DAGENS POV // KULTUR – Så er jeg tilbage i gryden. Den lille gryde altså. Den danske gryde: Cirka 250 gange mindre end den indiske, hvor jeg igen har været heldig at slå mine forfatterfolder. Jep. Jeg er tilbage i gryden, som trods dens diminutive størrelse og i lighed med andre nationalgryder, har det med at fylde det hele. Her er Frederiks Holms Kanal virkelig Verdenshavet. Det er ikke til at tage fejl af. Martsvejret bærer vidne. Ligeså den særlige danske fortrædelighed. Hyggens onde fætter. Dansk nocebo når det er bedst – og værst. Ghitagate.
Historien om 24Syv-journalisten Iben Maria Zeuthens frivillige, eller ufrivillige, anti-interview med Ghita Nørby er de sidste ugers opflammer og polarisator.
Var det ikke fordi historien er en gentagelse, kunne den have været afskrevet som et stykke udspekuleret sensationsjournalistik, hvad den formentlig også er.
Men historien er – omtrent – en gentagelse: For fire år siden, i 2015, fik Iben Maria Zeuthen og landets lyttere en lignende reaktion, da radioværten besøgte musikeren Stig Møller, som i lighed med Ghita Nørby udover at være menneske også er folkeeje og som sådan et levende koryfæ og simulakrum i egen ret.
Jeg har hørt begge interviews. Det er tåkrummende groft og ligeså tåkrummende morsomt. Og det er sjovt, fordi det er sandt
Spørgsmålet er: Hvad er det ved Iben Maria Zeuthen som er så provokerende?
Og hvad kan reaktionerne og anti-interviews som disse fortælle om os og det samfund, vi vedblivende forsøger at indrette os i?
Sammenstød i magteliter, generationer, stænder
Begge samtaler er et studie i klassekommunikation og -sammenstød. Man skulle ellers tro, at journalisten, som selv er barn af en cellist, skulle have nok at snakke om med både Stig Møller og Ghita Nørby som er datter af en operasanger.
Men det går ikke. Stig Møller reagerede i 2015 ligesom Nørby i 2019: Ærligt, voldsomt og en smule brutalt.
I begge tilfælde blev interviewet tidligt afbrudt, og i begge tilfælde blev anti-interviewet alligevel færdigt og sendt på Radio 24Syv.
Når Iben Maria Zeuthen møder Ghita Nørby og Stig Møller, er det en magtelite, som støder sammen med en anden. Det er også to ubøjelige generationer og stænder, som bryder klinger. Men allermest, er det en magtfuld kunstnerisk overklasse, som møder en ligeså magtfuld middelklasse-elite. Det er på sin vis intelligentsiaen, som møder mediebufferzonens normative insistens.
Journalistens laaangsomme monotont-sødligt-og-ganske-let-knirkende stemmeføring er klasseeksemplet på en utålelig herskerteknik, som kan drive enhver til vanvid indenfor 15 sekunder
Jeg har hørt begge interviews. Det er tåkrummende groft og ligeså tåkrummende morsomt. Og det er sjovt, fordi det er sandt.
Den fjerde statsmagts avatar i skikkelse af den unge, kvindelige journalist udfordres på sin grundsubstans. Afklædes som en tom skal og genopstår uagtet som sejrherre, når det færdige – eller ufærdige – anti-interview sendes.
Jeg forstår faktisk godt, at Ghita Nørby bliver provokeret – fordi hun kan.
Journalistens laaangsomme monotont-sødligt-og-ganske-let-knirkende stemmeføring er klasseeksemplet på en utålelig herskerteknik, som kan drive enhver til vanvid indenfor 15 sekunder, og forfalder man ikke til vanvid, må man give efter og lade sig føre viljesløs med den evindelige, ustoppelige slow-motion suggestion, som driver fra journalisten som en sky af selvtilfreds pollen. Der er ikke andre valg.
Og derfor er denne retoriske stil så sindssygt provokerende, når man altså er i position til at lade sig provokere. Og det er Ghita.
På den ene side overklassen, på den anden, middelklassen (og dens selvbillede – stationens). Overfor kuratorvældet – medieverdenens funktionærelite, som er vant til at fungere som dagsordensættende første statsmagt – står folkekære og højt berømmede kunstnere, som har været i gamet i menneskealdre:
Disse, den kreative overklasses aldrende påfugle, har været der, set det, hørt det, gjort det, smagt det og følt det. De har været til alt muligt og mødt alle mulige. Og de er blevet interviewet igen og igen og igen.
Sandheden
Og selvfølgelig er de primadonnaer. De har optjent retten til at sige deres mening gennem deres udødelige kunst og den status, den har forlenet dem med. De er for store til at fejle. For berømte til at kunne puttes i glemmebogen, blacklistes, udskammes eller flames.
Det er både en forbandelse, fordi det også er et berømmelsens fængsel, men det er også en velsignelse, fordi det er relativt få mennesker i ethvert samfund beskåret at kunne ytre sig virkelig frit, uden at skulle risikere karrieren, omdømmet og efterlivet.
Sandheden skal man høre fra Whistleblowers, tidligere VIPS, adel, overklasse og folk som er udenfor systemet: den vanvittige, gadebumsen, kattedamen og svanemanden
Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, siges der. Og man kunne tilføje: Whistleblowers, tidligere VIPS, adel og overklasse samt kreativ elite, og endelig folk som er udenfor systemet: den vanvittige, gadebumsen, kattedamen og svanemanden. Man hører den desværre yderst sjældent fra hverken radiojournalister eller andre, som har gang i en karriere. Det er sådan set naturligt nok. For fucker man med det bestående, fucker det bestående tifold igen, og så er både parcelhus og eftermæle i fare.
Ghita Nørbys reaktion udstiller på den måde det almindelige menneskes magtesløshed overfor et system, som er gearet til at frasortere afvigere og anderledes tænkende – og talende. Det er jo derfor, det er så befriende morsomt, når den ene diva skælder den anden ud, og når journalistens ’offer’ ikke går med på præmissen, sådan som de fleste andre dødelige er mere eller mindre nødt til, hvis vi vil have taletid i medierne.
Hvor tit sker det? Ikke tit nok
Som Emma Gads guide til takt og tone var borgerskabets håndtryk til det gode selskab, er kammertonen også i dag underkastet streng moralsk kontrol. Det er middelklassens fremmeste våben. Også i dag. Tone følge eller land fly.
På den anden side skete det slet ikke: #Ghitagate er hovedsageligt resultatet af et snedigt sammenklip, som man kan høre på de råbånd, stationen også har publiceret. Ghita og Iben havde tværtimod en overvejende gemytlig snak, som efterfølgende blev klippet skarpt til for at kunne udstille begge parter og sikre stationsforstanderens eftermæle.
Men alt det, er allerede beskrevet. Svend Brinkmann har været der, som man siger i Sydsverige. De driftige folk på KForum har sågar lavet et flowchart over hvilke positioner, offentligheden har antaget i sagen.
Og imens blev påvirkningsloven lige vedtaget, uden nogen lagde mærke til det. Det tåler gentagelse: Imens blev påvirkningsloven vedtaget, uden nogen lagde mærke til det.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
