
SELVVÆRD // BØRN & UNGE – ”Jeg hører små børn fortælle, at de føler sig tykke og ikke pæne. Voksne kvinder taler om, at de først i en sen alder har lært at acceptere deres eget udseende. Tænk, hvis vi kunne få den følelse ind tidligere,” siger Ditte Katharina Bønke, der selv kender følelsen. Hun har har altid følt sig grim, men det kan hun se på billeder, at hun ikke var. Hun kan stadig i dag have svært ved at se sig selv i et spejl. Derfor håber hun også, at hendes nye børnebog om at føle sig accepteret, kan sætte positive spiraler i gang og give børn et sprog for deres tanker om krop og udseende.
”Historien om Prinsessen og Bønnestagen er min barndomsdrøm om at føle sig accepteret. Jeg var ikke i stand til at sætte ord på det som barn, men jeg drømte om at turde at stå ved, hvem jeg var, og hvad jeg kom fra.” Sådan fortæller Ditte Katharina Bønke, der i dag selv har to børn og er selvstændig konsulent i ejendomsbranchen.
Selv da facaden krakelerede, blev ingen lukket ind i ruinerne
”Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie. Vi boede isoleret langt ude på landet, hvilket gjorde det nemmere at opretholde familiens facade. Mine forældre passede deres arbejde, og min søster og jeg var altid rene og pæne og klarede os fint i skolen. De få personer, der så en flig af min fars ubehagelige sider, har helt sikkert tænkt deres, men jeg er sikker på, at deres forestillingsevne aldrig har rakt til at komme i nærheden af, hvor slemt det reelt stod til.
Selv da facaden krakelerede, da jeg var 12 år gammel, og de mure vi havde bygget op, faldt til jorden med et brag omkring os, lukkede vi ikke nogen ind i ruinerne. Vi flygtede og pudsede en ny facade op et nyt sted. Men vi byggede på et gammelt fundament og brugte de samme, gamle mursten til væggene,” fortæller Ditte, der ikke er vant til at fortælle om sin sårbare opvækst, men som gør det nu for netop at stå ved sig selv og sin historie.
Tyk og smuk prinsesse som vi kan lære noget af
Ditte kom på ideen til eventyret, da hun var barn. I eventyret har prinsessen ikke noget problem med at stå ved, hvem hun er. Hun er en stor, smuk pige fuld af selvtillid. Hun fylder måske lidt mere end gennemsnittet, men det er den baggrund, hun kommer fra, og det er hun helt afklaret med.
Hendes forældre ser gerne, at hendes kommende mand minder om dem selv, men det er ikke det rigtige for prinsessen, og da hun forelsker sig i en meget tynd, ung mand, så accepterer forældrene hendes valg. Der er ingen, der forsøger at lave om på nogen – det er de ydre omstændigheder, der bliver tilpasset.
Der skæres en bid af kirkebænkene, så der er plads til prinsessen i kirkens midtergang, og der lægges silke-puder på kirkebænkene til den unge mands familie, så deres knogler ikke skurer mod træværket og overdøver præstens ord.
Børn skal have lov at føle sig smukke, som de er
”Jeg hører små børn fortælle, at de føler sig tykke og ikke pæne. Voksne kvinder taler om, at de først i en sen alder har lært at acceptere deres eget udseende. Tænk hvis vi kunne få den følelse ind tidligere!” siger Ditte, og hun kender selv til følelsen af ikke at se ’rigtig ud.’
”Jeg har altid følt mig grim,” siger Ditte, der kan se på billeder, fra hun var barn, at det var hun ikke. ”Jeg så sød og helt almindelig ud, hvor er det ærgerligt, når man ikke kan se det, mens man er i det ,” siger hun og kan stadig i dag have svært ved at se dig selv i et spejl. Derfor håber hun også, at bogen kan sætte positive spiraler i gang og give børnene et sprog for deres tanker om krop og udseende.
Nu siger jeg ofte til mit eget spejlbillede: Du er lige præcis, som du skal være
Ditte Katharina Bønke, forfatter
”Det største for mig vil være, hvis et barn læser eller får min bog læst højt og derigennem finder mod og håb. Mod til at stå ved sig selv og følge deres drømme og håb for en lykkelig fremtid,” siger Ditte og fremhæver, at det ikke kun gælder børn, der er vokset op under svære forhold på hjemmefronten.
Børn der har oplevet mobning, været ramt af alvorlig sygdom, nære dødsfald eller på grund af deres udseende føler sig anderledes, vil alle have behov for at kunne identificere sig med en hovedperson, der er anderledes end det, de som oftest bliver præsenteret for.
Ditte har accepteret de vilkår, hun er vokset op under, men det har taget mange år. ”Det var på ingen måde optimalt, men jeg er ikke bitter. Og man kan altid tage noget brugbart med sig, også fra de dårlige mennesker i ens liv. Man kan lære, hvordan man ikke selv ønsker at være, eller hvordan man ikke selv ønsker at leve sit liv.”
Ditte håber, at mange børn vil få læst historien og få en følelse af, at uanset hvordan de ser ud, og selvom livet er svært, så venter der dem masser af lykke. Bogen har faktisk også ændret Dittes selvsyn. ”Nu siger jeg ofte til mit eget spejlbillede: Du er lige præcis, som du skal være.”
OM BOGEN
Tiden er kommet, hvor den fyldige prinsesse skal giftes. Hendes madglade forældre sender bud efter bejlere i god stand, men den egenrådige prinsesse forelsker sig i en ung fyr, der er tynd som en bønnestage.
En varm og lattermild fortælling om at hvile i sig selv og acceptere sig selv og andre, som vi nu engang er.
Bogen kan købes med støtte til Børns Vilkår
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her