KLASSISK MUSIK// ANMELDELSE – Man vil sent glemme det øjeblik i dokumentarprogrammet om den spektakulære nye koncertbygning i Hamburg, Elbphilharmonie, da dirigenten Herbert Blomstedt bliver hyldet af musikerne i salen på sin 90 års dag. Usædvanligt, tænker man. Næste uge ser man så, at han er i Tokyo for at dirigere NHK-symfonikerne, den japanske radios orkester. Og han er ikke alene. I søndags blev den hollandske mesterdirigent Bernhard Haitink hyldet i London på sin 90 års dag, hvor han dirigerede Mozart og Bruckner. Det blev til en helt forrygende koncertoplevelse, streamet live på YouTube, hvor den nu ligger i tre måneder.
Bernhard Haitink er kendt gennem mange årtier, især for en lang karriere som chefdirigent for Concertgebouw-orkestret i Amsterdam – i den bygning der ligger for enden af den park, hvor Rijksmuseet og van Goghmuseet også ligger, hvis der er nogen, der husker den. Blandt rigtig mange fine indspilninger går hans indspilning af Shostakovitj’ 5. Symfoni, med netop det hollandske orkester, for at være den bedste, der er lavet.
Koncerten i søndags blev indledt med en af Mozarts (1756-91) næsten 30 wienerklassiske klaverkoncerter, i den vægtige ende af dem, en smuk og yndefuld opførelse, med en meget dybfølt langsom midtersats mellem kompositionens traditionelle hurtigere ydersatser.
Den store finalesats åbner med en snurrende akkord, der også har noget dunkelt-glimtende over sig. Man ved ikke rigtig, om det er mørket eller lyset der kalder på én
Aftenens hovedværk var imidlertid en anden østrigsk komponist, nemlig Anton Bruckner (1824-96), hvis mærkværdige og enestående symfoni er blandt de værker, en del af de dygtigste dirigenter ofte vender sig ind mod, når de kommer op i årene.
F. eks. var Herbert von Karajans sidste indspilning før sin død i 1989 netop Bruckner – den 7. Symfoni. Den tyske dirigent Günter Wand (1912-2002) og Haitink selv er blandt de andre dirigenter, der i stigende grad har været optaget af at forløse det, man har kaldt Bruckners klangkatedraler.
Bruckners 4. er på sin vis den mindste af hans store klangkatedraler, trods at den varer over en time og de to store satser, den første og den sidste, hver er over 20 minutter lange. Og jeg er overrasket over, at han havde valgt den og ikke de mere højtidelige og altfavnende Symfoni nr. 7 eller Symfoni nr. 9 til netop denne lejlighed. Omvendt er Bruckners 4. det værk, de fleste lyttere kommer til først. Og som de fleste dirigenter indspiller først.
For garvede Bruckner-lyttere kommer den 4. Symfoni efterhånden til at stå lidt i skyggen af netop de to ovennævnte og den endnu mere omfattende 8. Symfoni, der varer ligeså længe som en fodboldkamp. Men Haitink havde ikke så lidt at fortælle med sin tolkning.
Der er en tre-fire åbenlyse fikspunkter, når man skal danne sig et overblik over Bruckners 4. og ikke mindst over kvaliteten af orkesterspillet og dirigentens præcision og vision. Et af dem kommer straks i begyndelsen.
Lige når musikken når bunden af bølgen, sætter hele orkestret ind med et kæmpebrøl, og det skal altså stå knivskarpt
Det er en teori hos en af forskerne, der bidrager i The Cambridge Companion to Bruckner, at Bruckners musik udspiller sig som en stadig pendlen mellem lyset og mørket. Den dybt religiøse Bruckner ville sikkert nikke ja til en beskrivelse af den følelse, man mange gange står i, når man hører ham, med formuleringen fra begyndelsen af 1. Mosebog, ”der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.”
Hovedspringet i Bruckners 4.
Sådan er indledningen, både til Bruckners 4. symfonis 1. sats og til dens 4. og sidste sats. Fra kaos og mørke til et stort lysglimt. Særligt indledningen til 1. sats er en af den symfoniske genres mest spektakulære hovedspring.
Vi hører en kaldende hornblæser – nogle øjeblikke, flere gange. Så er det som om orkestret samler sig og instrumenterne træder ind fra alle sider og en vældig bevægelse sætter i gang, ned mod et samlingspunkt, man endnu ikke kan se, som en bølge, der bliver større og større, indtil den uvægerligt brækker og rammer land.
Det er en virkelig flot bevægelse, men også meget afslørende. Hvor mange gange har man ikke hørt den lyde som om alle instrumenterne blev tabt på gulvet på en gang, når man har hørt værket med udmærkede, men trods alt mindre orkestre end de allerbedste som f. eks. Wiener eller Berliner Philharmonikerne – og aftenens orkester.
Lige når musikken når bunden af bølgen, sætter hele orkestret ind med et kæmpebrøl, og det skal altså stå knivskarpt. Den mindste vaklen blandt de op mod hundrede musikere, får det til at lyde kaotisk eller i bedste fald uldent. I søndags stod det knivskarpt. Den store bølge slog ind, med al kraft, men alligevel underligt nænsomt.
Det mindede lidt om den følelse, man kan have, når man flyver med en meget stor maskine og man venter landingsbumpet, men kaptajnen sætter den forsigtigt ned, lige et øjeblik senere, end man havde regnet med. Da anede man, hvor flot en fortolkning og opførelse, det ville blive.
Når rystelserne er ovre og musikken på en måde, der er helt karakteristisk for Bruckner, begynder at bevæge sig vandrende fremad, møder vi flere gange melodistumper, der har østrigsk folkemusikalsk karakter og minder om naturbeskrivelser, man finder i musikken som f. eks i Beethovens 6. Symfoni.
Et af disse temaer er et charmerende lille vuggende motiv (dum-didi-dum-di – dum-didi-dum-di lyder det). Den lille melodi bliver en slags motor for endnu en intens og kraftmættet kulmination i satsen, lidt længere henne. Dette motiv blev i Haitinks fortolkning viet en særlig opmærksomhed og stod yndefuldt frem. Han dvælede ved det. Som noget, man havde fundet i skoven og holder op i lyset og viser de andre, der er med på turen.
Den store finalesats åbner med en snurrende akkord, der også har noget dunkelt-glimtende over sig. Man ved ikke rigtig, om det er mørket eller lyset der kalder på én, man ved bare, det sker nede fra et dyb
Sådan skete det flere gange i løbet af opførelsen, at dirigenten fokuserede på nogle af de motiver, man ofte haster forbi. Det, man kalder arkitekturen i en symfonisk opførelse, altså den bygning, med lige netop de betoninger og lige netop de tempi, dirigenten har valgt at rejse denne aften, blev derfor mere detaljeret, med flere udsmykninger, end de ofte er i Bruckners 4., hvor dens pompøse kraftudladninger, som vi allerede har talt om to af, bliver de faste kulminationspunkter, fortolkeren i højere grad sigter efter.
Velpudset messing
Herefter følger to lidt kortere satser, hvor den tredje sats er en opvisning i velpudset messing med usædvanligt stor plads til rytmisk betonede blæsere. Den fik Bruckner selv til at tænke på Middelalderens kamp og konkurrencescener. Selv Bruckner havde vel læst Ivanhoe som dreng.
Den store finalesats åbner med en snurrende akkord, der også har noget dunkelt-glimtende over sig. Man ved ikke rigtig, om det er mørket eller lyset der kalder på én, man ved bare, det sker nede fra et dyb. Langsomt kommer en mørk og dragende akkordfølge op til overfladen og en uventet kombination af tre, meget markante, gentagede toner sætter ind, når musikkens vandrende bevægelse er gået i gang. Di-da-dum. Di-da-dum. Di-da-dum.
Haitink gjorde noget med de tre toner, som jeg ikke havde set komme. Han lod dem ikke – som man oftest hører det i tolkninger af Bruckners 4. – løbe løbsk ind i et forløb, som minder om det forløb, der blev sat i gang i forbindelse med åbningen på symfonien.
Haitink nærmest krængede de tre toner ud, holdt dem fast og holdt dem op for os i nogle øjeblikke, hvor hele klangbilledet og den musikalske harmonik blev fuldstændig abstrakt.
Det er nok første gang, jeg så tydeligt har hørt Bruckner pege ind mod det nye århundredes atonale musik, som opstod i samme by på samme tid eller ganske kort efter, da Arnold Schönberg og Alexander von Zemlinsky gik rundt i Wien som unge musikstuderende.
Hvis man ikke før har hørt Bruckners 4. Symfoni, er det er en god idé, først at lytte til en optagelse med Eugen Jochum eller Karl Böhm som dirigent. Så ved man, hvilken odyssé, man har i vente og så man tydeligere vil kunne høre Bernhard Haitinks uforglemmeligt milde, taknemmelige og storsindede aftryk på den.
Og så vender hverdagen tilbage, også for den 90-årige. Bernhard Haitink dirigerer yderligere et par koncerter i London med LSO i månedens løb, desværre ikke streamede. Og Blomstedt har netop indspillet den svenske komponist Stenhammers symfonier i Göteborg. Den vender jeg tilbage til.
London Symphony Orchestra, dirigeret af Barnhard Haitink:
Mozart: Klaverkoncert nr. 22 (Solist: Till Fellner)
Bruckner: Symfoni nr. 4
Barbican Hall, London 10. marts 2019
Koncerten kan høres på BBC-radios iPlayer i 30 dage. Og ses her i 90:
https://www.youtube.com/playlist?list=PLTjZ3o6K-BOlQd58X9El4P0i5bN3JJa8F&fbclid=IwAR3deBOVu80mJ_nu_FQ9pvm5xDZYtk8TR1Ylb6G0WSmI1ohGoXkeVDMDoUs
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
