EUROPAS MINDRETAL #5 // BOSNIEN – 29 år efter freden rumsterer spøgelserne fra krigen i 1990’erne stadig. Bosnien-Hercegovina indførte et konsensusprincip for at sikre etnisk balance, men det lammer i dag landet på mange måder. Milorad Dodik og Republika Srpska illustrerer dette problem og nødvendigheden af etnisk integration.
Da jeg første gang var i Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina (herefter omtalt Bosnien), i 1977, kaldte mine jugoslaviske venner byen for Jugoslaviens eller Europas Jerusalem.
Byen summede af eksotisk liv. Te-huse, spisesteder og ikke mindst den svimlende duft af krydderier i basaren.
Og så var der de store trossamfund. Helt konkret er der kun få hundrede meter mellem den katolske Jesu Hjerte Katedral, den største og vigtige Gazi Husrev-beg Moské, den ortodokse kristne Den Hellige Gudsmoders Fødselskatedral og den primære jødiske synagoge, Ashkenazi-synagogen.
Sarajevo var definitionen på en multietnisk, multireligiøs og multikulturel storby. Jeg var millimeter fra at købe et flyvende tæppe og stoppe det ind i min folkevogn.
Sådan var Sarajevo i 1977, som det havde været tilfældet i hundreder af år. Men desværre er det ikke sådan i dag. Ved folketællingen i 1991, altså året før krigens start i 1992, var der 527.000 indbyggere i Sarajevo.
49 procent var bosniakker, 30 procent var bosniske serbere, 7 procent var bosniske kroater, mens 14 procent var erklærede jugoslaver: De nye ikke-etniske jugoslaver med fælles identitet og stolthed over at tilhøre Jugoslavien.
I dag er Bosnien i meget høj grad et etnisk opdelt land
I 2013 var indbyggertallet faldet til 410.000. Andelen af bosniakker var steget til 84 procent, mens de bosniske kroaters og de bosniske serberes andel var faldet til henholdsvis 4 procent og 3 procent. Siden da er tendensen fortsat, selv om stigningen i andelen af bosniakker er aftaget, men Sarajevo er i dag helt overvejende bosniakisk.
Årsagen til den ændrede etniske sammensætning af befolkningen i byen var naturligvis krigen i 1990’erne. Og det samme billede gælder for hele landet, der før krigen var etnisk sammensat og med blandede familierelationer.
I dag er Bosnien i meget høj grad et etnisk opdelt land. Bosniske serbere dominerer i Republika Srpska med op mod 90 procent af befolkningen. Der er op mod 80 procent bosniske kroater i det vestlige Hercegovina og 85 procent bosniakker i det centrale Bosnien og i Sarajevo.
Hvis vi havde haft en 29. februar i år, ville det være 29-årsdagen for ophævelsen af de bosniske serberes belejring af byen og troppernes tilbagetrækning. Sammen med soldaterne forlod mere end 70.000 civile serbere de forstæder, de havde boet i. Endelig var krigen i Bosnien slut.
Belejringen af Sarajevo startede den 6. april 1992 og havde sit udspring i de bosniske serberes vanvittige drøm om at skabe en etnisk ren bosnisk serbisk republik i Bosnien.
Omkostningerne var enorme. Da myrderierne nåede deres maksimum med Srebrenica-massakren i juli 1995, hvor 8.000 muslimske drenge og mænd blev dræbt af bosnisk serbiske styrker, blev det for meget for det internationale samfund.
Freden blev kort efter gennemtvunget med militærmagt af Nato og forhandlet på plads i Dayton i USA af lederne fra Serbien, Kroatien og Bosnien hjulpet på vej af den amerikanske præsident Bill Clinton. Dayton-aftalen førte til fred, og det var på det tidspunkt helt afgørende for den hårdt plagede befolkning.
Dayton-aftalen stoppede krigen, men løste ikke konflikterne
Der er meget at lære i Bosnien efter 29 års kamp om freden. Dayton-aftalen gav den etnisk sammensatte og integrerede befolkning en etnisk opdelt stat bestående af to regioner (entiteter): Republika Srpska domineret af bosniske serbere, og Føderationen primært beboet af bosniske kroater og bosniske muslimer (bosniakker).
Føderationen blev endvidere opdelt i 10 kantoner, der ligeledes i stort omfang er etnisk opdelte. Endelig blev Brčko et selvstændigt distrikt, fordi ingen af de etniske grupper lykkedes med at få kontrol over området under krigen. Som et kompromis blev Brčko sin egen region med en ligelig etnisk fordeling. Man kan sige, at det multietniske samfund overlevede i Brčko.
Administrativt fik Bosnien flere regeringer: En på statsligt niveau, en i hver region og en i Brčko samt i hver kanton. På alle ressortområder er der 14 ministre i et land med 3,3 mio. indbyggere.
Ud over det komplekse og dyre administrative politiske system rummede Dayton-aftalen ikke en optimal forvaltningsmæssig model. Den havde netop til formål at stoppe krigen, og for at de bosniske serbere ville underskrive aftalen, fik de deres egen region, Republika Srpska. Det var netop, hvad de gik i krig for i 1992.
Konsensusprincippet sikrer etnisk balance
Aftalen, der ligger til grund for Bosniens forfatning, indeholder et såkaldt konsensusprincip, der betyder, at beslutninger om forfatningsmæssige og overordnede politiske spørgsmål skal træffes i enighed. Dermed kan hverken bosniakker, kroater eller serbere overtrumfes i beslutningsprocesserne.
Konsensusprincippet sikrer etnisk balance og forhindrer, at én gruppe trynes af de to andre, men det låser samtidig systemet, sådan at Bosnien ikke kan gennemføre de reformer, der kræves af EU for medlemskab.
Vi kender det også fra Nato og EU, hvor manglende vilje fra enkelte medlemslande som eksempelvis Ungarn har gjort det vanskeligt at agere hurtigt og resolut.
Milorad Dodik, nationalistisk højreorienteret præsident i regionen Republika Srpska fra 2010, har konsekvent blokeret tiltag, der sigter mod at opfylde EU’s krav. Han ønsker ikke at afgive noget af sin magt og selvstændighed til den bosniske stat.
Hvis der i centralregeringen tages skridt i den retning, stemmer han imod og truer konsekvent med at løsrive Republika Srpska fra Bosnien. Det er dog forfatningsmæssigt umuligt, fordi der ikke vil være konsensus om det, men det hindrer ikke Dodik i fortsat at true med det.
Hvad kræver EU af Bosnien for et medlemskab?
Hvad angår forhandlingerne med EU kræver Bruxelles en stærkere central enhedsstatslig struktur. Republika Srpska modarbejder dette og insisterer på, at regionen skal bevare sine beføjelser og kunne træffe egne beslutninger, især i spørgsmål om retsvæsen, politi og udenrigspolitik.
Dodik har i december 2024 trukket Republika Srpska ud af fælles nationale institutioner i protest mod forhandlingerne, og det smadrer reelt Bosniens muligheder for at opfylde EU’s betingelser.
Det er svært at se for sig, at statslige sikkerhedsstyrker anholder Dodik i Banja Luka, uden at hans egne tropper beskytter ham. Det ligner opskriften på en regulær militær konfrontation
EU kræver også en uafhængig og stærk retsstat som forudsætning for medlemskab. Republika Srpska nægter at acceptere, at den nationale højesteret har kompetence i hele landet, og forsøger at begrænse magten hos Bosniens nationale anklagemyndighed. Begge dele underminerer kampen mod korruption, der er en nøgleprioritet for EU.
Siden februar 2024 har Dodik været under anklage i retten i Bosnien for bevidst at have undladt at håndhæve flere af Forfatningsdomstolens afgørelser i Republika Srpska. Det er ikke noget nyt. Det har Republika Srpska gjort i flere år.
Da det er et centralt retsstatsprincip, at love gælder for alle og i hele landet, er Dodik som præsident i Republika Srpska idømt fængsel og udelukkelse fra politisk virke i seks år. Dodik selv kalder sagen politisk og hævder, at det er et forsøg fra hans politiske modstandere i Bosnien på at udmanøvrere ham.
Hvis dommen som forventet stadfæstes i højeste retsinstans, må man formode, at statslige sikkerhedsstyrker vil anholde ham og bringe ham i forvaring, men om det kommer til at ske, er tvivlsomt. Det er svært at se for sig, at statslige sikkerhedsstyrker anholder Dodik i Banja Luka, uden at hans egne tropper beskytter ham. Det ligner opskriften på en regulær militær konfrontation.
Inden vi når dertil, skal vi vente på en ankesag af skyldsspørgsmålet, men allerede nu rumler det med advarsler fra Republika Srpska. Dodik siger selv med den sædvanlige retorik også kendt fra den bosnisk serbiske leder Radovan Karadžić forud for krigen i 1990’erne: ”Jeg truer ingen, men jeg er villig til at gå hele vejen.”
Et andet afgørende krav fra EU er Bosniens tilslutning til den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik. I januar 2024 nægtede Republika Srpska imidlertid at støtte en reform fremsat af politikere fra Føderationen, som ville gøre Bosnien i stand til at føre en national udenrigspolitik i tråd med EU’s krav, herunder at Bosnien skal tilslutte sig sanktionerne mod Rusland.
Det nægter Dodik og fastholder sine tætte bånd til Moskva. Samtidig afviser han Nato-medlemskab. Det er helt fundamentale områder, hvor præsident og løsrivelsesprædikant Dodik tager afstand fra EU på vegne af Republika Srpska.
Hvordan ser vejen til EU-medlemskab ud for Bosnien?
Bosniens vej til EU-medlemskab bliver meget kompleks og fyldt med store sten og huller. Der er flere mulige scenarier for, hvordan dette kan udvikle sig. Her er et par stykker:
– Integration: Bosnien overvinder sine interne problemer og bliver medlem som én stat
I dette scenarie formår Bosnien og EU at imødegå de separatistiske tendenser i Republika Srpska, enten gennem stærkere EU-pres på Republika Srpska via sanktioner, indefrysning af EU-midler eller med økonomiske incitamenter.
De økonomiske fordele ved EU-medlemskab skal tydeliggøres og motivere den bosnisk serbiske ledelse til at ændre kurs. Det kræver imidlertid en ændring i den politiske magtbalance i Republika Srpska.
Ved det seneste præsidentvalg i 2022 var det blot 20.000 stemmer, der fastholdt Dodik ved magten i kampen mod oppositionens kandidat, Jelena Trivić. Disse stemmer skal flyttes over til oppositionen ved det næste valg i 2026, for at magtbalancen kan tippe til et mere kompromissøgende og EU-venligt regime.
At det er muligt, viste lokalvalget i oktober 2024, hvor borgmesterposten i hovedbyen Banja Luka blev genvundet af Draško Stanivuković, Partiet for Demokratiske Fremskridt, der er mere EU-venlig end Dodik.
Stanivuković har haft flere sammenstød med Dodik omkring politiske og økonomiske spørgsmål og ikke mindst om korruptionsanklager mod Dodik. Han fører en mere selvstændig og pragmatisk politik, frem for Dodiks anti-vestlige linje.
Han har fokuseret mere på økonomiske reformer og infrastrukturudvikling, der forbindes med EU-integration, mens Dodik ofte bruger nationalistiske og anti-EU-dagsordener til at styrke sin egen politiske position. Selvom han ikke entydigt støtter EU, er Stanivuković mere åben over for samarbejde med EU sammenlignet med Dodik.
Samtidig støtter EU også ungdommen i Bosnien, og vi ser nu tendenser til, at efterkrigsgenerationen i Bosnien vil tilbageerobre landet fra de gamle revanchistiske nationalister. Det giver håb for, at vi kommer til at se et land, hvor de etniske søjler bliver nedbrudt til fordel for et integreret land, som vi kendte det før krigen i 1991. Det lys er der i mørket.
– Evighedskandidat: Bosnien forbliver uden for EU i lang tid
I dette scenarie lykkes det ikke at gennemføre de nødvendige reformer og få et ekstra pres på Dodik til at virke efter hensigten. Bosnien vil fortsætte med at være kandidatland, og Republika Srpska vil fortsætte med at blokere de nødvendige reformer af forfatningen og retsstaten.
EU vil igen og igen stille krav, som Bosnien ikke kan opfylde på grund af de interne spændinger. Forbliver den internationale reaktion svag eller tøvende, vil det give Dodik frie hænder til at underminere den bosniske stat. Det kan skabe risiko for fornyede spændinger, der kan true den regionale stabilitet.
– Løsrivelse: Republika Srpska forsøger at løsrive sig fra Bosnien
Dodik kan vælge at gå videre med sine ideologisk og politisk betingede planer om løsrivelse, ikke mindst under indtryk af, hvad han oplever som politisk forfølgelse af det bosniske retssystem.
Det skal bemærkes, at Dodiks idé om løsrivelse af Republika Srpska ingen økonomisk gang har på jorden. Regionen er på kanten af økonomisk ruin, og løsrivelse vil ikke hjælpe på det. Tværtimod. Men eksekvering af planerne kan stadig føre til en alvorlig konflikt. EU og måske Nato vil reagere skarpt, muligvis med sanktioner eller trusler om militær indgriben.
Det kan føre til ustabilitet på hele Balkan. Rusland kan blande sig og støtte Republika Srpska, hvilket vil forstærke den internationale geopolitiske konflikt.
– Cypern-modellen: EU accepterer en asymmetrisk integration af Bosnien
I dette scenarie tillader EU et medlemskab, hvor Føderationen og Brčko får adgang til EU-investeringer og det indre marked, mens Republika Srpska holdes ude, indtil Dodik ændrer kurs.
Det er en model, der er inspireret af Cypern, men den kan skabe et endnu mere dysfunktionelt system med risiko for, at Republika Srpska fortsat vil sabotere den fælles stat indefra.
Lige nu peger udviklingen mest på scenarie 2, hvor Bosnien forbliver evighedskandidat. Scenarie 1 om fuld integration rummer også en vis portion realisme på lidt længere sigt, hvis den politiske magtbalance i Republika Srpska kan tippes væk fra Dodik og over til en mere EU-venlig opposition.
Hvis Dodik fortsætter sin nuværende kurs, er risikoen for scenarie 3 om løsrivelse imidlertid også stor og meget realistisk på den korte bane. Det er tilfældet ikke mindst i lyset af, at Dodik som nævnt forleden dag blev dømt ved den nationale domstol i Sarajevo for bevidst at forhindre indførelse af den statslige forfatningsdomstols beslutninger i Republik Srpska.
Trumps administration har også suspenderet flere USAID-finansierede projekter i Bosnien, som støtter demokratiudvikling, frie medier og civilsamfundsorganisationer
Det har både Rusland, Serbiens præsident Vučić og Ungarns ministerpræsident Viktor Orbán kaldt politisk forfølgelse, ligesom de har sagt, at et angreb på Dodik er et angreb på alle serbere, hvor end de bor. Det giver genklang fra tiden op til krigen i 1990’erne og til Putins ny-imperialistiske politik i Georgien, Moldova og Ukraine.
Hvilken betydning får USA under Trump?
Scenarie 3 om bosnisk serbisk løsrivelse fra Bosnien skal også vurderes ud fra tilstedeværelsen af elefanten i rummet. Hvad med Trump?
Under Trump er det helt overvejende sandsynligt, at USA vil trække sig tilbage fra europæiske sikkerhedsanliggender inklusive Vestbalkan eller måske endda ændre kurs til fordel for regimer, der politisk minder om dagens USA.
Trumps skandaløse ageren i Det Hvide Hus forleden dag ved den ukrainske præsident Zelenskyjs besøg viste, hvilken vej vinden blæser fra USA. Trumps administration har også suspenderet flere USAID-finansierede projekter i Bosnien, som støtter demokratiudvikling, frie medier og civilsamfundsorganisationer.
Det gælder programmer, der dels styrker uafhængige medier og fremmer ytringsfrihed, dels støtter lokale civilsamfundsorganisationer for at fremme civilt engagement og demokratisk deltagelse.
Et tredje offer er Balkan Investigative Reporting Network (BIRN BiH) og deres fremragende Balkan Insight. Selvom BIRN ikke er finansielt afhængig af USAID, er nogle projekter med fokus på undersøgende journalistik og korruptionsbekæmpelse blevet lukket.
Disse suspenderinger har skabt usikkerhed blandt medier og civilsamfundsorganisationer i regionen. Mange er afhængige af international støtte til deres aktiviteter, og de er i sig selv vigtige for at fremme demokratiske værdier.
Dette er vand på Dodiks mølle. I kølvandet på studenterdemonstrationerne i Serbien og suspenderingen af USAID-projekterne på Vest-balkan har Dodik genfremsat sin lov om et register over udenlandsk støttede NGO’er.
Formålet er at få overblik over og kontrol med Republika Srpskas NGO’er og gøre offentligheden bekendt med deres virke. Loven er kopieret efter en russisk model brugt af Putins regime til at lukke uafhængige menneskerettighedsgrupper og frie medier.
Den er et angreb på ytringsfrihed, politisk pluralisme og fundamentale rettigheder, og den underminerer retsstatsprincipperne og demokratisk udvikling i Republika Srpska. Loven vil gøre det vanskeligere for NGO’er at arbejde i regionen med administrative byrder, kontrol, stigmatisering og repressive foranstaltninger.
Loven skal ses i sammenhæng med lov mod ærekrænkelser. I Republika Srpska er ærekrænkelser kriminaliseret under straffeloven. Den, der krænker en andens ære eller omdømme, straffes. Hvis krænkelsen sker gennem medierne eller på anden måde bliver offentligt udbredt, øges straffen.
Vi skal ikke lade andre bestemme på vores kontinent, hverken Trump eller Putin og ej heller Dodik med hjælp fra hans tvivlsomme venner
Kritik af Dodik og repræsentanter fra hans styre betragtes som ærekrænkelser, og det kan føre til retssager. Det gør det endnu mere vanskeligt for NGO’erne at arbejde kritisk over for regimet, og mange NGO’er opgiver arbejdet. Det er til skade for udviklingen af demokratiet og grundlæggende rettigheder.
Hvad vil der ske, hvis Dodik eskalerer sin løsrivelsesretorik og eventuelt sætter handling bag ordene, for eksempel med udpegning af parallelle statslige institutioner og egen forsvars- og udenrigspolitik?
Trump-administrationen vil sandsynligvis ikke reagere. Måske vil Trump endda støtte ham, og det forventer Dodik. Han har tidligere udtalt, at han ville erklære uafhængighed for Republika Srpska, hvis Trump blev genvalgt som USA’s præsident.
Dodik fejrede da også valget af Trump med en reception i præsidentpaladset i Banja Luka. Champagnen flød i rigelige mængder. Cateringen stod et af hans egne firmaer for. Det er sanktioneret af USA, men det ser Dodik en ende på med Trump i Det Hvide Hus.
Dodik har travlt og skal nå at effektuere sine planer om løsrivelse, inden han bliver endeligt dømt i retten i Bosnien, og inden 2026, hvor det næste præsidentvalg finder sted. Her er det ikke givet, at han vinder.
Hvad kan EU gøre?
Med disse scenarier i udsigt er EU tvunget til hurtigt at tage mere ansvar for stabiliteten på Vestbalkan og tage en mere aktiv kurs over for destabiliserende aktører som Dodik.
EU vil være nødt til at svare igen med hårdere sanktioner, mere støtte til Bosniens centralregering og måske endda en øget militær tilstedeværelse i Bosnien. EU må udvikle en solid strategi for, hvordan man vil håndtere en situation, hvor USA trækker sig eller skifter spor.
EU har allerede fået klare signaler om, at USA under Trump vil være uforudsigeligt, isolationistisk og muligvis endda fjendtligt over for europæiske interesser og værdier. Hertil kommer, at hvis Trump reducerer eller ændrer USA’s engagement i Europa, vil Rusland sandsynligvis intensivere sin støtte til Dodik.
Det kan være øget finansiel, politisk og muligvis militær støtte for eksempel med Wagner-lignende grupper, der allerede er til stede i Republika Srpska. Rusland vil udnytte sporskiftet i USA og gøre alt for at splitte EU og skabe uro på Balkan.
Det kan EU ikke tillade. Vi skal ikke lade andre bestemme på vores kontinent, hverken Trump eller Putin og ej heller Dodik med hjælp fra hans tvivlsomme venner. EU må også fortsætte sit arbejde med at støtte ungdommen i opgøret med den etniske opsplitning, både i det små, i det daglige liv, men også institutionelt.
Forfatningen skal revideres, så de etniske søjler brydes ned og erstattes af en model, hvor etnisk integration genetableres. Det må være vejen for et fremgangsrigt Bosnien. Det er jeg sikker på, de unge vil.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
