Hvem passer på kernen i public service?

af i Debat/Essays/Kultur/Medier

ESSAY – Public service betyder “offentlig tjeneste”. Men gør vi i virkeligheden offentligheden en bjørnetjeneste, når vi i kampen om seere, lyttere og museumsgængere “giver folket det, folket vil have” og satser på indhold, som får folk til at blive snarere end at flytte sig, spørger producer Mathilde Schytz Marvit, som også er projektleder i Folkehøjskolernes Forening. Hvad med i stedet at satse på evnen til kritisk refleksion? For man bliver næppe mere bevidst om det større hele og fællesskabet, hvis man udelukkende får kultur og kunst-indhold, som “passer” til ens på forhånd definerede interesser, små sociale grupper og alder. Tværtimod vil man blive styrket i eget verdenssyn, måske endda bekræftet i egne fordomme.

I Danmark har begrebet public service især dækket over ikke-kommerciel radio- og tv-virksomhed, som skal udbyde alsidige og afbalancerede programmer med nyheder, oplysning, kunst og underholdning.

Det har i mange år især været DR, man har tænkt på, når man brugte ordet “public service”, men med de nye TV- og radio-kulturkanaler i udbud som følge af den nye medielovgivning melder nye aktører sig på banen.

Siden udmeldingen om nyt udbud har især museerne ladet deres røst høre, og der er opstået mange nye spændende ideer og diskussioner om faglighed.

Nationalmuseet skal fremover være et mediehus

I maj 2018 meddelte 15 museer under Foreningen af Specialmuseer, at de overvejer at byde ind på de nye radio- og tv-kanaler, og d. 27. januar i år bragte Børsen et debatindlæg af Jacob Frische (leder af kommunikation på Nationalmuseet og tidligere journalist og studievært på DR2) samt Rane Willerslev (direktør på Nationalmuseet) med titlen “Sæt fjernsyn på museet”.

I teksten fremgik det, at Nationalmuseet fremover skal være et mediehus (artiklen ligger – sjovt nok i denne sammenhæng – bag en betalingsmur, men kan læses her på Nationalmuseets egen hjemmeside).

Synspunktet blev uddybet i et interview med Willerslev i Altinget d. 6. februar, hvor man kan læse, at Nationalmuseet gerne vil: “Producere dramaserier som for eksempel Vikings i stedet for HBO.“

Afledt af disse udmeldinger florerer flere diskussioner ført an af flere forskellige faggrupper og politiske røster. Den ene diskussion ligger lige for og handler om, hvad man mener om besparelserne på DR.

Den anden diskussion handler om indhold og er direkte afledt af, at det netop er museerne, som melder sig på banen i forhold til udbuddet af de nye kulturkanaler.

Ulla Tofte, direktør på Søfartsmuseet, skriver 30. januar i Altinget, at “der er et tilsyneladende umætteligt behov for medier, der serverer skræddersyet og målrettet indhold. Derfor kan kulturinstitutioner også levere public service, selvom de etablerede medier måtte mene noget andet”.

Jeg savner den substans, som vel må ligge til grund for den formidlingsomlægning, museerne udtrykker behov for at skulle undergå

Tofte henviser til et sammenstød mellem faggrupper, hvor de etablerede medier udtrykker bekymring for kvaliteten af det indhold, der skal produceres.

En lignende bekymring ses indenfor museernes egne rækker, hvor nogle frygter for den faglige lødighed af det producerede, hvis formidlingsmediet ikke længere nødvendigvis er de klassiske museumsformater, som udstillinger og kataloger.

Til det svarer Willerslev blandt andet:

“Fiktion er ikke modsætning til videnskab, det er derimod en forudsætning for videnskaben. Meget viden består af fragmenter, som man må banke sammen til et helhedsbillede, og det indebærer fortolkning. Så man bliver nødt til at skabe fiktioner for at få fakta til at hænge sammen”.

Begge ovenfornævnte diskussioner er spændende og relevante, synes jeg, men det slog mig, efter at have læst de forskellige artikler, at jeg – pudsigt nok, når nu det udspringer fra museerne – savner den substans, som vel må ligge til grund for den formidlingsomlægning, museerne udtrykker behov for at skulle undergå.

Her tænker jeg dels på hele den ændrede (medie)virkelighed, som afspejler sig i stort set alt, vi gør, og muligvis også måden vi tænker, interagerer og føler på – lige fra virtuelle venskaber, internetdating og nyheds-ekkokamre til forvrængede stress-diskussioner koblet til Forældreintra, selvbetjenings-pascanninger i lufthavnen og manglende bibliotekarer på bibliotekerne.

Kultur, dannelse og det at tjene penge skurrer i manges ører, men Rane Willerslev formulerer det flot, når han om Nationalmuseets kommende omlægning til mediehus fortæller, at det “handler om at udleve vores formål i en moderne tid”

Men i kølvandet på dette også et helikopterperspektiv på, hvorfor der i denne virkelighed er brug for museer, radiokanaler og TV.

For når Tofte skriver, at “der er et tilsyneladende umætteligt behov for medier, der serverer skræddersyet og målrettet indhold”, så har hun jo ret i, at en sådan ekspertise, der kunne fodre det behov, findes på museerne.

Og Willerslev har også ret, synes jeg, når han fremhæver, at det ikke skal være museumsinspektører, der skal oplæres i videoklipning og interviewteknik, men derimod en professionel redaktion af journalister og tv-producenter, som fagpersonalet på museerne så kan supplere med museal faglig tyngde.

Så langt, så godt.

Men har nogen spurgt sig selv, hvorfor museerne kommer på banen netop nu? (Man kunne jo argumentere for, at denne (medie)virkelighed har eksisteret i årevis).

Ét bud ville være de store nedskæringer også indenfor museernes egne rækker og de deraf afledte forsøg på at tjene penge.

Kultur, dannelse og det at tjene penge skurrer i manges ører, men Willerslev formulerer det flot, når han om Nationalmuseets kommende omlægning til mediehus fortæller, at det “handler om at udleve vores formål i en moderne tid”, idet Nationalmuseet ikke er sat i verden for at “sælge en vare, men udbrede viden og danne befolkningen”.

De såkaldte fællesskabskanaler skal derfor nu henvende sig mere præcist til danskere i bestemte livsfaser, så f.eks. P3 fremover bliver mere “kompromisløst” ung, mens P4 skal være et “radiofællesskab for de potentielt erhvervsaktive voksne danskere”

Det er altså, forstår man, “den moderne tid”, der kalder på forandring af vores public service.

Det argument hører vi også fra DR, når det skal forklares, hvorfor de skærer, som de gør. Radiochefen i DR, Gustav Lützhøft, udtaler fx i Politiken 5. februar, “at vi skal spare 20 procent, tvinger os til at speede en digitaliseringsproces op, som nok var sket under alle omstændigheder, men som måske ikke er helt tidsmoden endnu.”

Lützhøft peger, ligesom Tofte, på, at man – som det ofte fremhæves på digitale platforme – går efter at opfylde folks behov for skræddersyet og målrettet indhold, og dermed prioriterer at sløjfe nogle flowkanaler til fordel for en større investering i produktion af on demand indhold.

De såkaldte fællesskabskanaler skal derfor nu henvende sig mere præcist til danskere i bestemte livsfaser, så f.eks. P3 fremover bliver mere “kompromisløst” ung, mens P4 skal være et “radiofællesskab for de potentielt erhvervsaktive voksne danskere”.

Jeg tror, det er rigtigt opfattet, at mange af os efterspørger indhold lige præcis til os selv – om det, man selv synes er spændende, når det passer én selv, og som man kan dele med dem, der synes det samme, som man selv synes. Jeg kan i hvert fald personligt fuldstændig identificere mig med den forbrugerprofil.

Men man kan også bevæge sig væk fra sin egen brugerprofil og i stedet forsøge at stille spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet skal have kanaler, museer og mediehuse, som staten betaler til.

For mig er ‘dannelse’ én af grundpillerne i public service. Og dannelse indebærer blandt andet, at man bliver bevidst om sig selv som en del af et historisk, folkeligt fællesskab

Så skifter mit syn i hvert fald på nichepræget, alders-inddelt, on demand-indhold.

For mig er ‘dannelse’ én af grundpillerne i public service. Og dannelse indebærer blandt andet, at man bliver bevidst om sig selv som en del af et historisk, folkeligt fællesskab.

Og man bliver næppe mere bevidst om det større hele og fællesskabet, hvis man udelukkende får kultur og kunst-indhold, som “passer” til ens på forhånd definerede interesser, små sociale grupper og alder. Tværtimod vil man blive styrket i eget verdenssyn, måske endda bekræftet i egne fordomme.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke godt kan forstå, hvor lysten til at skabe netop den slags indhold kommer fra.

Man vil “ramme folket der, hvor de er”, som man – jeg selv inklusiv – har prædiket i flere år. Dvs. på de platforme, hvor de allerede befinder sig, med det indhold, som vi allerede ved, de interesserer sig for, så sandsynligheden for at de vil dele indholdet med deres allerede etablerede fællesskaber øges.

På den måde kan vi afsendere nemlig få flere likes og delinger, højere seertal og flere solgte billetter. Og det er vi jo faktisk nødt til, hvis vi skal overleve nedskæringerne.

Og meget få har da også noget ud af, at man producerer alt muligt indhold, som meget få gider se og opleve, endsige får noget ud af. Smalle udstillinger til alt for brede målgrupper, man derfor ikke rigtig går i dialog med, er forståeligt nok sjældent noget, der på nogen måde rykker.

Men hvis vi nu påstår, at en stor del af hele denne omstruktureringsøvelse – museerne, der skal være mediehuse (hvilket jeg i øvrigt er fuldstændig enig i), DR der sløjfer fællesskabskanaler til fordel for skræddersyet on demand indhold mv. – handler om overlevelse for vores bærende kulturinstitutioner, og dette er initieret af nedskæringer på hele kulturområdet, hvorfra skal vi så høre om og kæmpe kampen om grundstenen i public service?

Hvis grundstenen nu, som denne artikel foreskriver, er dannelse?

Har vi ikke også et ansvar for netop ikke at tilpasse os? For at insistere på det, public service tjener: Offentligheden – defineret som det selvstændige forum, det abstrakte rum, hvor (den statslige) politik kan underkastes kritisk vurdering?

Jeg er ikke bundnaiv: Vi er nødt til at følge med i bevægelserne i den virkelighed, vi er en del af. Og vi er derfor også nødt til, som Willerslev siger, at tilpasse os med nye fortælleformer og formater, ellers rammer vi slet ingen, og det ville jo være katastrofalt på flere niveauer.

Men har vi ikke også et ansvar for netop ikke at tilpasse os? For at insistere på det, public service tjener: Offentligheden – defineret som det selvstændige forum, det abstrakte rum, hvor (den statslige) politik kan underkastes kritisk vurdering?

Og den vurdering og kritiske refleksion tror jeg kun, vi kan have, hvis vi står på bare et nogenlunde fælles grundlag af viden og oplevelser, hvorfra vi kan samles i betydningsbærende samtaler trods forskellige meninger.

Kun sådan, tror jeg, kan vi fortsætte med at blive mennesker, der udvikler os og som sætter barren højere end de skræddersyede muligheder, der lukker sig om os i dag, af tiltag, som hellere vil have, vi bliver dér, end at vi flytter os.


Topillustration: Julius Exner, Blindebuk. Public Domain

Mathilde Schytz Marvit er stifter af Besyv, samt Projektleder på Det Levende Ord i Folkehøjskolernes Forening.
Besyv (www.besyv.net) producerer film og tværmedielle produktioner til biograf, TV, web og kulturinstitutioner og udarbejder strategier til implementering af et digitalt mindset i (kultur)organisationer. Mathilde har tidligere arbejdet for produktionsselskabet House of Real og har otte års erfaring med kunstformidling fra sin tid som leder af Digitale Produktioner på SMK (Statens Museum for Kunst). Hun har derudover produceret animation, lydkunst og musiklegetøj til tweens.
Evt. MobilePay donation til Mathilde modtages med tak på: 31766346

Seneste artikler om Debat

Arbejdet kalder

KOMMENTAR – Pressede sprogarbejdere uden rettigheder modtager i disse dage trusselsmails fra