
FODBOLD//KOMMENTAR – Stor var forargelsen, da det danske landshold fløj til Qatar for at deltage i et kontroversielt VM. Og lige så stille synes den at være, efter at de er kommet hjem igen. Hvad blev der af de kritiske røster, spørger Klaus Bakdal i denne kommentar.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I de små to uger, Danmark var med i turneringen – inklusive ankomsten til Qatar – blev der talt og skrevet meget lidt om fodbold. I stedet gik det på anførerbind, tv-boykot og en tidligere statsminister som aktivistisk tilskuer.
Aviserne opsøgte gerne det konfliktuelle, og tv-stationerne kunne nærmest ikke introducere til en kamp uden også at gøre opmærksom på, hvor meget dækning af de politiske og etiske aspekter af den “kontroversielle slutrunde” de skam også havde spredt ud på deres mange platforme.
Det lød til tider næsten som et ekko fra kommunikationsafdelingen, der nok har været rådslået, så stationerne ikke selv skulle blive skydeskive for tonedøvhed og shitstorme.
Så røg Danmark ud, og stemmerne forsvandt
På de sociale medier var der ingen nåde, og krigerne havde både sadlet hesten og pudset lansen. En arrangør af en visning af en af Danmarks kampe for socialt udsatte børn og unge måtte forsvare sig imod at være ligeglad med tusindvis af døde arbejdere. Så hårdt gik det for sig. For et par uger siden.
Irans landshold blev storhyldet, og billeder af deres lukkede munde under nationalsangen deltes lystigt. Lidet havde vi dog fattet om kompleksiteten i relation til styre og fans. Men hvad – det kunne vel stå som en kærkommen kontrast til tøsedrengen Simon Kjær.
Exit landsholdet
Så røg Danmark ud, og stemmerne forsvandt. Akkurat der, hvor vi ikke selv skulle spille mere fodbold, da begyndte det at handle om … fodbold. Om Hjulmand, om at vi skal op på hesten igen, om hvad der gik galt – men mest af alt om slutrundens resterende kampe.
De mange overraskelser, om Messi mon får det mesterskab til Argentina. Et lynkig på Berlingske og Politikens hjemmesider lørdagen efter den danske deroute viser intet om etik og politiske aspekter ved slutrunden, men rigeligt om Messi, “tre ting vi lærte …” og Matthew Ryans målmandsdrop.
Hvor blev alle de forargede og kritiske stemmer pludselig af? Antallet af døde migrantarbejdere var vel næppe mindsket, blot fordi Danmark røg ud? Forholdene for LGBTQ+ personer er formentlig ikke forbedret, blot fordi vi fik det ringeste VM nogensinde?
Det handlede om andre dagsordener, som slutrunden udgjorde en kærkommen anledning til at annektere
De kritiske stemmer kunne eksempelvis passende og med al rimelighed stadig holde fast i et utal af ubesvarede spørgsmål. For eksempel er det vel fortsat interessant at få Rambøll, FLSmidth, Danfoss, Mærsk og de andre danske firmaer, som har tjent penge på slutrunden, i tale?
Og i forbindelse med al den almene hyldest af Lionel Messi er der da slet ingen, der vil problematisere, at manden er betalt sportsambassadør for Saudi-Arabien – herunder i deres bestræbelser på at få VM 2030? Eller hvad med bare lidt selvransagelse? Var det kun relevant at drøfte etik i den uge, Danmark faktisk var med? Hvilke tre ting lærte vi i den hektiske halvanden uge?
Måske er stemmerne løbet videre med deres dagsordener til andre arenaer, så det udelukkende er fodboldtosserne, der er tilbage? Og lige der ligger en skrækkelig hypotese og byder sig til, hvor væmmelig den end er. At det aldrig rigtigt handlede om et skinbarligt ønske om forandring i Qatar eller opgør med den dokumenterbare korruption i Fifa.
Andet VM – andre krav
At det handlede om andre dagsordener, som slutrunden udgjorde en kærkommen anledning til at annektere. Måske endda fordi anledningen i sin egen ret var der? Massiv mediebevågenhed, som VM i fodbold, trækker i sig selv meningsdannere til sig, og det er før set, at afsenderens positionering er væsentligere end det tema, der adresseres. Der var ikke samme massive etiske krav, da Qatar afholdt VM i svømning, håndbold, atletik eller det utal af andre sportsstævner, det lille emirat har afholdt.
Tilbage står også et andet stort og endnu uafklaret spørgsmål: Hvorfor er det særskilt kulturen (tag gerne Olafur Eliasson med i ligningen), der skal holde for – og ikke erhvervslivet eller almindelige turister?
Det er en skrap og aldeles ikke-underbygget hypotese. Men hvad kan bedre forklare det abrupte skifte? Fra vi alle var underlagt et krav om stillingtagen, hvis vi havde lyst til at se fodbold, og hvor en etisk dagsorden satte sig ind foran som et filter med et krav om forklaring og argumentation – til det få dage efter nærmest forduftede som dug på en morgenfrisk grønsvær? Hvor blev de af, de ganske markante og hårde stemmer?

Tænk, hvor hurtigt vi igen glemte det iranske landshold. Holder vi øje med deres skæbne? Hvor blev indsamlingerne af? Eller hvad blev der af noget som helst langsigtet, såsom en diskussion af ansvarsfordeling mellem regering, idrætsforbund og idrætsudøvere?
Krigerne er væk. Både på de sociale medier, blandt bloggere og journalister på dagbladene og i den almindeligt levede hverdag. Jeg vil tro, de nu aktiverer deres holdninger og positioneringer i andre sagers tjeneste.
Tilbage er fodboldtosser som jeg selv, der – ud over at se frem til Marokkos kamp mod Spanien og håbet om en brasiliansk sejr – sidder med det i sammenhængen helt tabuiserede spørgsmål: Gad vide, om ikke den massive virak påvirkede landsholdet så tilpas markant, at de aldrig fandt ro til det, de var der for: at spille fodbold?
Men det går ikke at stille det spørgsmål, eftersom det vil hvirvle alt muligt ærgerligt op af sandet, som vi alle nok er bedst tjent med, blot bliver liggende. Vi er jo videre – nu vi er kommet hjem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her