HISTORIE – Hver uge tager Maria Helleberg os ind i Danmarkshistorien ved at kysse fortiden og aflive et par myter om den. I denne uge ser hun nærmere på forholdet mellem alkoholismen og folket. Eller sagt på en anden måde: hvordan arbejderne drak sig fra sans og samling og hvordan afholdsbevægelsen tilbød et alternativ. Men danskerne er aldrig blevet et ædrueligt folk, noterer hun sig.
Afholdsbevægelsen fik et dårligt ry i 1900-tallet. Som om danskerne ikke altid havde drukket rigeligt. Som om (mis)brug af nydelsesmidler var en moderne opfindelse.
Virkeligheden var en noget anden. I en kort periode var brændevinen næsten gratis, og der blev brændt snaps overalt. Selv med en yderst lav løn var arbejderne i stand til at drikke sig fra sans og samling, og den stærke brændevin var vanedannende. Alkoholismen var en effektiv social bremse, og medførte ydmygelse, fattigdom og fastlåsning.
Når lønnen blev udbetalt, købte arbejderen sig glemsel og en slags nydelse. Og alkohol var den eneste luksus og eneste nydelsesmiddel, han havde råd til.
Afholdsbevægelsen var en af de virkelig store massebevægelser i 1800-tallet, der også oplevede nationalisme og skandinavisme. Hvad enten den havde sin årsag i social nød, medlidenhed, kristen puritanisme eller stræben opad, virkede den.
Afholdsbevægelsen tilbød et alternativ: den klare arbejder, som tog kontrol over sit eget liv, og som brugte sine penge på noget fremtidsrettet
Den klassemæssige alkoholisme blev trængt tilbage. I Danmark sygnede bevægelsen hen, mens den stadig er uhyre stærk i Sverige.
Afholdsbevægelsen tilbød et alternativ: den klare arbejder, som tog kontrol over sit eget liv, og som brugte sine penge på noget fremtidsrettet. Ydermere havde afholdsbevægelsen tydelig appel til kvinderne, hustruerne og husmødrene, der ellers måtte se en alkoholiseret mand ødelægge familiens fremtid.
Afholdsbevægelsen hørte tæt sammen med den “nye kirke”.
Den danske protestantiske folkekirke havde delt sig i flere forskellige retninger. Den store indvandring til København (og andre byer) skræmte det traditionsprægede borgerskab, der insisterede på (eller simpelthen betalte) opførelse af rigeligt med kirker i de nye kvarterer.
I 1855 blev det muligt for den enkelte borger at løsne sognebånd og binde sig til en sognekirke (og præst) efter eget valg. Indre Mission fødtes i 1853, men kom først til at blomstre senere, og især uden for byerne. Baptisterne havde gjort deres indtog så tidligt som i 1834, men blev dog først en statsanerkendt religion i 1952.
I 1843 dannedes en total-afholdenheds-forening. I 1883 kom de første frimenigheder. Mennesket var blevet frit til at vælge sit religiøse standpunkt. Det havde også fået friheden til at drikke sig sanseløs – eller være klar og herre over sin hverdag.
Der eksisterede ingen arbejdsløshedsunderstøttelse. Ledige sultede og blev hjemløse, mistede familie og fast tilholdssted i samfundet. De byer, som før kun havde kendt til begrænset elendighed, kunne nu iagttage bundløs fattigdom vokse frem
Arbejderne havde brug for regler, og arbejdsgiverne havde brug for stabilitet. Fagforeningerne kunne tilbyde begge dele. Nok var arbejdstempoet langt under nutidens, men arbejdsdagene var lange, og det meste arbejde var 100 procent fysisk – som landbrugets. Virkelig fysisk krævende. Man bar, slæbte, kørte og trak. Elleve timers arbejde af denne art, seks dage i ugen, trak sine spor over menneskene.
Der eksisterede ingen arbejdsløshedsunderstøttelse. Ledige sultede og blev hjemløse, mistede familie og fast tilholdssted i samfundet. De byer, som før kun havde kendt til begrænset elendighed, kunne nu iagttage bundløs fattigdom vokse frem.
Men det var i arbejderklassens øverste lag, socialismen slog rod. Ikke mindst fordi mange af de veluddannede håndværkere, der nu arbejdede i industrien, havde været på en slags underklassens Grand Tour som navere på valsen. De havde set og oplevet Europa. Ikke hovedstædernes museer og saloner, men knejper, cafeer og taverner.
Og 14 procent af befolkningen havde valgret.
Til gengæld blev der i 1849 indført almindelig værnepligt. Hovedstaden var under hastig forvandling, voldene faldt og der opførtes enorme nye bydele uden for voldene. Der blev tjent formuer på byggeriet, og der blev kaldt masser af arbejdere til byen for at udføre det nødvendige, forcerede arbejde. Spørgsmålet var, om man ville acceptere den moderne deling af ansvar og penge mellem arbejdsgiver og –tager?
Det lille danske socialdemokratis leder Louis Pio hentede sine idealer fra filosoffen Lassalle, der gik ind for parlamentarisme, evolution og produktionskollektiver, snarere end revolution. Men han havde hentet sine idealer og termer mange andre steder fra, således tituleredes han ”stormester” som lederen af frimurerlogen!
Pio rådede ikke, som han ellers påstod, over 20.000 rabiate revolutionære. Han gik ikke engang ind for revolution. Men han ønskede at profilere sig over for sine kolleger i Europa
Han var af fransk familie, og betragtede sig selv som en viderefører af en storslået tradition – en folkefører, der kunne rejse masserne.
Hans store misforståelse lå i at udkalde en strejke (”skrue”) uden strejkekasse og uden planer for, hvad der skulle ske, når arbejderne udeblev fra arbejde. Man valgte murersvendene, fordi byggeriet var i fuldt sving overalt uden for voldene i København. Da strejken så ud til at slå fejl, indkaldte han til et møde på Fælleden, og i en harmfuld efterskrift (som let kunne have været redigeret eller strøget) opfordrede han til at tage magten i landet. Det læstes som en trussel.
Pio rådede ikke, som han ellers påstod, over 20.000 rabiate revolutionære. Han gik ikke engang ind for revolution. Men han ønskede at profilere sig over for sine kolleger i Europa. Og han var, alt andet ufortalt, en del af den franske tradition for at overdrive og kalde masserne på gaden.
24 betjente og en deling husarer blev kaldt på gaden, efter at politichefen i København havde forbudt ikke alene dette møde, men alle kommende møder. En række nysgerrige mødte frem, og politi og husarer forsøgte at rydde gader og fælled. Ingen døde, hvilket set i europæisk sammenhæng var ret enestående.
Begge parter havde overreageret. Pio stod ikke i spidsen for en sejrrig revolution. Og husarer og politi var heller ikke brutale mordere.
Efter arrestation og sammenstød på Fælleden var Pio ret umulig i Danmark. Måske skulle man begynde helt forfra, med udvandrede mennesker på jomfruelig jord. Pios drøm blev mere og mere en socialistisk koloni, gerne i Kansas i USA.
Nulpunktet var ikke så ringe endda. Så da muligheden kom – tilbud om penge og udvandring – slog han til. Hans parti og arbejderbevægelsen overlevede. Der var brug for begge dele. Egentlig blev Pios mest betydelige arv troen på evolution, parlamentarisme og dialog.
Danskerne blev aldrig ædruelige. Jeg husker fra hele min barndom “rødvinsgenerationen”, der havde lært at købe Irmas vine, og spulede safterne indenbords ved enhver lejlighed. De drak sig nok ikke fra hus og hjem, men mange fra helbred og langt li
Og alkoholismen som folkesygdom?
Indre Mission tog fat på at gøre alkoholmisbrug socialt uacceptabelt. Folk spillede og drak sig fra dagløn, gårde og hjem. Det risikerede man ikke ved at være afholdende. Men al afholdenhed kræver nærmest fundamentalistisk entusiasme.
Danskerne blev aldrig ædruelige. Jeg husker fra hele min barndom “rødvinsgenerationen”, der havde lært at købe Irmas vine, og spulede safterne indenbords ved enhver lejlighed. De drak sig nok ikke fra hus og hjem, men mange fra helbred og langt liv.
Topfoto: Erik Henningsen: En agitator på Nørre Fælled. Metalskolen, Jørlunde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her