Canada

Canadas nationaldag 1. juli – festens eller sorgens dag?

i Historie/Udland af
FUND AF SKELETTER // BAGGRUND – I starten af april offentliggjorde magasinet U.S. News and World Report sin årlige liste over bedste lande at bo i. Canada rykkede en plads op fra sidste år og blev nummer 1 . Et uhyggeligt fund overskyggede dog hurtigt glæden, for i maj og juni dukkede der anonyme gravpladser op med resterne af hundredevis af børn. De blev fundet omkring de særlige kostskoler, der blev anvendt i et program for de oprindelige folks børn fra 1883 helt frem til 1996.

OTTAWA – Det er måske ikke så overraskende for danskere, at Canada kan indtage førstepladsen som bedste land at bo i. Canada opleves af mange som væsensforskellig fra den store nabo mod syd. Canada ses vel generelt som et rimeligt progressivt og civiliseret land med et velfærdsystem, som ligger tæt på det danske, og et land hvor multikulturalismen er lykkedes i vidt omfang, selv om man nu årligt tager imod mere end 350.000 immigranter fra hele verden.

Baseret på tallene fra blot to skoler, må man regne med at gøre fund af resterne af flere tusinde børn, hvis død ikke tidligere er blevet rapporteret

Rangordningen af lande er baseret på anvendelse af 10 indikatorer. Der, hvor Canada scorer højest, er, når det gælder livskvalitet, social retfærdighed og tilpasningsdygtighed mht. økonomiske og sociale udfordringer. Nogenlunde som Danmark, bare højere. Danmark blev nummer 12 på samme liste.

Men ikke alle befolkningsgrupper stortrives i Canada.

Børneskeletter vrimler frem – Vatikanet tøver med undskyldning

Sidst i maj opdagede man i første omgang spor af 215 skeletter ved en nedlagt kostskole for børn fra de indfødte befolkningsgrupper i provinsen British Columbia. Selv om det ikke var helt overraskende – indfødte grupper har hævdet eksistensen heraf gennem mange år – så gjorde den konkrete dokumentation stort indtryk på den canadiske befolkning. Alle politiske partier tog afstand fra det, der måtte være sket, og lovede initiativer til yderligere afdækning af, hvad der egentlig var foregået på de næsten hundrede kostskoler fra 1883 til den sidste skole lukkede i 1996.

Omkring 150.000 elever gik igennem det kostskoleprogram, som var defineret af den nye canadiske regering efter selvstændigheden fra Storbritannien i 1867. Mere end 60% af skolerne var drevet af den katolske kirke. Også den anglikanske kirke var ansvarlig for mange skoler.

Premierminister Trudeau kom, på baggrund af et længe eksisterende krav fra de oprindelige folk, med en meget klar opfordring til den katolske kirke med adresse i Vatikanstaten, til at komme med en klar undskyldning for de fejl, der måtte være begået på mange skoler. Mens den katolske kirke overvejer situationen, (bange for erstatningskrav?) mister den yderligere moralsk autoritet.

De nye fund er ikke overraskende for de oprindelige folk

Inden man kunne nå at tage nogle mere konkrete initiativer, kom der 24. juni melding om endnu et fund af skeletter. Denne gang var der i provinsen Saskatchewan fundet spor af omkring 751 (!) skeletter omkring en tidligere kostskole. Fundet virkede chokerende og overvældende på alle.

Trudeau udtalte i en officiel erklæring bl.a., at ”det er Canadas ansvar at bære den smerte og sorg, som de oprindelige folk føler,” … og at de nye fund blot ”bekræfter en sandhed, som de (de oprindelige folk, JTC) længe har kendt”. I et senere interview på CBC understregede han, at ”hvis der var tale om kriminelle handlinger, skal det forfølges”.

Med al sandsynlighed vil resterne af mange flere børneskeletter komme til veje, når man går i gang med en mere systematisk undersøgelse af områderne omkring alle de tidligere særlige kostskoler. Baseret på tallene fra blot to skoler, må man regne med at gøre fund af resterne af flere tusinde børn, hvis død ikke tidligere er blevet rapporteret.

En krise-telefonlinje er blevet etableret 24/7 for alle, der har behov for støtte til at klare de nye traumer, der opstår ved afsløringen af de mange gamle anonyme gravsteder.

The Marieval Indian Residential School, hvor der er blevet fundet 741 skeletter. på et billede fra 1923. Foto: Wikimedia Commons

Canadas nationaldag – men for hvem?

Første juli er Canadas nationaldag, hvor uafhængigheden af Storbritannien i 1867 fejres i hele Canada bortset fra, at den fransktalende Quebec-provins lægger mere vægt på at fejre deres egen nationaldag den 24. juni.

De årlige festligheder har normalt været fejret mest af det hvide Canada, men også mange nye immigranter har med entusiasme deltaget i festlighederne i deres nye land, som giver dem frihed og udfoldelsesmuligheder.

Blandt de oprindelige folk, som i dag udgør cirka 5% og er en voksende del af befolkningen, har flere i mange år haft en noget mere loren holdning til dagen. De henviser til, at de hvide bosættere stjal deres land, pressede dem ud i reservater i marginale områder af landet og forsøgte at fjerne deres kultur og sprog. Ganske vist blev der indgået mange traktater mellem de europæiske bosættere og de oprindelige folk mht. formelt køb af jord omkring det første århundredeskifte efter selvstændigheden. Men forskning i disse aftaler har dokumenteret, at det ikke altid foregik på et reelt grundlag.

Dokumentarfilmen Trick or Treaty? er en canadisk dokumentarfilm fra 2014, der overbevisende fortæller historien om, hvordan First Nations stammer i det nordlige Ontario i 1905 blev lokket til at underskrive en traktat, baseret på en mundtlig fremlægning af indholdet, som de ikke kunne læse sig til. Desværre var de gyldne mundtlige løfter ikke indeholdt i traktaten.

Aflysning af fejring af nationaldagen?

Med henvisning til de nylige, triste fund har der været flere røster fremme om at aflyse 1. juli-fejringen.

Flere kommuner har allerede taget initiativ hertil. Blandt andet har bystyret i provinshovedstaden Victoria i British Columbia, hvor de første opdagelser blev gjort, enstemmigt vedtaget at aflyse festlighederne. Andre melder ud, at i stedet for at fejre dagen med det traditionelle fyrværkeri og musik, så skal dagen være refleksionens dag. Mere radikalt opfordrer nogle til fremover helt at sløjfe den nationale dag, fordi den blot symboliserer koloniseringen af de oprindelige folks land.

Også på regeringsniveau råder der tvivl. Den føderale minister for ”Indigenous Services”, Marc Miller, udtalte på en pressekonference i sidste uge, at han selv havde blandede følelser i forhold til Canada Day. Med oprindelse i Quebec-provinsen var han klar over, at 1. juli kan være kontroversiel, og ikke er universelt accepteret i Canada. Med henvisning til de nye fund, tilføjede han, ”at det er tid til refleksion og til at se på, hvad vi er som land”.

Vreden mod den katolske kirke har blandt nogle oprindelige grupper resulteret i afbrænding af kirker

Lederen af Det Konservative Parti, det største oppositionsparti, Erin O’Toole, er helt afvisende over for aflysning af Canada Day. Den idé kommer fra aktivister, der ”altid ser det dårlige, og aldrig det gode”. ”Vi er”, tilføjede han, ”ikke et perfekt land. Intet land er det. Der er intet sted på denne planet, hvis historie kan klare dybdeborende undersøgelser”. O’Toole forsøger at gøre sig til eneste politiske leder, der forsvarer Canada Day.

Ifølge den landsdækkende nyhedskanal CTV den 27. juni vokser opfordringen til at aflyse fejringen af nationaldagen. Mange steder er der planlagt demonstrationer, blandt andet i Montreal, Canadas næststørste by, hvor tusinder ventes at deltage, og flaget vil gå på halv over hele landet. Dagene op til 1. juli blev brugt til yderligere mobilisering, så der tværs over landet vil være demonstrationer til støtte for de oprindelige folk.

Vreden mod den katolske kirke har blandt nogle oprindelige grupper resulteret i afbrænding af kirker. Indtil videre er fire kirker blevet brændt ned i provinsen British Columbia, hvor det første fund af skeletter blev gjort, skriver nyhedsmagasinet Maclean’s.

Premierminister Trudeau meldte i fredags ud, at dagen burde anvendes til refleksion, og ikke festligheder.

Krænkelser af de oprindelige folk – et veldokumenteret problem

I 2007 blev den såkaldte ”Indian Residential Schools Settlement Agreement” indgået mellem regeringen og det, der nu kaldes ”First Nations” (tidligere: indianske befolkning). Ud over aftale om erstatninger blev en omfattende undersøgelse af behandlingen af de oprindelige folk sat i gang med nedsættelsen af den såkaldte ”Truth and Reconciliation Commission” i 2008.

Børnene blev tvangskristnet, givet nye navne og anvendelse af eget sprog blev straffet. Det blev allerede dengang anslået, at mere end 3000 børn døde i disse kristne kostskoler

I 2015 barslede Kommissionen med en omfattende rapport i seks bind, som blandt andet indeholdt 94 anbefalinger til initiativer. De blev præsenteret sidst i 2015, kort efter at Justin Trudeau var blevet premierminister for en flertalsregering bestående alene af det Liberale Parti. Trudeau lovede ved præsentationen af rapporten højtideligt, at forbedring af de indfødtes forhold ville stå meget højt på hans dagsorden.

Kulturelt folkemord

Rapporten karakteriserede behandlingen af børnene på kostskolerne som ”kulturelt folkemord”. Børnene blev tvangskristnet, givet nye navne og anvendelse af eget sprog blev straffet. Det blev allerede dengang anslået, at mere end 3000 børn døde i disse kristne kostskoler, hvortil nogle børn blev tvangsindskrevet, mens andre børn blev sendt dertil af egne forældre med det lønlige håb, at børnene ville blive bedre rustet til at klare sig i det moderne, hvide Canada.

Rapporten taler om ”race-baseret folkemord” (genocide, red.) mod de indfødte kvinder og piger. At piger er vokset op med vold som det normale, mens resten af Canada har udvist forfærdende apati over for det. Tusindvis af indfødte piger og kvinder vurderes dræbt

Ved gennemgangen af fremdrift i initiativerne i december 2020, efter fem år, var mere end 80% af anbefalingerne blevet sat i gang. Men ifølge formanden for Kommissionen, Murray Sinclair, skulle tempoet skrues op: ”Vi mister overlevende (fra kostskolerne, jtc) hver dag, og det, de håbede på, var, at der ville komme egentlige forandringer”.

Et endeligt opgør med den koloniale fortid er nødvendigt

Murray er en af de mest respekterede personer blandt de oprindelige folk. Han taler i dag om, at Canada har brug for en ny, uafhængig undersøgelse af, hvad der har forårsaget de mange tusinde børns død på kostskolerne. Sinclair var indtil for nylig medlem af Senatet. Tidligere var han i mange år den højest placerede blandt de oprindelige folk i det canadiske domstolsvæsen. Det er nødvendigt med en sådan ny undersøgelse, siger han, ”hvis vi skal gøre os håb om endeligt at konfrontere den koloniale fortid”.

Sinclair understreger, at tidligere bestræbelser på at rette op på fortids synder er løbet ud i sandet. ”Der er ikke sket nogen egentlig forandring” siger han, og tilføjer, ”at hvis forandring sker modstræbende, vil det ende med status quo”.

Allerede i 1907 råbte rapport vagt i gevær

Spørgsmålet om de mange døde børn blev faktisk rejst meget tidligere. Allerede i 1907 rapporterede cheflægen i Ministeriet for Indenrigs og Indianske Anliggender, Dr. Peter Henderson Bryce, efter at have aflagt besøg på 35 kostskoler, om alarmerende høje dødsrater. Han konstaterede, at 25% af børnene døde på skolerne. De fleste af diverse sygdomme, de ikke var modstandsdygtige overfor.

det gjaldt om at fjerne børnene fra deres forældre, ”som er vilde”. Det var ikke nok at give børnene undervisning, hvor de boede. De måtte fjernes helt fra forældrene og miljøet, ellers vil ”barnet blot være en vild, der kan læse og skrive”

Inddrog man dødsfald også i tiden, efter de havde forladt skolerne, nåede tallet op på 69%. Rapporten førte ikke til drastiske indgreb for at forhindre tab. I 1922 udgav Dr. Henderson en bog med titlen, The Story of A National Crime, hvor han redegør for regeringers undertrykkelse af informationerne om de oprindelige folks sundhedstilstand på skolerne.

Kvinder og børn myrdet og forsvundet

I juni 2019 blev en anden rapport offentliggjort, som var sat i gang i 2016 af den nuværende canadiske regering.  Det drejede sig om kortlægning af ”all forms of violence” specielt rettet mod de indfødte kvinder og piger. Rapporten med titlen ”Reclaiming Power and Place” indeholder vidnesbyrd fra 2380 kvinder, der enten selv var blevet udsat for vold eller var i familie med kvinder og piger, der var blevet myrdet eller var meldt savnet.

Rapporten konkluderer, at der har fundet systematiske og bevidste krænkelser sted af universelle menneskerettigheder og indfødtes rettigheder i forhold til kvinderne. Rapporten bruger meget stærke ord. Den taler om ”race-baseret folkemord” (genocide, red.) mod de indfødte kvinder og piger. At piger er vokset op med vold som det normale, mens resten af Canada har udvist forfærdende apati over for det. Tusindvis af indfødte piger og kvinder vurderes dræbt.

Rapporten leverer 231 anbefalinger (”calls for justice”) til, hvordan canadiske myndigheder, virksomheder og private individer bør ændre adfærd for at give de indfødte kvinder et værdigt liv.

Målet var total assimilation af de oprindelige folk

Oprindelsen til de særlige kostskoler skal findes i det regelsæt, der med justeringer fortsat regulerer forholdet til First Nations, The Indian Act af 1876. Denne lov hentede inspiration i en rapport fra 1844, hvor det anbefales at ”sende børnene væk fra deres forældre, stamme og kultur, for at de hurtigt og effektivt kan annamme de hvide bosætteres europæiske kultur”.

I en regeringsrapport fra samme år tales om, at ”forberede ham (indianeren) til en højere civilisation…”. Senere, i 1920’erne, blev ordlyden yderligere aggressiv over for den indianske kultur. Viceinspektøren for Departmentet for Indianske Anliggender, Duncan Campell Scott, understreger i en offentlig høring i 1921, at ”målet er at blive ved, indtil der ikke findes en indianer, der ikke er absorberet i staten……”.

Skal statuer af Canadas første premierminister fjernes?

Den person, der virkelig drev assimilationsprogrammet via kostskolerne fremad, var Canadas første premierminister, John A. Macdonald. Han tog i 1883 initiativ til at systematisere og udbrede kostskoleprogrammet for de oprindelige folks børn. Hans tale var klar. I Parlamentet argumenterede han med, at det gjaldt om at fjerne børnene fra deres forældre ”som er vilde”. Det var ikke nok at give børnene undervisning, hvor de boede. De måtte fjernes helt fra forældrene og miljøet, ellers vil ”barnet blot være en vild, der kan læse og skrive”, sagde han.

Macdonald regerede 19 år ud af det selvstændige Canadas første femogtyve år. Derfor er han over årene tillagt afgørende betydning for skabelsen af rammerne for det Canada, vi kender i dag. Over alt i landet står statuer af landsfaderen.

Statue af John A. Macdonald. Foto: Wikimedia Commons

Ikke overraskende har de seneste triste fund ved de tidligere kostskoler givet mere vind i sejlene til dem, der har talt for fjernelse af statuer af Macdonald og give nye navne til gader og pladser. Men lederne af de to største partier, det Liberale Parti og det Konservative Parti, vægrer sig ved at fjerne statuerne, selv om de forstår den smerte og vrede, som kravet er udtryk for. De peger på de mange andre initiativer af positiv karakter, som Macdonald satte i gang. I stedet anbefaler de, at nye informationer bruges til at igangsætte yderligere undersøgelser om de oprindelige folks vilkår i dag og bruge flere ressourcer på forsoningsarbejde.

Spørgsmålet er, om statuerne kan få lov at blive stående på sigt, hvis de kommende undersøgelser af alle de gamle kostskolegrunde demonstrerer, at måske 30.000 børn døde på skolerne. Et tal, som nogle eksperter ikke vil udelukke, ender med at blive resultatet af de kommende undersøgelser. Regeringen har i første omgang afsat 27 mio. CAD hertil. Mere end 100 grupper af oprindelige folk har ind til videre anmodet om midler. Ifølge avisen Globe & Mail kan det nødvendige beløb ende med at være tættere på en milliard CAD.


LÆS MERE AF JAN TOP CHRISTENSEN HER


Topillustration: Canada Day i gladere tider 2016. Her i Vancouver. Foto: Wikimedia Commons

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jan Top Christensen har næsten 30 års bred erfaring fra Udenrigsministeriet, inklusive som ambassadør i de nyåbnede ambassader i Libanon og Filippinerne. Fra 1987-90 var han leder af en UNHCR-flygtningelejr i Filippinerne. Før det var han ansat på Statskundskab, ÅU, og ved Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. JTC har siden 2019 boet i Ottawa, Canada sammen med sin canadiske hustru og datter. Her er han er Fellow ved Canadian Global Affairs Institute.

Seneste artikler om Historie