'Giselle': At danse med sjælen • POV International

Knud Arne Jürgensen 08.03.2026

BALLET // ANMELDELSE – Repremiere på en 10-år gammel opsætning af den romantiske balletklassiker Giselle, med stor dans, lidt vigende teknik og nye synsvinkler. Værkets inderste substans bringer os budskabet om, at kærligheden vinder over døden og rækker ud over denne. Dette har kunnet sige mange efterfølgende generationer noget i forhold til livets grundbetingelser, og som sådan kan balletten stadig vække til refleksioner i dag.

Giselle spiller på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, til 10. april.
Musikalsk ledelse: Nathan Brock
Koreografi: Jules Perrot og Jean Coralli (1841)
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff (2016)
Kostumer: Mia Steensgaard
Scenografi: Maja Ziska
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Den Kongelige Ballets solodansere, og corps de ballet.

Med den franske balletromantiks hovedværk Giselle (1841), står det natlige møde mellem den forpinte Hertug Albrecht og den af ham forvoldte døde bondepige Giselles sjæl, som det balletværk, hvor vi måske kommer tættest på romantikkens inderste væsen. Her vækkes den afdøde piges sjæl op af graven for at møde sin jordiske kærlighed for allersidste gang

Det er overordentligt sjældent at opleve disse to figurers natlige pas de deux-trin i så fintfølende musikalsk formidling, at den sidste forening af disse to menneskesjæle bliver forløst til fulde. Som næsten ingen andre klassiske romantiske balletter står Giselle da også som den ultimative koreografiske prøvesten på såvel det konkrete kærlighedsnærvær og den fuldendte illusion.

I partnerskabet mellem de to danserne skal vi her indse, at Albrecht danser med en imaginær sjæl, som han reelt aldrig nogensinde mere vil kunne fastholde. Netop af denne grund fordrer dansen en uhørt grad af fysisk illusion, hvor hovedindtrykket, at de to aldrig på noget tidspunkt vil nå helt ind til igen at kunne berøre hinanden, er det som alene skal stå tilbage.

Personligt har jeg kun oplevet dette krav helt og fuldbyrdet forløst af Erik Bruhn i rollen som Albrecht. Men de selvsamme magiske øjeblikke af vitterligt at kunne ”danse med hinandens sjæle” lykkes glimtvis for begge de to dansere, Wilma Giglio (som Giselle) og Jonathan Chmelensky (som Hertug Albrecht), der sammen bar os gennem 2. aktens natlige scenerier i Nikolaj Hübbes og Silja Schandorffs nu snart 10-år gamle Giselle-opsætning.

Værkets inderste substans

Til at perspektivere ballettens historiske placering, er det værd at nævne, at dansk ballets fader, August Bournonville, ikke selv var nogen ynder af dette hovedværk. Han oplevede Giselle ved selvsyn i premiereåret på Pariseroperaen i løbet af sommeren 1841 og fandt den mandlige hovedrolle både slap og flov og kunne ikke se noget opbyggeligt i ballettens budskab. Bournonville, som ellers sjældent tog fejl, spåede derfor skråsikkert, at værket ikke ville opnå nogen lang levetid.

Men i dette tilfælde tog han måske nok mere afstand end godt var fra den franske romantiks grundbudskab om den irreelle verdens styrke overfor virkelighedens realiteter. Giselle blev da også meget hurtigt udbredt til alverdens scener og nåede under Bournonvilles personlige fravær sågar til København godt tyve år efter urpremieren i Paris.

I deres opsætning fra 2016 har Hübbe og Schandorff tydeligvis stræbt efter en større grad af dramaturgisk naturlighed og et dansemæssigt mere motiveret udtryk

Værkets inderste substans bringer os budskabet om, at kærligheden vinder over døden og rækker ud over denne. Dette har kunnet sige mange efterfølgende generationer noget i forhold til livets grundbetingelser, og som sådan kan balletten stadig vække til refleksioner i dag, der rækker udover dens eget relativt konforme ballettekniske akademiske udtryk.

I deres opsætning fra 2016 har Hübbe og Schandorff tydeligvis stræbt efter en større grad af dramaturgisk naturlighed og et dansemæssigt mere motiveret udtryk, hvor trinene skal ses som direkte afledte reaktioner på dramaets udfoldelse om den unge livsglade landsbypige, der ved første øjekast falder pladask for den indtagende hertug, som optræder incognito.

Han føler instinktivt det samme for hende, men hvor kærligheden gør blind, er der ikke noget at stille op, uanset hans egen erkendelse af sin ædle byrd og allerede indgåede forlovelse med kurfyrstens datter. Albrecht indser sin uformåenhed overfor livets realiteter med det fatale resultat til følge, at Giselles sind splintrer og hun udånder foran ham, for kun ved nattetide at vækkes til live igen sammen med de fortabte dansende willier-nymfer.

I åndernes rige

Historien er som sådan til at tage at føle på og kan stadig håndteres af nutidens tilskuere, der vel næppe længere tror på afdøde jomfruer, som danser unge mænd til døde i fuldmåneskær, men godt kan forholde sig til 1. aktens realistiske kærlighedsdrama overfor 2. aktens beskrivelse af konsekvenserne for hertugens indre sjæleliv i erkendelsen af hans svigt og evigt fortabte kærlighed.

Hvad forestillingen måske mangler for fuldt at kunne overbevise, er en stærkere danseteknik hos hovedrolle-indehaverne. De skal på én og samme tid være teknisk jordbundne og vægtløst åndfulde. Giglio, Chmelensky, og Schonan Greve (som Giselles forsmåede landsby-kæreste Hilarion) har alle en grundfæstet og sikker danseteknik, men både Wilma og Chmelensky springer så at sige ”lidt over gærdet” overfor udfordringerne.

Greve gør en smuk mimisk-dramatisk figur, men måske dansemæssigt er knap så teknisk overbevisende. Især hans tendens til en lidt duknakket kropsholdning knækker hans bevægelseslinjer og bringer figurtegningen noget ud af balance, hvilket han bør arbejde bevidst på at komme ud over.

Koreografien er i Wilma Giglios udførelse takket være hendes lange ekspressive arme af ret særegen art især med de mange usynlige forbindende elastiske tråde mellem hendes finger- og fodspidser. Det er præcist i dette intrikate spil mellem kroppens ekstremiteter, at den sande ballerina afslører sig, og Giglio har mange gode takter og en indfølt musikalitet i sin kropsbeherskelse, men mangler måske endnu noget overskud i de tempomæssige overgange, hvor fraseringen forekommer mig lidt for forceret.

Én danser, bør her særligt fremhæves, nemlig Lania Atkins, der som williernes anfører med stålsat teknik sikkert formidlede hele 2. aktens iskolde åndeverden i dødsriget

Hvad der måske mest forrykker balancen ved denne opsætning, er dens intentioner om kostumemæssigt og scenografisk at ville skildre fortællingen udelukkende som Giselles øjne ser og oplever dramaet. At hun er en ærbar landsbypige, der giver efter for sine følelsesmæssige instinkter stillet overfor den unge ukendte hertug, bliver ikke ligefrem klargjort i hendes kostume i 1. akt med blottede skuldre og bryst og en åben afklædt ryg.

Hun er ganske enkelt ”hul” i ryggen, ligesom de willier, hun skal blive en del af i 2. akt. At hendes skæbne dermed markeres som beseglet i kostumemæssig henseende lige fra starten, er derfor nok at stramme fortolkningen lidt vel rigeligt. For der er vitterlig tale om to skarpt adskilte verdener i dette værk: den jordbundne og den åndelige.

Én danser, bør her særligt fremhæves, nemlig Lania Atkins, der som williernes anfører med stålsat teknik sikkert formidlede hele 2. aktens iskolde åndeverden i dødsriget. Hun fik den kolde overmagts ubarmhjertighed klarlagt på så overvældende vis, at hun nærmest stjal billedet fra hovedpersonerne, hvilket var en interessant forskydning i hele vægtforholdet mellem de agerende.

Scenografisk er min største anke, at vi i begge akter hverken befinder os udendørs eller indenfor, men snarere et underligt flydende sted midt imellem, hvor draperier slynger sig som ægte teaterfråds hen over naturscenerierne. Det er både forstyrrende for helhedsindtrykket, og virker direkte malplaceret som teaterkunst af i dag.

Desuden var belysningen af hele 2. akt af en så overdreven klarhed, at vi mere befandt os i en reel verden af natlige danse, end i dødsriget. Det forrykkede effekten afgørende og hjalp ikke ligefrem på de agerendes bestræbelser i at levendegøre illusionen om, at vi her alene befinder os i åndernes rige.

Musikalsk set stod Nathan Brock som en både sikker og fintfølende balletdirigent, der tæt følger dansernes individuelle behov langt ind i koreografiens fineste fraser. Men samtidig er hans klangbehandling lidt vel bastant For Adolphe Adams partitur har nu engang langt flere musikalske lag og dybdeperspektiver i især dens akkompagnementsfigurer, end det, som kom op af orkestergraven.

Måske er Giselle blevet den balletklassiker, vi i dag betragter den som, netop på grund af dens righoldige og klangdifferentierede musik, der rækker betydeligt dybere, end det vi her fik at høre.

Knud Arne Jürgensen

Knud Arne Jürgensen, seniorforsker, dr.phil., 1998-2010 leder af Dramatisk Bibliotek ved Det Kongelige Bibliotek og 2010-2016 seniorforsker og udstillingskurator ved Teatermuseet i Hofteatret.