Bremer/McCoy og The KutiMangoes: Stærke fortællinger uden stemme

i Kultur/Musik af

MUSIK // ANMELDELSER — De vidt forskellige projekter Bremer/McCoy og The KutiMangoes viser på hver sin måde, at musik uden vokal sagtens kan fortælle historier ved at have klare dagsordener og politiske budskaber. Hos The KutiMangoes er penge den store forbandelse, mens der hos duoen Bremer/McCoy tilbydes et safe space i en tidsalder fyldt med information overload og stress.

Ubetinget årets melodi. Det var de første tre ord, jeg skrev i mine noter om åbningsnummeret Åben bog til anmeldelsen af Bremer/McCoys nye skive, Utopia. Efter henved en snes gennemlytninger har jeg ikke ændret mening: Åben bog er hentet fra så høj en hylde, at jeg slet ikke kan forstå, man evner at komme uhyre tæt på den store svenske pianist Jan Johansson og dennes lyd på Jazz på Svenska – uden at være en dårlig kopi.

Akkordbrydningerne er flere steder identiske med den svenske virtuos og oser af nordisk melankolsk klaver, der finder sine veje op og ned på klaveret, på enkelte tidspunkter i det lyse leje, for siden at vende tilbage til en velkendt figur, som spiller op mod Jonathan Bremers kontrabasspil, der sommetider spiller med klaveret og sommetider går sine egne veje.

Utopia passer som fod i hose til efterårets komme, så opsig fluks dit Netflix-abonnement, du behøver ikke andet end at dyppe denne dejlige skive i din assam-te for at tage kampen op mod kong vinter

Bremer/McCoy gik på Ryparken Lille Skole sammen. I ungdomsårene fik de deres kanter slebet i vidt forskellige projekter, fra venstreorienteret ska-musik til musiker hos mægtige Niels Lan Doky, inden de i 2012 fandt hinanden. Siden er det blevet til en lille håndfuld plader i eget navn.

Duoens intention har med Utopia været at tilbyde et frikvarter i stilhed fra information overload, titusinder af tilbud og støjforurening. Pladen peger samtidig tilbage i en tid uden støj, hvor man kom fløde i kaffen, det altid frøs heftigt om vinteren og musikken blev indspillet analogt. Men en pause for støjen ville være for uambitiøst et mærkat kun at klistre på duoen; Bremer/McCoy tilbyder mere. De fortæller historier som på Solopgang, der er stemningsskabende så det synger – uden vokal.

Og på Højder lyder klaveret som glaskugler, der triller ned ad en væg. Temaet er det samme, som da den unge duo satte lyd til dele af Peter Sommers vidunderlige album fra 2018 Elskede at drømme, drømmer om at elske.

Indimellem kastes lidt krydderi i gryden: Der er perfekt docerede strygere på den drømmende Tusmørke. Og så er der samme nærvær, samme samspilsindforståethed og samme dygtighed på den bevægende Salme som på de plader, NHØP lavede med pianisten Kenny Drew på Steeplechase Records i 1970’erne, hvis akkorder også er nordiske i sin melankolske vorden.

For at udvikle sig som menneske har man ifølge duoen brug for stilhed: ”Vi lever i en tid med meget støj og mange distraktioner. Det kan være svært at finde hellige rum, hvor man kan fordybe sig og være alene med sig selv. Så vi prøver at skabe musik, der kan guide lytterne derhen,” siger Morten McCoy, der er pianist i projektet.

Det lykkes for Bremer/McCoy, der tilbyder en særdeles afslappende, men samtidig spændende og risikobetonet, men ikke usikker instrumental musik, der er rolig, vuggende og aldrig bliver ligegyldig brunchmusik.

Utopia passer som fod i hose til efterårets komme, så opsig fluks dit Netflix-abonnement, du behøver ikke andet end at dyppe denne dejlige skive i din assam-te for at tage kampen op mod Kong Vinter.

The KutiMangoes – Afrotropism

Dengang jeg gik i folkeskole, fortalte en af mine klassekammerater, at musik med saxofon var sådan noget, hans forældre satte på, når han og lillesøsteren blev jaget tidligt til køjs. Så skulle mor og far snakke – eller det sagde de i hvert fald – min klassekammerat med søster på slæb lyttede altid efter, hvad forældrene sagde, men hvis de snakkede, var det spøjse gutturale dialoger, for det var mere henad lyde, måske de sang med på Ben Websters saxofonspil? Det har altid fået min klassekammerat til at længes efter musik med blæs, for den musik blev for ham forbundet en følelse af, at der skulle ske noget spændende, men ikke noget for børn.

Og jeg skal da lige love for, at min gamle klassekammerat ville få sin saxofondosis, hvis han lyttede til The KutiMangoes’ nye plade, Afrotropism. Det mystiske bliver næste affortryllet for nu at misbruge et webersk begreb. Det er ensemblets tredje fuldlængdeplade, og lyden bygger i høj grad videre fra Afro-Fire fra 2014 og Made in Africa fra 2016.

Der er tale om en gyngede afro, med skarpe blæsere der rytmisk ligger sig op ad den stramme rytmegruppe med afsindigt meget slagtøj, som får The Antonelli Orchestra fra Vild med dans til at ligne et provinsorkester, der er blevet fejlbooket til et sølvbryllup

Hvor Bremer/McCoy dyrker den nordiske lyd, er The KutiMangoes mere nysgerrige på alverdens forskellige stilretninger. På Afrotropism er der tale om en gyngede afro, med skarpe blæsere der rytmisk ligger sig op ad den stramme rytmegruppe med afsindigt meget slagtøj, som får The Antonelli Orchestra fra Vild med dans til at ligne et provinsorkester, der er blevet fejlbooket til et sølvbryllup.

Nysgerrigheden afspejler sig også i navnet på pladen. Ifølge bandet er en tropisme det biologiske fænomen en plante har gang i, når den drejer sig efter sollyset. Det høres tydeligt i overført forstand på Afrotropism, hvor The KutiMangoes drejer hovedet og kigger direkte efter afrikansk og caribisk afro. Det er allerede tydeligt på åbneren Stretch towards the sun, hvor modulationer og figurer fiser ind og ud mellem hinanden i et motorvejskaos, der vil være en indfaldsvej til Lagos værdig.

Med Money is the curse, der også er singleforløberen til pladen, viser bandet, at de ikke blot vil tænde op under dansegulvet. De vil også sprede politiske budskaber nøjagtigt som deres store forbillede, den nigerianske multiinstrumentalist, Fela Kuti. Her er et hooky, forlangende blæserstykke og en funky bas med til at sætte liv til morgenfesten på Nørrebro. Musikken kan på den måde blive anledning til eftertænksomhed, når branderten har lagt sig.

Det er fuld fart over stepperne på pladen, men på den bevægende Keep you safe tages et kosmisk, eftertænksomt og slæbende frikvarter, der er rørende i sin lyd og har harmonier, der river i tårekanalerne.

Inspirationen peger i vidunderligt mange retninger og samles under paraplyen afro-beat/afro-jazz. Her er tråde tilbage til Herbie Hancocks HeadhuntersA snake is just a string, ligesom der er slægtskab med blueskongerne fra Mali, Tinariwen, som på sangen Thorns to fruit. På skæringen Call of the Bulbul Bird sendes med blæserriffet intertekstuelle highfives til Stevie Wonders udødelige Sir Duke. Samtidig er lyden tropisk, caribisk, munter og intens.


The KutiMangoes – Afrotropism. Udkom d. 13. september 2019 på Tramp Records.
Bremer/McCoy – Utopia. Udkommer d. 18. oktober 2019 på Luaka Bop.


Foto: Sony

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Kontakt: lauritzkorfix snabela gmail.com

Seneste artikler om Kultur