EP-VALGET // FRANKRIG – Der er igen tyk tåge over Frankrig, og trods dannelsen af en ny folkefront bliver der næppe grund til at danse og feste i gaderne efter det kommende valg, hvor den ekstreme højrefløj allerede fører i meningsmålingerne. Dan Tschernia skriver om den stærkt dynamiske udvikling som den så ud ved redaktionens afslutning onsdag aften.
Mandag aften – sent – var der dans og fest i gaderne i Paris: Folkefronten var genopstået.
Fra 1936-38 blev Frankrig regeret af en såkaldt folkefrontsregering. Det var en koalition af socialister, venstreradikale og andre arbejderpartier – kommunisterne støttede regeringen, men var ikke en del af den.
Folkefronten var en politisk venstrealliance mod 30’ernes ekstreme højrekræfter.
Den nye Folkefront er dannet mod vor tids ekstreme højrekræfter, der i Frankrig tilsammen fik mere end 37 pct. af de afgivne stemmer ved EP-valget den 9. juni, og som har chokeret så meget, at præsident Macron udskrev valg til Nationalforsamlingen.
Ingen republikansk front
Koalitionen består nu af socialister, kommunister, økologer og det ekstreme venstreparti La France Insoumise (”det Frankrig, som ikke underkaster sig”). De partier fik tilsammen 39,29 pct. af stemmerne og var på den måde samlet jævnbyrdige med den ekstreme højrefløj.
Dermed er det udelukket, at der dannes en anden slags front mod Le Pens parti: en republikansk front. Den har tidligere haft held med at stoppe Front Nationals (det gamle navn for Le Rassemblement National) adgang til magten.
Den republikanske front har bestået af både borgerlige, centristiske og socialistiske demokratiske partier, der sammen vil bekæmpe udemokratiske – eller ”u-republikanske”, som det hedder – kræfter. At være u-republikansk betyder, at man ikke er i overensstemmelse med det franske demokratis republikanske idealer om lighed, frihed og broderskab.
Princippet bag en Front Républicain er, at partierne slår sig sammen fra højre til venstre – på trods af politiske uenigheder – og peger på kun en kandidat, der skal konkurrere med Le Pens kandidat.
Der er varslet demonstrationer mod den ekstreme højrefløj – det vil blive anset som en katastrofe, hvis Le Pen vinder regeringsmagten
EP-valget er i alle EU’s lande et forholdstalsvalg, som vi kender det i Danmark. De interne franske valg foregår på en helt anden måde, som ofte giver resultater, der ikke ligesom forholdstalsvalg afspejler flertallets holdning:
Valgene foregår ad to omgange. I første valgrunde er der mange kandidater. I anden kun de to, som får flest stemmer. Hvis en kandidat allerede i første runde får mere end 50 pct. af stemmerne, er valget afgjort. Ved en republikansk front enes de demokratiske partier på forhånd om at støtte en enkelt kandidat, der pga. den tværpolitiske anbefaling har gode chancer for at vinde mod Rassemblements.
I 2002 viste en Front Républicain sin effektivitet, da Jean-Marie Le Pen mødte Jacques Chirac i anden runde. Den bestod af partier fra højre til venstre, som lod hånt om de politiske uenigheder og slog sig sammen om at anbefale Chirac, der vandt.
De Gaulles gamle parti døende
Folkefronten har store interne problemer og uenigheder. Raphaël Glücksmann – søn af den berømte filosof André Glücksmann – er leder af Place Publique, en socialdemokratisk bevægelse, der sammen med Socialistpartiet fik 13,8 pct. af stemmerne. Han har bidt i det sure æble. På forhånd udelukkede han et samarbejde med La France Insoumise, som han er uenig med på ret mange punkter: EU, Ukraine-Rusland, Israel-Hamas og meget mere. Allerede nu få dage efter udskrivelsen af valget skændes de internt om hvem, der skal være premierminister, hvis de vinder flertallet. Så det er ikke lutter idyl i den folkefront, som vil arbejde efter samme princip som den republikanske front – men kun med venstrefløjspartierne som deltagere.
Det vil i givet fald efterlade Renaissance – Macrons parti, der sammen med sine allierede kun fik 14,6 pct. forleden, uden effektive alliancer. Macron deltager allerede nu aktivt i valgkampen – hvad mange ellers har frarådet ved at lyse Rassemblement i ban. Han sætter i øvrigt lighedstegn mellem Folkefronten og Rassemblement National, hvad der nok ikke er så klogt.
Les Républicains (det gaullistiske konservative parti) leder – Eric Ciotti har erklæret sig villig til at indgå en alliance med Le Pens parti. Det er uhørt. Det klassiske borgerlige gaullistparti har indtil nu været en ubetinget fjende af hende og hendes parti. Det har da også skabt stor opstandelse blandt mange republikanere, der forlanger hans afgang. Flere ledende medlemmer har straks reageret ved at melde sig ud af partiet. Medierne skriver om et republikansk parti i opløsning. Økonomiminister Le Maire taler om, at det parti, De Gaulle skabte, nu er blevet pétainistisk – altså fascistisk. Ledelsen af Les Républicains har onsdag ekskluderet Ciotti. Han nægter at gå af. Det er formentlig døden for De Gaulles gamle parti.
Der er varslet demonstrationer mod den ekstreme højrefløj – det vil blive anset som en katastrofe, hvis Le Pen vinder regeringsmagten. For det er ikke et almindeligt borgerligt parti, men en ulv i fåreklæder.
En anelse blidere end faderen
Front National blev grundlagt efter krigen af tidligere nazister, kollaboratører og fascister. De havde gode forbindelser til de italienske fascister og fik lov til at kopiere deres logo.
Partiet var fremmedfjendsk, antisemitisk, holocaustfornægtende, antieuropæisk, antidemokratisk, og de steder, de har vundet et lokalvalg, har borgerne fået det at føle – fx ved at visse bøger blev fjernet fra bibliotekerne, og støtte til forskellige kulturelle arrangementer afskaffet.
Jean-Marie Le Pen – belastet veteran fra Algierkrigen – var en af grundlæggerne og dets leder, indtil datteren Marine Le Pen overtog det.
Hun har for få år siden ændret dets navn til Rassemblement National (National Samling) og giver udtryk for holdninger, der er en anelse blidere end faderens. Hun har derfor brudt med ham, og han er ekskluderet som medlem. Det er især antisemitismen, hun udadtil tager afstand fra. En gang imellem går naturen over optugtelsen for nogle af partimedlemmerne, der ikke kan skjule deres jødehad. Det stopper ikke dér. Sønnen til en af partiets funktionærer er blevet sigtet for vold mod en homoseksuel mand. Han siger, at han glæder sig til valgsejren, så man kan få lov til at smadre alle bøsser.
Mange politiske journalister og andre, der analyserer fransk indenrigspolitik, mener, Macrons valgudskrivelse er det rene vanvid
Marine Le Pen har indtil nu været ubetinget modstander af Nato, EU og euroen. Det er ikke helt så kategorisk længere. Hun er en god ven af Putin, som har hjulpet partiet med et større lån. Ingen franske banker ville hjælpe.
Hun har også et godt forhold til Victor Orbán og andre autoritære østeuropæiske politikere.
Zemmour utilregnelig
Et andet ekstremt højreparti er Reconquête (generobringen):
Det er grundlagt af Eric Zemmour – forfatter, journalist af jødisk berberoprindelse og berømt pga. sin deltagelse i programmer på CNews, der er ejet af højrekatolikken og milliardæren Vincent Bolloré, som støtter partiet.
Zemmour er kendt for synspunkter, der er endnu mere rabiate end Marine Le Pens. Han advarer mod ”den store udskiftning” – at indvandrere overtager magten i Frankrig, fortæller fx, at Pétain, som var leder af besættelsestidens Vichy-regime (der arresterede tusinder af jøder, som det lod sende i gaskamrene), var en god mand for jøderne. Han er naturligvis modstander af EU. Er også glad for Putin og østeuropæiske despoter.
Han stillede op til det seneste præsidentvalg, hvad der fik nogle jødiske menigheder til at indrykke annoncer med advarsler mod at stemme på ham.
Zemmour har fået Marine Le Pens niece – Marion Maréchal – til at repræsentere partiet ved EP-valget. Hun fik 5,47 pct. af stemmerne og fem pladser i Europa-Parlamentet. Hun ligner en engel og har de mest rabiate synspunkter. Hun er god til at formulere sig og optræde offentligt og spås en stor politisk fremtid. Hun er ven med Trumps fhv. ideolog, Steve Bannon.
Mange spørger om, hvorfor man skal sende penge til Ukraine, når så mange lider nød hjemme i Frankrig. De tror på det ekstreme højres løfter. De seneste socialistiske og moderate borgerlige regeringer har ikke bragt dem noget godt
Den formelle leder af Rassemblement National er Jordan Bardella. Han er 28 år gammel og dygtig til at komme i kontakt med især unge vælgere. Bardella har afvist en alliance med Marion Maréchal – det ville skade det skær af ordentlighed, han og Le Pen forsøger at give deres parti. Han er desuden vred over Zemmours nedrakning af ham og hans parti og anser Zemmour for at være alt for utilregnelig.
Af samme grund har Marion Maréchal onsdag sensationelt erklæret, at hun forlader Zemmour og tilslutter sig sin tantes Rassemblement National.
Macron meget upopulær
Mange politiske journalister og andre, der analyserer fransk indenrigspolitik, mener, Macrons valgudskrivelse er det rene vanvid. Den borgerlige præsident Jacques Chirac forsøgte det samme i 1997. Han mistede sit flertal. Også dengang allierede diverse venstrekræfter sig med hinanden, og den konservative præsident måtte leve med en moderat socialistisk statsminister, Lionel Jospin.
Macrons parti (Renaissance) fik blot 14,6 pct. af stemmerne ved EP-valget. Det er usandsynligt, at det ved de kommende valg kan mobilisere et flertal i befolkningen.
Macron er upopulær. Han mistede ved forrige præsidentvalg sit flertal i Nationalforsamlingen og har været tvunget til at benytte sig af muligheden for at vedtage love ved hjælp af dekreter.
Uanset hvordan valget falder ud, vil det formodentlig få voldsomme konsekvenser for Europa, Ukraine og os
De sociale forskelle i landet er stigende – hvad man bl.a. kan se på gaderne i fx Paris, der er præget af hjemløse. Flere millioner franskmænd – hele familier – har ikke noget sted at bo. Og selv de, der er i arbejde, kæmper mod stigende inflation og problemer med at få deres indkomster til at slå til. Store dele af befolkningen har ikke råd til at spise sig mætte hver dag, købe elementære hygiejneartikler eller nyt tøj. Og mange har ikke råd til at opvarme deres boliger. Lige nu er der varslet en forhøjelse af gaspriserne på ca. 15 pct., hvad der bestemt ikke kommer til at hjælpe Macrons parti til sejr.
De gule veste er stille lige nu. Men de er der stadigvæk og parate til at rykke ud. De er fulde af mistillid til de traditionelle politikere og til medierne. Deres foretrukne tv-station var Putins propagandasender Russia Today, som Macron lukkede, da Ukraine blev invaderet. Mange spørger om, hvorfor man skal sende penge til Ukraine, når så mange lider nød hjemme i Frankrig. De tror på det ekstreme højres løfter. De seneste socialistiske og moderate borgerlige regeringer har ikke bragt dem noget godt.
Risikoen er derfor, at Rassemblement National vinder og dermed kan få regeringsmagten. Den første meningsmåling (onsdag) gennemført af TV-stationen BFM-TV viser 31 % til Rassemblement National i første valgrunde. Folkefronten spås 28 %. Andre venstrepartier 5 %. Macrons parti Renaissance med samarbejdende partier 18 %. Republikanerne 6%. Zemmours parti 4 %.
Et af de partier, der støtter Macron er Horizons. Det er et nyt parti stiftet af hans tidligere premierminister Edouard Philippe, der er borgmester i Le Havre. Han har tidligere taget turen fra Socialistpartiet over Republikanerne til posten som leder af Macrons regering. Han var meget populær og er en oplagt kandidat i forbindelse med næste præsidentvalg.
Rassemblement National er godt i gang med fristende valgløfter: En strengere indvandringspolitik. Lavere energipriser. Forbedring af borgernes købekraft, Afskaffelse af en meget forhadt pensionsreform og andre lækkerier, der giver håb om lettere forhold for de fattigste, og som vil forøge det i forvejen forarmede lands gæld.
Macron bevarer under alle omstændigheder ifølge forfatningen magten over fransk udenrigs- og forsvarspolitik. Men det risikerer at blive vanskeligt for ham fortsat at give sin ubetingede støtte til Ukraine.
Uanset hvordan valget falder ud, vil det formodentlig få voldsomme konsekvenser for Ukraine, Europa og dermed os.
Mélenchon, den egentlige leder af La France Insoumise, som er med i Folkefronten, er heller ikke nogen ukritisk tilhænger af støtte til Ukraine, kan slet ikke lide Nato og EU og synes ikke, at Putin er så slem. Desuden er han ikke bange for at komme med ucamouflerede antisemitiske udtalelser, hvad der naturligt nok har medvirket til at skabe et modsætningsforhold mellem ham og Raphaël Glücksman. På mange områder er han lige så rabiat som Marine Le Pen.
30’ernes Folkefront holdt i to år, så blev den trods mange fornuftige reformer væltet. Efter den tyske besættelse kom der med Vichy-regimet den mest ondsindede og undertrykkende form for fascisme, som med iver samarbejdede med nazisterne. Dens første statsminister, Léon Blum, der var jøde, kom i tysk KZ-lejr.
Der er igen tyk tåge over Frankrig, og der bliver næppe trods dannelsen af en ny Folkefront grund til at danse og feste i gaderne efter det kommende valg, hvor fascisternes arvtagere, der i søndags høstede tæt på halvdelen af stemmerne, og som nu fører i meningsmålingerne, formodentlig kommer til at triumfere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her