POV BUSINESS // INTERVIEW – Jos de Blok er manden bag Buurtzorg, en holistisk hjemmeplejemodel, der har revolutioneret ældreplejen i Holland og som sætter patientens selvbestemmelse og livskvalitet i centrum. Modellen bygger på små selvorganiserede og lokalt forankrede sundhedsteams, der sørger for personlig, social og klinisk støtte til ældre mennesker i egne hjem. I dag omfatter den 10.000 sygeplejersker og 100.000 patienter i Holland og er udbredt i hele verden. Og nu er Buurtzorg gået i samarbejde med konsulentvirksomheden Mannaz for at introducere modellen i den danske velfærdsstat.
Jos de Blok er ikke en mand, der passer ned i en kasse. Han står bag en revolution i ældreplejen i Holland: successen Buurtzorg (der bedst kan oversættes fra hollandsk til ’lokalomsorg’) men han er samtidig en beskeden mand, en karismatisk kommunikator og en visionær leder, der ved præcis, hvad han vil.
Men Jos de Blok kontrollerer ikke og blander sig ikke i sine medarbejderes arbejde, fortæller han.
Hvad er Buurtzorg-modellen?
Buurtzorg-modellen er en holistisk hjemmeplejemodel, der sætter patienten, selvbestemmelse og livskvalitet i centrum. Modellen er baseret på små selvorganiserede og lokalt forankrede sundhedsteams, som sørger for personlig, social og klinisk støtte til ældre mennesker i egne hjem. Buurtzorg er i dag udbredt i hele Holland og omfatter mere end 10.000 sygeplejersker og 100.000 patienter. Modellen har haft en dokumenteret positiv effekt på både patienter, medarbejdertrivsel og bundlinje – og har spredt sig fra hjemmepleje til en lang række andre områder som fx mental sygdom og rengøring. Ordet buurtzorg er hollandsk og kan bedst oversættes om ”lokal-omsorg”.
Han indleder med at forklare, at spiren til Buurtzorg blev sået i hans barndom:
Produktivitet og effektivitet er blevet de fremherskende værdier. Men vi skal tage kontrollen tilbage til vores egne liv
”Fra jeg begyndte i skole, har jeg haft det svært med autoriteter. Jeg blev konstant sendt uden for klassen, fordi jeg lo eller talte for meget i timen. Jeg forstyrrede”.
”Resultatet var, at jeg ikke tilbragte særlig meget tid i skolen, så derfor lærte jeg en masse.”
En af de ting, han lærte, var økonomi. Han var et naturtalent til tal og begyndte at studere faget – men ikke længe. Han kunne ikke se sig selv i økonomirollen, så han sprang fra og studerede i stedet sygepleje, som han fandt mere meningsfuldt:
”Jeg elskede at være sygeplejerske, men omkring 1994 forandrede sygehusvæsenet sig. Vi blev invaderet af managementkonsulenter, og der kom meget mere kontrol. Sundhedspleje blev et produkt.”
”Sygeplejerskerne var dybt frustrerede, og i løbet af de næste ti år forlod omkring 50% af dem faget. De ville hellere arbejde i en skobutik end på sundhedsfabrikken.”
Jeg har aldrig haft grund til at tvivle på en sygeplejerske
På det tidspunkt havde Jos de Blok været leder i sygehusvæsenet, hvor han prøvede at forandre systemet indefra. Han havde også være projektleder i Ukraine, hvor han havde bistået med at opbygge og forny deres sundhedsvæsen.
Og så var det, at han fik spørgsmålet: hvorfor gør du ikke det samme i Holland?
”Jeg tænkte på Kafkas berømte bog, Processen, der handler om, hvordan systemet ødelægger folket, og jeg besluttede mig for at bevise det modsatte. Systemet kunne faktisk være til nytte”.
I etableringsprocessen var han inspireret af den hollandske filosof Arnold Cornelis’ tanker om følelseslogik og om at sænke farten.
Buurtzorg-modellen er ikke raketvidenskab, men et system baseret på logik
”Som samfund presses vi fremad af ideer, der stammer tilbage fra industrialiseringen. Produktivitet og effektivitet er blevet de fremherskende værdier. Men vi skal tage kontrollen tilbage med vores egne liv. Det skal ikke være andre, der presser os frem.”
”Jeg tror på, at vi hver især skal udvikle vores talent; det som vi er gode til. Og hvis du arbejder i sundhedssektoren, så er du god til omsorg og pleje. Det var den kerne, jeg ville tilbage til.”
I 2006 etablerede Jos de Blok så sammen med fire andre sygeplejersker virksomheden Buurtzorg. Deres model var bygget op omkring små selvstyrende teams af sygeplejersker, hvor sygeplejerskerne kunne få lov til at bruge deres viden og talenter uden at være underlagt en masse kontrol og styring.
Patienten er i centrum
På det tidspunkt var det hollandske sundhedsvæsen fragmenteret. Som patient mødte du en masse forskellige fagpersoner, og tilliden mellem patient og behandler var ikke til stede.
”Vi ville væk fra det fragmenterede og komplicerede. Vi ville kun levere én ydelse, og det var at hjælpe mennesker. Vores hjemmepleje skulle være lokal, og patienten skulle kun have et fåtal af mennesker omkring sig.”
”Et andet kerneelement var opbygningen af tillid og relationer til patienten – men også til lokalmiljøet. Vi insisterede på at være en del af lokalmiljøet. Der skulle være fokus på resultatet, men vi ville adskille sundhedspleje fra administration. Det var et opgør med kontrollen,” forklarer han.
Da kontrolmekanismerne forsvandt, skulle noget andet sættes i stedet. Det blev en innovativ digital kommunikationsplatform og en grundlæggende tro på medarbejdernes evner og gode intentioner.
Faktum er, at det netop er selvbestemmelsen, der gør vores kompetente medarbejdere glade. Vi oplevede, at så snart de ansatte fik lov til at bestemme selv, gik det fantastisk
”Vi lavede groft sagt vores egen Facebook, hvor alt kunne deles horisontalt. Jeg skrev mine tanker ned og fik omgående masser af respons. Videndeling blev integreret, så vi kunne bruge mindre penge på administration og mere på sygepleje.”
Den økonomiske målsætning for firmaet var enkel: Så længe, der kom flere penge ind, end der gik ud, var alt godt. Hele overskuddet blev brugt på at udvikle konceptet videre, og i dag er Buurtzorg fortsat en non-profit organisation, som har til formål at forbedre deres patienters livskvalitet:
”Vi fik hjemmeplejen tilbage til lokalområdet. Det gjorde det muligt for de ældre at blive længere i eget hjem. Det lokale element og livskvalitet var afgørende. Målet var at beholde folk lokalt!”
100% selvstyrende teams
Da Buurtzorg kom til verden, brugte Holland flere penge end nogensinde på sundhedsvæsnet, mens kvaliteten samtidig var blevet ringere.
Men hos Buurtzorg kiggede man ikke fremad men tilbage. Meget af inspirationen kom fra den måde, man organiserede sygeplejen på i 50- og 60’erne, fortæller Jos de Blok:
”Vi etablerede selvstyrende teams på maksimalt 12 sygeplejersker. Teamet blev ansvarlig for alting. De køber møbler, ansætter, laver vagtplan, sørger for mad, bestillinger og pleje. Alle teams har 40-50 patienter, og det antal stiger eller falder ikke. Der er kontinuitet.”
Sundhedsteamet er placeret lokalt og er i tæt kontakt med andre faggrupper. Sygeplejerskerne er nemt tilgængelige og får hurtigt etableret relationer til de ældre og nærområdet.
Buurtzorg anvender højest 8 % på administration og ledelse. Til sammenligning bruges op til 19-24 % i traditionel dansk, offentlig forvaltning
”Buurtzorg-modellen er ikke raketvidenskab, men et system baseret på logik – og tillid. Skulle et team løbe ind i konflikter, har vi nogle coaches til at støtte dem, men over 90% af teamene klarer alting selv,” siger han.
Logik er en god forretning
Jos de Blok er ikke i tvivl om, at hvis man fokuserer på det logiske og mest effektive, kan man hjælpe flere patienter:
”I takt med at sundhedsvæsenet blev mere og mere fragmenteret, blev der begået flere fejl, der var mere, som skulle kontrolleres og overdrages, og resultatet var, at tidsforbruget pr. patient steg.”
”I Buurtzorg har vi oplevet det omvendte. Vi bruger mindre tid, fordi vi er i stand til at forebygge ved at involvere patienten, familien og lokalområdet mere. Det er en organisk proces, hvor alle udvikler deres evne til at forebygge.”
”Vores grundholdning er, at mere pleje ikke er godt. Mindre pleje er godt. For det betyder, at borgeren kan klare mere selv. ”
Siden 2006 har Buurtzorg udviklet sig med stor succes og har i dag ca. 15.000 ansatte. Og der er kommet flere services til såsom mental helbred og rengøring.
Virksomheden er blevet kåret som Hollands bedste arbejdsplads fire år i træk, selvom der kun er 50 administrative medarbejdere og to topchefer.
På internationalt plan har modellen også vakt stor interesse. Den er implementeret verden over og er nu til stede i 24 lande, bl.a. i USA, Tyskland, Japan, Brasilien og Taiwan
Buurtzorg anvender højest 8 % på administration og ledelse. Til sammenligning bruges op til 19-24 % i traditionel dansk, offentlig forvaltning. Buurtzorg har samtidig en meget høj tilfredshed blandt deres ’kunder’, og i øvrigt et minimalt sygefravær blandt deres ansatte.
”På et tidspunkt opstod der en fortælling hos vores konkurrenter om, at vores sygeplejersker var hårdt pressede, fordi de skulle klare alting selv.”
”Det ville vi bevise ikke var korrekt, og derfor meldte vi os til konkurrencen om at blive den bedste arbejdsplads. Faktum er, at det netop er selvbestemmelsen, der gør vores kompetente medarbejdere glade. Vi oplevede, at så snart de ansatte fik lov til at bestemme selv, gik det fantastisk,” forklarer Jos de Blok.
Fremtiden for Buurtzorg
I dag er Buurtzorg blevet en stor virksomhed, og dermed er der opstået nye udfordringer:
”Kompleksitet bliver et problem, når en virksomhed får en vis størrelse. Det er vigtigt for os, at administrationen er enkel. Man skal kunne overskue økonomien, og alle skal føle, at de bidrager med noget. Vi samler hele tiden data og prøver at lære af vores fejl og succeser,” uddyber Jos de Blok.
På internationalt plan har modellen også vakt stor interesse. Den er implementeret verden over og er nu til stede i 24 lande, bl.a. i USA, Tyskland, Japan, Brasilien og Taiwan.
Der er også stor interesse for modellen i Danmark, som i disse år står over for nogle af de samme udfordringer, som Holland gjorde.
”Uanset om det er her i Holland eller internationalt, starter det altid på samme måde. Vi bliver kontaktet af et individ eller en gruppe inden for sygehusvæsenet, der fortæller os, at de ikke har lyst til at arbejde på den afkoblede, forjagede og kontrollerede måde længere.”
”Vi vil gerne gøre det på en anden og bedre måde, siger de, og det kan vi jo kun nikke genkendende til,” slutter han.
Buurtzorg er derfor gået i samarbejde med den internationale konsulent- og kursusvirksomhed Mannaz, som nu er klar til i fællesskab at hjælpe danske ledere og organisationer, som har lyst til at lære mere om, hvad der skal til for at gennemføre forandringer inspireret af Buurtzorg-modellen.
Konsulent- og kursusvirksomheden Mannaz arbejder med ledelses- og organisationsudvikling og transformationer i både offentlige og private organisationer. Mannaz har lige startet et nyt samarbejde med Buurtzorg med henblik på at styrke både den danske omsorgssektor og private virksomheder som ønsker at lade sig inspirere af og eventuelt indarbejde Buurtzorgs principper i deres organisation.
Fokus vil være på at skabe selvstyrende teams, mere tillid og få sat klienten eller kunden i centrum – uanset branche og sektor, oplyser Mannaz.
Læs mere om Mannaz og Burtzorg her: https://www.mannaz.com/ & Buurtzorg Nederland
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her