BADFINGER // MINDEORD – Den engelske musiker Joey Molland er død. Han blev 77 år gammel. Molland var medlem af den britiske gruppe Badfinger, hvis forsanger, Pete Ham, præcis 50 år tidligere – i marts 1975 – begik selvmord 27 år gammel. Det satte i første omgang punktum for historien om en gruppe, der voksede ind i himlen – desværre i bogstaveligste forstand. Forlagsredaktør Hans Henrik Schwab fortæller historien om Badfingers op- og nedtur.
Med Mollands død slutter historien om Badfinger definitivt – en historie, der startede som et lyserødt Disney-eventyr, men sluttede som et af brødrene Grimms grumme eventyr. Dette er historien om Badfinger: en historie, som er uløseligt forbundet med Beatles-myten.
Badfinger hed oprindelig The Iveys og kom fra Wales, men efter at være flyttet til tressernes Swinging London blev de spottet og signet af Beatles’ Apple-label – og skiftede navn til Badfinger efter arbejdstitlen på Beatles-nummeret ”With a Little Help from My Friends”: ”Bad Finger Boogie” (Lennon havde på det tidspunkt en ’dårlig’ finger). Badfinger var da også om nogen en gruppe, der fik ”a little help” fra deres friends i The Beatles. De var popkongernes protégéer par excellence.
Men herefter – efter at have forladt Beatles og Apple – begyndte det at gå gruelig galt for Badfinger, der blev indfanget i et spindelvæv af kontraktlige, økonomiske og juridiske forviklinger – og menneskelige tragedier
På coveret af deres første album bliver gruppens klassiske besætning præsenteret: ”Badfinger are four – Tom, playing bass, and Joey playing guitar, both from Liverpool, Pete on lead guitar with Mike on drums both of them born in Swansea, S. Wales.”
Og så var Badfinger – ligesom en vis anden kvartet – velsignet med hele tre vokalister, hvilket også på scenen muliggjorde trestemmige harmonier. Videre hedder det: “Badfinger are very close to each other, living together, their life is playing together.” Ja, Badfinger ikke bare spillede, men levede også sammen. Desværre blev to af medlemmernes liv alt, alt for kort.
Hvis The Beatles er troldmænd, som de bliver fremstillet i Magical Mystery Tour-filmen – ja, så er Badfinger troldmændenes lærlinge. De har samme musikalske trademark som forbillederne: Stærkt melodiske kompositioner. Med et perfekt mix af rå rocknumre og romantiske ballader, tilsat gennemarbejdede vokalharmonier (som nævnt også trestemmige a la The Beatles). Og så har hverken Georges guitar eller Pauls piano spillet forgæves (man hører i øvrigt begge på visse Badfinger-indspilninger).
Badfinger kunne selv
På trods af parallellerne er der dog ingen grund til at reducere Badfinger til Beatles-epigoner: De har deres egen distinkte og genkendelige lyd. De er nok ‘klassicister’, der løfter arven fra den britiske tresser-beat, men samtidig powerpop-pionerer, der peger ind i halvfjerdserne.
Parløbet mellem The Beatles og deres ’små brødre’ i Badfinger startede med, at Badfinger blev hyret til at levere musikken til filmen The Magic Christian, hvor en vis Ringo Starr spillede sammen med Peter Sellers. Det blev til tre numre – alle produceret af Paul McCartney, der også komponerede filmens hitsang: ”Come and Get It”, der blev gruppens første singlehit (#4 på den britiske hitliste). De tre numre, hvoraf et havde et klassisk George Martin-arrangement, endte også på gruppens debutalbum på Apple, Magic Christian Music (1970) – som var produceret af ingen ringere end David Bowies Tony Visconti.
Debutalbummets cover er i øvrigt en versionering af den italienske billedkunstner Giorgio de Chiricos malerier – det første af flere æstetisk vellykkede covers, ofte med kunsthistoriske referencer. Badfinger havde en sjældent gennemført cover-æstetik.
Gruppens næste album, No Dice (1970), indeholdt en sang med direkte hilsen til The Beatles, ”Love me Do” (der dog hos Badfinger minder mere om den samtidige ”Get Back”). Albummet rummede også singlen ”No Matter What” (et top 10-hit i både UK og US), der så sent som i 2003 indgik på soundtracket til filmen The In-Laws, hvor også McCartney bidrog med flere numre til lydsporet. ”No Matter What” var i øvrigt produceret af en gammel Beatles-kending: Mal Evans, der i sin tid opdagede gruppen i Londons fashionable Marquee Club, hvor The Beatles gerne holdt hof; men pladens mest kendt nummer er selvfølgelig ”Without You” – en storladen ballade, som en anden af The Beatles’ venner, Harry Nilsson, gjorde til et mega-hit, inden Mariah Carey i 1994 udødeliggjorde nummeret med sin version.
Til gruppens tredje album, Straight Up (1972), engagerede man George Harrison som producer: Harrison nåede at producere fire numre, herunder hittet ”Day after Day” (endnu et top 10-hit på begge sider af Atlanten), hvor Harrison og Ham ’duellerer’ på guitar. Pga. sit engagement i Concert For Bangladesh – verdens første støttekoncert – måtte Harrison desværre opgive at færdigproducere albummet, der blev overtaget af Todd Rundgren, som producerede albummets anden store hitsingle ”Baby Blue”, der nåede helt op på andenpladsen på den amerikanske hitliste – og som blev genopdaget og hittede stort igen, da den i 2013 blev brugt i slutningen af tv-serien Breaking Bad.
Her, der og allevegne med The Beatles
Som et lille plaster på såret inviterede Harrison Badfinger med på scenen i Madison Square Garden til sin store Bangladesh-koncert, hvor Harrison og Ham spillede en akustisk guitar-duet på ”Here Comes the Sun”. I forvejen havde gruppens medlemmer medvirket på All Things Must Pass (og i øvrigt også under Lennons Imagine-sessions samt på Ringos største singlethit, ”It Don’t Come Easy”).
Gruppens fjerde album, Ass (1973), blev deres sidste på Apple Records. Åbningsnummeret hed symbolsk ”Apple of My Eye” og havde følgende åbningslinje: ”Oh, I’m sorry, but it’s time to move away”. Men herefter – efter at have forladt Beatles og Apple – begyndte det at gå gruelig galt for Badfinger, der blev indfanget i et spindelvæv af kontraktlige, økonomiske og juridiske forviklinger – og menneskelige tragedier. Historien om Badfinger endte i første omgang med, at Pete Ham begik selvmord i marts 1975, lige inden sin 28-års fødselsdag. Endnu et medlem af Club 27.
”When we lost Badfinger, we lost innocence”
Efter nogle års pause forsøgte gruppens to Liverpudlians, Molland og Evans, at genoplive gruppen i USA. Da jeg selv var i Florida i 1991, blev jeg overrasket over at høre Badfinger spillet i amerikansk radio, men senere fandt jeg ud af, at de faktisk havde indspillet deres sidste album i netop Miami, Florida. Efter de to sidste albums i hhv. 1979 og 1981 ramte tragedien imidlertid igen, da Evans i 1983 begik selvmord på præcis samme måde (ved hængning), som hans nære ven og musikalske partner Ham havde gjort otte år forinden. En bevidst iscenesat gentagelse af vennens tragiske død.
Måske var de to selvmord foregrebet i nogle af gruppens tekster. I forlængelse af en gammel romantisk tradition besang Badfinger således ikke kærlighed euforisk som fuldbyrdet lykke, men elegisk som længsel og tab, med en tragisk undertone af død. Et af deres numre hedder ligefrem ”I’d die, babe”. Ham og Evans sang – sørgeligt profetisk – om at miste lysten til at leve. Verbet ”live” er nøgleordet på to centralt placerede sange på NO DICE-albummet:
Side 1 klinger ud med sangen ”Without You”:
I can’t live, if living is without you
I can’t live, I can’t give any more
Side 2 og albummet slutter med nummeret ”We Are For the Dark”:
Well, it’s not enough to live
If you’re gonna take then you have to give
We are for the dark
Baby, you and I
Badfinger på scenen med bl.a. George Harrison, Billy Preston, Leon Russell (synger) og Eric Clapton under prøverne til den ikoniske Concert for Bangladesh.
Katastrofale konsekvenser
Badfinger, der startede som lyse, glade Beatles-lærlinge, sluttede med at gå ind i mørket. De trådte aldrig for alvor ud af Beatles-skyggen.
Jeg vil ikke her gå i detaljer med denne mørke, tragiske side af gruppens historie, der er den klassiske historie om dårligt management, et profitstyret pladeselskab (amerikanske Warner, der udsendte eller snarere obstruerede den oprindelige gruppes to sidste albums) etc. Er man særlig interesseret, vil jeg anbefale Dan Matovinas definitive biografi, Without You – The Tragic Story of Badfinger, der minutiøst redegør for, hvordan Badfinger i ungdommelig uskyld og naivitet blev fanget i en kafkask labyrint af kommerciel kynisme, kontroverser og kontraktbrud (det er ikke tilfældigt, at et af gruppens sidste numre hedder ”Rock N’ Roll Contract”) – med katastrofale konsekvenser. Lennons veninde May Pang har i en dokumentar udtalt nogle rørende og rammende ord, der kunne stå som gravskrift over gruppen:
”When we lost Badfinger, we lost innocence.”
Joey Molland var sidste overlevende medlem af gruppen og optrådte i mange år som ’last man standing’ i USA under navnet ”Joey Mollands Badfinger” – without Ham, Evans og Gibbins. (I modsætning til Ham og Evans døde Gibbins af naturlige årsager og sov stille ind i sit Miami-hjem i 2005).
I eget navn udsendte Molland i 2020 sit sidste og fine album, Be True to Yourself – with a little help from his Beatles-friends: Lennons søn Julian, McCartneys Wings-trommeslager Steve Holley og Starrs eks-producer Mark Hudson – så efter alle disse år kastede troldmændene fra The Beatles stadig ikke bare en skygge, men heldigvis også lidt musikalsk tryllestøv over deres sidste lærling.
Nu er Molland også væk, men på trods af gruppens mørke historie vil Badfingers musik – med titlen på en anden af deres store sange – blive ved at “Shine on.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og