KLUMME // POV SPORT – Vild, vildere og den vildeste afslutning på sæsonen i både den tyske 1. og 2. Bundesliga. Bayern München vinder mesterskabet som altid. Og Hamburger SV bliver nede i 2 Bundesliga for en play off-stund endnu efter en sensationel oprykning til Frank Schmidt og FC Heidenheim.
Af Kurt Lassen
Alt imens det halve af Ruhr-distriktet både aftenen og dagen derpå var i en noget nær traumatisk sorgtilstand efter Borussia Dortmunds missede matchbold og mesterskab i allersidste spillerunde med et nederlag til Mainz 05 på et forhåndsfestklædt og proppet Signal Iduna Park, som jeg vel fremdeles foretrækker at titulere Westfalenstadion, var der anderledes fest både lørdag aften og søndag helt nede mod syd i Tyskland.
Såmænd, i München naturligvis, for mægtige Bayern havde gjort det for 11. gang i træk. Dortmunds forsmædelige bommert af en gang gummiben, der havde sendt den gamle arbejderklubs opbyggede forventning om endelig at vinde det tyske mesterskab igen efter 11 år i ruiner. Til den danske træners Bo Svenssons tropper, der havde tabt fire kampe på stribe, og end ikke havde noget at spille for.
Containerlæs af mesterskabs-merchandise havde kurs mod en af industrimekkaets allerstørste forbrændingsovne, for hvad skulle det bruges til. Andet end hån eller minde for de neutrale, der havde oplevet den totale deroute på stadion. Som eksempelvis den danske Viasat-kommentator Per Frimann, der fik fingre i et halstørklæde med det deciderede fejltryk:
”Deutscher Meister 2023 – Dortmund”.
Nede i München fejrede man den rutinemæssige generobring af Die Schale, som mesterskabsplatten går under, med vanlig tilbagelænet arrogance og en slags hovmod, som kun en af verdens rigeste klubber kan tillade sig. Som respons på utidig Champions League-exit, ditto tysk pokalexit og et mesterskab på hængende hår, valgte man på dagen for mesterskabet at fyre både klublegenden, den tidligere målmand og nuværende CEO, Oliver Kahn, og tildelte samme skæbne til den tidligere angriber og sportschef Hasan Salihamidzic.
Nok først og fremmest for forårsfyringen af Julian Nagelsmann, der tilbage i marts kun havde tabt tre af 37 kampe, for at ansætte det arbejdsløse fyrtårn, der var væltet i Chelsea, Thomas Tuchel. Han lagde så ud med at vinde blot fem af de første 11 kampe, og var altså på nippet til at smide alle tre potentielle titler, men blev på bedste Bayern-maner reddet helt ude på knivsæggen.
Sådan er der altid lidt gang i den i Bayern-hovedsædet på den berømte adresse i Säbener Straße. Og så kalder du AGF for et galehus.
Dagen efter blev Bayerns kvindehold tysk mester med en 11-1-sejr over Potsdam i sidste spillerunde og kunne lade sig hylde af herrerne, der var trukket i søndagsfejringens lederhosen.
Så egentlig ikke så meget nyt fra herrefronten, udover parallellen til Schalke 04 og danske Ebbe Sands grædefærdige udgave af Meister der Herzen, da klubben for første gang siden 60’erne tilbage i 2001 fejrede mesterskabet, da sidste fløjt lød i sæsonen og i det hele taget på den gamle og åbne VM-arena Parkstadion i Gelsenkirchen.
Oppe i Hamborg havde Sergej Barbarez bragt hjemmeholdet HSV foran 1-0 i det 90. minut, så Schalke var de facto i momentet og blandt fansene tysk mester. Fire minutter inde i overtiden, mens de festede løs på Parkstadion, hamrede en svensker, Patrik Andersson, et indirekte frispark fra klos hold i kassen til 1-1 mod HSV. Nåh ja, Andersson spillede naturligvis for Bayern München, der dermed var tysk mester. Den tygger de stadig på hos Ruhr-rivalerne til Dortmund, Schalke 04, der i øvrigt lørdag for anden gang i løbet af tre år, rykkede ned i den næstbedste 2. Bundesliga.
Og det er faktisk dér vi skal ned. Eller op fra efter den lange indflyvning, som et mesterskab naturligvis fortjener. Men min Pinse-weekend i fodboldforstand kredsede først og fremmest om en anden sydtysk by omkring 150 kilometer nordvest fra München med omkring 50.000 indbyggere: Heidenheim.
Bedste træner-dokumentar
Fodboldklubben i byen har som så mange andre tyske byer et “1. FC” foran, og søndag sidst på eftermiddagen kunne 1. FC Heidenheim, efter at have været tæt på i sidste sæson i to play off-kampe, rykke op i 1. Bundesliga. I sig selv noget af en sensation for en by af den størrelse, men det er såmænd set så mange gange, at områder eller byer af ringe volumen formår den slags præstationer og tiltrækker spillere længere væk fra. De fleste 2. Bundesliga-spillere har trods alt råd til en bil.
Jeg kender faktisk ikke navnet på en eneste Heidenheim-spiller, selvom jeg har fulgt klubbens resultater og position i tabellen i årevis. Lige siden jeg så den 10 år gamle fodbolddokumentar ”Trainer”, en af de bedste, jeg i øvrigt har set om metieren.
Lørdag aften sad jeg og rodede efter den igen. Den har ligget på Netflix i nogle år, men bevæger sig længere og længere ud i streaming-periferien, så det tog noget tid at genfinde den på Vimeo via Amazon og 48 timers leje til 33,50 kr. (Desværre for ikke-tysktalende uden danske undertekster – kun engelsk).
Et glædeligt gensyn med den mest gennemgående hovedperson, Frank Schmidt. Den nuværende Liverpool-træner, Jürgen Klopp, er også med i dokumentaren umiddelbart efter han har vundet det tyske mesterskab – det seneste, Bayern ikke vandt. Med Borussia Dortmund…
Men Frank Schmidt bevæger sig, i hvert fald ikke i filmen, i de luftlag. På optagelsestidspunktet befinder han sig som træner for FC Heidenheim i toppen af 3. Bundesliga. Han har spillet i klubben som forsvarsspiller i de sidste tre sæsoner af en middelmådig professionel karriere, da han vendte hjem i 2003 og ved siden af begyndte en bankuddannelse.
Tre års aktiv spillernedtrapning i den sjettebedste række, Verbandsliga, og da klubben fyrede træneren i det tidlige efterår 2007, spurgte ledelsen Frank Schmidt, om han ville tage midlertidigt over i et par kampe. Hvilket han sagde ja til forudsat, han kunne være spillende træner. Senere bad de ham om at blive i jobbet indtil julepausen.
Franks verden
Den spillende del varede et halvt års tid, men han blev hængende som træner for klubben i Oberliga, den femtebedste tyske fodboldrække og rykkede op i Regionalliga. Fik smag for gesjæften, for at vinde og for at rykke op. En både blød og hård, måske endda lidt kejtet personlighed med en enorm forståelse for mandskabspleje, teamspirit, naturligvis spillets detalje og en villighed til at uddanne og udvikle sig som træner, så han efter et par oprykninger frem mod dokumentarens optagelser i 2012 altså står i spidsen for et 3. Bundesliga-mandskab.
”Selvfølgelig har jeg også haft heldet at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, da FC Heidenheim blev en professionel klub. Men når man har opnået det, vil man ganske enkelt mere. Jeg siger altid, at begrænsningen kun findes i hovedet. Mit mål er og bliver 1. Bundesliga med 2. Bundesliga som et delmål på vejen,” som han blandt andet udtrykker sig i ”Trainer”.
Men det gik bare anderledes, og det er det bedste overhovedet, der kunne ske for mig.
Et ydmygt og taknemmeligt væsen, der hver dag værdsætter, at han kom ind på trænersporet:
”Det var overhovedet ikke min livsplan. Min hustru havde hele tiden sagt, mens jeg spillede, at når jeg en dag ikke mere levede det her fodboldliv med at være væk hver weekend, egentlig aldrig var hjemme, så måtte det være helt slut: ’Du må komme hjem fredag eftermiddag og slå græsplænen ligesom dine naboer og være sammen med din familie’. Men det gik bare anderledes, og det er det bedste, der overhovedet kunne ske for mig.
Det kan blive for meget med 70-80 timers arbejdsuger, og jeg føler da også stressen indimellem. Jeg er ikke længere helt så let til fods, men kan stadig spille tennis, og det gør jeg for at koble fra. Men selvom det er just for fun, vil jeg vinde. Som når jeg spiller spil med mine børn. Da de var fire og syv, og jeg havde slået dem fire gange i træk, den ældste begyndte at græde, og min kone gav mig en albue i siden for at lade dem vinde en enkelt gang, bankede jeg dem også femte og sjette gang. Jeg giver ikke gaver væk, når jeg spiller. Sådan er jeg bare. Det er et karaktertræk, man har brug for i mit erhverv.”
Nu har han så været træner for FC Heidenheim i 17, SYTTEN, år. Svært umiddelbart at google sig frem til en toptræner i dag, der har været længere tid i én klub. I Heidenheim kører man ikke rigtig med troen på en chokeffekt i trænerfyringer, og der har ligesom heller ikke været en grund til det.
Højt oppe i nord, i Tysklands næststørste by, Hamborg, ser man nogenlunde modsat på det. Storklubben Hamburger SV har velsagtens i samme periode fyret lige så mange trænere, som der er felter på to-tre Ritter Sport.
De tidligere mangedobbelte, tyske mestre og vicemestre, Europa Cup for mesterhold-vindere, samt et hav af tyske og udenlandske landsholdsspillere i klubben igennem årene. Fra dansk side folk som Ole Bjørnmose, Lars Bastrup, John Faxe Jensen, Thomas Gravesen, Stig Tøfting og Lars Jacobsen. Selve magtfaktoren i tysk fodbold sammen med Bayern München og Dortmund.
I nyere tid not so much. For fem år siden måtte man pille uret på Volkspark, der symboliserede og talte timerne for det eneste hold i landet, der havde spillet i 1. Bundesliga, siden den blev etableret i 1963, 55 år, ned. Nu har klubben været parkeret i 2. Bundesliga i fem år i konstant desperation for at vende tilbage til den bedste række. Hele tiden lige ved og næsten.
Også i år, da HSV inden sidste spillerunde var ét poit efter FC Heidenheim på andenpladsen med to direkte oprykningspladser og playoff for treeren mod nummer tredjesidst i 1. Bundesliga, VfB Stuttgart, om den sidste plads i ligaen.
Søndag henad spisetid lavede HSV så ”en Schalke 04” med dobbelt skrue. Jeg sad med min laptop på lårene og vippede lidt frem og tilbage mellem Sandhausen-Hamburger SV og Jahn Regensburg-FC Heidenheim, mens Kevin Magnussen kørte sig ud af Monaco-grandprixet, og jeg hen mod slutningen slukkede for den store skærm, for det var ganske enkelt for spændende på den lille.
It ain’t over…
2. Bundesliga-kampene kørte alle live på Viaplay. Nedrykkerne Jahn Regensburg var omvendt godt i gang med at lave ”en Dortmund” på Frank Schmidt. Heidenheim var bagud 2-0 til nedrykkerne et lille kvarter inde i anden halvleg, mens HSV førte 1-0 mod det andet direkte nedrykkermandskab i Sandhausen.
Da begge kampe passerede 90 minutter, havde Heidenheim fået reduceret til 2-1, mens HSV fortsat var foran 1-0. Fløjten lød efter tre minutters overtid i Sandhausen, stadig 2-1 i Regensburg. Det kunne næppe gå galt, for Heidenheim skulle vinde for at passere Hamborg. HSV-træner Tim Walter kylede en vandflaske op i luften og jublede forløsningen ud over stadion, en såkaldt pitch invasion fra de mange medrejsende HSV-fans, mens både stadionspeakeren og den engelske kommentator inde i min skærm ønskede Hamburger SV tillykke med klubbens tilbagevenden til 1. Bundesliga.
Men næh, nej, it ain’t over till… I samme minuttal, som dommeren fløjtede af i Sandhausen udlignede Heidenheim på et straffespark til 2-2, og der var lagt hele 11 minutter til i Regensburg. Ni minutter inde i tillægstiden kunne Tim Kleindienst (fremover nok nærmere ”Grossdienst”) hakke bolden i netmaskerne til en sidsteøjebliksmirakelsejr til FC Heidenheim. Der sågar betød, at Heidenheim vandt 2. Bundesliga, fordi Darmstadt tabte sin sidste kamp og endte som toer.
Frank Schmidt er blevet 49 og lidt rundere med årene. I hvert fald i fysisk forstand.
Apatien og målløsheden bredte sig på plænen i Sandhausen blandt fansene, der gemte ansigterne i gråd i mobilerne, selvom HSV får endnu en chance mod Stuttgart over de to playoff-kampe. Som Heidenheim kuriøst nok tabte til i den tilsvarende duel i sidste sæson.
Den søndag sidst i maj kommer de aldrig til at glemme nede i Heidenheim. De rykker nok ned igen næste år, men jeg er ligeglad. Mission accomplished, som man siger på nytysk. Med ligaens mindste budget, mindste stadion, men dog til gengæld ligaens længst siddende træner med en Nike-selvforståelse, at intet er umuligt. Han gør det bare.
Frank Schmidt er blevet 49 og lidt rundere med årene. I hvert fald i fysisk forstand. Som han går der med sin let skæve kropsholdning og et underspillet smil om munden efter dramaet og drømmen, der gik i opfyldelse på Jahn Regenburgs hjemmebane, får jeg næsten lyst til at give ham et kram igennem skærmen, men det tager sig alligevel en smule for akavet ud at sidde med en 14”-skærm dér i favnen.
I stedet tillader jeg mig i min småbedagede opfattelse af spillet og fodboldtrænere at kalde ham for Verdens bedste Frank…
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
