ETIOPIEN // ESSAY – Den ulmende borgerkrig i Etiopien mellem regeringsstyrker og Tigrays velbevæbnede milits er ikke blot en streg i regningen for nobelpristageren, præsident Abiys storhedsdrømme, den ryster også alle de modsætninger, som er Etiopien, skriver John de Summer-Brason, rådgiver og cand.comm.
”Det er folk fra Tigray, som har trukket museet for kommunismens ofre ned over hovedet på regeringen,” bemærkede Dr. Julia Sattler, da jeg under et besøg på Goethe Instituttet i Addis Ababa fortalte om mine indtryk fra Addis Abebas modstykke til Killing Fields-museet i Phnom Pen: Red Terror Martyrs Memorial Museum med dens udstilling af torturinstrumenter, knogler og kranier, kister, blodigt tøj og fotografier af bange, skræmte ofre.
Og Dr. Sattler ved, hvad hun taler om, da hendes tyske kulturinstitut, efter hvad hun selv siger, ikke mindst betjener de tyskuddannede etiopiere fra det DDR, der fra 1974 til 1990 faciliterede Mengistu Haile Mariams rædselsregime.
Dr. Abiy er med sin afvæbnende attitude blevet nævnt som Afrikas Obama, men spørgsmålet er, om den påtvungne rolle som krigsherre og opgøret med det rebelske tigrayfolk tvinger ham ud i noget, der minder om Myanmars Aung San Suu Kyi
Selv om regeringshæren nu har indtaget Tigray-oprørernes hovedkvarter i provinshovedstaden Mek’ele, er det for tidligt at sige, om verden har været vidne til en storstilet politiaktion, der med et kirurgisk snit har fjernet oprørshovedkvarteret, eller om der derimod, nu hvor Tigray People’s Liberation Front (TPLF) har omgrupperet sig i Tigray-provinsens mange bjerge, er borgerkrigslignende tilstande i vente.
Tigray, førende i etiopisk politik
Selv om premierminister dr. Abiy Ahmed Ali med sin freds-Nobelpris fra 2019 og håbefulde økonomiske nøgletal tegner Etiopien i rivende økonomisk og befolkningsmæssig udvikling, så skal man ikke undervurdere TPLF, der stod forrest i kampen mod Mengistu og herefter dominerede, indtil dr. Abiy tiltrådte i 2019.
Hvis det er lykkedes etiopiere fra Tigray med museet for kommunismens ofre at udstille de dominerende amhara og oromos-folks beskidte vasketøj, så må man nu konstatere, at det her på det seneste med det totale informationsblackout i internet og telefoni er Addis Ababa-regeringen, som altovervejende dominerer Tigray.
Feudalmagten er dog ikke mere nede med nakken, end at man overalt i Etiopien ser billeder af kejser Haile Selassie, der som den 223. efterkommer af Salomon og dronningen af Saba ses på stickers og plakater i folks hjem
Etiopien skulle ellers være skoleeksemplet på good governance. Det er kun et år siden Dr. Abiy Ahmed Ali i Oslo fik overrakt Nobels Fredspris, en pris, der i dag hænger til offentlig beskuelse i Addis Ababas nationalmuseum. Dr. Abiy er med sin afvæbnende attitude blevet nævnt som Afrikas Obama, men spørgsmålet er, om den påtvungne rolle som krigsherre og opgøret med det rebelske tigrayfolk tvinger ham ud i noget, der minder om Myanmars Aung San Suu Kyi, og de udfordringer hun har med sit militærs overgreb på rohingyaerne?
Inflation i modsætninger
Da jeg rejste i Etiopien tidligere på året, var jeg vidne til så mange divergerende signaler, at jeg tænker, at jeg aldrig har været i et afrikansk land, hvor det er så svært at komme under vejr med strømninger og modstrømninger som i Etiopien.
Bedst som man tror, at Red Terror-museet taler med overbevisning i forhold til de op til 1.200.000 ofre for kommunismen, får man to kilometer derfra øje på det 50 meter høje Derg-monument, betalt af Nordkorea, for ikke at tale om en sympatisk ung kunstner, jeg traf på det nærliggende Meskel Square, der forklarede mig:
”Mengistu har gjort en stor indsats for at få de rige godsejere og kapitalister ned med nakken!” Tesfaye, som han hed, ville frygteligt gerne sælge mig en kulskitse. Da jeg afviste, og i stedet bød ham på en kop kaffe, forbød hans stolthed ham at tage imod mit tilbud.
Personkult det normale
Feudalmagten er dog ikke mere nede med nakken, end at man overalt i Etiopien ser billeder af kejser Haile Selassie, der som den 223. efterkommer af Salomon og dronningen af Saba – altså et utroligt indarbejdet brand, kan man sige – ses på stickers og plakater i folks hjem.
For at stoppe personkulten blev kejseren angiveligt kvalt i egen hovedpude under tilfangetagelsen i sit
palads i 1975 og respektløst begravet under et af paladsets toiletkummer.
Ikke blot har man genskabt tronhallen med Haile Selassie som voksdukke i generalsuniform, men også majestætens løvekule og en hel zoologisk have er genskabt
Men personkulten fortsætter. Mengistu Haile Mariam, der er flygtet til Zimbabwe, er tydeligvis genstand for kultdannelse. Heller ikke dr. Ahmed, der siden 2018 har stillet sig i spidsen for et ambitiøst vækstprogram, kan sige sig fri for personkult. Hvor Haile Selassie var den nærmest bibelske majestæt, der f.eks. havde en lakaj ansat til at finde de rigtige puder til sine tronstole rundt om i riget, optræder Abiy undertiden i grønstribede blazere med leopardprint – og der tales om ”Abiymania” både med stolthed og bekymring.
Billedet af enighed
Den officielle etiopiske politik er i høj grad at forene modsætninger. Det er i denne proces, at Abiy Ahmed har fået sit Barack Obama-agtige image og der findes ikke noget sted, hvor denne statsræson er så billedligt udtrykt som i det kejserlige Menelik-palads, der er omdannet til en kæmpemæssige temapark under navnet Unity Park.
Ikke blot har man genskabt tronhallen med Haile Selassie som voksdukke i generalsuniform, men også majestætens løvekule og en hel zoologisk have er genskabt, hertil en række udstillinger, som udsiger Etiopiens enhed. I en udstilling, hvor der meget demonstrativt kun siges godt om de forskellige herskere, prises Mengistu Haile Mariam f.eks. for de alfabetiseringskampagner kommunisterne gennemførte i 1980’erne.
Danske stereotyper om etiopisk underlegenhed
En dansk forretningsmand, jeg har interviewet til baggrund, var tydeligvis frustreret over, at de danskere han møder hjemme, mest forbinder hans udstationering med ”We Are the World” og Nannas søde støttesang ”Giv en hånd til Afrika”, der med Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og Lis Sørensen under sultkatastrofen i 1985 blev et kæmpehit.
Frustrationen skyldes misforholdet mellem det boomende, løfterige, moderne Addis Ababa, hvor højhuse tårner sig op, og det univers af sultende og lerklinede hytter imellem, som nødhjælpsorganisationer er nødt til at adressere og som igen, igen skaber en stereotyp af afrikanere som uformående, passive skikkelser, som skal hjælpes.
Forblommethed og tavshedskultur
Jeg har aldrig rejst et sted, hvor folk har været så forblommede i deres udmeldinger om, hvad der foregår, som i Etiopien. ”Under Mengistu skulle man virkelig vide at holde sin kæft,” forklarede den ældre sygeplejerske som vaccinerede mig mod meningokocker.
Etiopien er tæt på det samme vækstmirakel som Kina, og gerne med Kina. Faktisk er Etiopien og Kina ifølge Verdensbanken de to eneste lande i verden som 2007-2018 gennemgående har præsteret en økonomisk vækst større end 6% i BNP
I dag er det mindre udtalt, men alligevel. Når karrieremennesker vælger forblommethed, handler det om at bevare sim manøvredygtighed. Det handler om strategic ambiguity, som det hedder i ledelseslitteraturen, hvor man undgår at identificere sig med standpunkter, som viser sig kontroversielle.
Men fakta er, og det er noget dr. Abiy Ahmeds teknokratisk regering stædigt og metodisk har forfulgt, at Etiopien er tæt på det samme vækstmirakel som Kina, og gerne med Kina. Faktisk er Etiopien og Kina ifølge Verdensbanken de to eneste lande i verden som 2007-2018 gennemgående har præsteret en økonomisk vækst større end 6% i BNP.
Udfordringen er så alle de aktører, som vogter over egne interesser og ikke i tilstrækkelig grad deler drømmen om en stærkt ekspansiv velfærdsstat. Striden med Tigrya er for eksempel startet med, at TPLF føler sig forfulgt af Abiys tiltag mod korruption og derfor har nægtet at gå med i det enhedsparti, som trådte i stedet for den koalition, TPLF plejede at være del af.
Da premierministeren har udskudt et parlamentsvalg på grund af coronapandemien blev det for meget for TPLF, der så har gennemført sit eget valg i Tigray.
Borgerkrig og demokratisk bombe
Men udover en borgerkrigsbombe hersker der en meget konkret demografisk bombe. Hvor Etiopien under sultkatastrofen i 1980’erne havde 40 millioner indbyggere, er indbyggertallet nu knap 120 millioner. Et vigtigt politisk signal er de 3 millioner nye arbejdspladser som Dr. Abiy har lovet de unge i 2019-20.
Alle, jeg har talt med, frygter for uroligheder, hvis ikke de unge får arbejde. Og med Tigray-felttoget og Covid19-pandemien kan løftet blive næsten umuligt at indfri. Folk taler om en forværring i tilliden mellem mennesker. Jeg har mærket den gennem de formaninger, jeg har skullet høre fra min tidligere kursist, Manie Fetene, der nu underviser på Addis Ababa University, den bande, der passede mig op og stjal min tegnebog i de nye kinesiskbyggede sporveje og det bandeopgør som foran mit cafébord i Gondar udartede sig til kast med mursten.
Har man amerikanske Black Lives Matter-forestillinger om, at slaveriet nærmest er arketypisk forbundet med hvide mennesker, så kan det chokere at erfare, at slavehandel af gennemsnitligt 25.000 sorte slavetagne årligt i lange perioder var det sorte, uafhængige kejserriges største kilde til udenlandsk valuta
Som europæer er man meget synlig i et land med lille turisme. Unge, der vil øve deres engelske. Stor ulighed i købekraft. I en helt fjerde situation havde jeg pludselig en chauffør løbende efter mig for at give mig min smartphone tabt i hans taxi. Gode mennesker findes overalt.
Med den krise som kampene om Tigrays autonomi tegner, begynder drømmene om en forbundsstat forbundet i mangfoldighed at smuldre. Millioner er nu fanget i krig. Flygtninge er strømmet ind i Sudan. Og alting i det østafrikanske rige, som aldrig blev koloniseret af europæerne, følger sjældent europæeres forestillinger.
Slaveriet er signifikant tæt på
Med kultdyrkelsen af Haile Selassie – genstandsområdet for min akademiske forskning er omdømmebeherskelse eller personlig branding, om man vil – kan man godt tro, at figuren på højre-venstreskalaen tegner det yderste, traditionalistiske højre. Virkeligheden i Etiopien er dog, at nogle af de mest dedikerede Haile Selassie-dyrkere klæder sig hippieagtigt med dreadlocks, ryger ganja og går under navnet rastafarier – efter majestætens fødenavn Ras Tafari.
Vidst afskaffede kejseren, efter britisk pres, slaveriet i 1942, men har man amerikanske Black Lives Matter-forestillinger om, at slaveriet nærmest er arketypisk forbundet med hvide mennesker, så kan det chokere at erfare, at slavehandel af gennemsnitligt 25.000 sorte slavetagne årligt i lange perioder var det sorte, uafhængige kejserriges største kilde til udenlandsk valuta.
Abiy Ahmed lovede forening
Omvendt er den nye tjekkede businesslike borgerlighed som Dr. Abiy Ahmed Ali står for ikke mere borgerlig, end at hans parti Oromo Democratic Party har udtalte marxistiske rødder. Det samme gælder TPLF – sovjetregimets banemænd – der mere har støttet sig til maoismen. Jeg skal ikke kunne sige, i hvilken udstrækning denne affinitet har fremmet de massive kinesiske investeringer i netop Etiopien, men sikkert er det, at Tigray-felttoget har affødt en febrilsk rapportering til landets største samarbejdspartner Kina.”
“Jeg tror ikke, at der vil være en overskydende effekt af den nuværende situation på Afrikas Horn af to grunde”, har den etiopiske ambassadør sagt til CGTN, kinesisk stats-TV, med henvisning til operationens begrænsede indsats.
Tilbage til åbenheden?
Spørgsmålet er dog ikke blot, om Tigray-konflikten trækker ud, men også om den kommer til at virke som katalysator for andre utilfredse minoriteter?
Da jeg besøgte Etiopien, var det, som om folk med deres udtalelser holdt på hat og briller for nu at bruge det billede. David Svarrer, der i en menneskealder har lagt en markant indsats i IT-strukturen i nabolandet Kenya, forklarer den tavshedskultur, jeg har mødt som en tilbøjelighed, som gælder mange relationer i Østafrika:
”Tavshedskulturen er meget afrikansk. Der er efter min oplevelse to verdner, den officielle, hvor snakken går livligt, og så den reelle, hvor man kun taler med nogen, hvor man har 100% sikkerhed for, at det ikke går videre. I det første tilfælde kan der komme noget mellem linjerne, som man skal være mere end skarp for at opfatte. Man vænner sig til i forretningslivet, at visse ting ikke diskuteres.
Man finder ud af, hvor tillidsniveauet ligger ved at adressere kontroversielle ting forsigtigt. Hvis der ikke sker noget, ved man, at man ikke har den andens tillid. Har de tillid, er det stort set ude i det åbne rum, og i en situation, hvor de fornemmer man ikke bærer en recorder på sig. Officielt dyrker man en demokratisk åbenhed, men i virkeligheden kan det være noget andet.”
LÆS MERE OM ETIOPIEN HER
Fotos: John de Summer-Brason
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
