BOGUDDRAG: Henrettelsen af Kim Malthe-Bruun

POV International 05.05.2020

DANMARKS BEFRIELSE 75 ÅR // POV TEMA – “Min bror, Kim Malthe-Bruun, var frihedskæmper. Det var vi klar over, så vi blev ikke overraskede, da tyskerne tog ham i december 1944, og heller ikke, da han blev henrettet i april 1945.” Sådan indleder Kim Malthe-Bruuns søster, Ruth Berner, en udgave af hans breve. Her beskriver hun henrettelsen og tiden for hende selv og frihedskæmperens mor før befrielsen. Teksten er et boguddrag fra “KIM – Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve 1941-1945″.

Jeg var ikke overrasket, da Kim blev taget. vi anede jo, hvad han foretog sig. Det blev en svær tid. vi ventede på, at Kim skulle komme for retten, men vi ventede også på krigens ophør.

Til stadighed hørte vi jo om, hvordan russerne, amerikanerne og briterne rykkede frem og pressede tyskerne tilbage. vores familie kendte Georg Duckwitz, den tyske forretningsmand og diplomat, der – med nogen tøven – som mellemmand mellem den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, og Hans Hedtoft havde spillet en rolle i redningen af de danske jøder. Duckwitz lod os forstå, at det ikke så for godt ud for Kim, og både morfar og tante Nitte forsøgte at trække processen i langdrag.

Lad være med at stå febrilsk og tænke på, at du nu måske skal dø. Er du bange for at dø, så er du ikke gammel nok til at påtage dig frihedskampen, eller i hvert fald ikke moden nok

Fra fængslet fik Kim løbende smuglet breve ud, hvor han fortalte om sin situation. Særligt én passage gjorde stærkt indtryk og åbenbarede både situationens alvor og Kims tanker om den fare, han stod i:

“Når du en dag befinder dig i hænderne på forræderne eller tyskerne, så se dem og dig selv lige i øjnene. Den eneste forskydning, der nu er sket i billedet, er, at de nu kan bestemme dine materielle kår.

Ellers er de stadig de samme udskud, som de var, før du blev taget. Se på dem og føl rigtigt, hvor underlegne de er dig, og det vil gå op for dig, at disse væsener højst kan opnå at give dig blå mærker og ømme muskler.

Se det i øjnene i dag, så du ganske roligt følger dem, som var det den naturligste sag af verden, op på femte sal på Shell-Huset. Du kommer ind i et værelse eller en gang og får lov til at stå med ansigtet op ad muren.

Lad være med at stå febrilsk og tænke på, at du nu måske skal dø. Er du bange for at dø, så er du ikke gammel nok til at påtage dig frihedskampen, eller i hvert fald ikke moden nok.”

I begyndelsen af februar 1945 blev Kim sendt til Frøslevlejren, men blev efter kort tid hentet tilbage til politigården i København, hvor han kom i strengt forhør.

Imens var mor og jeg for længst gået under jorden. Selvom vi aldrig talte om det, vidste jeg jo godt, at hun også tog del i modstandskampen og desuden fungerede som kurer. Jeg havde ofte sagt til hende, at de nok en dag ville komme efter os.

Det lykkedes mig til sidst at overbevise hende, og hun forlod vores hjem den 6. februar 1945 sent om aftenen og fandt skjul hos gode venner på Østerbro. En halv time senere kom tyskerne og en gruppe hipo-folk og blev i tre døgn i håb om, at vi vendte hjem.

De vidste ikke, at Kims og mit værelse lå på loftet, hvor jeg lå febersyg. Natten igennem råbte de op ad køkkentrappen, om der var nogen. Jeg svarede selvfølgelig ikke.

Hen på morgenstunden lykkedes det mig uset at forlade huset, og ved bekendtes hjælp havnede jeg på Sankt Lukas Stiftelsens hospital, hvor en af familiens gode venner, overlæge Karl Lehmann, tog imod mig og holdt mig skjult, indtil min mor fik foranstaltet, at jeg kunne komme ud på landet på Fyn, hvor jeg var indtil befrielsen.

Den 6. april 1945 får jeg et opkald fra mor, der beder om, at vi kan mødes på Hotel Astoria, hvor også morfar, tante Nitte og Hanne vil komme.

Da morfar kommer tilbage, finder han selskabet i sorg. ‘Det er sket’, siger mor. ‘Duckwitz har ringet, dødsdommen er blevet eksekveret allerede kl. 5 i morges’

Da vi kommer, fortæller hun, at Kim er blevet dømt til døden. morfar tager straks af sted for på Dagmarhus at få foretræde for Höherer SS- und Polizeiführer i Danmark, Günther Pancke. morfar fortæller, at hans barnebarn er blevet dømt til døden, og i samtalens løb lover Pancke morfar, at “der sker ikke noget med Deres barnebarn”. Men da morfar kommer tilbage, finder han selskabet i sorg.

“Det er sket, siger mor. “Duckwitz har ringet, dødsdommen er blevet eksekveret allerede kl. 5 i morges.”

Mors sidste tid under jorden var i en forladt, uopvarmet lejlighed i Bredgade. Én gang i døgnet kom der en forklædt løjtnant med mad. Der sad hun i halvanden måned og frøs – og så kom befrielsen. Hun hørte folk råbe og skrige og løb selv ned på gaden og fulgte mængden til Amalienborg.

Umiddelbart efter henrettelsen var Kim blevet begravet af tyskerne, men efter befrielsen den 5. maj ønskede man fra officielt hold at ære de faldne frihedskæmpere. Der blev foranstaltet en stor genbegravelse.

Den 29. august 1945 – på toårsdagen for tyskernes magtovertagelse – blev 106 frihedskæmpere genbegravet i det, der senere blev etableret som Mindelunden.

LÆS MERE I POV OM ANDEN VERDENSKRIG OG FRIHEDSKAMPEN HER

Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve 1941-1945
222 sider
Paperback
129 kr.

Køb bogen her
Bringes med tilladelse fra forlaget.

Topillustration: Kim Malthe-Bruun. Pressefoto

POV International

POV er et uafhængigt journalistisk fællesskab med 100 skribenter og en platform med redaktionel frihed for eksperter og meningsdannere, der skriver om emner, de brænder for.