Karina Muriel Mimoun karantæneliv

Karina Muriel Mimouns karantæneliv: Så længe jeg barberer ben er der håb

i Liv & Mennesker/Danmark af
CORONAKRISE // KLUMME – Jeg er en ekstrovert, der lige nu er i skarp, men ikke selvvalgt, træning i at blive introvert. Det er et interessant træningsforløb, der har mange stadier, skriver Karina Muriel Mimoun om sit nye karantæneliv.

Den første uge har jeg mest ligget på sofaen, lettere paralyseret over at jeg og resten af Danmark er blevet et par brikker i et ludospil, hvor vi alle er slået hjem.

Kaffebrygning og de mange gange, jeg lige skal se, om der på forunderlig vis er kommet noget nyt og spændende i køleskabet, er det, der tæller mest i mit skridtregnskab i denne uge

Jeg bruger mest tid på at surfe rundt på min mobil, imens jeg twitter om alt den træning, de andre kan lave derhjemme med to 1,5 liters colaflasker og prøver at holde angsten for at dø nede, der bliver aktiveret af den der trykken for brystet, alle taler om, og som jeg måske-måske ikke har.

De fleste gange er det gået over, når jeg er gået ud for at lave en ny kaffe, og kaffekoppens mærke på brystet begynder at svinde ind igen.

Jeg bilder mig også ind, at jeg hoster lidt og ringer til venner for at udveksle dagens coronasymptomer.

Indimellem rokker jeg lidt med tæerne og henter endnu en selvlavet latte brygget på Nescafé og risdrik.

Kaffebrygning og de mange gange, jeg lige skal se, om der på forunderlig vis er kommet noget nyt og spændende i køleskabet, er det, der tæller mest i mit skridtregnskab i denne uge.

Jeg har været god og kun købt en pakke toiletpapir og ditto håndsprit. Grøntsagskuffen bugner dog med grøntsager, selvom jeg vitterlig ikke kan lave mad.

Jeg er freelance, men får ikke skrevet en sammehængende linie, da jeg tænker ingen medier gider købe andet end breaking coronanyt, og det er svært at vinkle, når man som jeg kun skriver om digital svindel og så lidt om København.

Jeg hænger ret meget ud af vinduet fra fjerde sal, og hver gang jeg ser et menneske på gaden, får jeg lyst til at råbe hej – eller bare hjælp. Jeg holder dog her i første uge lidt igen

Min koncentration er røget, så jeg ser ikke en film til ende, og når uret viser 21.30, er jeg færdig som gårdsanger og hopper bombet i seng – for at slå øjnene op, før Fanden og jeg selv nogen sinde før har fået sko på. Nu klar til endnu en dag, hvor jeg ikke kan koncentrere mig.

Ikke kun introvert in spe, men nu også A+ menneske. Jeg hænger ret meget ud af vinduet fra fjerde sal, og hver gang jeg ser et menneske på gaden, får jeg lyst til at råbe hej – eller bare hjælp. Jeg holder dog her i første uge lidt igen.

Mats, der normalt bor her, er strandet i Sverige, så jeg har kun mig selv og min mobil til at holde introvertheden stangen.

Karantæneliv, uge 2: Jeg har fået min by tilbage

I uge 2 af mit nye liv som en ekstrovert ludobrik, sker der en udvikling. Jeg har nu fundet mit coronanetværk:To venner, jeg går ture med, og går det vildt til, spiser vi aftensmad sammen og hænger ud i hver vores ende af en lang sofa. Havde overvejet at smide mine gæster ind i et andet værelse, men vi tager chancen. Det er rart at være to ludobrikker, der sammen overvejer næste træk.

Jeg er også stoppet med at have Corona-news kørende i loop på tv’et. Jeg indså hurtigt, at den var med til at få mig til at tro, at jeg levede i tiden før A Handmaid’s Tale-serien.

I ved, lige der, hvor USA blev overtaget af ondsindet magter. I serien er det mænd. Jeg er jo frygteligt dramatisk, og en angst for røde uniformskjoler og hvide kyser begynder at indfinde sig.

Under his eye, og alt det der.

Jeg får et mindre kick ud af, at Indre by, mit hood, endelig lugter af andet end tis fra stive teenagers, og lydrummet ikke bliver ødelagt af en østeuropæisk musikant

Jeg reder fortsat hår, lægger makeup og barberer ben. Det sidste til stor undren for mig selv. Til gengæld er jeg i konstant trænings-leggings-mood, som jeg prøver at hippe lidt op. Hvad gør Anna Dello Russo lige nu?

I uge 2 begynder jeg også at kunne se en film til ende. Det er jo både godt og skidt. Jeg får startet på 30 days yoga challenge med Adrienne på YouTube. Jeg kan allerede nu røbe, at jeg  i min fjerde uge, er nået til dag 3. Det er da flot.

Jeg er også begyndt at løbe, eller måske skulle jeg kalde det lunte, og får et mindre kick ud af, at Indre by, mit hood, endelig lugter af andet end tis fra stive teenagers, og lydrummet ikke bliver ødelagt af en østeuropæisk musikant, der snyder os alle til at tro, han spiller godt, men hvor alt foregår nede fra den taske, der ligger ved hans side.

Jeg har fået min by tilbage fra 2010 og på de små korte lunteture, er jeg nærmest lykkelig.

I slutningen af uge 2 får jeg et spændende tip, der får mig til at smide remoteren til tv’et, og den næste uge, graver jeg mig ned i et russisk fotosite, der deler billeder af danske børn blandt pædofile.

Jeg er selvstændig og freelance, og bliver jeg tyk i denne tid, er det ikke på grund af min løn

Da de fleste medier jo mest fyrer og ikke køber, så lægger jeg artiklen ud på min blog. Jeg får 1500 kroner i donationer for flere dages gravearbejde og jeg bliver igen en smule lykkelig.

Jeg er selvstændig og freelance, og bliver jeg tyk i denne tid, er det ikke på grund af min løn.

Karantæneliv, uge 3: Sart og sprittet

I uge 3 begynder jeg nu at få små sug i maven, hver gang jeg cykler forbi en af de mange små lokalbutikker i København ved tanken om, at de nok sidder og har de vildeste små sug i deres maver over, at deres forretning også er ved at ryge.

Jeg får dårlig samvittighed over at vil klippe mit eget pandehår, for der skal jo være lidt at nappe for min frisør, når coronatiden er overstået. Jeg har også dårlig samvittighed over, at jeg ikke får købt lidt mere fra min lokale take-away-pusher. Og at min cykel ikke er brudt sammen, så den lige skal fikses af den lille cykelsmed.

Uge 3 kalder jeg sugets og den dårlige samvittigheds uge.

Jeg tænker mange tanker om, hvordan jeg selv kan overleve økonomisk og overvejer at starte et rengøringsfirma. Jeg har allerede to payoffs klar: Vi spritter dit liv, eller Sprit uden tømmermænd

Jeg holder fortsat fast i makeup, rene leggings og barberede ben, men tænker også mange tanker om hvordan jeg selv kan overleve økonomisk og overvejer at starte et rengøringsfirma. Jeg har allerede to payoffs klar: Vi spritter dit liv, eller Sprit uden tømmermænd.

Men beslutter mig for, at jeg nok bør træne hjemme hos mig selv først, for selvom jeg normalt er et meget energisk menneske, så er jeg ikke helt ramt af den bivirkning, som andre oplever ved coronaen, hvis hjem står både nymalet og afsprittet.

Jeg overvejer også at blive skralder. Det er jo så hipt. Men tanken om rotter og en utæt yoghurt i en container får mig hurtigt på andre tanker. Sprittet, men sart. Sart og sprittet.

Det sidste nye skud på min egen brainstorming-med-mig-selv-liste over nye businessmuligheder er at blive krammer. Jeg overvejer at stille mig ned på Skelbækgade for at sælge kram. Et kram, 100 kroner. Der er gode fradrag i de sorte sække, jeg skal bruge som kropskondom.

Psst, nogen potentielle køber? Jeg lover, at jeg er godt sprittet først. Jeg leverer også, det koster dog ekstra og vil som nemlig.com blive leveret udenfor gadedøren.

Der er mange spekulationer og overvejelser, men jeg beslutter mig for at følge The Secret, vise ord, der tilbage i 90’erne jo solgte budskabet, at man skal bruge penge, som om man har penge, så tiltrækker man rigdom. Jeg sætter min lid til ægte 90’er-visdom og bestiller noget sushi.

Jeg er nået dertil, at jeg ikke aner, hvad dag på ugen det er, men efter jeg har tjekket med venner og indset, at det nok mest af alt er coronelt og ikke en begyndende demens, har jeg accepteret at tro på, at hver dag er mandag

I den tredje uge er jeg nået dertil, at jeg ikke aner, hvad dag på ugen det er, men efter jeg har tjekket med venner og indset, at det nok mest af alt er coronelt og ikke en begyndende demens, har jeg accepteret at tro på, at hver dag er mandag, så må jeg indhente de seks andre dage på ugen, til det her er overstået.

Tre uger er gået, og gudskelov sidder min bagdel nogenlunde samme sted som før, mine ben bliver fortsat barberet, og solen står op det samme sted hver morgen.

Intet andet ligner bare ikke rigtigt sig selv.

Karantæneliv, uge 4: Slået hjem af mor Mette

Endelig nærmer den 4 uge sig, som vi nok alle har ventet på.

Selvom jeg er begyndt at vænne mig til de korte aftener og vildt tidlige morgener, og især de bløde leggings ,som jeg har måtte indse, skrumper ved 30 graders vask, så er min ludobrik, klar til at blive smidt tilbage på brættet, og med denne uge 4 foran mig indfinder der sig nu en ny snert af håb.

For mor Mette har jo sagt, at hvis vi alle har opført os som gode børn, så bliver vi nok stille og roligt lukket ud, lige efter Jesus er fløjet videre, og de sidste æg er trillet hjem.

Det er dog ikke gået min nysgerrige næse forbi, at københavnerne tolker Mettes udmeldinger meget forskelligt, og nogle nok lidt løst, for lejligheden overfor er lejet ud til en stor flok teenagers, der fester godt igennem, og gademusikanterne sidder igen og lader som om, de kan spille, alt imens folk triller rundt i solen og meget tæt.

Når jeg ser de unge fester, tænker jeg, at vi alle er enten døde om et år, eller også render vi rundt i rødt med en rose i hånden. Jeg ved ikke, hvad der er værst og overvejer at købe en kaktus. Hvorfor ved jeg ikke helt

Det bekymrer mig da en smule, og mit drama-gen skuffer da heller ikke her, så når jeg ser de unge fester, tænker jeg, at vi alle er enten døde om et år, eller også render vi rundt i rødt med en rose i hånden. Jeg ved ikke, hvad der er værst og overvejer at købe en kaktus. Hvorfor ved jeg ikke helt.

Det er nu endelig mandag i uge 4, og jeg afventer mor Mette.

Jeg er blevet “groomet” til at tro, at bare jeg spritter er alt godt, og jeg øjnede da både stiletter og cafebesøg i horisonten, en drøm, der kun varede lige indtil ugens første pressemøde, hvor jeg må indse, at man burde være 4 år, for så var man snart blevet sluppet ud i livet, uden tanke om andet end leg og eftermiddagslur.

Men mor Mette siger nej. Nu skal vi andre fortsat yde, før vi kan få, og hun vælger at starte med de små.

Selvom det har vist sig at blive sværere og sværere både at suge maven ind og tro på,  at jeg er andet end en ludobrik, der for altid er blevet slået hjem, så tager jeg endnu en uge i mit lille liv og bitte netværk, og håber meget, at jeg kan holde den der introverthed stangen, og hvis det ikke lykkedes, så ved I hvorfor, jeg ikke hilser, næste gang vi ses.

Lad os alle håbe på et happily ever after, der starter snart

Livet bliver måske aldrig det samme, siger Mette og Søren, men her i uge 4, nægter jeg fortsat at lade mig knække, for så længe jeg barberer ben, er der håb.

Lad os alle håbe på et happily ever after, der starter snart.

Love, sprit and happiness…


LÆS ALLE KARINA MURIEL MIMOUNS TEKSTER PÅ POV HER.
FØLG KARINAS BLOG, HVOR DENNE TEKST OGSÅ HAR OPTRÅDT FØRST, HER.


Top: Karina Muriel Mimons karantæneliv. Foto: Pixabay.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Karina Muriel Mimoun bekriver sig selv som en historiefortæller med et gravergen. Med en baggrund fra reklame- og kommunikationsbranchen, bruger Karina fortsat en del af sin tid med at formidle virksomheders brand, men mere og mere tid går med at grave sig ned i det digitale univers og trække det frem, andre ikke ønsker vi skal se. 

Hun skriver og pitcher, og er der ingen der køber, så ryger historierne ud på hendes egen blog. Da hun har en mappe med trusler og ip-adresser, og fortsat er på speeddial med den digitale efterforsker, der fortsat har en åben sag, på den chikane hun var udsat for, efter hun skrev om teenagegruppen Offensimentum i september 2017, så foretrækker hun at undlade et genkendeligt profilbillede.

HVIS DU VIL BIDRAGE TIL KARINAS OG MATS' ARBEJDE KAN DU STØTTE PÅ MOBILE PAY:
40409028

Seneste artikler om Liv & Mennesker