BALLET // ANMELDELSE – Emma Riis-Kofoed og Andreas Kaas når i deres dans til noget nær det perfekte musikalske samspil, men kunne dramatisk stå stærkere i udtrykket, skriver Knud Arne Jürgensen om den ti år gamle opsætning af Svanesøen på Det Kongelige Teater.
I genopsætningen af Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes nu snart 10 år gamle produktion fra 2016 stiller Den Kongelige Ballet nye rollebesætninger til skue, som alternerende med hinanden byder på stor musikalsk dans og intense oplevelser, men også har sine svage dramaturgiske øjeblikke.
Opsætningen er i sit grundbudskab og den dominerende scenografiske indpakning en både dyster og mørk affære, hvor fokus er holdt fast på det forspildte liv, prins Siegfried går i møde efter at have mødt forelskelsen i den forheksede svaneprinsesse. Han taber kampen om hendes tillid, og til slut renoncerer han overfor livet ved at indgå et arrangeret ægteskab præget af tragedie og ulykkelig kærlighed.
Fortællingens grundakse er i denne version egentlig koncentreret om troldmanden Von Rothbart, der her spiller en central rolle ved prinsens hof. Den dans og dramaturgiske betydning, der gives ham i helheden, er interessant, og koreografisk er hans fremtræden meget veldrejet, om end partiet måske også forvrænger hele scenegangen i en vel rigelig forsimplet og komplotagtig retning.
Det er, som om ballettens skæbnefortælling – der enten kan have en lykkelig eller ulykkelig udgang – her er lagt frem, som var vi indplaceret i et uafvendeligt urmekanisk spil. Stærkt understreget af den scenografiske indpakning, der ikke åbner for andre fortolkningsudveje end den nu engang fastlagte. Derved indelukkes vi til en vis grad i et lidt for snævert dramatisk forløb.
Von Rothbarts parti bliver i denne opsætning dermed næsten mere centralt end prinsens og svaneprinsessens kærlighedsdrama, og figuren forrykker således ballettens grundbalance lidt mere, end hvad godt er.
Emma Riis-Kofoed rammer en lyrisk tone, der kun sjældent opleves så intenst i dette store danseparti. Med en fintfølende fornemmelse for rollens ”sangbare” naturel kan man her virkelig tale om partiets iboende ”svanesang”, når hun til slut står over for sit endeligt
Men dansemæssigt får Rothbart – der alternerende bliver danset af Jón Axel Fransson og Sebastian Pico Haynes – lov at udfolde sig på den mest brillante vis, om end hans magt og vælde undertiden dækkes lidt for meget af det noget konventionelle og poserende bevægelsesmønster. Der må simpelthen være mere urkraft og mere åbenlys ondskab i denne figur, siden hans rænkespil lykkes så umiddelbart og godt ved prinsens hof, og derfor taber rollen undervejs lidt af sin dramatiske tyngde.
Hovedparrets dans i begge besætninger står derimod uskyldsrent og klart og er på musikalsk vis overmåde sikkert forløst, hvor Emma Riis-Kofoed rammer en lyrisk tone, der kun sjældent opleves så intenst i dette store danseparti. Med en fintfølende fornemmelse for rollens ”sangbare” naturel kan man her virkelig tale om partiets iboende ”svanesang”, når hun til slut står over for sit endeligt.
I samme grad, men på visse punkter også meget anderledes, formidler Stephanie Chen Gundorph partiet og dets storladne dans med et meget gennemført flow, hvor hun i sine kropudstrækninger og hele ”vingefang” når ud til de alleryderste grænser af koreografiens bæreevne.
Begge prinsessers respektive partnere står stærkt i danseteknisk henseende, men i dramatiske udtryk er de måske lidt stillestående, eftersom der ingen større mimisk udvikling spores gennem de fire akter, hverken hos Andreas Kaas eller Shonan Greve. Sidstnævnte er dog vel undskyldt, idet han på grund af en pludselig opstået skade måtte forlade forestillingen efter 2. akt og blev erstattet af den hasteindkaldte Kaas.
Man oplever og erkender i sådanne uventede situationer, hvor sårbar kunstarten ballet reelt er, når blot et enkelt fejltrin eller fald i springene kan vælte hele læsset. Det får én umiddelbart til at reflektere over – og ikke mindst værdsætte – den store indsats, som danserne gør for deres metier med både kroppen og hele deres fysik som indsats.
I 3. aktens brudedanse skæmmes opsætningen en del af sit overbelæssede og nærmest haute couture-agtige showpræg.De solide og varierede karakterdanse er erstattet af koreografiske udladninger, der uafladeligt stikker i alle retninger uden nogen underlæggende sammenhæng og blot lægger sig udover musikken i en bestandig jagt på effektdans.
Men tempomæssigt og musikalsk set blev såvel karakterdansene som de store duetter for hovedparret forløst af kapellet og dets fine instrumentalsolister på smukkeste vis under dirigenten Robert Houssarts hænder. Han formår i sjælden grad at løfte såvel musikere som dansere af gulvet. Hele hans tilgang er guld værd for en opsætning, som i sin tyngde og mørke ellers let kunne synke ned i både fortænkthed og stilstand. Dette sker ikke, når et sådant begavet og intenst orkesterspil bliver ledsagende fortolker af det store koreografiske drama, som Svanesøen er og altid bør forblive.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og