Rasmus Paludan skal ikke ignoreres af medierne – men det er tæt på

af i Danmark/Medier/Politik & Samfund

DAGENS POV // MEDIER – Rasmus Paludan fik sin brand på Nørrebro. Men var medierne med til at hælde benzin på bålet? Nej, mener Rasmus Mark Pedersen, der forsvarer søndagens dækning. Siden har medierne dog godt kunnet tage større del i efterslukningen.

Søndag skete der noget meget forudsigeligt. På en absolut nyhedsfattig dag valgte den dømte racist Rasmus Paludan at stille sig op i hjertet af Nørrebro og nedgøre islam. Efterfølgende stod en bydel i brand, og det blev dækket massivt af pressen.

I kølvandet er de danske medier blevet kritiseret for først at gøre Rasmus Paludan til et fænomen ved at give ham en platform og derefter dyrke ham, så vi får mere had i verden. Begge dele er i mine øjne forkert, men medierne har imidlertid begået en række andre fejl.

Derfor er her mine råd til, hvordan medierne skal dække Rasmus Paludan:

Var dækningen søndag for voldsom?

Nej. Og det mener jeg, fordi der på trods af, at det var en meget stille nyhedsdag, ikke blev givet meget plads til Rasmus Paludan, inden politiet blev angrebet. Jeg mener, eb.dks absolutte tophistorie om formiddagen var, at apoteket i Hjørring lukker.

Det er sådan en dag, hvor vi i medierne tørster efter, at der sker noget. Alligevel blev Rasmus Paludans demonstration ikke dækket i nævneværdig grad.

Desværre oplever vi også med denne historie en meget typisk mekanisme: Nemlig, at når først, en historie om et emne kører, behøver den opfølgende historie ikke at være nær så stor, som den oprindelige var

Det var først, da voldelige tåber begyndte at angribe politiet og sætte ild til biler og containere, at begivenheden fangede de danske mediers interesse. Og selv da tog det sin tid, før der var en ordentlig dækning. Jeg kunne eksempelvis se brand på Nørrebro på Snapchat, inden DR sent på eftermiddagen valgte at lave en liveblog om urolighederne.

Og det er sådan set min pointe: Medierne dækkede helt berettiget urolighederne massivt, fordi det samlede forløb havde betydning for en hel masse mennesker. Medierne dækkede imidlertid ikke blot Rasmus Paludans provokationer, og det var en rigtig prioritering.

Er den efterfølgende dækning i orden?

Meget af den har været god. Der har været fine reportager fra demonstrationerne, der får os til at forstå, det stof vreden er skabt af, og hvorfor den bliver vendt mod politifolkene, længe efter Rasmus Paludan er væk.

Det efterfølgende debatstof og dermed diskussionen om, hvor langt vi som samfund skal gå for at sikre Rasmus Paludans ytringsfrihed er også god og definerende for vores samfund.

Desværre oplever vi også med denne historie en meget typisk mekanisme:

Nemlig, at når først, en historie om et emne kører, behøver den opfølgende historie ikke at være nær så stor, som den oprindelige var. Præcis det skete med Rasmus Paludan. Og hermed er enhver ny demonstration eller afvisning af samme nu en historie.

Der er nogle grundlæggende værdier, som medierne må være med til at værne om: Demokratiet, ytringsfriheden og retten til sand information

En lektor udtaler sig om politiets overvejelser om Paludan. Jurister kappes om at definere rammerne for hans ytringsfrihed. Og så videre. Intet af dette var blevet bragt for en uge siden. Det er synd, for konsekvensen er klar: nu er det ikke længere urolighederne, men Rasmus Paludan der er blevet historien.

Et publicistisk dilemma: Er medierne aktører eller beskuere?

For at besvare det spørgsmål, skal man først tage stilling til et helt grundlæggende publicistisk dilemma:

Er medierne en aktør i samfundet eller en beskuer af samfundet?

I lang tid var jeg en del af den gamle skole, der mener, at medierne skal holde sig så passive og neutrale som muligt. Det sikrer nemlig mediernes troværdighed og den bedste journalistik.

Derfor har holdningsstof og ledere da også altid irriteret mig. Medier skal ikke mene noget. Medier skal beskrive verden omkring os, servere det objektivt og lade borgeren selv tage stilling.

Det mener jeg langt hen ad vejen stadig, men i takt med samfundets udvikling og min egen udvikling som journalist, er jeg kommet til den konklusion, at der er nogle grundlæggende værdier, som medierne må være med til at værne om: Demokratiet, ytringsfriheden og retten til sand information.

Medierne har også et ansvar for at samle i stedet for at splitte

Derfor synes jeg i stigende grad, at det er i orden, at medierne påtager sig rollen som “fredsbevarende styrke” i vores samfund:

Vi skal huske også at beskrive enighed og ikke kun fokusere på uenighed. Vi skal fokusere på det brede flertal. Vi skal aktivt bekæmpe misinformation. Fordi medierne har også et ansvar for at samle i stedet for at splitte.

For at overføre den tanke på Rasmus Paludan, så er han ikke støttet af specielt mange mennesker.

Der er nogle, men de er få. Ingen eller næsten ingen møder op og støtter hans demonstrationer, og hans såkaldte parti har kun ham og en vicepartileder som offentlige repræsentanter. Med andre ord er disse dages mediedækning alt rigeligt i forhold til den sparsomme dækning, som mere midtersøgende bevægelser får.

Skal medierne stoppe med at interviewe Rasmus Paludan?

Nej. Men der skal være en god redaktionel begrundelse, og interviewet skal håndteres rigtigt, for at et interview er en god idé.

I de presseetiske regler står følgende:

“Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.”

Rasmus Paludan har tidligere udtalt sig racistisk med opfordring til vold. I oktober 2016 holdt han en tale, hvor han omtalte muslimer som “de fremmede fjender” og sagde: “

De fremmede fjenders blod vil ende i kloakken, hvor de fremmede fjender hører hjemme.”

Vores etiske retningslinjer kræver, at vi er klar til at håndtere den slags udtalelser, når de kommer. Og det kan være svært.

Fænomenet Paludan” er også en påmindelse om, hvordan danske medier har mindre og mindre magt .. og i Go’ Aften Danmark blev Rasmus Paludan interviewet af Felix Schmidt, der stiller alle de forkerte spørgsmål

Det kunne senest høres i P1 Debat, hvor jeg også selv vikarierer som vært en gang imellem (men ikke har været på arbejde i forbindelse med den udsendelse). Her angreb Paludan enhver præmis fra både interviewer eller gæster, mens han fik sendt et væld af provokerende stikpiller af sted.

Det er fascinerende rent retorisk, men det er godt nok svært at håndtere som vært, når de presseetiske regler kræver, at man som journalist udviser kritik.

Derfor er det som journalist også grænseløst irriterende at se Go’ Aften Danmark, hvor Rasmus Paludan blev interviewet af Felix Schmidt, der stiller alle de forkerte spørgsmål:

“Hvad i alverden foregår der ude i Albertslund? Jeg synes ikke, at du dukkede op?”

“Din demonstration i går – lad os lige tale om den. Den førte til store uroligheder i København i går eftermiddags og i nat. Hvordan har du det med det?”

“Føler du dig ikke lidt alene med budskabet derude?”

“Du er ikke bekymret for din egen sikkerhed?”

Go’ Aften Danmark skal have ros for en ting: De forsøger rent faktisk at dække, hvad der har optaget danskerne de seneste 24 timer.

Men igen har man forfejlet valgt at flytte fokus over på Rasmus Paludan som person og som offer for urolighederne. I stedet kunne programmet have fokuseret direkte på urolighederne, hvilket i mine øjne er den egentlige historie, eller i det mindste på Rasmus Paludans ekstreme holdninger.

Derfor har jeg endnu til gode at opleve et interview efter i søndags, hvor der både er den gode redaktionelle begrundelse for at bringe det, og den rette håndtering af det. Jeg håber, det kommer.

Har de danske medier ansvar for, at Palundan er blevet så kendt?

Nej. Rasmus Paludan har holdt utroligt mange demonstrationer flere gange om ugen rundt om i det meste af Danmark. Men demonstrationer har fået meget lidt omtale i de danske medier.

Til gengæld har Paludan nydt stor udbredelse på Youtube.

Paludans hårrejsende holdninger er entydigt racistiske og jeg savner jeg, at en redaktør, der rent faktisk tager sin publicistiske rolle alvorligt og siger, at det er en pligt at gøre opmærksom på det, hvis vi vælger at dække ham. Forsigtighed i den sag har været mere skadelig end gavnlig for mediernes troværdighed

Det bliver en diskussion om hønen og ægget, men der er ingen tvivl om, at de amerikanske algoritmer i den grad har været med til at gøre racisten Rasmus Paludan kendt. Faktisk vil jeg påstå, at han har været mere kendt blandt børn og unge end blandt voksne – i hvert fald indtil søndagens optøjer.

Derfor er “fænomenet Paludan” også en påmindelse om, hvordan danske medier har mindre og mindre magt, mens vores demokrati i stigende grad kommer i hænderne på internationale techgiganter.

Har de danske medier ikke gjort andet galt?

Jo. Den største svaghed ved mediernes hidtidige dækning af Rasmus Paludan er, at han er blevet omtalt som partistifteren eller islamkritikeren.

Han er begge dele, men det er ikke fyldestgørende for, hvad han siger eller for sit partiprogram.

Han siger direkte: “Man skal bede om tilladelse som muslim, når man vil tale med en dansker.”

Partiet har desuden tweetet under Folkemødet 2018, hvor det advokerer for en lang række forbud for muslimer:  Ingen ret til at udøve sin religion, lukning af alle moskeer, ingen bil, ingen cykel med gear, forbud mod visse job, ingen ret til at forsamle sig, ingen ret til at være i naturen eller et hvilket som helst sted, danskere er.

Det er hårrejsende holdninger, som er entydigt racistiske.

Her savner jeg, at der er en redaktør, der rent faktisk tager sin publicistiske rolle alvorligt og siger:

Jeg har nu taget en redaktionel vurdering af, hvad jeg har læst og hørt fra Stram Kurs og Rasmus Paludan, og jeg vurderer, at det sagte og det skrevne er racistisk. Og det er vores publicistiske pligt at gøre opmærksom på det, hvis vi vælger at dække ham.

I stedet valgte man eksempelvis på DR først at ændre kurs, da han blev dømt for racisme ved byretten. Den type forsigtighed er i mine øjne mere skadelig end gavnlig for troværdigheden i vores medier.


Foto: Screendump fra Youtube.

Rasmus MP er journalist med stort J. Og når han er kæphøj siger han, at han vil fortsætte som journalist, til han er muldjord. Han skal i hvert fald ikke lave kommunikation. Pov.international har rekruteret MP netop, som han er blevet fyret fra Orientering på P1, så læserne får fuldt indblik i, om, hvordan og hvornår han tumler ned af kæphøjen.

Han kan dog stadig høres i radioen en gang i mellem, når han afløser som vært på P1 Debat eller Søndagsfrokosten. Tidligere var han en af frontfigurerne på det undersøgende journalistiske magasin Efterforskerne, ligesom han også har lavet undersøgende journalistik på Radio24syv, som han var med til at starte.

I de sidste 12 år har MP også været i fagpolitik i Dansk Journalistforbund, som studenterpolitisk aktik, tillidsmand og hovedbestyrelsesmedlem. Desuden er han formand for gruppen af journalister i Dansk Journalistforbund, som han var med til at stifte, fordi den journalistiske stemme skulle være tydeligere. Nu har han dog proklameret, at han gerne vil ud af de mange tillidshverv, fordi han "gerne vil prøve at udrette noget i sit liv".

Privat har han sammen med sin kæreste sat sig alt for dyrt i en skøn lejlighed på fødeøen Amager, og han fordriver tiden med at drikke øl til fodbold og skrive revysange, der aldrig bliver opført.

Du kan donere for hans skriverier eller af medlidenhed på Mobilepay 60100776, hvor du også kan ringe og tilbyde ham et job.

Seneste artikler om Danmark