KULTURLISTEN – Hver uge tager POV’s kulturkorps temperaturen på kunst, kultur og underholdning og omtaler aktuelt nyt, som gør dit liv rigere, sjovere eller klogere. Tag med Kulturlisten ind i kulturens eventyrlige verden. Et fællestræk ved anmeldelserne i uges liste, er det fortidige set gennem nutidens kunstneriske linse.
Historiens glemte mirakel
Helt forelsket i Sofonisba Anguissolas portrætter.
Der er i øjeblikket en soloudstilling på Nivaagaard Malerisamling, fremragende udvalgt og fremragende fremvist. Her er Kong Filip 2 af Spaniens datter, Isabella Clara Eugenia, som han fik med sin franske hustru Elisabeth af Valois. Ja, det er dem fra Schiller og Verdis Don Carlo(s) opera, men historien er en helt anden.
Filip og Elisabeth fik to døtre, som Sofonisba (1532-1625) var med til at opdrage og uddanne. Hun malede også deres portrætter. Det her tager prisen. Læg mærke til hendes øjne, hendes silkehår, hendes alvor.
Sofonisbas portrætter minder egentlig kun om Hans Holbeins.
Guldfuglen flyver, men bliver i kulissen
Hvis ikke i 300-året for dansk teater, hvornår så? Folketeatret genopsætter kortvarigt Guldfuglen, en dramatisering af Johanne Louise Heibergs tanker en enkelt, søvnløs nat. Og i virkeligheden, i vid udstrækning, citeret fra hendes erindringer og breve. En kvindehistorie, men også 100 % teaternørderi.
Der er afgjort en feministisk vinkel i at se på skuespilleren Johanne, som på en gang var det feterede midtpunkt i guldalderens københavnske salonliv – og en pige, som skyldte sin karriere, at hun fandt nåde for en 20 år ældre mands blik.
Så er Johanne selfmade? Hun har ubetinget talent. Hun har kæmpet hårdt for at tillægge sig tidens dannelsesideal. Hun er sig sit værd bevidst. Men hun må også lide den tort, at hendes mand, Johan Ludvig, nu kaster sit blik efter nye purunge piger. Eller mod stjernerne.
Linnea Voss’ monolog Guldfuglen kan ses som et korrektiv til P.O. Enquists Fra regnormenes liv, men nok med mere fokus på Johanne Louise Heiberg som skuespiller. Med intriger blandt skuespillerne og måske en åndelig eller erotisk dragning mod en kollega.
Det gælder også kunstens status og fremtid. Stil og virkemidler. Teatrets flygtige natur opsummerer hun smukt i observationen, at skuespillerens højeste mål er ”øjeblikkets triumf”.
Værelse med modstand – Jessen skriver om Undset i fremragende forfatterportræt
Sigrid Undset er født samme år som James Joyce og Virginia Woolf (1882). Ida Jessen har skrevet to essays om den norske forfatter og Nobelprismodtager, et af de bedste forfatterportrætter jeg længe har læst, om en kvinde med en voldsom arbejdskapacitet.
I en periode arbejdede Undset døgnet rundt – som mor om dagen og om natten skrev hun sine romaner. Desuden var hun en ihærdig læser, skrev artikler, holdt foredrag.
Af temperament var hun sin egen. Hun lejede et hus, Bjerkebæk, som hun siden også købte. Ida Jessen ankommer mange år senere til huset i Lillehammer, og det er et afgørende øjeblik, for det virkelige tager over. Undset kunne have indrettet sig anderledes i huset. Hun kunne have valgt et hvilket som helst arbejdsværelse, men hun tager et langt og smalt rum, for sådan ønsker hun det.
Portrættet er fyldt med indsigt på indsigt og effektive komprimeringer, som bringer læseren langt ind i et menneskeliv og langt ind i et forfatterliv præget af krævende beslutninger. Men det er værelset, som står tilbage, for der er ”tranghed i det hemmelige kammer, noget let kvælende. En modstand.” Ida Jessen har fat i et paradoks: Sigrid Undset skrev bedst på modstanden, på kampen. Det gjorde hende produktiv.
Ida Jessen arbejder på oversættelse af to Undset-romaner: Olav Audunssøn i Hestviken og Olav Audunssøn og hans børn.
Sapfo og kunsten at plukke en Swane
I 1921 udgav Sigurd Swane sin oversættelse af den franske digter Charles Baudelaires digtsamling, Les Fleurs du Mal. I Swanes oversættelse kom den til at hedde: Syndens Blomster, og det er såmænd et smukt værk, som det foreligger, men deri et af problemerne: Swane forskønner delvist, hvad der skulle være grimt. Baudelaire skriver ikke kun kønt, han skriver også grimt, grimt, så spyttet samler sig i munden, parat til at sende en afskyvækkende klat ud i verden. I 1998 kom værket i en ny-oversættelse ved Peter Poulsen, Helvedesblomsterne, der i tone rammer det oprindelige værk bedre: Mindre æstetisk, mere ondt, mere grimt. Tak!
Fredag d. 7. oktober er det Hieronymusdag, dvs. International Oversætterdag, og med tanke på ovenstående anekdote er det en kærkommen lejlighed til at give alverdens oversættere, hvad der tilkommer dem, enten det er vådt eller tørt.
Aarhus Litteraturcenter markerer dagen for 11. gang ved at invitere tre oversættere af oldtidens kendteste kvindelige digter Sapfo til en samtale om, hvad det vil sige at oversætte. Det sker på Godsbanen, kl. 15:30.
Hieronymus er i øvrigt kendt som oversætter af Biblen, som den første, oversatte han direkte fra hebraisk til latin.
Tak for indsatsen!
Så er der øl, drenge!
I 1967 sidder unge Chuckie på en bar og drikker med nabolaget, mens Vietnam-krigen brager løs på TV. Selvom halvdelen af nabolagets drenge falder én for én i krigen, er Manhattans ølslæng enige om en ting: Amerika gør det rigtige. Og efter en møgdag med skældud fra både søster og far, får Chuckie en god idé. Han vil sende sig selv til Vietnam, finde de udsendte nabodrenge og give dem en ægte amerikansk øl som tak for indsatsen.
Sådan begynder AppleTV’s nye film The Greatest Beer Run Ever. Jeg tænkte straks, det nok ville blive Greatest B film EVER. Men nogle gange sker der bare det skønne, at det, der lyder rigtigt dumt på papiret, ender med at blive dybt i praksis.
Med Zac Efron som Chuckie, Bill Murray som bartender og Russell Crowe som krigsfotograf, er castet solidt. Det havde bare aldrig duet uden et ordentligt manuskript. Instruktøren og manuskriptforfatter Peter Farrelly, der også er far til Vild med Mary, forstår, at en god historie tager tid, og mens han giver Chuckie lov til at fatte nul og en skid i, mens han mosler gennem skyttegrave og napalmelefanter, giver han seeren lov at grine og genopdage omfanget af den forbrydelse, Vietnam-krigen var.
The Greatest Beer Run Ever udkom i september 2022 og kan ses på AppleTV+
All-in på melankolsk pop-feeling
Når man taler om dansk rock i 80’erne, taler man i virkeligheden ofte om dansk POP. Der var en periode, hvor inspiration fra diverse internationale kilder blev filtreret til dansk musik med stor folkelig gennemslagskraft.
Bl.a. Poul Halbergs elegante popmelodier, produktion og signature guitar var lig kvalitet, og hans kone, Jette Schandorff tilføjede sit personlige swing hist og her.
Og sådan er det også på det første album fra den forholdsvis nye gruppe Halberg & Friends. Med fine tekster, skrevet af Steffen Brandt, Anne Dorte Michelsen, Elisabeth G. Nielsen, Alberte Winding og ikke mindst Mona Larsen går Halberg og vennerne all-in på den særlige lyse melankolske pop-feel, som i virkeligheden er universel. Ikke hæftet på et enkelt årti. Det er sigende, at kun et nummer ”Stille nat – stille morgen” kradser en smule i feel good-lakken.
Der er en hel del firser inspiration i produktionen hos unge og ældre sangskrivere/producere verden over i dag. Indimellem lyder det, som om deres Pro Tools har taget en overdosis lørdagskylling og rejecocktail.
Halberg & Friends er den ægte vare. En dunhamrende melodiøs poprock-plade. Med Heidi Degns klare, flotte sang i forgrunden er man i godt selskab.
Lyt til pladen, bliv i godt humør.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
