BALLET // ANMELDELSE – Med det spanske divertissement La Ventana og den nederlandske eventyrfortælling om de tre tryllegaver, Kermessen i Brügge, fik vi på én og samme tid præsenteret både fremadrettede perspektiver og tilbageskuende blik på håndteringen af Bournonville-arven.
Et vindue til Bournonvilles trinverden og en spejling af, hvad der er og bør forblive selve grundstammen i Den Kongelige Ballets kulturarv, var, hvad vi fik i nationalballettens på én gang nye og gamle opsætninger af først det lille – og nu til lejligheden udvidede – divertissement fra 1856, La Ventana, og dernæst den næsten halvanden time lange folkelivseventyrfortælling fra Nederlandene Kermessen i Brügge fra 1851.
Begge er værker, som har været konstante bestanddele af Bournonville-historien, og som med deres letløbende danse- og fortællelyst har sikret sig en fast plads og sikker overlevelse i repertoiret gennem næsten et og trekvart århundrede. En bedrift i sig selv.
Det var en både lærerig og behagelig Bournonville-aften på Gamle Scene – men også en, der må give stof til videre og dybere eftertanker i såvel salen som på scenen
Publikum har kunnet lide at se disse værker opført ved siden af de centrale og dramaturgisk langt stærkere Bournonville-hovedværker – måske mest fordi de ikke fordrer meget andet end en uforpligtende fornøjelse udi de spanske og flamske folkelivsmiljøer, sådan som man kendte og kender dem så godt, enten fra malerkunsten eller fra egne rejseoplevelser.
Rystet i sin grundvold bliver man derfor næppe af netop disse gentile miljøskildringer, og dybere lag i værkerne skal man heller ikke spejde efter. Hvis dansen derimod står både skarpt og sikkert og samtidig parres med den særlige Bournonville’ske poetiske understrøm, så skal de såmænd nok fortsat spille sig hjem.
Det var således helhjertede forsøg, der blev gjort fra Den Kongelige Ballets side, men ikke alle hjørner og kanter var lige vellykkede. Svagest står korpsets herreside, der undertiden vakler mere, end godt er, og i teknisk og musikalsk kvalitet forekommer alt for uegalt netop som balletkorps betragtet. På kvindesiden, som man i gamle og politisk ukorrekte tider benævnte ”spindesiden”, står det bedre til, men alt for ofte blev der strakt ud i attituderne til langt mere, end hvad koreografien både kan og skal rumme – med det resultat, at den særegne og udprægede skulpturelle tredimensionalitet i Bournonvilles koreografiske trin og kropssprog blev mere fladt og frontalt i spillet, end godt er.
Mimemæssigt var det samme også gældende i begge opsætninger, hvor gestikken ofte bliver mere udvendig end indvendig i sin karakter og dermed forfejler sit personsigte de agerende imellem – hvorved dialogernes usagte ord for ofte ligesom bliver overtydeliggjort.
Men det kan alt komme, selvom det kræver både tid og mere erfaring, end det i dag meget foryngede balletensemble kan honorere – og hvor selv de ”ældre”, alderstyngede rollefigurer nu udføres af dansere af et mere end ungdommeligt udseende. Ungdomsroller og alderdoms-dittoer kræver nu engang klare og vægtforskellige fremtoninger i både udtryk, kropsnærværelse og livserfaringsmodenhed, men det er nok endegyldigt gået fløjten i Den Kongelige Ballets ellers højt besungne mimiske traditioner. Derfor må den psykologiske tegning af karakterrollerne i stedet tage over i både dybde og intensitet. Det må velsagtens være devisen fremover, ud fra denne Bournonville-aften at bedømme.
Dansemæssigt spiller La Ventana sig hjem
Alexander Stæger har som iscenesætter ønsket at tilføre et perspektiverende fortolkningslag til skildringen af den attraktive Señorita (danset af Holly Dorger) i La Ventana, som lader sig bevæge af den noble Señor (Jón Axel Fransson), der i modsætning til sine samtidige og mere plumpe bejlere til Señoritaens gunst benytter sig af langt mere raffinerede midler – idet han akkompagnerer sig selv med musikkens forførende guitartoner for også derved at vinde damen for sig.
Denne prolog lykkedes godt som indledning, hvor kvindens vaklen mellem de fysisk anmassende bejlere og den følsomme Señor kommer i relief. Men hvad der til gengæld ikke fungerer, er den (genbrugte) scenografiske ramme om denne lille fortælling, hvor vi veksler mellem at befinde os udenfor og indenfor det vindue, som ellers har lagt navn til divertissementet, og som genreobjekt betragtet i romantikkens dage stod som symbol på de ydre og indre værdier i menneskelivet. Her er vinduet blevet usynligt og reduceret til en gængs sort kulissevæg i kongesiden.
Med dette scenografigenbrug fra en tidligere opsætning opholder vi os i udendørsscenerne nærmest i et folketomt rum, der i modsætning til Bournonvilles oprindelige værk mangler ethvert element af omkringsummende folkelivsdeltagelse. Nu fremstår optrinene med bejlerne og den afsluttende finaledans noget tamme – måske netop fordi denne finale på mere end én måde ellers står som Bournonvilles spanske miniatureparallel til den fejende og flotte finale i hans italienske hovedværk Napoli fra 1842.
Lad derfor udendørsscenerne klart være udendørs, og lad indendørsrummet fremstå med en tydelig intimsfære. Så vil værkets kontrastdybde fremstå langt klarere. Dansemæssigt spiller La Ventana sig dog hjem, på trods af det fornævnte lidt for udprægede uegale præg hos især herrerne.
Ægtefølt Bournonville
Kermessen i Brügge, som fulgte efter aftenens ene pause, spiller uden eller kun med ganske korte ophold mellem akterne, hvilket er et plus, når man tager ballettens anseelige varighed i betragtning. Her var der ungdomsdans og glød for alle pengene – men også en til tider stærk forivring i både dansen og mimen, der momentvis nærmer sig både det karikerede og groteske.
Undtagelsen herfor er hovedparret, Carelis (Tobias Praetorius) og Eleonore (Eukene Sagues), der efter hele eventyrets udrulning og de mange udfordringer, som tryllegaverne medfører for de tre brødre, sammen kommer sikkert gennem oplevelserne med både livet og kærligheden i behold.
Et ensemble som Den Kongelige Ballet bør prise sig mere end lykkelig ved at eje en danser med disse store, iboende kvaliteter
Her må man som tilskuer stoppe op et øjeblik og beundre den ægtefølte Bournonville’ske mimiske og dansetekniske evne, som netop Praetorius formår at skildre og udtrykke – hvor trin nærmest bliver til talende udtryk, mens mimen forvandler sig til dramatiske udsagn af en næsten lydlig art.
Der er hos denne danser en fornemmelse for og beherskelse af Bournonville-stilen, der når helt ud i finger- og tåspidserne, og som man kun sjældent ser så musikalsk forløst i både krop og sind. Når Praetorius ender en pirouette med det løftede ben udstrakt til siden à la seconde og armene holdt rundede over hovedet à la couronne, bliver positionen til et deklamatorisk udsagn, der i et splitsekund udtrykker, at figuren befinder sig i sit livs lykke.
Som sådan bliver Bournonville-koreografi i denne dansers stil til fortløbende små eksplosioner af indre sjælsudtryk, der bør være hele ingrediensen i enhver Bournonville-dansers særkende. Netop et ensemble som Den Kongelige Ballet bør prise sig mere end lykkelig ved at eje en danser med disse store, iboende kvaliteter.
Måske kunne opsætningen af Kermessen i Brügge med held strammes yderligere – dens lange spilletid taget i betragtning – men også fordi den gennem tiderne er blevet udvidet gang på gang med et væld af indlagte og sammenflikkede brudstykker af forskellige danse og divertissementer hentet enten af Bournonville selv, men især af hans efterfølgere fra vidt forskellige værker i ensemblets øvrige repertoire.
Dette forhold giver en vis uro, og forvirringen når sit højdepunkt, da Carelis pludselig, efter den tvungne dans til den forheksede viola da gambas spil, selv bryder ud i en fejende flot solo hugget fra Bournonvilles danske nationalballet par excellence, Et Folkesagn, hvor den udføres af figuren Junker Ove. Hvad denne rolles trin og musik har at gøre i Kermessen i Brügge, kan man kun gisne om – lige udover at trinene i sig selv naturligvis ikke fejler noget. Men forvirrende bliver unægtelig denne udbredte sammenflikning af koreografiske Bournonville-bidder hentet fra hist og her.
Stramninger og fokusering på Bournonville-fortællingernes grundsubstans må i stedet for den megen overflodsdans være vejen frem for ballettens videre varetagelse af Bournonville-arven, der har så rigelige kvaliteter i sig selv, at den ikke nødvendigvis bør holdes fast af fortidens talrige tilføjelser og udvidelser – men snarere fokusere mere på de poetiske højdepunkter, som er dansetrinenes egentlige raison d’être og også bør være det fremover.
Det var en både lærerig og behagelig Bournonville-aften på Gamle Scene – men også en, der må give stof til videre og dybere eftertanker i såvel salen som på scenen.
Læs også dette interview med Alexander Stæger:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og