Normandiet

Catherine Lefebvre: En lærer i Normandiet gjorde udgangsforbud til poesi

i Kultur/Bøger af
NORMANDIET // REJSEBREV – Da coronavirus i det tidlige forår ramte vores verden, var den korte afstand os imellem i Europa erstattet af usynlige grænser og milevid afstand. Pludselig var den gennemtrængende lugt af håndsprit den dominerende duftscenografi. Som om der stod – og stadig står – en sky af spritlugt i atmosfæren, som en tæt kappe om jorden, der desinficerer vores bevidsthed og tanker. Selv i det fineste konditori bliver duften fortyndet af sprit, der trænger sig på. Hvordan man som menneske egentlig reagerer på den aktuelle situation, er der intet facit for. Alt er flydende!

I byen Caen i Normandiet i Frankrig befandt sig en lærer, Marie-Hélène Devillepoix, der havde svært ved at indordne sig under alle forskrifter. En lærer, der savnede sine elever fra første dag.

At mangle den fysiske nærhed med eleverne og samtidig skulle indpasse et ambitiøst læringsprogram gennem computeren føltes som en udfordrende situation – både for lærer og elever på Collège Simone-Veil.

Idéen til logbogen kom ganske enkelt ud af forbløffelsen over pludselig at være midt i et udgangsforbud: ”Jeg fik hurtigt lyst til at fortælle eleverne om mine egne følelser, og jeg bad dem blot om at gøre det samme”

Da Frankrigs præsident Emmanuel Macron gik på tv for at lukke landet ned, følte Marie-Hélène Devillepoix en vrede, en frustration og en indignation i forhold til sin opgave: ”Jeg kunne ikke forestille mig ikke at skulle se mine elever og kolleger.

Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle organisere undervisningen på computer. Jeg har brug for at være sammen med eleverne, føle mig tæt på dem, tale med dem.”

Logbogen

At være i karantæne og samtidig skulle håndtere alle de stærke følelser, som naturligt opstod hos eleverne, kaldte på noget nyt. Marie-Hélène fornemmede hurtigt, at eleverne havde brug for noget helt særligt i den ekstraordinære situation, og at det derfor gav mening at appellere til deres kreativitet:

”Vi bor tæt på havet, og det var oplagt, at mine elever skulle lave en logbog, deres egen logbog, hvor de kunne komme af med deres ofte meget stærke følelser om situationen og samtidigt arbejde med det franske sprog”.

For at eleverne kunne forstå, hvad en logbog er og kan bruges til, sendte Marie-Hélène Devillepoix sin egen logbog til dem alle.

I den fortalte hun om sin sidste tur på stranden med sin søn og mand, inden det blev forbudt at gå ud, om hvordan hun havde det, om sin sindstilstand og om de håb og savn, hun lige nu levede med.

Der var ingen krav til indhold – det kunne være et brev til en nær ven, et digt, små tekst-fragmenter… Det vigtigste var at fokusere på nutiden og på den tid, vi alle skulle gå igennem.

Ét tema strømmede gennem alle teksterne: Savnet. Børnene ønskede først og fremmest at gense familie og venner så hurtigt som muligt – selv lærerne var savnet

Idéen til logbogen i Normandiet kom ganske enkelt ud af forbløffelsen over pludselig at være midt i et udgangsforbud: ”Jeg fik hurtigt lyst til at fortælle eleverne om mine egne følelser, og jeg bad dem blot om at gøre det samme”.

Savnet

Efter en uges udgangsforbud begyndte logbøgerne at strømme ind i lærerens mailbox: ”Jeg modtog helt fantastiske tekster gennemsyret af humanisme og ømhed.”

Ét tema strømmede gennem alle teksterne: Savnet. Børnene ønskede først og fremmest at gense familie og venner så hurtigt som muligt – selv lærerne var savnet.

Det projekt, som begyndte med at være et pædagogisk greb, endte med at fylde enormt i teenagernes liv:

”Der var faktisk nogle, der sagde, at de til sin tid ville lade deres egne børn læse logbogen,” fortæller Marie-Hélène, som stadig er rørt over det materiale, som eleverne skabte.

“Andre fortalte, at de havde integreret logbogen i familien som et lille ritual, og før sommerferien, hvor de igen måtte mødes, blev logbøgerne læst op, sunget, poetry-slammet, vist.”

Normannerne

Jeg spørger Marie-Hélène om hun mener, at disse børn og hun selv er påvirket af den litterære tradition i Normandiet?

Om hun for sin del føler sig i samklang med de store normanniske forfattere, som finder deres forlæg i Normandiets historier, landskaber, landsbyer, traditioner og mennesker f.eks. Gustave Flaubert eller Guy de Maupassant?

Det er meget interessant at dekonstruere denne maskuline litteratur fra det 19. århundrede, som også er patriarkalsk og fordomsfuld. Guy de Maupassant er kvindeelsker, men også misogyn

Om hun mener, at den normanniske natur ligger der i baggrunden og inspirerer, kalder og får folk til at indgå i en litterær tradition? Om den klassiske normanniske litteratur er en faktor i hendes liv og dagligdag?

”For mit eget vedkommende er jeg inspireret af litteratur generelt. Jeg læser mange klassikere, men jeg dvæler ikke ved normannerne. Jeg har læst dem.”

“Og jeg holder også meget af at læse ungdomslitteratur, som kan være af meget høj kvalitet; vi har virkelig mange gode forfattere i Frankrig, f.eks. Jean Claude Mourlevat, som skriver skønne fortællinger for unge på 11-12 år og Timothée de Fombelle, som skriver bøger, der f.eks. er miljøbevidste”.

Men dit forhold til normannerne? Fortællinger om Dagen og om Natten, de normanniske fortællinger…?

”I skolen læser vi især fortællinger af Maupassant, som eleverne godt kan lide både som realistiske og fantastiske fortællinger. De er til at gå til. Guy de Maupassant fortæller om det hårde liv og menneskets grumhed i den normanniske natur, og det har ikke forandret sig. Disse fortællinger er stadig aktuelle.

Imidlertid er jeg ikke selv vild med den typiske Maupassant-karakter, som er den virile mand, der ofte udtrykker sig med foragt og nedladenhed om kvinder.”

“Der er til og med i disse fortællinger passager, hvor unge piger bliver voldtaget, selvom dette ikke siges helt klart. Det er meget interessant at dekonstruere denne maskuline litteratur fra det 19. århundrede, som også er patriarkalsk og fordomsfuld. Guy de Maupassant er kvindeelsker, men også misogyn.”

“Det er klart, at man gennem denne forfatter kan belyse ulighed mellem kønnene, og at fortællingerne giver de unge stof til eftertanke.

Hvis vi får en ny bølge til efteråret eller til vinter, vil jeg genoptage denne praksis. Til den tid vil den nok være mere fokuseret på en decideret refleksion end på det rent emotionelle. En refleksion over, hvordan vi skal gennemleve denne nye, anden bølge

Hos Gustave Flaubert drejer det sig tit om kvindens stilling, f.eks. i romanen Madame Bovary. En kvinde bliver forgiftet af kedsomhed og sine egne drømme om noget andet. Eller historien om en gammel tjenestepige, som har ofret sit eget liv for at passe andres børn uden at få noget tilbage. Der er helt sikkert en stor følsomhed overfor kvinderne i det normanniske landbrugsland hos Flaubert. En følsomhed, der åbner for skønlitteraturen”.

Kunne man opfatte logbogsprojektet som en form for kunstprojekt? Giver de unges refleksion også adgang til en kunstnerisk praksis, spørger jeg.

“Jeg opfatter det ikke som et kunstnerisk projekt, men som en pædagogik, der gerne skal nå eleverne, lige dér hvor de er. I udgangspunktet drejer det sig om at sætte ord på en exceptionel situation.”

“En måde at få angsten og savnet ud på. Frustrationerne over ikke at se sine nærmeste, en måde at tale om at være ”spærret inde” og om nye relationer i familiens kreds. Men selv om jeg ikke ser det som kunst, skrev de unge alligevel skønne digte og tekster!”

Det samlede materiale er fuldt af bevægende og intense tekster – mange af dem er fulde af håb og rummer stor indsigt og erkendelse i forhold til den aktuelle situation samt ikke mindst en eksistentiel indlevelse. Som om de unge pludselig blev modnet og var klar til at tage livtag med en akut opstået krise. Den tillid, som læreren gav dem, blev så at sige betalt tilbage i form af en samling dybt personlige og stærke udsagn.

Men hvad med det normanniske og nordiske tema? Der er historisk en stor samhørighed mellem Normandiet og de nordiske lande, ikke mindst Danmark. Min fornemmelse af, at logbogen eller coronaprojektet har rødder i den normanniske muld er måske forkert. Jeg prøver igen og spørger: Har du en relation til Norden? Føler du dig i relation til en normannisk eller måske endda nordisk tradition?

Marie-Hélène svarer: ”Jeg har boet et år i Oslo, og her fandt jeg en anden livsrytme end i Frankrig og i Normandiet. Det satte jeg stor pris på. Jeg læser og har læst megen nordisk litteratur. De nordiske krimier er naturligvis på mode i Normandiet, f.eks. Henning Mankel og Jo Nesbø, men jeg holder også af en romanforfatter som Katarina Mazetti.”

“Jeg husker tydeligt forfatteren Halfdan W. Freihow, som jeg mødte ved litteraturfestivalen ”Les Boréales” og hans smukke bog ”Kære Gabriel”.  I sommer vil jeg læse Nicolas Escachs bog om danskerne, for jeg har lyst til at lære Danmark bedre at kende”.

Tror du, at din model kan bruges mere bredt, hvis vi får en ny coronabølge?

“Hvis vi får en ny bølge til efteråret eller til vinter, vil jeg genoptage denne praksis. Til den tid vil den nok være mere fokuseret på en decideret refleksion end på det rent emotionelle. En refleksion over, hvordan vi skal gennemleve denne nye, anden bølge…”.


LÆS CATHERINE LEFEBVRES ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER


Topillustration: Normandiet, Cap Carteret. Foto: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Catherine Lefebvre har igennem de seneste 20 år været en fremtrædende og foretagsom skikkelse i det danske kunst- og kulturliv, først som kurator ved Center for Dansk Billedkunst, dernæst som specialkonsulent i Kunststyrelsen og i en tiårig periode frem til 2019 som særdeles aktiv og visionær direktør og litterær eksekutor for Karen Blixen Museet og Rungstedlundfonden.

Du kan læse mere på Catherine Lefebvres hjemmeside her: https://catherinelefebvre.com

Sideløbende hermed har Catherine virket som ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Catherine Lefebvre er cand.mag. i filosofi fra Université de Paris, Sorbonne, og mag.art. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Hun har desuden modtaget stipendier fra New York University.

Som direktør for Karen Blixen Museet har hun iværksat talrige internationale samarbejder og udforsket Blixens værk i forhold til identitet, sprog, grøn og global kontekst, ligesom hun har publiceret ”Karen Blixen: Thule-Ngong, aller et retour” i Europe, Revue littéraire mensuelle og ”Accidental Tourists: some thoughts on Blixen, Arendt and Disobedience” i Scandinavica samt ”Moi, Babette” i Babette, Pariserkommunen og eksilet og ”Eksilets kreative Potentiale” i Department of Voids.

Catherine Lefebvre virker som kurator, projektleder og skribent og som bestyrelsesformand for Dansk-svensk Kulturfond. Hun er født ind i en dansk-fransk familie og har gennem det meste af sin karriere haft fokus på dansk og fransk kultur og kulturarv.

I 2019 blev hun fra fransk side hædret med den fornemme Officersgrad af den franske fortjenstorden for sit subtile arbejde med de to landes kulturer, litteratur, kunst og sprog.

Catherine Lefebvre er en hyppig foredragsholder og en efterspurgt moderator.

Seneste artikler om Kultur