, som har sikret kæden et overvældende overskud.
Vi, kunderne, stemmer med Dankortet. Vi gider ikke elendige varer som i Fakta eller Aldi. Vi vil have det hele og økologi og spændende ting, vi aldrig før har smagt. Til at betale med menneskepenge.
Irma har siden opkøbet i 1982 været Coops stedbarn. Man kan undre sig over, at Coop ikke for længst har søgt efter en køber til kæden, for Coop selv har aldrig ønsket at tage hensyn til kædens krav. Den fik lov at hænge uden på Coop, uden brugerstyring, uden hensyn til særpræg.
Åbenbart vil alle andre landes folk have kvalitet og bredt udvalg. Det tror jeg også, danskerne vil.
Butikker blev flyttet fra gode placeringer til elendige, og i 2018 blev butikker på Sjælland uden for hovedstadsområdet lukket ned. Fulgt af en sviner til alle danske borgere uden for, ja, storbyerne. Man ville koncentrere sig om København, fordi det var det eneste sted i landet med raffineret smag.
Irma skulle åbenbart bruges som bortforklaring af Coops elendige økonomiske tilstand.
Dovenskab og visionsfattigdom
Der skal dog mere til. Mærkværdige beslutninger (oprettelse af bank) og visionsfattigdom har domineret. Garneret med den sædvanlige dovenskab. Nej, kunderne er ikke bare interesserede i discount. Hvis de tror det, lederne, så tag i Meny eller Føtex.
Eller tag til udlandet og se, hvor store udvalg og hvilket prisspænd man kan opleve bare i Schleswig-Holstein. Tag en runde gennem Europa og studer supermarkeder. Åbenbart vil alle andre landes folk have kvalitet og bredt udvalg. Det tror jeg også, danskerne vil.
Coops geniale ledelse har nu besluttet sig for at bagtale Irma som en snobbeforretning, hvorefter man lynlukker samme Irma, redder ca. 500 af Irmas varer og tilbyder dem i Coops andre kæder.
Jeg tror ikke, det sker for at glæde Irmas ekstremt trofaste kunder. Det sker for at kunne bevare brandet – og en gruppe særdeles købedygtige kunder.
Den dag, Coop ikke længere kan eller vil eller har råd til at beholde Irma som brand, kunne de jo sælge. I mellemtiden skal Coop nok ikke forvente den store ømhed fra Irmas gamle kunder. Vi har Meny, Rema, Mad&Vin, nettet – og ikke at forglemme de små lokale butikker med vin, ost kød, fisk, brød og kager.
Det kunne være, at de vil få en renæssance nu.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her