Claus Ankersen: Hundemenneskets hemmelige verdensomspændende klub

Claus Ankersen Forfatter 24.11.2025

Hver mandag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

KÆLEDYR // KOMMENTAR – ”Alle hundeejere er medlemmer af den store verdensomspændende klub for hunde og deres hundemennesker,” skriver forfatter Claus Ankersen, der er gået fra at være kattemand til at blive hundemenneske. Og det er en anden måde at møde verden – og mennesker – på, mener han: ”Her mødes blikke uden frygt og generaliseret angst, her samtaler man interesseret om hunde og verdens gang. Det er ganske mageløst.”

Der er noget skolemesteragtigt og belærende over det gamle udtryk om, at man skal lære, så længe man lever. Den løftede pegefinger hænger formanende over husrådet, som jo faktisk er helt rigtigt. For man har jo netop lov til at blive klogere, som et andet gammelt mundheld fastslår.

Og på livets forunderlige rejse skal der helt enkelt nogle gange kun et ganske lille positionsskift til for at vende alting på hovedet og genskabe verden – og sig selv – i et helt nyt billede. Med en lille bevægelse kan vi ændre syn på verden, flytte os og dermed sanse verden på ny, også på måder og fra steder, som vi selv sekundet før skiftet ville have svoret, vi aldrig ville finde os selv.

Dybest set handler det om mødet med verden. Ser vi den anderledes, møder vi den anderledes, fordi vi møder det, vi ser. Det lyder som den rene magi – og det er det i og for sig også. Lad mig underholde med et eksempel og dele en oplevelsesrejse, jeg for nylig har foretaget.

Jeg er nemlig blevet hundemenneske. Hundeelsker, faktisk.

Det er lige så nyt, som det er overraskende. Jeg har nemlig aldrig brudt mig om hunde før nu. Næh, jeg har afskyet dem, foragtet deres natur og egenart og allerhøjest tålt dem.

Mest foragtede jeg dog hundemenneskene. Hundemenneskene, som altid tog hundens parti over menneskets. Hundemenneskene, som altid holdt med hunden. Logrende. Servile

Det gik skævt lige fra min tidlige barndom. Som børnehavebarn blev jeg bidt i benet af en sanktbernhardshund. Det var i skumringen, og den store hund kom målrettet vandrende over en snedækket mark og gik direkte hen og bed mig i benet. Det var sikkert kun et nap, men jeg fik et chok og kvitterede prompte med at sparke hunden i bugen med mit lille ben. En mild brise i den tykke pels. Men dynamikken var grundlagt.

Et par år senere havde jeg mit hyr med Tilde, en tyk, hvid labrador, som rutinemæssigt hoppede op og stak sit åbne hundegab direkte i ansigtet på mig. Og sådan fortsatte det med den ene uheldige episode efter den anden. Hver gang jeg mødte en hund, gik det galt, og jeg har mange gange måttet tage mig gevaldigt sammen.

Snart hang den ene franske bulldog mig arrigt i haserne til ejerens store forbløffelse, snart fandt jeg mig omringet af vilde hunde på stranden langs Den Bengalske Havbugt for straks efter at måtte deale med Sofus, naboens store, arrige jagthund.

Sådan var det. Et gensidigt fjendskab, jeg sådan set havde forliget mig med, og lige så meget som jeg foragtede de firbenede, foragtede jeg deres hundenatur – den leflende logren for overhunden og den bidske snerren ad den underlegne eller fremmede.

Mest foragtede jeg dog hundemenneskene. Hundemenneskene, som altid tog hundens parti over menneskets. Hundemenneskene, som altid holdt med hunden. Logrende. Servile. Altid slikkende magten i røven – bogstaveligt talt. Kort sagt: Jeg foragtede det meste ved menneskets bedste ven.

Og så fik jeg en hund.

Først og fremmest skal der snuses

Det var sådan set ikke med vilje. Jeg kom til at se på hundeannoncer, og det skal man vare sig for, kære læser. Det blev begyndelsen til enden for mit liv som kattemand.

Jeg læste om schæferhunde og deres kloge fætter, den belgiske malinois, om australsk bordercollie og den tibetanske ihasa apso, om rumænske carpatinere og amerikanske tyrehunde. I Den Blå Avis stiftede jeg bekendtskab med hundehandlens hårde vilkår, og det gik op for mig, hvad der gør hunde til statussymboler: Hunde koster, og der er rift om dem. Hver gang en rigtig lækker hvalp blev sat til salg, gik der ikke mange sekunder, før den var solgt.

Sådan gik der et par uger, og pludselig var jeg på vej til Viborg for at hente en hundehvalp. En lille Pekapoo, den første af mange og meget populære småfældende og allergivenlige puddelhybrider, der første gang blev avlet i USA tilbage i halvtredserne. En blanding mellem pekingeser og puddel.

Selv med Google som vejviser var det langt ude på landet. Jeg hentede hende – altså hunden – på en nedlagt svinefarm og smed seks kilo på bordet i et beskidt køkken, tog hvalpen og løb ud til bilen, bakkede ud af den lange indkørsel og hastede tilbage til Sjælland uden rigtig at forstå den monumentale ændring, min spontane anskaffelse ville afstedkomme.

På vejen hjem gik det op for mig, at den jo for dylan lige skulle have et halsbånd og en snor. Den skulle også have mad, skåle, kurv og forsikring. Den skulle have legetøj og vacciner. Og først og fremmest skulle den have min opmærksomhed fra kl. 6 om morgenen til kl. 20 om aftenen. Den fik det hele – og nyt navn oven i pelsen, som jo også skulle børstes dagligt, ligesom jeg skulle have kloklippere, tandbørstefingertutter, hundeshampoo, mere legetøj, bidelegetøj, bamser, reb og godbidder. Godt så. Hundefar anskaffede hele baduljen, og lige så langsomt begyndte hunden og jeg så vores liv sammen.

Som alle forfattere overvåger jeg naturligvis nidkært både mig selv og verdens tilblivelse i alle døgnets vågne timer og kunne med forbløffelse konstatere, hvordan hundens mageløse evolutionære fordel udmønter sig i en vildt intens tilknytning. Det lille hundebarn bliver menneskets, og mennesket bliver hundens.

Må den komme med? Det må den tit – og Tut, som min hund hedder – har både været på Amalienborg og i Kulturministeriet

Alting skal gerne foregå i genkendelige mønstre. Om morgenen skal den luftes, så sover den, for så igen at blive luftet, spise og sove. Når solen går på hæld, skal der leges, så gnaskes på noget hårdt og tilfredsstillende, før den igen skal have en på øjet.

Først og fremmest skal der snuses – og mens hunden snuser til verden og nysgerrigt til andre hundes bagdel, møder hundeejerne så hinanden over snoredansen. For alle hundeejere er medlemmer af den store verdensomspændende klub for hunde og deres hundemennesker.
Her mødes blikke uden frygt og generaliseret angst, her samtaler man interesseret om hunde og verdens gang. Det er ganske mageløst.

Hunden bliver også en lakmusprøve. Må den komme med? Det må den tit – og Tut, som min hund hedder – har både været på Amalienborg og i Kulturministeriet, ligesom den har været en tur med i Bruxelles. Alle steder færdes den hjemmevant ifølge med sit – omvendte – hundemenneske, som stadig godt kan lide katte, men som er artigt oplyst og en hel del klogere. Også selv om det ikke rigtigt var med vilje.

Vov.

Claus og Tut. Det lille hundebarn bliver menneskets, og mennesket bliver hundens. Foto: privat

Claus Ankersen er forfatter, digter, journalist, kritiker, oversætter, redaktør og arbejder desuden med forskellige tværkunstneriske udtryk. Han har været fast tilknyttet POV siden november 2016. Claus Ankersen er forperson for Danske Skønlitterære Forfattere og bestyrelsesmedlem i European Writers' Council. Han er forfatter til 19 bøger. Han skriver digte, prosa og non-fiktion, og arbejder med et tværkunstnerisk og internationalt fokus. Udvalgt materiale er oversat til svensk, finsk, estisk, russisk, polsk, tjekkisk, ukrainsk, rumænsk, tysk, udmurt, bulgarsk, engelsk, usbekisk, spansk, malayalam, makedonsk, græsk, tyrkisk, portugisisk og kinesisk.