MINDEORD – Fra Fassbinder til Freud, fra Kære Irene til Fassbinder – at elske uden at kræve. Christian Braad Thomsen var både kantet kunstner, kritiker og følsom formidler. En kompromisløs forkæmper for filmen som kunstart og en utrættelig stemme i kulturdebatten. Nu er pladsen ved vinduet tom, men livsværket lever.
Sikken en kæmpe, der faldt i nat, da filminstruktøren, forfatteren, debatøren m.m. Christian Braad Thomsen døde, 84 år gammel. Helt uventet var det ikke. Christian Braad Thomsen havde i nogle år været svækket af helbredsproblemer og tilbragte sin sidste tid på et plejehjem – hvor han heldigvis, efter sigende, befandt sig godt. Men trist og svært at fatte er det ikke desto mindre, at denne bredt favnende og ekstremt produktive kulturpersonlighed, som har været en betydelig faktor i hele mit voksenliv, ikke er her længere.
Mine tanker går naturligvis til hans nærmeste. Men også for os andre, der kun havde et mere perifert bekendtskab med Christian (som jeg vil tillade mig at kalde ham), er det et tab, man lige skal sunde sig over.
Christian kunne være mange ting: opmærksom, nysgerrig og engageret. Men også kantet, på tværs og idiosynkratisk. Uanset hvad var han bemærkelsesværdigt konsistent i sine holdninger og synspunkter – et fyrtårn, man kunne pejle efter og forholde sig til.
Han stod for noget. Og havde han først bidt sig fast i en sag, slap han den ikke let – om overhovedet
Man behøvede end ikke at være i hans selskab for at føre dialoger og diskussioner med ham – dem kunne man føre i sit indre, eftersom man for det meste vidste, hvad han mente om en given sag. Han stod for noget. Og havde han først bidt sig fast i en sag, slap han den ikke let – om overhovedet.
Dermed kunne han være en sten i skoen for dem, han havde set sig ond i sulet på, eller bare var uenig med. Men hans ihærdighed betød også, at han tog mange kampe på miljøets eller fællesskabets vegne. Hvor vi andre måske resignerede og slog os til tåls, blev Christian ved med at holde magthaverne i ørerne og forfægte synspunkter, som måske var mindre populære (og ofte havde han ret – men ikke altid).
På tilsvarende vis havde Christian sit heltegalleri, som han dyrkede med en sjælden loyalitet. Om det var ekspartneren Jytte Rex, Bob Dylan, Willie Nelson eller de franske nybølgeinstruktører – han var altid parat til at stå op for deres fortræffeligheder.
For ikke at tale om Sigmund Freud, hvis tanker og teorier sneg sig ind her og der og alle vegne i det omfattende oeuvre – både når det var relevant, og også indimellem når det ikke var. Eller helteskikkelsen over dem alle, den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder, som han vendte tilbage til igen og igen og formidlede i flere bøger og film.
Det seneste skud på stammen, filmen Fassbinder – at elske uden at kræve (2015), var både bevægende og fremragende.
Ingen – måske med undtagelse af hans mest indædte modstandere – kunne være i tvivl om, at der i tilfældet Christian boede en blød sjæl bag det tilsyneladende uforsonlige ydre. Og følsomheden fik i årenes løb udtryk på mange forskellige måder i både film og bøger.
Filmkunstner
Det begyndte med spillefilmen Kære Irene helt tilbage i 1971, og skulle man nævne andre højdepunkter fra filmproduktionen, kunne det være de to erindringsværker Herfra min verden går (1976) og Hvor mindets blomster gror (1991), portrætfilmene Karen Blixen – Storyteller (1995) og Morten Korch – Solskin kan man altid finde (1999) samt spillefilmene Kniven i hjertet (1981) og Koks i kulissen (1983).
Den sidste var en vellykket komedie – hvilket kom lidt overraskende fra den kant.
Christian – når du skældte ud på alle de bløddyr, der helst bare ville underholdes i biografen, gemte jeg mig lunt under din skallesmækkende vinge og kunne ikke være mere enig.
Bogudgivelserne var lige så talrige, og uden at nævne enkelttitler kan det konstateres, at Christian ydede en i dansk sammenhæng helt enestående indsats med sine monografier om filmkunstnere som Fassbinder, Hitchcock, Pasolini, Godard m.fl.
Og når jeg skriver filmkunstnere, er det ikke tilfældigt, for Christian var en af de mest ihærdige fortalere for filmen som kunstart, vi har haft herhjemme. Og tak for det, Christian – når du skældte ud på alle de bløddyr, der helst bare ville underholdes i biografen, gemte jeg mig lunt under din skallesmækkende vinge og kunne ikke være mere enig.
Meget mere kunne tilføjes. En selvbiografi blev det naturligvis også til: Vreden, gudinde, besyng! fra 2005. Samt alt det andet: importen af vigtige kunstfilm, indsatsen som kunstnerisk leder af Odense Film Festival, de sene musikerportrætfilm og så videre, og så videre. Energien rakte til ufatteligt meget.
Men igen: Først og fremmest stod Christian Braad Thomsen for noget. Når man spadserede forbi caféen over for Grand-biografen og så den gamle kæmpe sidde på sin plads med et glas rødvin, var det, som om verden var i orden. Nu er pladsen tom, men aftrykket af det enorme livsværk vil blive stående.
P.S.: Skulle nogen opfatte Christian Braad Thomsen som humorforladt eller uden lune, så tillad mig at citere en anekdote, han postede her på FB i 2018:
“Jeg spiste i aften på restaurant med mit 7-årige barnebarn Lili. Da vi kom til desserten, begyndte hun at jonglere lidt faretruende med sin istallerken, og jeg bad hende sætte den på bordet. Lili, som går meget op i, hvem der bestemmer hvad hvornår, sagde, at det skulle jeg i hvert fald ikke bestemme. Jeg insisterede på, at det skulle jeg, fordi jeg er voksen. Hun lukkede munden på mig med køligt at konstatere: ‘Du er alt for gammel til at være voksen.’”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og