Cecilie Marie Meyer: For 180 år siden åbnede Italiens første jernbane i Napoli

i Historie/Europa af

SYDITALIEN // ESSAY – Den 3. oktober 1839 var alle spidser i Syditalien mødt op i havnebyen Portici for Vesuvios fod for at opleve miraklet: en dampdrevet maskine, der var så stærk, at den kunne trække otte grønne vogne stopfyldt med festklædte passagerer, livvagter og soldater de 7 1/2 kilometer langs Napolibugten ad en dobbeltsporet jernbane.

Øverst oppe på en tilstødende tribune stod kongefamilien med kong Ferdinand d. 2. forrest; de spanske bourbonere, som siden 1734 havde været konger af Syditalien med hovedsæde i Napoli, havde indkøbt og importeret et af industrialiseringens mest imponerende ingeniørbedrifter: Lokomotivet.

Under den hvid- og blåstribede baldakin, som beskyttede kongefamilien mod den stikkende sol, der endnu stod højt på himlen i starten af oktober, havde man også opstillet et alter, hvorfra man forinden havde bedt for en sikker rejse for Italiens første togpassagerer. Og kongefamilien kunne nu nyde udsigten til toget, der satte i gang uden problemer, og klarede turen på 9 1/2 minut – man tog pertentligt tid, mens maskinen dampede langs vandet for til sidst at køre ind i Napoli efter at have tilbagelagt den første rejse på skinner i hele Italien.

En kopi af toget Bayard, der i 1839 fragtede passagerer ad ruten Napoli-Portici. Toget var identisk med sin tvilling Vesuvio, men havde dog en noget mindre kedel. Reinrich Ditetrich, Wikipedia.

 

 

Lokomotivet bar det oplagte navn Vesuvio, og symbolikken har ikke været til at tage fejl af: I baggrunden røg det livligt fra vulkanen, som om nogen var ved at smede endnu et tog til strækningen i magmaens esse, og ved synet indsatte byen sig perfekt i et Europa, hvor Napoli med sin industri, sine fabrikker og sin innovation blev regnet for den vigtigste industriby på kontinentet næst efter Paris og London.

Til sammenligning rullede det første tog i Danmark først otte år senere, i 1847, da lokomotivet Odin fik til opgave af køre på landets første jernbanestrækning mellem København og Roskilde. Hvis man altså ser bort fra ruten Altona-Kiel, som åbnede i 1844 i det forhenværende danske hertugdømme syd for den nuværende dansk-tyske grænse.

Vesuvio var bygget af Longridge and Starbuk i Newcastle og var baseret på modeller af lokomotivmaskinens opfindere, George og Robert Stephenson. Det kunne nå en topfart på imponerende 50 km/t og klarede turen gesvindt ad en jernbane, som den franske ingeniør Bayard de la Vingtrie havde bygget, og som blot var det første stykke af en længere rute, der senere skulle udbygges til byerne Nocera Inferiore, Castellamare og Avellino.

Selve ruten Napoli-Portici, der løbt smukt langs havet. Wikipedia.

 

 

Ruten var populær, og festklædte folk strømmede til Napoli fra nær og fjern for at prøve vidunderet: Sammen med sin tvilling Bayard (togene var ikke helt identiske, idet Vesuvios kedel var mere buttet), opkaldt efter ingeniøren bag banen, fragtede de to lokomotiver cirka 85.000 passagerer ad strækningen på blot 40 dage.

Selve skinnerne var specialfremstillet i Calabria på et af Europas største stålvalseværker i Mongiana, der siden 1771 havde brugt mineralerne i den nærliggende Vallata dello Stilaro-dal til at lave jernvåben og metal til hele kontinentet.

I Napoli lavede man en særlig station til linjen med navnet Napoli Bayard, der var i brug indtil 1866. Napoli Bayard fortsatte som reparationstrinbræt, efter at linjen blev kædet sammen med de øvrige ruter til og fra Napolis centrale jernbanestation, men blev dog voldsomt skadet i 1943 under anden verdenskrig, da fragtskibet Catarina Costa blev sprængt i luften i bugten.

Napoli var med rette stolt af sin jernbane og af sit tog, men desværre eksisterer de originale lokomotiver ikke længere. I anledning af banens 100-års jubilæum i 1939 lavede Italien dog nogle fine frimærker, der mindedes begivenheden, og man byggede en kopi af Bayard, der i dag kan nydes sammen med talrige tog fra den italienske jernbanehistorie i det store jernbanemuseum i Pietrarsa lige nord for Portici.

Her har man også rekonstrueret de elegante vogne, som man dengang fragtede folk i på åbningsdagen, der mere ligner prærievogne end togkabiner, og var elegant udstyret med gardiner og pynt. Museet Museo Nazionale Ferroviario di Pietrarsa kan du læse mere om på museets hjemmeside.

Har man lyst til at bevæge sig ad den samme strækning som dengang, kører de nuværende toge mellem Napoli og Salerno stadig ad det ’gamle’ spor langs bugten.

Napoli er stolt af sin store jernbane-arv, og lige nord for Portici kan man besøge et museum fuld af gamle tog i Museo Nazionale Ferroviaria di Pietrarsa. Reinrich Dietrich, Wikipedia.

Hovedillustration: Salvatore Fergola malede i 1840 dette maleri af den festlige dag, hvor Italiens første tog kørte på skinner langs Napli-bugten. Wikipedia.

Kan du lide mine skriverier? Har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning,
er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte
via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Tak fordi du læste min tekst. Cecilie.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte.

Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter.

Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.

Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige.

Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?

Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.

Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste artikler om Historie