
BØGER // ESSAY – Christian Stokbro læser Nicolaj Stochholms seneste samling, De III aldre, som en poetisk udgravning af den menneskelige eksistens, af mennesket som eksisterende, det vil sige som en væren, der spørger ind til selvsamme væren. Og Stochholm gør det på en måde og med en stemmeføring, der er typisk ”stochholmsk” og unik på den danske lyrikscene.
Da vi i gymnasiet læste Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, kaldte min lærer hovedpersonen Morten Vinge for en afstandserotiker på baggrund af forholdet til adelsfrøkenen Sophie.
Dette lidt aparte afstandsforhold til virkeligheden, synes at have været min egen inden for rammerne af min første og meget lange periode med lystlæsning. Den blev dog brudt op af en længere periode med pligtlæsning, hvor der ikke var plads til megen lyst – det synes at være vilkårene for både universitetsstudier og anmeldergerningen. Men nu er der igen blevet rum for læsning af ren og skær lyst; dog med den væsentlige forskel fra tidligere, at livet af en eller anden grund synes at være blevet alt for kort her midt i 40’erne. Det medfører nok en vis kræsenhed.
Når jeg angås, som læser, bliver jeg klogere på mig selv og livet; jeg bliver mødt med en eksistentiel nødvendighed
Kræsent læsende vil jeg angås. Som læser og i sidste ende som menneske; der er simpelthen ikke tid til andet. Hvad betyder det? I virkeligheden er det en tilbagevenden til en forståelse af litteratur som en alvorlig beskæftigelse med livet, det der sker os i livet som mennesker, der er bredt ud mellem fødsel og død. Altså ikke litteratur som en evigt forskydende retorisk stiløvelse eller en ironiserende afstand til den fælles omverden. Ikke at jeg dyrker rynker mellem brynene, der kan jo også være en alvor i humoren. Når jeg angås, som læser, bliver jeg klogere på mig selv og livet; jeg bliver mødt med en eksistentiel nødvendighed.
Anråbt af lavmælte stemmer
Tilbage i sluthalvfemserne fik jeg fat i digtsamlingerne Biografi, Sammenfald og Rekonstruktion samlet i én udgave fra Borgen. De er skrevet af Nicolaj Stochholm, som debuterede i 1991 med Biografi, og da kom der noget anderledes ind i dansk litteratur. Der kom en ny alvor ind, eller alvoren vendte i hvert fald tilbage, men Stochholm formåede også, at give følelsen sin egen stemme – uden man af den grund som læser følte sig kvalt i plat sentimentalisme. Måske fordi både alvor og følelse blev samlet i digtets prisme, hvis slebne kanter blandt andet bestod (og stadig består) af metafysikkens og melankoliens (”se lyset, i verdens forfald”) elegiske besyngelse af livet. Eller sådan læser jeg det i hvert fald.
Fredag d. 28/8 2020 udkom Stochholms seneste samling: De III aldre, der består af 3 x 25 + 1 digte (de enkelte afdelinger bærer titlerne ”Blomsternes børn”, ”Børn af de tabte blade” og ”Postkort fra fremtiden”). Ikke ’De tre aldre’.
Hvorfor romertallene? De markerer grafisk bogens tre dele, men de peger også over mod det enkeltstående – de tre aldre synes således ikke at være forbundet, men snarere at stå som tre separate afdelinger af et liv, der ikke lover en sidste dannelsesmæssig harmoni, men derimod introducerer en grundlæggende disharmoni mellem livets forskellige livsaldre, der for eksempel ses i følgende linjer:
”Min stemme har forladt dig / gamle mand / … / tiden er inde til at løfte / blikket, rette ryggen og / vise verden hvem du var”.
Ungdommens stemme, dens kraft har forladt den ældre og knapt så stærke ”gamle mand”, der er ikke et syntetiserende blik, og den unge, uudgivne digter er i oprør over for den ældre udgivne digter. Men her er også Stochholms befriende humor: Man skal ikke rette ryggen og vise, hvem man er, men derimod hvem, man var – og det er i virkeligheden en langt sværere opgave. Men det er også et køligt blik på det sjælelige bondefangeri, vi til hverdag bedriver eksalteret over, hvad vi dog er blevet til.
De tre aldre – ungdom, voksenliv, alderdom – eller fortid, nutid, fremtid – eller også er det måske hvert enkelt menneskes historicitet, det at vi som mennesker er her og nu, men kun som defineret ved fortiden og farvet af fremtiden. Der er mange veje ind i Stochholms digte og endnu flere ud – men netop derfor giver de heller ikke gerne slip på sin læser, når først man har tilladt sig at blive anråbt af deres lavmælte stemmer.
Måske er det tiden selv, der taler fra de tre aldre? Digtet ”Lille Sammy Do” fra første afdeling er en lille apokalypse, der i et drømmende syn næsten på staffeldtsk vis søger at trække himlene ned, altså denne romantiske anelse om foreningen af det timelige og det evige, men her er det hverken sjælen der løftes op eller det evige, der skal fæstes i jorden, men digterens skygge, der søger bort fra det besværende legeme. Og som hos Johannes træder Gud også frem som et tal, der er alle tal og som evigt går op i sig selv. Men digteren opnår lige præcis ikke sammensmeltningen, hverken det ophøjede eller det sønderrevne synes at være gangbare veje for Stochholm at gå, så i stedet vågner digterjeget i sin seng, ”min våde grav”.
En afgrund åbner sig
Men Stochholm er ikke romantiker, og han adskiller sig fra den foregående generations (80’ernes) sortromantik, der vendte sig mod byens flimrende lys (tænk for eksempel Strunge eller den tidlige Thomsen) ved i en symbolistisk strejfet digtning at generobre naturen og jeget. Det fra 00’erne mere eller mindre opsplittede, dialogisk konstruerede jeg ligger Stochholm fjernt, idet han udgår fra et stabilt jeg, der er indsat i en ustabil verden – en usigelig smuk verden (eller mere specifikt en stochholmsk usigelighed), der bryder sammen, flimrer mellem metafysik og melankoli, for nu at vende tilbage til de to begreber fra tidligere, mellem drøm og sansning.
Som eksempelvis i disse vanvittige linjer (hvem ville ikke gerne have skrevet dem? Hvem har ikke forsøgt at skrive dem?) fra bogens første afdeling:
”de solafskaldede mure hvor
vinden henretter sig selv”
Jeg læser linjerne, jeg forstår dem, men de åbner en afgrund under mig, som jeg ikke kan overskue, som jeg forvilder mig i. Som sådan er linjerne typiske for Stochholm, man finder lignende linjer i alle hans bøger, og måske er det derfor, jeg kan blive ved at vende tilbage til hans forfatterskab, fordi hans digte af-grunder mig, får mig til at spørge bredt?
Her og der er der en sokratisk visdom at hente i samlingen; her fra den anden afdeling: ”jeg bliver her for at / forsvinde”. Den sokratiske visdom består blandt andet af, at vi som mennesker må komme overens med døden, at det er et livsprojekt eller som Stochholm udtrykker det, at man ”bliver her” med henblik på at ”forsvinde”. Hvorfor ’er’ jeget her ikke, men ’bliver’ her? I modsætning til det blot at være et sted, så peger ordet ’blive’ på, at tilstanden ikke ændrer sig. Det stochholmske jeg forbliver her ”for at / forsvinde”.
Jeg kan næsten ikke lade være med at se lighederne til Molières dictum ”On ne meurt qu’une fois; et c’est pour si longtemps”, der blev udødeliggjort for anden gang i filmen A Love Song for Bobby Long (2004). Man dør kun én gang og det for så lang tid – man kan enten læse det sådan, at i livet er man døende i meget lang tid eller man kan læse det sådan, at i døden forbliver man i meget lang tid. Den første læsning uddyber Stochholms linje, men den anden linjer titter frem, når Stochholm bruger verbet ’forsvinde’.
Vigtigheden af ovenstående kan næsten ikke overvurderes, idet titlen på digtet, hvor der er citeret fra, er ”Kompas”. Sådan navigerer Stochholm i eksistensen med afsæt i melankolien.
Men ”Børnene af de tabte blade” er også nutidens digter; der er mange metarefleksive elementer i denne afdeling altså elementer, der beskæftiger sig med digteren, det at skrive og digtene, der her og der synes at åbne døren til det private i enkle sansninger som eksempelvis her:
”mine egne årer under
huden der er mørkere end
træet med sit liv i bordpladen
mine hænder ligner det træ
mens jeg lytter til en mor
og en datter der deler et
overfyldt garderobeskab
de går pludrende frem og
tilbage i rummet ved siden af
mens jeg ser på mit eget liv
i fremtiden […]”
Den næsten meditative optagethed af hænderne på bordpladen, der forstyrres af en mor og datter, der snakker i rummet ved siden af. En linje, hvis lethed på sin side skaber kontrast til digteren, der ser på sit liv i fremtiden. Det ene står ikke over det andet, hvilket det i øvrigt aldrig gør hos Stochholm – døden inficerer ikke livet, og derfor kunne jeg i starten af denne anmeldelse sige, at Stochholm besynger livet elegisk. Alvoren balanceres af humor, kærlighed, nærhed og en sansningens oplysthed.
Et eksempel på sansningens oplysthed kan blandt andet findes i tredje afdeling (”Postkort fra fremtiden” (der som titel er en lille humoristisk perle)): ”Havet er det stedløses moder”. Linjen tager afsæt i en konkret sansning af et hav, men sansningen går direkte over i en mere almen refleksion, der på sin side ikke er efterhængt på sansningen, men konkretiserer samtidig med at den uddyber på det almenes niveau, således at den konkrete sansning af et hav kommer til at definere havet som sådan. Det er én måde digtets tænkning udfolder sig på. Metoden bag skæres ind til benet i samlingens midterste afdeling:
”Aldrig at finde ro til
mere end den næste tanke
der vil lede mig ind i noget nyt
jeg allerede ved er en gentagelse”
Man bydes ind i et hus
På den måde undslipper man aldrig helt sig selv, men er i en vis forstand tvunget til at krydse sit eget spor om og om igen. Det er ikke en afmagtens logik, men tværtimod den benhårde logik bag både digtning og tænkning, som for mig, og, tror jeg, også Nicolaj Stochholm har et slægtskab, man ikke må over se.
I en af sine bøger, Counter-Statement, taler den amerikanske retoriker, Kenneth Burke, om, at den repetitive form er en omformulering af allerede kendt stof med nye detaljer, ”It is our only method of ’talking on the subject’” – og det er det, der kendetegner Stochholms (og for den sags skyld enhver større digters) kunstneriske virke.
Om hans digtning kan man sige, at man bydes ind i et hus, hvor alle døre fører ud, men altid til et nyt sted
Afdelingen ”Postkort fra fremtiden” er 25 digte, der kredser om en klimakatastrofe, hvor indlandsisen i Grønland er smeltet. Digteren befinder sig i Italien og må tage op gennem Europa for at komme hjem. Det er på én gang dystopisk og en kærlighedserklæring og så er der et ironisk glimt i øjet at spore her og der. Det er en meget anderledes indramning af et muligt fremtidsscenarie end for eksempel Theis Ørntofts Digte 2014, der også rummede skønhed, men var et bekymret frontalangreb på klimakrisen, hvor Stochholm er langt mere fortællende uden af den grund at miste noget af sin poetiske kraft.
Titlen ”Postkort fra fremtiden” er sjov af flere årsager. For det første er indholdsfortegnelsen lagt bagest i bogen, hvorfor postkortene eller de enkelte digte med titler, skal findes bagest i bogen, der hvor man læser hen mod – altså fremtiden (som læsende). Men også fordi, titlerne på de enkelte digte sammen danner et digte, som postkortene så at sige afsendes fra – og endelig det helt lavpraktiske i, at temaet hører fremtiden tid; vi er dog ikke endnu i en fuldt buldrende klimakrise, men veerne har været i gang en rum tid.
At Stochholm bruger titlerne til de enkelte postkort til at lave et digt på 25 linjer er i sig selv sjovt, men det minder mig også om sonetkransen, hvor alle førstelinjerne i de 14 enkeltsonetter tilsammen danner den 15. mestersonet. Måske er det det, Stochholm har ladet sig inspirere af.
De III aldre er en anderledes digtsamling set sammen med resten af Stochholms poetiske produktion, og så er den alligevel ikke. Også her taler han om det samme på en ny måde, han holder sig så at sige til emnet – som er en poetisk udgravning af den menneskelige eksistens, af mennesket som eksisterende, det vil sige som en væren, der spørger ind til selvsamme væren. Og Stochholm gør det på en måde og med en stemmeføring, der er typisk ”stochholmsk” og unik på den danske lyrikscene. Stochholm skriver med en selvsikkerhed, der er ganske få forundt.
Om hans digtning kan man sige, at man bydes ind i et hus, hvor alle døre fører ud, men altid til et nyt sted.
Nicolaj Stockholm: De III aldre
Forlaget Escho
Foto: Susanne Mertz/Gyldendal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her