POV SPORT // ANALYSE – Ud af det blå lod den danske landsholds-10’er, Christian Eriksen, der har været sat ud af spillet i et halvt års tid på grund af et hjertestop i Parken, forstå, at han vil spille fodbold igen. Spørgsmålet er næsten kun hvor. Et af stederne bliver i hvert fald næsten helt stensikkert det danske landshold.
Sjældent, at en dansk fodboldspiller, der vender tilbage til banen efter en længere pause, ligefrem er tophistorien i selveste TV-Avisen. Men solohistorier er solohistorier.
Og naturligvis var det tophistorien, at Christian Eriksen for første gang siden sit hjertestop den 12. juni i EM i Parken udtalte sig offentligt om en hændelse, der udviklede sig til et nationalt traume i momentet. Sådan helt John F. Kennedy-agtig: ”Hvor var du, da Christian Eriksen faldt om”.
Jeg og de fleste andre danskere var foran TV-skærmen, og fra traume og overlevelse fra den grimme oplevelse, da Christian Eriksen kort før pausen faldt om til en slags nyfødt national begejstring, som nok var der i forvejen af den simple grund, at Danmark spillede EM på hjemmebane, men som i den grad blev forstærket af Eriksens kollaps og et landshold, der havde leveret flotte resultater gennem lang tid.
Endelig lyd
Siden den dag, da han blev ført på Rigshospitalet, i hørbar afstand fra Parken, har Christian Eriksen stort set ikke givet en eneste offentlig lyd fra sig. Ingen tvivl om, at han og familien, der også har bopæl i Odense ved siden af den seneste af slagsen i Milano, sammen har bearbejdet det følelsesmæssige efterspil på sådan en episode.
Samtidig har der været al mulig lægelig bistand og follow up på hans tilstand, da han på Riget fik indopereret en såkaldt ICD-enhed, en defibrillator eller avanceret pacemaker, som skulle afholde Eriksens hjerte fra at stå af igen. Oveni det selvfølgelig spørgsmålet, om han kunne tåle den fysiske belastning, det ville være at genoptage fodboldkarrieren på topplan.
Der har været bulletiner på det seneste fremme om, at han trænede hårdt på blandt andre OB’s anlæg i Ådalen i Odense og de sidste dage i Schweiz. Men ingen, udover kredsen omkring ham, deriblandt landstræner Kasper Hjulmand og flere af hans holdkammerater, har vidst, hvad han reelt ville med fremtiden. Det ved vi så nu: Han vil spille fodbold:
Tilbage på landsholdet
”Drømmen er jo selvfølgelig at komme på landsholdet igen, og netop kunne spille i Parken igen, og bevise, at det var en onetimer, at det ikke sker igen, trods alt. For det første føler jeg ikke, at der er sket noget, for min krop har det fint, og den er ligesom ved at være i rigtig fin form igen,” siger han nu til DR’s fodboldkommentator, Andreas Kraul, som har fulgt landsholdet igennem et par årtier, og som undervejs i TV-Avisens reportage lige fik et klip med fra hans egne kommentarer den aften i juni:
”Det er den bedste melding, jeg nogensinde har givet, Christian Eriksen er i live.”
Det var stort, at så mange lige pludselig havde en ting at skulle skrive, eller en blomst lige at skulle sende
Vi bøjer citatreglerne lidt og citerer lidt mere fra Eriksen-interviewet, der bliver vist i sin helhed fra torsdag morgen på dr.tv og på flow-tv’ets DR1 lørdag aften:
”Det var stort, at så mange lige pludselig havde en ting at skulle skrive, eller en blomst lige at skulle sende. Det var så mange, der var berørte af det på deres måde, som de så har sendt til mig og min familie. Det er jeg utrolig glad for.”
”På Rigshospitalet kom de også op flere gange og sagde: ’Der er kommet flere blomster, der er kommet flere blomster’, og det er jo lidt underligt, fordi det var jo ikke, fordi jeg ligefrem ønskede, at folk skulle sende blomster, fordi jeg ligesom var død i fem minutter. Så det var specielt, det var meget specielt, men igen, det var sødt, at folk ville og igen – det har kun hjulpet.”
Nu håber han bare, at han kan komme med til VM i Qatar om et lille års tid:
”Indtil da er det jo bare at bevise, at man ligesom kan komme op på samme niveau igen. Hjertemæssigt er der ikke nogen ting, der gør, at det ikke skulle kunne lade sig gøre,” understregede Christian Eriksen.
Landstræner Kasper Hjulmand var i sagens natur direkte igennem for at kommentere på Christian Eriksens interview:
”Jeg er først og fremmest glad for, at Christian er kommet hertil. At han har det godt, og at familien og Christian har fået taget de skridt, at han er afklaret. At familien er afklaret. Jeg fornemmer en stor afklarethed. Det er sådan set det vigtigste. Indtil det her tidspunkt, har det været vigtigt for mig, at det er en meget, meget privat sag, og at det er op til Christian hele vejen igennem at have kørt den her proces og have taget de her skridt, før at man har den her afklarethed i sig, og det føler jeg, at Christian har i dag.
”Jeg har selvfølgelig talt med Christian undervejs og selvfølgelig godt vidst, hvad der foregik. Han har trænet hårdt længe og har prøvet det af. Det har været sådan trinvis, man tager nogle skridt hen imod det, hvor der har været nogle snubletråde undervejs, men det er ikke noget, der sådan er sket fra den ene dag til den anden. Det har været en lang, lang proces.”
”Jamen, han skal spille fodbold, og hvis han begynder at spille fodbold, så har jeg svært ved at tro, at han ikke kan nå det niveau, som han havde før
Og som TV-Avis-vært Klaus Bundgaard naturligt nok fulgte op?
Hvad skal der til for at komme med til VM?
”Jamen, han skal spille fodbold, og hvis han begynder at spille fodbold, så har jeg svært ved at tro, at han ikke kan nå det niveau, som han havde før. Man skal huske, at Christian ikke har været skadet (muskulært, red.), og han har før i sommer i over ti år i træk været første mand på holdkortet, er en af vores aller- allerbedste spillere, så i det øjeblik han spiller og kommer tilbage til det niveau, som vi ved Christian har, så kan han spille på alle hold i verden. Også det danske landshold, så jeg ønsker kun det bedste for Christian og glæder mig til at se ham komme i aktion igen,” understregede Kasper Hjulmand blandt andet.
Det bliver under ingen omstændigheder i Italien, hvor det ikke er tilladt at spille professionel fodbold med en pacemaker, så hans kontrakt med Inter er revet itu. Men spekulationerne er allerede gået voldsomt i gang. Eksempelvis i fodboldmagasinet Tipsbladet, der kører et vingefang OB til Barcelona.
Jeg bevægede mig selv ud ad en tangent forleden, fordi jeg på sin vis mente, at det ville være en tanke værd at se ham tilbage i Tottenham, fordi jeg fornemmede en vis kemi mellem ham og Antonio Conte til sidst i Inter, da de blev italienske mestre. Og da Conte nu skriger offentlig på forstærkning og midtbanespillere, hvorfor så ikke Eriksen?
Hvis Eriksen og Levy vil
Hvis altså Eriksen vil, hvis Tottenham og ikke mindst den enerådige ejer David Levy vil. Han gjorde alle mulige krumspring for at holde på Christian Eriksen, der i sine bedste år i klubben også var holdets bærende spiller.
De sidste halvandet år gik det skidt, fordi han ikke ville forlænge kontrakten med Tottenham og ville prøve noget andet. Han blev upopulær blandt en del af fansene af samme grund, men under de nuværende omstændigheder ville de med garanti omfavne hans tilbagevenden til nord-London.
Jeg delte min spekulationshistorie i Tottenhams lukkede fan-facebookgruppe forleden, og mange var i tvivl. Nogle følte sig sikker på, han blev i Odense, fordi flere mente at vide, at familien havde meldt deres børn ind i lokale institutioner, andre igen, at han ikke ville kunne komme op på Tottenham-niveau igen.
En én ting står tilbage: Christian Eriksen vil spille fodbold igen og vil med til VM i Qatar
Han fylder 30 år om en måneds tid, og har måske fem-seks gode år i sig endnu, så han kan måske spille hvor som helst. I virkeligheden har hans bentøj og øvrige krop fået et halvt års ufrivillig kamp-restitution, og hvis hjertet klikker, som det skal, kan han velsagtens uden problemer vende tilbage til Premier League. Spekulationerne vil tage til de kommende dage og uger.
Men én ting står tilbage: Christian Eriksen vil spille fodbold igen og vil med til VM i Qatar. Min spådom:
Det kommer han…
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her