CANADISK POLITIK #2 // ANALYSE – Trumps trusler mod Canada vender op og ned på den politiske balance, og det har kun skabt yderligere spænding om, hvem canadierne vælger til at efterfølge Justin Trudeau.
OTTAWA – I december 2024 var den politiske situation klar. Den Liberale Justin Trudeau var uhjælpeligt bagud i meningsmålingerne. En forskel på 26 procentpoint mellem De Liberale og De Konservative (21 vs. 47 pct.).
Ingen troede på, at De Liberale ville kunne indhente en sådan forskel, selv om parlamentsvalget måske først ville blive til efteråret 2025. De Liberale var dømt ude. De måtte indstille sig på mindst fire år i opposition. Men her i marts ser den politiske verden helt anderledes ud i Canada. Meningsmålingerne angiver nu, at de to partier ligger tæt op ad hinanden. Ja, nogle målinger placerer endda De Liberale på førerpladsen.
To afgørende begivenheder forklarer, hvordan denne historisk markante ændring på kort tid har gjort den nære canadiske politiske fremtid helt uforudsigelig. For det første følte Trudeau sig omsider over jul presset til at gå af (læs min første artikel, der fortæller historien om Trudeaus op- og nedtur). Derefter havde De Konservative ikke længere deres Prügelknabe, men har måttet omlægge deres mediekampagner.
For det andet har Trumps mange trusler mod Canada (landet som 51. stat i USA og indførelse den 4. marts af 25 pct.-tariffer på canadiske varer, der eksporteres til USA) helt ændret den politiske dagsorden. Canada står måske over for en eskalerende handelskrig med sin nabo. Det har skabt stor frygt og utryghed hos de fleste canadiere. Den kommende tid (mindst fire år frem) vil der være behov for en regeringsleder, der kan håndtere de negative effekter af Trump. Hvem vil være bedst til det, Mark Carney eller Pierre Poilievre?
Superteknokraten over for fuldtidspolitikeren
De canadiske vælgere står nu over for et helt andet valg, efter at Mark Carney den 9. marts blev valgt som De Liberales leder. I sidste fase af De Liberales formandsvalg, med fire Liberale kandidater, konkurrerede han bl.a. med Chrystia Freeland, der havde været en af Trudeaus nærmeste regeringskolleger gennem mere end ni år, og senest finansminister. Men med overvældende 85,9 pct. af de afgivne stemmer fra de liberale partimedlemmers stemmer bag sig har Carney nu et meget stærkt udgangspunkt.
Ifølge canadiske regler overtager Carney automatisk premierministerposten frem til næste parlamentsvalg. Det skete den 14. marts, hvor Carney og hans nye, stærkt reducerede ministerhold blev svoret ind hos generalguvernøren, repræsentant for den britiske konge.
Selv om han ikke selv har et demokratisk mandat fra et parlamentsvalg, er ordningen sådan i Canada. Det er sket et par gange før i historien, senest med John Turner i 1984. Flest iagttagere forventer, at valget finder sted sidst i april/først i maj. Carney har brug for selv at blive parlamentsmedlem, så hans demokratiske underskud ikke varer for længe.
Det er to meget forskellige personer, der vil konkurrere om at komme til at lede Canada i forsøget på at begrænse de negative økonomiske effekter af Trumps hærgen.
Mark Carney – fra superkapitalist til klimaforkæmper
Carneys CV er en lang perlerække af præstationer. Født i 1965 i North Western Territories. Faderen var gymnasierektor i en lille by. Han tilbragte sine unge år i prærieprovinsen Alberta og har en markant anderledes baggrund end Trudeau, som er født med en guldske i munden.
Carney er velkendt som krise-manager. I 2008 var han med til at sikre, at Canada kom rimeligt uskadt gennem finanskrisen
Carney har måttet arbejde hårdt for at nå frem til, hvor han er i dag. Men hans personlige kvalifikationer bragte ham både til Harvard og Oxford-universiteterne. Som en ægte canadier har han været en ivrig ishockeyspiller gennem hele studietiden. Med en doktorgrad i økonomi fra Oxford University i lommen fik han job i investeringsfirmaet Goldman Sachs (som i Danmark er noget ugleset).
Senere blev han en højtplaceret embedsmand i det canadiske finansministerium, hvorfra han i 2008 i en alder af kun 42 år blev headhuntet til stillingen som nationalbankdirektør. Efter fem år hoppede han helt usædvanligt videre og blev som den første ikke-brite i historien nationalbankdirektør i England, hvor han tjente i syv år. Carney er velkendt som krise-manager. I 2008 var han med til at sikre, at Canada kom rimeligt uskadt gennem finanskrisen. Og i forbindelse med Brexit var han med til at forhindre kaos, da David Cameron trådte tilbage.
Carney kender den kapitalistiske markedsøkonomi forfra og bagfra. Med sin bog Value(s) i 2021 kommer han med en interessant kritik af, hvad han kalder ”markedsfundamentalismen”.
De sidste fem år har han som såkaldt special envoy for FN’s generalsekretær rådgivet om finansieringsspørgsmål i forbindelse med de internationale forhandlinger om klimaspørgsmål. Han spillede en vigtig rolle i etableringen af det såkaldte Net Zero-initiativ ved COP26-mødet i Glasgow i 2021.
I perioden 2020 til starten af 2025 har han også siddet i ledende positioner i flere internationale investeringsfirmaer. Men spørgsmålet er naturligvis i en tid med voksende populisme, om kvalifikationer er en styrke eller ulempe?
Der har forståeligt nok været bud efter Mark Carney, en finansiel og økonomisk ”wizz-kid”, fra politisk side. I 2012 blev han af den konservative statsminister Steven Harper tilbudt at blive finansminister, men sagde nej tak. Året efter forsøgte De Liberale at få ham til at stille op til partiledervalget. Det siges, at han uformelt har rådgivet Trudeau de senere år.
Officielt blev han i september 2024 udpeget til formand for et rådgivende økonomisk udvalg for De Liberale. På rygtebasis skulle Trudeau have ønsket at gøre ham til ny finansminister ved regeringsrokaden lige før jul. Men Carney havde åbenbart højere ambitioner.
Pierre Poilievre – professionel politiker
Som det også kendes fra mange danske politikere, har Poilievre aldrig prøvet andet i sit voksne arbejdsliv end at være involveret i politik. Ligesom Carney er han vokset op i den vestlige provins Alberta, næsten tre tusinde kilometer fra den føderale hovedstad, Ottawa. Født af en 16-årig enlig mor i 1979 blev han bortadopteret til et lærerpar. Siden skoletiden har han været politisk engageret til højre i canadisk politik.
Ingen har været i tvivl om hans politiske ambitioner. Som en anden Anders Fogh Rasmussen markerede han sig allerede som ung studerende ved en essaykonkurrence om ”As Prime Minister, I Would …”. Stærkt inspireret af Milton Friedman skrev han et essay med titlen ”Building Canada Through Freedom”.
Som Trump er Poilievre en mester i slagfærdige slogans og brug af øgenavne for sine politiske modstandere. ”Canada is broken” har været hans generelle angreb på regeringen
Poilievre har en bachelorgrad i internationale relationer fra University of Calgary. Han blev første gang valgt som 25-årig til det føderale underhus i Ottawa for Det Konservative Parti. Allerede som 33-årig blev han i 2013 minister for demokratiske reformer i Steven Harper-regeringen og blev senere minister for beskæftigelse og social udvikling. I 2022 blev han valgt, uden modkandidater, som leder af det føderale Konservative Parti.
Poilievre er en dynamisk politiker med mange facetter. Han deler med sin markante stil vandene og vælgerne. Han er en gadedreng som Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti. En populist som Inger Støjberg. Retorisk skarp som Morten Messerschmidt og aggressiv som Rasmus Jarlov.
Mange canadiere sammenligner ham med USA’s populistiske Trump, og på en række dimensioner holder sammenligningen. Han udfordrer samfundets institutioner og autoriteter og refererer ofte til common sense. Han vil fjerne det statslige budget for DR’s søsterorganisation, CBC. Frem for at give interviews til de store nationale medier foretrækker han at styre kommunikationen selv via kanaler, han kan kontrollere.
Han er meget aktiv på de sociale medier. Nationalbankdirektøren skal fyres, har han meldt ud, og han har leget med idéen om officielt at indføre Bitcoin som betalingsmiddel. Han udviste stor sympati for anti-vaccine-demonstranterne i 2021 og deres råb om ”freedom” – fri for statens covid-indgreb. Kriminalitet skal bekæmpes med hårdere straffe.
Mange af hans tilhængere er, ifølge meningsmålinger, også Trump-støtter og hælder til konspirationsteorier om World Economic Forum, hvor Marc Carney har haft høj cigarføring, som en elitær organisation, der vil styre verden på bekostning af almindelige mennesker.
Siden midt 2023 lykkedes det Poilievre, efter at hustruen havde fået ham til at smide brillerne og det klassiske mørkeblå jakkesæt, med en direkte og hård personlig kritik af Justin Trudeau gradvist at øge forspringet til 26 procentpoint ved årsskiftet i forhold til De Liberale.
Som Trump er Poilievre en mester i slagfærdige slogans og brug af øgenavne for sine politiske modstandere. ”Canada is broken” har været hans generelle angreb på regeringen, hvor han har refereret til udfordringer bl.a. med hensyn til mangel på billige boliger (”build the houses”) og praktiserende læger, uanset om kompetencen for styring af sektorerne ligger på provins- eller føderalt niveau.
Poilievre kan ikke blot karakteriseres som en canadisk mini-udgave af Trump. Hans personlige baggrund med adoptivforældre, der begge er folkeskolelærere og i øvrigt tilhører den fransktalende minoritet i provinsen, giver ham en større og mere civiliseret bredde
Og i aggressive personrettede kampagner mod premierminister Justin Trudeau har denne fået al skylden for den øgede inflation, som blev kaldt ”justinflation”. ”Axe the tax” brugtes som angreb på De Liberales ekstra forbrugskat med henblik på at mindske CO2-udledningen.
I de politiske debatter i parlamentet, hvor meningsudvekslingerne ofte ligner de mere turbulente debatter, man kender fra det engelske parlament, har han ikke holdt sig tilbage fra at anvende gadedrengesprog. Han betegnes ofte som en ”pitbull”/angrebshund i politik. I april sidste år nåede det et niveau, hvor formanden valgte at skride ind og bortvise ham for resten af dagen, da Poilievre kaldte Trudeau ”wacko” (slang for sindsyg/vanvittig) under en spørgedebat.
Men Poilievre kan ikke blot karakteriseres som en canadisk mini-udgave af Trump. Hans personlige baggrund med adoptivforældre, der begge er folkeskolelærere og i øvrigt tilhører den fransktalende minoritet i provinsen, giver ham en større og mere civiliseret bredde. Et mere menneskeligt ansigt.
Hans ægteskab med en venezuelansk indvandrer, med hvem han har to små børn, er med til at give ham et nuanceret syn på immigration, som af langt de fleste partier i Canada anses som en nødvendighed for den fortsatte økonomiske udvikling af landet.
Poilievres adoptivfader sprang sent ud og forlod ægteskabet. Poilievre var som ung politiker imod lovgivning om same-sex ægteskab, men har senere været med til at fremme konservative homoseksuelle politikeres karriere i partiet.
Kan teknokraten blive politiker, og kan gadedrengen blive statsmand?
De kommende par måneder lægger op til en meget spændende valgkamp i Canada. Som meningsmålingerne står lige nu her i marts, kan det gå begge veje, liberal eller konservativ. Ingen af de andre partier har nogen chancer for at indtage premierministerposten.
De to TV-debatter mellem de Liberale kandidater viste klart, at Carney, på trods af sit næsten intimiderende akademiske og økonomiske CV, står over for intensivt hjemmearbejde før debatterne op til parlamentsvalget
NDP, det socialdemokratiske parti, Parti Quebecois, som alene får stemmer i provinsen Quebec og De Grønne, som er tyndt spredt ud over hele landet, for ikke at tale om det stærkt højreorienterede parti, Peoples Party of Canada, er helt uden chancer for at komme i nærheden af lederposten. Valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse gør sit. Den nye situation med truslerne fra den tidligere nære allierede, USA, gør resten.
Carneys udfordringer – fransk og friskhed
De to TV-debatter mellem de Liberale kandidater viste klart, at Carney, på trods af sit næsten intimiderende akademiske og økonomiske CV, står over for intensivt hjemmearbejde før debatterne op til parlamentsvalget.
For det første var han den absolut ringeste til fransk af de fire kandidater, da de duellerede i den første debat på fransk. Måske forståeligt nok i lyset af hans mange års fravær fra en dagligdag, hvor engelsk og fransk veksler frem og tilbage, når man befinder sig i høje stillinger i den føderale hovedstad, Ottawa.
Carney er åbenlyst vant til en professionel, civiliseret sammenhæng, hvor der i konferencelokalerne lyttes til de saglige argumenter uden afbrydelser. Men i de kommende politiske debatter vil han blive konfronteret med en helt anden brutalitet
Men den hårde kendsgerning er, at når han mødes i de kommende debatter på fransk med Poilievre, som opererer komfortabelt på Molieres sprog, og Francois Blanchet fra Quebec, så risikerer han at blive blæst bagover og virke spagfærdig. Og det kan få betydning for, hvor mange mandater De Liberale kan hente i Quebec, provinsen med næstflest (71/343) mandater i det føderale parlament.
Den anden udfordring, som Carney kan stå overfor, er evnen til at operere i et giftigt, hårdtslående, og ikke (altid) sagligt miljø. Det så man også i debatterne mellem de liberale kandidater. Carney er åbenlyst vant til en professionel, civiliseret sammenhæng, hvor der i konferencelokalerne lyttes til de saglige argumenter uden afbrydelser. Men i de kommende politiske debatter vil han blive konfronteret med en helt anden brutalitet, afbrydelser, mangel på respekt og konstante forsøg fra de andre kombattanter på at udmanøvrere ham – ikke på saglighed, men ved psykologiske spil.
Mens hans liberale konkurrenter ikke havde interesse i at få ham helt på glatis, gælder alle tricks i de føderale debatter. Handskerne vil være taget af, og forsøg på knockout vil blive gjort. Særligt Poilievre vil være totalt skrupelløs. Men at Carney ikke er en total træmand, fik han illustreret i Jon Stewarts talkshow i januar.
Poilievre – kan han finde sig selv?
Poilievre og De Konservative er i gang med en hastig omkalfatring af deres politiske kampagner. Prügelknaben Trudeau har forladt den politiske scene, og Trumps trusler har helt ændret perspektivet i den canadiske virkelighed.
At De Konservative føler sig presset af den nye situation, er der mange indikationer på. For nylig blev der brugt millioner af dollars på en reklame i forbindelse med ishockeyopgøret mellem USA og Canada. Væk var historien om ”Canada is broken”. I stedet så man ægteparret Poilievre spadsere hånd i hånd ud i det bølgende canadiske landskab og som gode nationalistiske canadiere hejse det smukke rød-hvide flag med ahornbladet.
Og mens de Liberale kandidater konkurrerede om formandsstillingen, havde De Konservative allerede afgjort, hvem der var vinder, og kørte hårde TV-reklamer specifikt rettet mod Carney.
Med sloganet ”Sneaky Carney” forsøger de at underminere hans troværdighed ved at referere til beslutninger, han tidligere skulle have været involveret i, som angiveligt skulle demonstrere hans upålidelighed og hans mangel på konsekvens, når det gælder kampen mod Trump og Carneys grønne profil.
Canadiske vælgere må de næste par måneder kridte skoene og opgive deres normale partipræferencer i denne ekstraordinære situation
Bemærkelsesværdigt ved TV-reklamerne var også, at det ikke var Poilievre selv, der var den centrale budbringer af kritikken, som det ellers plejer at være, men Poilievres håndgangne mænd og kvinder, der udførte det negative politiske arbejde.
Ved en stort anlagt partikonference i Det Konservative Parti den 15. februar holdt Poilievre en lang tale under banneret “Canada First”. Her italesatte han den nye situation med truslerne fra den store nabo i syd og lancerede sine forslag til de udfordringer, Canada nu står overfor. Andrew Coyne, kommentator i den konservative landsdækkende Globe and Mail-avis, fandt for så vidt talen interessant, relevant og inspirerende, men i sin artikel med titlen ”We Need A Pilot” han stiller spørgsmålene: Hvem er Poilievre, og hvilken politik står han for nu?
Canadiske vælgere må de næste par måneder kridte skoene og opgive deres normale partipræferencer i denne ekstraordinære situation og finde ud af, hvem der vil være den bedste premierminister for landet de næste fire år til mest effektivt at sejle op mod de mange udfordringer, der er på vej fra USA.
Vil det være teknokraten Mark Carney, der har demonstreret sine egenskaber ved effektiv håndtering af tidligere alvorlige økonomiske kriser? Eller vil det være den aggressive nationalist, Pierre Poilievre, der i den nationale politiske kamp har demonstreret sin frygtløshed, der kan blive den frelsende statsleder for Canada?
Seneste meningsmålinger peger på, at flere vælgere tror på Carney som krisemanager end på Poilievre, men meget kan ske i politik på to måneder.
I den næste artikel ser vi på valgkampens vigtigste temaer og vælgerbevægelserne før valget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
