
UTROSKAB // FEATURE – For nylig sad jeg med en bekendt på en café på Nørrebro og snakkede om hendes nylige skilsmisse. Hendes mand havde haft en affære, og derfor måtte det slutte. Det, der slog mig ved vores samtale, var hendes voldelige optagethed af elskerinden: Hun ytrede lyst til at slå hende til plukfisk og så derefter skære hende i småstykker. Det fik mig lyst til at udforske utroskab som fænomen yderligere, skriver Aida Mai Ceesay.
I film om utroskab er det en velkendt trope, at elskeren må lade livet for at parret kan fortsætte parforholdet og kærligheden. Hvorfor dør elskeren så ofte på film, og hvilke stærke følelser knytter sig til affærer, der – på film i hvert fald – synes at lede til en så dramatisk afslutning som et mord på elskeren?
For nylig sad jeg med en bekendt på en café på Nørrebro og snakkede om hendes nylige skilsmisse. Hendes mand havde haft en affære, og derfor måtte det slutte. Det, der slog mig ved vores samtale, var hendes voldelige optagethed af elskerinden:
Hun ytrede lyst til at slå hende til plukfisk og så derefter skære hende i småstykker. Gerne med en halvslidt spejderkniv, så hun rigtigt kunne få smerten at mærke. Ægtefællen var totalt forskånet for hendes voldsfantasier.
Reaktionen på utroskab tilskriver Katrine Axholm den kultur, vi lever i, hvor der hersker en tro på, at kærlighed er alt, og at der kun er én kærlighed, nemlig den kærlighed, vi nærer til vores partner
Det mindede mig om et segment, jeg engang så i talkshow-programmet Oprah, hvor de havde opstillet en slags rundkreds med kvinder, hvis mænd havde haft affærer.
Der var ikke meget vrede at spore rettet mod den, der rent faktisk havde løjet, bedraget og svigtet dem: Manden. I flere af tilfældene sad manden endda lige ved siden af og aede dem på håndryggen.
En af kvinderne havde tilmed skrevet et brev til elskerinden drevet af sin nysgerrighed omkring, hvordan denne anden kvinde dog kunne finde på at være sammen med en gift mand, samtidig med at hun tryglede manden om at blive hos hende. Det er jo ikke uhørt, at det er elskerinden, der bliver anset som det onde, forstyrrende element. Hvis de bare havde holdt sig væk, var parforholdet og kærligheden jo nok forblevet intakt.
Jeg cyklede hjem fra caféen på Nørrebro, mens jeg tænkte på, hvor ofte elskerne må lade livet på film. “Dronningen”, “Match Point”, “Unfaithful” for bare at nævne et par eksempler. Ikke altid et drab, der bliver eksekveret af den, der er blevet bedraget, men også nogle gange præsenteret som et nødvendigt onde, så vores ‘helt’ kan fortsætte livet, som om intet var hændt.
Utroskab giver lyst til at slå ihjel
Jeg er nysgerrig på disse stærke følelser, der er i spil, når affærer, på film i hvert fald, ofte kan ende med et drab. Så jeg ringer til Katrine Axholm for at blive klogere på de stærke følelser, der iscenesættes, og hvor tæt på virkeligheden de er. Axholm er parterapeut, radiovært på ‘Parterapi’ på Radio IIII og forfatter, bl.a. til bogen Utroskab – vejen til mere kærlighed? fra 2021. Hun har flere års erfaring med at arbejde med par, hvor der har været utroskab.
Jeg indleder med at fortælle om snakken på caféen og om kvindens ønske om at dræbe elskerinden:
“Det er nemmere at være vred på elskeren end at være vred på partneren. Men det er meget almindeligt, når man bliver ramt af utroskab, at man kan få lyst til at slå ihjel. Det er de færreste, der gør det, men det er meget menneskelige følelser at have”, siger Katrine Axholm og fortsætter:
“Der er alle grader af følelser fra rummelighed og forsøg på forståelse over til det meget uforsonlige og rasende, hvor utroskab bliver personligt. Hvis du elskede mig, ville du ikke have gjort det her. Jeg kan aldrig stole på dig igen og vores kærlighed er nu blevet besudlet. Det er meget, meget stærke følelser”.

Reaktionen på utroskab tilskriver Katrine Axholm den kultur, vi lever i, hvor der hersker en tro på, at kærlighed er alt, og at der kun er én kærlighed, nemlig den kærlighed, vi nærer til vores partner. Vi skal helst være hinanden tro:
“Vi har en forestilling om, hvad kærlighed skal være, som vi ikke kan leve op til, fordi vi også lever liv, hvor vi ikke kan være 100% fokuseret på kærligheden til hinanden uden at blive optaget af andre ting. Derfor får vi ikke altid passet på det med at være kærester med hinanden, og det kan blive et problem, hvis man så oplever stærke følelser for en anden.”
Ifølge Katrine Axholm kan vi ikke have en seksuel relation til nogen over tid uden at knytte os til dem: “Det er simpelthen vores hormoner, der gør det. De fleste begynder at tænke på, hvordan livet ville være med elskeren. Den forsmåede part får brug for at vide, om ‘du og jeg’ er i fare?
Og det er lige præcis her, at de forestillinger, som den forsmåede part kan få, kan være enormt destruktive. Især tanker om, hvad der er foregået i det seksuelle rum. Når man har en affære, bliver vi set et sted, hvor vores partnere ikke ser os. Vi bliver gødet og vandet et sted, og har trængt til det. Ellers ville vi ikke sætte så meget på spil”.
Derfor kan en affære være umådelig svær at bryde, fordi den bliver et fix. Hvis ikke vi kan have denne affære, vender vi tilbage til det vanlige leverpostejsliv. Alt det, der er hemmeligt, er meget mere fascinerende end det, der lever i det åbne. Det at det er både hemmeligt og forbudt, gør det mere attraktivt.”
Vi skaber vores egen virkelighed, når vi er utro
Victoria Griffin sammenligner i bogen The Mistress Histories, Myths and Interpretations of the Other Woman elskerinden med Eva, der i paradisets have er skyldig i den ultimative tragedie ved at ‘lokke’ Adam i fordærv. Elskerinden er den skyldige part.
De er anomalien, som vover at vandre ind og forårsage kærlighedens tragiske død, og det må de naturligvis bøde for. Elskerinden har ikke bare forbrudt sig på kærligheden, hun er årsagen til, at parrets skæbne bliver endevendt. På film er de ofte unuancerede og omvandrende symboler på det forstyrrende element.
Deres død bliver en form for allegori, der skal understrege, at man ikke må lege kispus med kærligheden. Der er derudover meget lidt indblik i elskerens følelsesliv i disse film, og det er også det, Katrine Axholm møder i sit arbejde: “Det kan lyde nedværdigende, og det er ikke, fordi de ikke har værdi i sig selv, men hvis parret skal videre sammen, er det ofte en hjælp at se “navnløst” på affæren. At det kunne være sket med hvem som helst. Det er tiltrækningen og forelskelsen, som har betydning og ikke den enkelte person” siger Axholm.

I filmen Unfaithful fra 2002 med Richard Gere og Diane Lane i hovedrollerne har kvinden en lidenskabelig affære med den franske Paul Martel, spillet af skuespilleren Olivier Martinez. Det går ikke stille for sig: Der bliver knaldet på offentlige toiletter og pillet i biograferne. Diane Lane portrætterer en forelsket kvinde, der befinder sig i en drømmelignende tilstand, en alternativ virkelighed, hvor hendes handlinger ikke får konsekvenser.
I Match Point er det den utro part, der vælger at slå sin elskerinde ihjel, og her er affærens udspil direkte knyttet til protagonistens ambitioner og frygt for at miste status
“Vi mennesker skaber vores egen virkelighed”, siger Katrine Axholm. “Når vi er utro, er vi jo godt klar over, at det er pissetarveligt, og at vi ikke kan være det bekendt. Vi skaber en parallelverden, som passer til vores egen virkelighed, hvor vi kommer med undskyldninger overfor os selv, så det bliver mindre skamfuldt, og vi føler, at vi kan tillade os at gøre det. Jeg møder mange mennesker, der kommer ind og siger, at de aldrig havde troet, de kunne være utro, altså at de har et selvbillede, som vi i terapien så er nødt til at regulere, når de har været utro.”
Forskel på mænd og kvinder
I Unfaithful er det den forsmåede ægtemand, Geres karakter, der ender med at dræbe den franske elsker.
Ifølge Katrine Axholm kan der være lidt forskel på, om det er manden eller kvinden, der er utro i forhold til den forsmåede part, og hvilke følelser det fordrer:
“Når det er manden, handler det om domæner. Der er sådan et ‘pisset på mit territorium’ over det. Klassisk er mænd jo ofte mere optagede af det seksuelle i utroskaben, og kvinder er optagede af det følelsesmæssige i utroskaben. Det holder ikke altid stik, men ofte er det faktisk sådan. Det der er på spil for os alle, er jo det her med “Er vi i fare? Er vores liv, vores familie, vores kærlighed i fare? Det er det, man er bange for, og det er det, man bliver rasende over. Vi får en oplevelse af at blive berøvet. At forholdet har mistet sin uskyld. Det er det, der kan føles så voldsomt.”
Diane Lane ser ud til at vågne ret så brat fra sin tilstand, da det går op for hende, at hun ikke kan leve det parallelle liv, hvor hun er vuggende, nærmest svævende i lækkert lingeri, forelsket, forblændet, deltagende i offentlige dates, og samtidig være en tilstedeværende mor, der ikke ønsker at sætte ægteskabet over styr. Hun gør det forbi med elskeren, men skaden er sket, for hendes mand er blevet mistænksom, og det er altså denne følelsesmæssige cocktail-storm, der kulminerer i vold og resulterer i mord.
I en anden fortælling, Match Point fra 2005, er det den utro part, der vælger at slå sin elskerinde ihjel, og her er affærens udspil direkte knyttet til protagonistens ambitioner og frygt for at miste status. De to elskende, spillet af Jonathan Rhys Meyers og Scarlett Johansson, har en intens affære, der udspiller sig i det britiske overklassemiljø. Han er gift med en kvinde, som han ikke nærer den store kærlighed til, men med hende er han højt profileret, og så bidrager hun med en bekvem livsstil.

Manden udviser ingen tegn på bekymring eller anger som tiden går, og tager hverken skridt imod at blive skilt eller slutte det sideløbende forhold. Affæren intensiveres, og Scarlett Johanssons karakter er ikke længere tilfreds med blot at være elskerinde, og da hun bliver gravid, vil hun beholde barnet.
Og med den udmelding truer hun pludselig hans sociale kapital. “Nu kommer den hårde opvågning, og konsekvenserne af, at jeg har handlet, som jeg har gjort. Nu skal jeg have min straf, og nu mister jeg min familie. Der er så meget på spil her, og det nemme valg bliver så at gøre det af med den der kan true hvad jeg har her, fordi affæren var jo bare for sjov. For passionens skyld og fordi det var lækkert og alt muligt, men jeg er ikke villig til at skabe et nyt liv. Det er truslen mod det liv, jeg lever. Og lige her har det nok også betydning for ham, at han er blevet en del af denne fine upper class-familie i England. Så der er et statustab, som bliver for vigtigt for ham og som gør han er i stand til at slå ihjel”.
Utroskab handler om bekræftelse
Selvom filmen ikke indikerer noget om, at Jonathan Rhys-Meyers karakter skulle være en der gør sig i serie-utroskab, så er der antydninger af narcissisme, og det må Katrine Axholm da have mødt en del af i sit arbejde.
“Dem møder jeg jo indimellem, og det der er på spil her er, at man har så stort et hul indeni, og som man har brug for at få bekræftet, og fyldt op. Derfor kan det være så svært at sige nej til en, der gør sig til. Også fordi det bliver en oplevelse af pludselig at føle sig værdifuld som menneske. Det er mennesker som virkelig har problemer med deres selvværd. Dem der er serielt utro drømmer jo i virkeligheden også om kærlighed og tryghed. Det er snarere et udtryk for noget de mangler hos sig selv”.

Da Farligt begær udkom i 1987, vakte filmen meget opsigt. I filmen møder vi Alex, spillet af Glenn Close, som indleder en affære med Dan, spillet af Michael Douglas. Filmen, der siden har opnået en form for kultstatus, bliver ofte brugt til at eksemplificere, hvor galt en affære kan gå. Kaninen bliver kogt, datteren kidnappes og her er det, elskerinden bryder ind i parrets bolig og forsøger at dræbe hustruen, før hun selv ender med en kniv i brystet. Hvad tænker Katrine Axholm om denne portrættering?
Når rulleteksterne ruller, er de bare forblevet i deres parforhold. Den døde elsker synes at spejle det kollektive behov for at finde trøst i ideen om, at elskeren må bøde for sin rolle
“Jeg synes i virkeligheden, at den tidstypisk er ret interessant at kigge på. Altså se bare på Farligt begær og så frem til Match Point i forhold til, hvad der er sket i tiden imellem. For det, jeg synes er vildt, er, at man kigger på den kvindelige elskerinde som familie-bryderen eller familie-ødelæggeren. Altså hun er den ondeste overhovedet. Han har et vildt begær til hende, men man oplever jo ikke nogen kærlighed,” siger Katrine Axholm og fortsætter:
“Man hører dem jo ikke snakke om fremtiden sammen sådan som det ofte kan være i en affære, så hun bliver udpræget karikeret og entydigt fremstillet på den måde, så hun kun er af det onde. Og det synes jeg er interessant at kigge på, for det er jo den måde, man har kigget på det historisk. Vi har jo det her misogyne kvindesyn, der siger, at det er elskerinden der er en ægteskabsbryder. Man kigger ikke på Michael Douglas og tænker ‘hvad fanden har du gang i?’. Man kigger på hende som det onde, og en som kunne være så ondskabsfuld, at hun koger datterens kanin. Så hun bliver fremstillet meget entydigt og psykopatisk, og det tror jeg har noget med vores kvindesyn at gøre også,” siger Katrine Axolm og fortsætter:
“Hvis man i stedet skulle kigge på indersiden af hende, så er hun jo et menneske, der har så mange følelser investeret, at hun er villig til at gøre alt, hvad hun kan, for at få ham. Farligt begær er et godt eksempel på, hvordan afbildninger af elskerinder, også kan ses som kulturelle spejle, der reflekterer tidens værdier og normer”.
I filmen bliver hendes død serveret som en slags katarsis, der skal sikre, at hun lader dem være, og at ægteparret kan fortsætte sammen. Og det er en anden interessant betragtning ved disse fire film – der er ikke én, der mister den familie, som de var villige til at sætte på spil ved at være engageret i en affære. Den interessante samtale, der kunne gøre os klogere på kærlighedens aspekter, udebliver.
Når rulleteksterne ruller, er de bare forblevet i deres parforhold. Den døde elsker synes at spejle det kollektive behov for at finde trøst i ideen om, at elskeren må bøde for sin rolle. Denne narrative løsning fungerer som en forløsning så parforholdet og kærligheden kan overleve. Men det rejser et andet spørgsmål: Hvorfor er vi så optaget af at beskytte idéen om kernefamilien på bekostning af en mere nuanceret forståelse af de komplekse følelser, der driver til affærer?
Som Axholm understreger, er utroskab en afspejling af menneskelige behov og ikke en entydig synd. Når filmene så ofte reducerer elskeren til et endimensionelt symbol på det destruktive og farlige, mister vi muligheden for at udforske det, der muligvis er i spil: ensomhed, begær, lavt selvværd – udfordringer, der kan opstå i ethvert forhold.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her