Claus Grymers personlige bog om tro, hjemve og rejsen tilbage til Gud

claus grymer tro gud døden — I Claus Grymers nye bog indgår flotte billeder af Maja Lisa Engelhardt. Her ses et udsnit af en af Engelhardts illustrationer.

Egon Clausen 18.06.2023

TRO & EKSISTENS // BOGOMTALE – I Ad snoede veje ser Claus Grymer tilbage på sit liv, sine valg og fremad på det, der kommer efter døden. Den gud, Claus Grymer skriver om, vil muligvis ikke sige de, som ikke har et aktivt forhold til kirke og kristendom, noget. “Men for dem, der føler sig tiltrukket af troens mysterium, og som ved, hvad det vil sige, at længes efter at være hjemme i troen på Gud, er det en glimrende bog. De vil elske den,” skriver Egon Clausen.

Ad snoede veje – om at finde hjem

Forfatter: Claus Grymer

Forlaget Læselyst. 95 sider. Udkommet d. 24. maj 2023.

Dette er ikke en anmeldelse. Den foreliggende bog er af en så personlig karakter, at det er mig umuligt at foretage en traditionel anmeldelse af den. Det følgende er derfor en redegørelse for indholdet, og hvis man efterfølgende får lyst til at læse videre i bogen, er man velkommen til at opfatte min tekst som en anbefaling. Længere kan jeg ikke komme. Længere vil jeg ikke gå.

Om selve bogen må jeg i øvrigt sige, at den er smuk. Der er fine illustrationer af Maja Lisa Engelhardt. Teksten består af korte prosastykker, som er sat med en elegant, klassisk sats (Goudy Old Style), der står fint på siderne, og som egner sig godt til forfatterens skrivestil. Ingen bør være i tvivl: Claus Grymer har en fremragende pen. Der er perler i den bog.

Claus Grymer er uddannet som journalist og har bifagseksamen i dansk fra Aarhus Universitet. I mange år har han været knyttet til Kristeligt Dagblad som skrivende medarbejder og som litteraturanmelder. Han er også forfatter og har udgivet en række digtsamlinger, nogle romaner og novellesamlinger. To digtsamlinger med meget fine, næsten spinkle tekster om det at blive gammel og at leve med dødens nærvær kan anbefales. Og så er han kristen.

Grymer er født i 1946 og må konstatere, at forfaldet er sat ind. ”Dårlig barbering. Nusset og krøllet tøj. Og på det ene bukseben en størknet klat æg.” Han er kommet i fortrydelsesalderen og holder nådesløs dommedag over sig selv. Han husker episoder, hvor han har svigtet, og alle forsøg på at tilgive sig selv er forgæves. Han skriver: ”Ingen undslipper sin skygge. Lige nu sidder den med ved bordet, mens jeg spiser en færdigret, der er så trist, at den græder i min mund.”

Det hele er dog ikke trist. I musik og poesi oplever han strømme af lykke, og så er der forholdet til Gud. Et sted fortæller han, at han som ung pludselig og uden at ville det kom til at bede Fadervor. ”Ordene vældede frem som en rislende kilde fra dybet af mit væsen. Og alt blev godt. Som en blid, velsignende forårsregn over verden og mig. Jeg mærkede en duft af alt det groende. En groende duft af Gud.”

Hans bog er en lægmands forsøg på at beskrive den vej, der førte ham tilbage til hans barndoms trygge forvisning om, at der er en gud, der styrer verdens gang

Bogen passer ind i en niche i dansk litteratur. Den kan hjælpe med at udfylde et tomrum i vores viden om os selv. I Danmark har folkekirken meget stor tilslutning, men det underlige er, at når kristne i Danmark taler om Gud, kan man ikke vide, hvad de taler om, for i vore dage findes Gud i mange trosformer. Den dømmende og straffende Gud har stadig sine tilhængere. Det samme har den almægtige og alvidende himmelkonge, der styrer verdens gang.

Andre kristne tror på en gud, der er så svag, at han kan dø, ”Gud døde på Utøya”, og nogle universitetsteologer taler endda om, at Gud slet ikke eksisterer.

Det diskuteres alt sammen livligt i teologiske skrifter, men hvad den almindelige kirkegænger egentlig tror på, ved man ikke meget om. Her kommer Claus Grymers bog ind. Han er kristen men ikke teolog. Han tror på Gud, på fortabelse og på det evige liv. Hans bog er en lægmands forsøg på at beskrive den vej, der førte ham tilbage til hans barndoms trygge forvisning om, at der er en gud, der styrer verdens gang. Hjem kalder han det. Hjem til Gud.

I lange perioder har han ikke troet på Gud. Da var han ”ude”, og når han var der, følte han sig ramt af tomhed og led af hjemve. Der er sikkert mange af de såkaldt kulturkristne, der har det på samme måde.

Hvad Claus Grymer angår, er det denne vekselvirkning, der holder ham i live. Det er den, der giver ham stof til at skrive sine bøger. Hjemme virker som en evig stilstand. Når han er ”ude,” bevæger han sig. Der lever han. Der erfarer han, hvad længsel og håb er. Nu er han en gammel mand, og han tror på, at når han ligger på sit dødsleje, vil Guds landskab åbne sig for ham. ”Alt i mig vil vide det: Endelig er jeg hjemme. Og jeg ved ikke mere, hvad længsel er.”

Hvad bogen angår, vil Grymers kristne retorik muligvis blokere for interessen i den del af befolkningen, der ikke har et aktivt forhold til kirke og kristendom. Mange vil ikke forstå ham. Den gud, han skriver om, siger dem intet, men for dem, der føler sig tiltrukket af troens mysterium, og som ved, hvad det vil sige, at længes efter at være hjemme i troen på Gud, er det en glimrende bog. De vil elske den.

Læs også Kirsten Jørgensens essay i POV: Vi ses på den anden side.

Egon Clausen

Egon Clausen, f. 1940, forfatter, radiomand, fhv. redaktør på P1, fhv. formand for gruppen af faglitterære forfattere i Dansk Forfatterforening, medarbejder ved den2radio.dk.