REJSEBREV // COLOMBIA – Colombia er for mange endnu synonymt med borgerkrig og kokainsmugling, og før årtusindeskiftet var det kun få turister, som fandt vej til landet. I de senere år er situationen vendt lidt til det bedre, og flere lægger nu vejen forbi. POV’s Thomas Christiansen var således for nylig på en femdages vandretur til Ciudad Perdida – den tabte by – i bjergene ved den caribiske kyst.
BOGOTÁ // REJSEBREV – Santa Marta er en provinsby på Colombias caribiske kyst, hvis “claim to fame” er, at den var by nummer to, som spanierne grundlagde i det nuværende Colombia. I dag huser byen en containerhavn og en fin strand midt i centrum. Her er der især i weekenderne fyldt med badende og et folkeliv med en distinkt caribisk stemning, som er meget anderledes end det, vi kender fra Brasilien.
Det er nu ikke derfor, at vi er kommet hertil. Vi er her, fordi byen er udgangspunktet for udflugter til Ciudad Perdida – “den tabte by”. Områdets oprindelige befolkning byggede Ciudad Perdida mellem år 700 og år 900, men den blev forladt, da spanierne kom.
Byen lå i Sierra Nevada-bjergene i 1.200 meters højde, men her ret tæt på ækvator er der meget frodigt. Ciudad Perdida blev derfor hurtigt skjult i skoven og lå glemt og uberørt hen i de næste 400 år.
I dag har den oprindelige befolkning – fjerne efterkommere af dem, som byggede Ciudad Perdida – kollektiv ejendomsret over området. De har hyret fem rejsebureauer i Santa Marta til at arrangere vandreture på 4-5 dage for turister, der gerne vil se det, som nu er ruinen af den oprindelige by.
Så er der afgang
Klokken otte mandag morgen mødte vi ind på det rejsebureau, som havde arrangeret vores tur, og konstaterede, at vi var en del af en gruppe på 13 turister. De fleste kom rejsende fra Europa, men der var også to colombianere og en tysk kvinde, som boede i Mexico.
De fleste var vel i 20’erne, mens vi delte æren af at være de ældste sammen med de to colombianere. Den yngste var en hollandsk dreng på 13, som var her sammen med sine forældre som en del af en jordomrejse på et år.
Gennemrystede foldede vi os ud af bilen i landsbyen Machete Pelao, som er opkaldt efter et mord begået med en machete nogle årtier i forvejen
Der var en munter, men også koncentreret stemning. Bliver det hårdt? Dagsrygsækkene blev tjekket en sidste gang. Havde man nu husket det hele? Og så var der afgang.
Vi blev læsset ind i et par firhjulstrækkere, for der er tre timers kørsel til turens udgangspunkt. De første to timer var på en asfalteret landevej med tung trafik, mens den tredje time gik med de sidste 20 kilometer på en bumpet jordvej. Gennemrystede foldede vi os ud af bilen i landsbyen Machete Pelao, som er opkaldt efter et mord begået med en machete nogle årtier i forvejen.
Her er der frokost, introduktion til turen, og så er det af sted på de første fem timers vandring. Machete Pelao ligger 200 meter over havets overflade, mens Ciudad Perdida ligger 1.000 meter højere. Vi opdager, at det er hårdere, end det lyder, for det går sjældent ligeud eller bare jævnt op. Det går op og ned, op og ned igen, og så en gang til.
Pitstop hos den oprindelige befolkning
Vi har tre guider med til gruppen. Jesús, som kommer fra Machete Pelao, leder turen. Han fører som regel an, mens en af de andre går i midten af gruppen. Den sidste sikrer, at ingen bliver tabt, når gruppen bliver strakt ud, fordi folk har forskelligt tempo. Vi samles dog igen, når der en gang i timen er pitstop ved en af de utallige boder langs ruten. Her er der frugt, vand og lokale specialiteter.
I en af pauserne bliver vi introduceret til en mand fra det oprindelige folk, som fortæller lidt om kulturen, kokadyrkningen og -kulturen samt livet i bjergene. Der er fire grupper af oprindelige folk i området, og alle – mænd som kvinder, børn som voksne – er klædt helt i hvidt. Alle mændene går med hat, men hver gruppe har sin specifikke type.
De fire grupper taler hver deres sprog, men de forstår hinanden indbyrdes, og børnene lærer spansk i de lokale skoler. Mændene dyrker markerne, tygger koka og taler med guderne, mens kvinderne væver kunsthåndværk og passer hjem og børn. Når en kvinde har passeret den fødedygtige alder, kan manden gifte sig med kone nummer to, så han kan blive ved med at få børn. Kontrasterne til os turister er til at føle på.
Køjesenge og kold bruser
Vi når frem til den første lejr sidst på eftermiddagen og bliver installeret i en “sovesal”. Der er tag, men ingen vægge, og køjesengene er i råt tømmer med myggenet og rene lagener. Badeafdelingen er fire små bruserum med koldt vand direkte fra den nærliggende flod. Strømmen kommer fra en generator.
Hver turistgruppe har sin egen kok, som fragter råvarerne på muldyr. Kokkene deler et åbent køkken i forbindelse med spiseafdelingen, som er fyldt med langborde og bænke. Hvert hold har sit eget bord, for det er i lejrene, at man mødes med grupperne fra de andre rejsebureauer. Her er vel en 60-70 mennesker i det hele.
Det er hårdere, end vi troede, men turen er flottere, end vi forventede
Kokkene ved, hvad man har brug for efter fem timers halvhård vandring, så menuen står på ris, brune bønner, salat og kylling eller fisk. Simpelt, men rigelige portioner og lige den blanding af fedt, proteiner og salt, som vi trænger til.
Så er det tid til briefing. Jesús forklarer, at generatoren slukkes klokken 21 og først tændes igen næste morgen lidt i seks. Der er morgenmad halv syv og afgang klokken syv, og herefter venter cirka otte timers vandring.
Zen-agtig rutine
Vi kravler til køjs under myggenettet klokken 20 – tilfredse med dagens oplevelser og lidt møre i benene. Vores Kindler ligger klar, hvis vi ikke kan sove, men vi falder hurtigt i søvn og sover tungt, indtil en af de andre deltageres telefon ringer klokken halv seks. Det giver lige tid til at vågne lidt inden morgenmaden. Og så er det af sted igen.
De næste fire dage følger det samme mønster. Op før Fanden får sko på, morgenmad og så af sted. Seks til otte timers vandring med indlagte pitstops med frugt, vand og frokost, køjesenge, kolde brusere, ris, brune bønner, salat og kylling eller fisk og otte til ni timers tung søvn. Vi kommer ind i en nærmest zen-agtig rutine. Det er hårdere, end vi troede, men turen er flottere, end vi forventede.
Landskabet er kuperet, frodigt og grønt. I horisonten stiger bjergene i Sierra Nevada til næsten seks kilometers højde, og der er sne på nogle toppe, selv om vi er tæt på Ækvator. Langs stierne veksler skov med marker, hvor den oprindelige befolkning dyrker lidt subsistenslandbrug.
Vi når Ciudad Perdida onsdag formiddag. Det er turens mål, men også vendepunkt, for vi skal samme vej tilbage til Machete Pelao. Vi holder pause på kanten af ruinbyen, og Jesús forklarer mere om områdets historie, og hvordan Ciudad Perdida blev genopdaget.
Genopdaget og plyndret
1960’erne var et vanskeligt årti for mange colombianere. Landet var præget af borgerkrig og vold, og fordrevne fra andre dele af landet slog sig ned i de tyndtbefolkede Sierra Nevada-bjerge. De levede blandt andet af illegal skovhugst, hvor træet blev solgt i de nærliggende byer. Det var der ikke den store forretning i, men der viste sig snart nye lukrative – og ulovlige – forretningsmuligheder.
Skovhugst blev afløst af marihuanadyrkning, som blev efterfulgt af kokadyrkning, men forretningsmodellen var selvfølgelig ikke uden farer. Narkogrupper kæmpede om kontrollen, paramilitære styrker interesserede sig for forretningen, og til sidst rykkede hæren ind og brugte fly til at sprøjte kokamarkerne med pesticider.
Ciudad Perdida var i mellemtiden blevet genfundet ved et tilfælde. Den sidste opstigning til byen består af 1.200 trin hugget ud af bjergskråningen, og neden for disse var der resterne af en forsvarsmur. Nogle af kokadyrkerne faldt over dette ved et tilfælde i 1970’erne, kravlede op og fandt den glemte by. Det blev starten til et storstilet gravrøveri.
Det var først efter turen, at jeg faldt over en artikel fra april 2022, som beskrev, at 70 turister var blevet evakueret efter et væbnet sammenstød
Den oprindelige befolkning havde begravet deres døde med smykker af guld og andre gravgaver, og de blev hurtigt et eftertragtet mål. Familien, som havde fundet Ciudad Perdida, dukkede pludselig uforklarligt rige op i en nærliggende by. Rygterne løb hurtigt! Folk flokkedes til Ciudad Perdida på jagt efter en hurtig gevinst som gravrøver, og i de følgende år blev 80 procent af byen plyndret og gravet igennem.
Fredet og fredelig(?)
Plyndringen stoppede først, da en af gravrøverne kontaktede Colombias Institut for Historie og Arkæologi. Det lykkedes at frede den nu stort set udplyndrede by, hvilket faldt nogenlunde sammen med hærens sprøjtning af kokamarkerne.
Herefter lykkedes det gradvist at overbevise den lokale befolkning om, at der var flere penge i turisme end i kommerciel kokadyrkning, og samtidig blev Ciudad Perdida restaureret af et hold arkæologer.
Alt skulle således være fredeligt i dag. Guerillabevægelsen ELN bortførte på et tidspunkt 10 turister, som skulle udveksles med fængslede ELN-medlemmer. Det var dog tilbage omkring årtusindeskiftet, og alle turister kom retur i god behold. Den oprindelige befolkning dyrker fortsat koka, men det er til eget forbrug og derfor lovligt.
Det var først efter turen, at jeg faldt over en artikel fra april 2022, som beskrev, at 70 turister var blevet evakueret efter et væbnet sammenstød mellem hæren og en paramilitær gruppe.
Det var også først efter turen, at jeg læste, at den pågældende paramilitære gruppe, som havde haft 1.100 bevæbnede soldater, først havde nedlagt våbnene en måned før vi besøgte Ciudad Perdida. Jesús forbigik det i tavshed. Eller også havde han bare glemt det i skyndingen.
Så nåede vi målet. Ciudad Perdida er større, end vi troede, og den er svær at overskue, da den er bygget i terrasser, som snor sig op ad et bjerg. Selve husene er for længst faldet sammen og rådnet væk, så det er kun de runde stenfundamenter, som er tilbage. Alligevel er stedet meget imponerende og nærmest ærefrygtindgydende.
Retur til Machete og Santa Marta
Vi er tilbage igen i Machete Pelao fredag sidst på formiddagen. Vi får en sidste gang ris, brune bønner, salat og kylling eller fisk, inden vi skal tilbage til Santa Marta. Der er også lige tid til at se Jesús’ hus, tage et foto sammen med ham, og lure ind af et vindue i kirken, som kun får besøg af en præst én gang om måneden.
Byen har også en lille sundhedsklinik med en sygeplejerske, og Jesús fortæller, at hun primært tager sig af arbejdsskader. Det mest almindelige er, hvis folk er kommet til at hugge sig i en arm eller et ben med en machete, når de har været på markarbejde.
Lørdag formiddag er der lige tid til at kikke ind i Santa Martas lille museum, som har en mindre, men interessant udstilling med nogle af de få guldsmykker, som nåede at blive reddet fra gravrøverne. En lille familie fra den oprindelige befolkning er inde for at se på deres forfædres kunsthåndværk. Måske blev en af deres forfædre begravet sammen med nogle af de udstillede smykker?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
