Britisk valg 2019 – arbejderklassen har forandret Vestens konservative partier

i Politik & Samfund/Europa af

POLITISK KOMMENTAR – Hvis Boris Johnson vinder et absolut flertal ved valget i Storbritannien torsdag, kan han sende sin tak til arbejderklassen, der ser ud til at foretrække de konservative frem for Labour på et tidspunkt, hvor Arbejderpartiet ellers er trukket markant til venstre. Det er værd at lægge mærke til, skriver Annegrethe Rasmussen, der ser klare paralleller til amerikansk politik og valget af Donald Trump: “Det er værdipolitikken, Stupid!”

Det britiske valg afgøres i dag, og det, flest danskere vil være interesseret i, handler om Brexit. Hvis Boris Johnsons konservative parti vinder flertallet – og det tyder målingerne på, som min kollega H.C. Andersen skrev om i går – vil briterne forlade EU i starten af 2020.

Men dagens valg og de kræfter, der driver det, handler, som den (britisk fødte) redaktør Gerard Baker skrev i Wall Street Journal i denne uge, om mere end EU. Det handler om en transformation af de partier, vi normalt kalder “konservative”:

“A Conservative Party that has long stood for neoliberal economics and social tolerance is becoming a party of economic populism and nationalism.”

Den britiske arbejderklasse har paradoksalt nok svigtet Labour på et tidspunkt, hvor partiet ellers har bevæget sig ganske kraftigt mod venstre under Jeremy Corbyn

Hvis Boris Johnson vinder, vil han, skriver Baker, være leder af et konservativt parti, hvis base har forandret sig ganske radikalt. The Tories, som i årtier har advokeret for “neoliberal economics, allied to a liberal approach to social issues such as same-sex marriage and racial integration” vil have forvandlet sig til et parti, der står for “economic populism and nationalism.”

Eller sagt på en anden måde: De britiske konservative var traditionelt et parti, hvis støtter var de bedst uddannede, “economically successful achievers, open to high levels of immigration, free trade and global integration” men nu vil store dele af deres base inkludere lavtuddannede lavindkomstgruper, der har “lost ground in an age of rising inequality and who support protectionism, tight restrictions on immigration and the primacy of national sovereignty.”

Samtidig er det værd at notere sig, at den britiske arbejderklasse paradoksalt nok har svigtet Labour på et tidspunkt, hvor partiet ellers har bevæget sig ganske kraftigt mod venstre under Jeremy Corbyn, der ikke bare lover bedre velfærd og højere skatter men som også har bebudet en stribe nationaliseringer der, hvis de gennemføres, vil forandre Storbritannien ganske radikalt.

Men Corbyns bevægelse består først og fremmest af yngre, værdipolitisk orienterede græsrodsaktivister. Og samtidig er andelen af de rigeste, der stemmer konservativt, faldet.

I november offentliggjorde the Daily Telegraph en meningsmåling, der viste, at 43 pct. af de to laveste socialklasser agtede at stemme på de konservative, mens blot 28 procent ville stemme på Labour.  Samtidig ville 40 pct. af de bedst stillede stemme på Boris Johnsons konservative, hvilket er færre end de stemmer, de konservative høstede i 2017.

Som avisen skrev: “The Conservative Party now has more support among working-class voters than the upper classes, according to a new poll …The exclusive Savanta ComRes survey for The Daily Telegraph found that 43 per cent of voters from the DE social group are prepared to vote for the Tories on December 12, up from 35 per cent in 2017. The poll found 40 per cent of AB voters plan to back Mr Johnson compared to 46 per cent who were prepared to vote for Theresa May two years ago.”

Via Brexit, har Boris Johnson tiltrukket de mere socialt konservative arbejdervælgere, der gerne ser en hårdere linje på rets- og udlændingepolitikken og som også læner mod højre på andre værdipolitiske områder

Men hvorfor er vore dages vestlige arbejdere rykket mod højre?

Dele af svaret finder vi givetvis for den britiske arbejderklasses vedkommende i Brexit, men det kan ikke forklare hele skiftet. For nok er de bedst stillede briter i højere grad pro-europæiske, men som Gerard Baker også er inde på, så er spørgsmål om identitet og nationalt tilhørsforhold, der ofte er knyttet til udlændinge – og indvandringspolitikken, kravlet højere op på dagsordenen for mange vælgere.

Det ser vi også i USA, hvor mange af de dårligst stillede hvide vælgere stemte på Trump i 2016 – en mangemillionær og ejendomsmagnat fra New York, hvis sociale konservatisme og protektionisme, store dele af de dårligst stillede, delte – på samme måde som denne gruppe gør det i Storbritannien med Johnson.

Her er Brexit blot instrumentet, som Johnson har benyttet sig af. “Via Brexit, har Boris Johnson tiltrukket de mere socialt konservative arbejdervælgere, der gerne ser en hårdere linje på rets- og udlændingepolitikken og som også læner mod højre på andre værdipolitiske områder”, siger Matthew Goodwin, der er professor i politologi ved University of Kent og medforfatter til bogen National Populism: The Revolt Against Liberal Democracy.

Omvendt er valget for den del af UK, der støtter op om Brexit, “sidste chance for de globalistisk sindede vælgere, der går op i personlige identitetspolitiske emner og minoritets-rettitgheder”, mener Baker.

De store byer er domineret af yngre, veluddannede, velbetalte og værdipolitisk ‘progressive’ vælgere med fast arbejde, som lægger vægt på internationalisme og som er identitetspolitisk liberale og åbne overfor en omverden, der for dem ser ud som værende fuld af spændende muligheder

Hvis tendensen holder, vil vi se flere valgdistrikter i Storbritannien, der altid har stemt på Labour, men som nu vil falde i hænderne på de konservative. En valgkreds, der ofte nævnes er Bishop Auckland midt i kernelandet af det nordøstlige England, hvor kulminer engang dominerede landskabet og hvor Labour traditionelt har vundet alle valg.Ved EU-afstemningen vandt modstanderne med 61 pct. overfor sølle 39 pct, der stemte Bremain.

Men den seneste YouGov meningsmåling tyder på, at Labour taber valgkredsen, som de kun med nød og næppe holdt sidst, og at de konservative vil i givet fald kunne sætte sig på kredsen for første gang nogensinde.

Se en diskussion af fænomenet i BBC’s Newsnight her:

Hvis det scenario bliver realiseret, vil det for alvor cementere en bevægelse i Vesten, som Donald Trumps valgsejr i 2016 også viste. At de store byer nu er domineret af yngre, veluddannede, velbetalte og værdipolitisk ‘progressive’ vælgere med fast arbejde, som lægger vægt på internationalisme og som er identitetspolitisk liberale og åbne overfor en omverden, der for dem ser ud som værende fuld af spændende muligheder.

Omvendt findes en vælgerbase på landet og i mindre, ofte nedslidte, byområder, hvor indbyggerne ikke ser mange fordele ved hverken liberalisme, indvandring eller globalt (eller europæisk) samarbejde

De vælgere er også positivt stillede overfor internationale institutioner som EU, FN og WTO.

Omvendt findes en vælgerbase på landet og i mindre, ofte nedslidte, byområder, hvor indbyggerne ikke ser mange fordele ved hverken liberalisme, indvandring eller globalt (eller europæisk) samarbejde.

De vælgere føler sig klemt både økonomisk og socialt. De er, som Trump ganske vakst valgte at kalde dem, “the forgotten men and women”. Og de er rykket mod højre. Hvis denne tendens slår igennem for fuld skrue ved valget i dag, har den flodbølge, som Trumps valgsejr indvarslede i 2016, også for alvor ramt Storbritannien.

Det vil blive studeret i andre vestlige hovedstæder og partier med god grund.

Sådan så det britiske parlament ud før valget:

Kilde: BBC

Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV WeekendDet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topillustration: De britiske konservatives hjemmeside – valgbilleder.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 18. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Politik & Samfund

Vesterbro

Så tynd, så tynd

VESTERBRO // VIGNET – Stemningsbillede fra en herlig, skøn og gennemgentrificeret bydel