USA // KLUMME – Skal vi boycotte alt amerikansk? Ja, det har man undertiden lyst til, men det er jo ofte svært at gennemskue, hvem der er de egentlige bagmænd bag et produkt, og om man kan risikere at ramme andre og uskyldige interesser eller økonomier. Og vi må jo indrømme, at de tossede yankeer har bidraget til verdenskulturen med en hel del ting.
Eller … i hvert fald tre ting af varig betydning er opstået i de forenede stater, og måske er det bedste at fokusere på det gode, de har bidraget med? Også selvom det betyder, at man skal abonnere på en streamingtjeneste eller to. Så her kommer der en stribe anbefalinger til videre kigning.
Første anbefaling fra verdens mest irriterende land
Amerikansk tv, ja – indrømmet, det meste er jo det rene og dybt kommercialiserede affald – men vi skylder dem at have gennemtestet det korte komedieformat, vi kalder sitcoms eller ”situations-komedie”. Der var selvfølgelig inspiration fra både tidlig varieté og radioshows, men snart viste produktionsforholdene i tv-branchen sig velegnede til at filme en scene med flere kameraer – gerne foran et publikum.
I den klassiske sitcom er antallet af medvirkende og lokaliteter begrænset, og hvert afsnit på typisk 22-27 minutter, så der var plads til reklamer i halvtimes-slottet i aftenflowet. Hver episode havde en afsluttet og overskuelig handling, men samtidig opstod der også større handlingsbuer spredt over mange afsnit eller hele sæsoner for at lade karaktererne og forskellige sidehandlinger udvikle sig. Og så var (er) der næsten altid dåselatter på. Man kan med lidt træning i øvrigt altid høre, når producenterne ikke helt stoler på manusforfatternes eller skuespillernes præstationer, for så skruer de op for dåselatteren.
Da jeg selv var i USA i længere tid for første gang, var det Sams Bar / Cheers (1982-93), der var det helt store hit, og da jeg forleden ville tjekke, om den stadig var sjov, så syntes jeg egentlig, at den holdt meget godt. Humor kan jo ikke diskuteres (jo, den kan!), så alle vil ikke være enige, men en af mine største favoritter er spin-off-serien fra Cheers, nemlig den om radiopsykiateren Frasier (1993-2004).
I dagens politiske klima er det ekstra morsomt at se de serier, som på en eller anden måde omhandler umulige autoriteter
Genren har siden udviklet sig på den måde, at man ikke længere behøver optage i et studie, men bedre kan ligne en ”rigtig” film, optaget med ét kamera. Hvis varigheden er under en halv time og antallet af locations er begrænset, kan man kalde det en sitcom, hvilket for eksempel gælder for den meget vellykkede Modern Family (2009-20), mens den hysterisk morsomme Veep (2012-19) med Julia Louis-Dreyfus i rollen som en handlingsamputeret vicepræsident sjovt nok ikke kaldes for en sitcom. Selvom hvert afsnit også er på under en halv time. Der er derfor også en smule branding i det, idet en politisk satire eller en komedieserie måske anses for lidt finere?
Jeg skal ikke komme med en længere mediehistorisk gennemgang med vil i stedet anbefale, at man tjekker DR.TV, hvor man for tiden kan se den CNN-producerede Gode grin – Historien om den amerikanske sitcom (2021), som helt hæderligt tager os op gennem årtierne med tv-humor. Og Trump hader jo CNN, så man kan roligt kigge med.
I dagens politiske klima er det ekstra morsomt at se de serier, som på en eller anden måde omhandler umulige autoriteter – det være sig borgmestre, forældre eller systemer – og udover Veep er jeg selv ret vild med Michael J. Fox-serien Spin City (1996-2002) om arbejdet på rådhuset i New York City. Hospitalsledelsen og hierarkiet påvirker personernes privatliv i Scrubs (2001-2010), og noget lignende gælder tv-serien om et tv-show i 30 Rock (2006-13) med blandt andre Tina Fey.
Og først for nylig har jeg opdaget Malcolm in the Middle (2000-06), hvor den midterste søn skal agere så normalt som muligt i en familie af temmelig crazy people. Det føles lidt som det må være at være amerikaner i dag!
Anden anbefaling
Nogle er friske i det, og siger, at jazz er den eneste sande, amerikanske kunstform! Den bygger dog på mange inspirationskilder, men det er måske rigtigt, at jazzen kun kunne udvikles i USA. Men hvor starter jazzen og hvor slutter den? Ja, under nogle soli i mere moderne inkarnationer af genren kan man godt føle, at den aldrig slutter, men for mit eget vedkommende kan jeg vist godt sige, at jazzen startede med Louis Armstrong.
Det var først og fremmest barndomshjemmets plader med ham (og også nogle med canadieren Oscar Peterson), der fik mig til at blive livsvarig fan af den jazzede tilgang til musikken – så meget, at min allerstørste koncertoplevelse er en jazzkoncert og så meget, at min debutfilm fra 1995 faktisk var en jazzumentary – en kombination af en dokumentar- og koncertfilm. Jeg var træt af musikformidlingen på tv og tænkte højrøvet, at det kunne jeg gøre bedre. Det kunne jeg så ikke, men musikfilm er i det hele taget en lidt vanskelig genre.
Louis Armstrong: det 20. århundredes bedste, mest kendte og elskede entertainer
Da jeg i forbindelse med denne artikel søgte efter jazzfilm på de to streamingtjenester, vi har for tiden, Max og Disney+, så var der ikke en eneste film om jazz. Ikke én eneste dokumentar om en eller flere af USA’s fineste udøvere af den mest amerikanske af alle kunstarter, det være sig Miles Davis, Benny Goodman, Coleman Hawkins, Betty Carter eller Billie Holiday.
Men så er der heldigvis YouTube (hvad siger du? Er den også amerikansk ejet og bør boycottes? Jamen, det er jo dér, hvor de fleste anti-Trump-satireprogrammer lægges op?), hvor jeg ofte sidder og ser instruktionsvideoer for at forbedre mit klaverspil eller gamle koncertoptagelser med forskellige musikerfavoritter. Forleden faldt jeg over den 30 minutter lange Louis Armstrong: Ambassador of Jazz (2007, produceret af Lucas Film, dem med Star Wars), som jeg vil anbefale.
Den giver et ret godt og kontant billede af jazzens udvikling og plads i det amerikanske samfund, personificeret af det 20. århundredes bedste, mest kendte og elskede entertainer. Med opvækst i New Orleans hører vi om lille Louis’ opvækst med en semi-prostitueret mor, om racismen, kriminaliteten, gangstervældet og fattigdommen – men heldigvis også om musikken, som ellers ofte negligeres lidt i dokumentarfilm om musik. Ja, det er derfor, at live-numrene i min egen film er alt for lange!
Og ellers skal vi igen til DR.TV. For amerikansk jazz bredte sig jo, og især vi i København blev i 1960’erne beriget med lange besøg af saxofonisterne Ben Webster, Dexter Gordon og Stan Getz. Om de to første er produceret de hæderlige programmer Copenhagen – og alt det der jazz, og de kan anbefales. På DR finder man også Jørgen Leth og Andreas Kofoeds film fra 2022 om et andet møde mellem danske og amerikanske jazzmusikere, Music for Black Pigeons.
Tredje anbefaling
Det er den eneste af den fire store sportsgrene i USA, der faktisk har sit udspring i landet. Man mener, at nogle indfødte på vestkysten er blevet set med noget med en bold og en kurv i slutningen af 1400-tallet, men i hvert fald var det lægen og pædagogen James Naismith, der omkring 1891 i Springfield, Massachusetts, formulerede de første regler for spillet.
Siden udviklede han et program for sporten på University of Kansas (1898), og allerede i 1904 var boldspillet en demonstrationssport (for mænd) ved De Olympiske Lege i St. Louis, Missouri – det første uden for Europa. Det var først i Berlin i 1936, at basketball kom officielt på programmet – og dét skulle man måske have boycottet, tid og sted taget i betragtning. Igen var det for resten kun mænd, kvinderne kom først på programmet i 1976 i Montreal, Canada.
USA har vundet langt de fleste guldmedaljer hos begge køn – med nogle spektakulære undtagelser – og vinderen af deres nationale mesterskab i NBA kalder sig da også gerne world champions. Alt det var jeg dog relativt uvidende om, da jeg som dreng begyndte til træning i SISU. Det var før det var amerikaner-smart at være street og alt det der, og det endte med at blive den sport, jeg drev det længst i. Ikke langt, men længst.
“Celtics City” er denne klummes største anbefaling
Og selvom jeg stoppede med at spille for over 30 år siden, og min kone ikke aner, at jeg nogen sinde har spillet, så betragter jeg mig egentlig stadig lidt selv som basketspiller. Jeg kan finde på – når jeg lige føler indskydelsen, og der er lidt plads – at tage et par hurtige skridt, modtage en imaginær studsaflevering og derefter springe op og aflevere et perfekt hopskud. Min hånd står stille i luften for enden af den strakte arm, og følger bolden ned i kurven, også efter jeg er landet. Tre point, ja tak.
Men jeg har faktisk ikke rigtigt fulgt sporten siden – hverken i USA eller Danmark siden, selvom TV2 Play Sport lige nu viser kampene fra NBA-slutspillet – men har gerne set film om den. For eksempel den ret ringe Netflix-dokumentar om Chicago Bulls’ Michael Jordan, The Last Dance (2020), og den kulørte men underholdende fiktionsserie om holdet Los Angeles Lakers, som Max kører for tiden: Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty (2022-23).
Så selvom Michael Jordan og Magic Johnson fra Lakers – og før det Dr. J. – var mine favoritter, så er det alligevel den helt nye serie Celtics City (instrueret af Lauren Stowell, 2025), der er denne klummes største anbefaling. Over ni timelange afsnit afdækkes historien om det mest vindende hold i NBA, Boston Celtics, og det gør det på en måde, så man må blive imponeret.
Læssevis af arkivmateriale og nye interviews klippes elegant sammen, så der perspektiveres i forhold til udviklingen i det omgivende samfund. Samtidig bliver der plads til de små personlige historier fra både spillere, reportere og tilskuere, så det tilsammen – og indrømmet, det er langt, men jeg sluger det råt – skildrer nogle aspekter, som ikke altid kommer til syne i sports- (eller musik-)dokumentarer.
Nuvel, jeg ved ikke, om man bliver man klogere på basketball, eller om de specielle aspekter, som denne sportsgren har til forskel fra andre, skildres godt nok? Serien har heller ikke en egentlig ’instruktørstemme’, og man behøver bare at tænke på Jørgen Leths cykelfilm for at se forskellen, men der er både poesi og fascination over det idrætslige i Celtics City.
En af de ting, som jeg altid bliver utilfreds med er, når en film ikke tør stole på sit eget stof, og tænker, at den hellere også må handle om noget andet end basket/jazz/dans/dart/fluefiskeri, fordi de er bange for at miste seere, og i Celtics City kommer byen Boston og dens position i det amerikanske samfund også til at spille en vigtig rolle. Og denne gang virker det fremragende og relevant.
Byen bliver ofte opfattet som konservativ med en vis racistisk grundstemning, hvilket fik byens sorte sportsfans til at have svært ved at holde med klubben, selvom det var den, som både gav den første afro-amerikaner en professionel kontrakt, den første klub med en sort stjerne (Bill Russell), den første sorte træner og den første all black starting five.
Og tilbage til en sitcom, Cheers
Jeg kom undervejs til at huske en episode, hvor jeg havde snydt en modstander på den udendørs bane i The Panhandle-enden af Golden Gate Park i San Francisco i 1986. Well, han var ikke såkaldt kaukasier, og han råbte straks til sine medspillere: ”Hey, that’s pretty good for a white dude”.
Et halvt års tid senere, står jeg og min hvide, danske buddy så på den bar i Boston, som ikke hedder Cheers eller Sams Bar, men som ligger der, hvor baren i sitcom’en ligger. Celtics havde lige vundet deres 16. mesterskab, og mens vi står med vores fadøl kommer en af stjernerne, Bill Walton, ind, og folk i alle farver flokkes om ham.
Nuvel, der var vist flest hvide på den bar. Og okay, det var ikke en af The Big Three – Bird, McCale eller Parish – men det var rørende pludselig at se ham igen i tv-serien, og jo, der var en anden stemning i Boston end i de andre byer, vi havde passeret tværs over kontinentet. Vi havde selvfølgelig også været i sitcom’ens hovedstæder, Los Angeles og New York, og vi kunne naturligvis ikke undvære at se jazzens fødested, New Orleans.
Så uanset hvad man mener om tingenes tilstand på den anden side af Atlanten, så afspejler kulturen meget ofte, det der sker. Og det er i hvert fald en måde at følge lidt med på.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og