Overladt til døden i Libyens fængsler

af i Afrika/Europa/Politik & Samfund

FLYGTNINGE & IMMIGRATION // REPORTAGE – Sidste sommer lærte jeg David fra Eritrea at kende gennem en god ven i Athen. David har i næsten to år siddet i forskellige libyske detentionscentre. Det sidste halve år har han befundet sig i et af de værste i byen Zintan beliggende i de libyske bjerge, 150 km fra Tripoli. Her sidder han sammen med 800 andre fra Eritrea og Somalia. Glemt og desperat, altid låst inde bag tykke mure uden adgang til frisk luft og sol. Inden for de sidste fire måneder er tretten døde i fængslet i Zintan, fortrinsvis af tuberkulose. De syge er overladt til sig selv, ingen medicin og ingen hjælp. De ligger og dør blandt de levende, og mange i det overfyldte fængsel er smittet af den frygtede sygdom.

Artiklen er blevet til på baggrund af næsten et års chats, samtaler og beskeder på WhatsApp og Messenger med kontakter blandt flygtninge og migranter i de libyske detentionscentre. Af sikkerhedshensyn er alle de nævnte personer anonymiseret.

Artiklen indeholder stærke billeder. 

En formiddag tikker en besked ind på min WhatsApp. Den er fra David, flygtning fra Eritrea – også kendt som Afrikas Nordkorea. Han sidder i et fængsel i byen Zintan ude i de libyske bjerge, 150 km fra Tripoli. David er en af de mange tusinder af flygtninge og migranter, som er blevet stoppet af EU’s lukkede grænser.

Han skriver:

”Vi får sol. Vi sidder ude i solen. Jeg har ikke fået sol og frisk luft siden 15/10 2017.”

Datoen den 15. oktober 2017 har han nævnt for mig mange gange. Det var den dag, da han blev taget til fange af libyske soldater og sat i et af de blandt flygtninge og migranter frygtede libyske detentionscentre. Den dag han blev låst inde bag tykke fængselsmure eller i store hangarer uden mulighed for at komme ud i frisk luft. Pågrebet for at opholde sig illegalt på libysk grund. Hjemme i Eritrea var David lufthavnsmedarbejder, indtil han flygtede. Målet var Europa, hvor de fleste fra Eritrea opnår asyl på grund af det umenneskelige regime, de kom fra. Også Danmark giver asyl til flygtninge fra Eritrea.

David og min gode bekendtes bror er blot to ud af flere tusind flygtninge og migranter, som er tilbageholdt på ubestemt tid i de libyske detentionscentre

Kontakten til David fik jeg gennem en kvinde fra det østafrikanske land. En dag fik jeg en fortvivlet besked fra Athen. Hendes bror sad meget syg fanget i et detentionscenter i Libyen. Uden nogen form for hjælp. Overladt alene til sin sygdom og i værste fald døden.

Broren er stadig syg. Nu spytter han blod, skriver David.

Han fortæller også, at de alle er syge:

”Vi får aldrig sol og frisk luft og proteiner. Kun spaghetti kogt i vand og salt. Altid spaghetti. Vi er sultne. Vi fryser. Vi lider. Hjælp os.”

Beskederne er ofte og mange, men i dag har de altså fået lov at komme ud i solen. Jeg spørger, om det betyder, at de nu får lov til at komme udenfor hver dag?

”Det ved jeg ikke,” svarer han.

Der går et par dage, og jeg spørger igen, om de stadig får lov at komme ud i solen?

”Ha, ha, nej, det var kun en dag. Nu er vi låst inde i fængslet igen”, svarer han efterfulgt af en grædende emoji.

Lovløst land og euro

David og min gode bekendts bror er blot to ud af flere tusind flygtninge og migranter, som er tilbageholdt på ubestemt tid i de libyske detentionscentre. David er som flygtning fra Eritrea registreret og under såkaldt beskyttelse af UNHCR (FN’s flygtningehøjkommissariat), men han kan ikke i Libyen, som internationale konventioner ellers giver ham ret til, søge om asyl i et sikkert land. Libyen er i dag en såkaldt fejlslagen stat, lovløs, styret af en svag regering og diverse militser, herunder ISIS. EU har indgået aftaler med regeringen og den libyske kystvagt – og betalt oceaner af euro – for at de skal holde flygtninge og migranter tilbage, så de ikke tager til Europa. Unionen af europæiske lande har også uddannet folk fra den libyske kystvagt og betalt forskelligt udstyr, så de bedre kan kontrollere og tilbageholde de migrantbåde, der måtte sætte ud.

De libyske vagter ville beholde de tæpper, UNHCR var kommet med til sig selv. Men under skyderier mellem forskellige militsgrupper lykkedes det de internerede at sparke døren op og få fat i tæpperne.

Så derfor sidder David nu på andet år fanget under umenneskelige vilkår i Libyen. Han er en af de få heldige, som stadig har sin telefon og som derfor kan kommunikere med omverdenen. Libyerne plejer ellers at tage både penge og telefoner fra folk, når de anholder dem, men indtil nu er det lykkedes David at skjule den. Han er frygtelig bange for, at vagterne skal opdage det:

”Hvis de finder min telefon, bliver jeg anholdt, tævet og solgt”, skriver David. Hans store skræk er at blive solgt. Amerikanske CNN har tidligere dokumenteret eksisterende slavemarkeder i Libyen for migranter og flygtninge.

Både Human Right Watch og Amnesty International har netop i to rapporter dokumenteret, hvordan menneskerettighederne konstant overtrædes i de libyske detentionscentre. Centre der administreres og køres af libyerne selv, men økonomisk støttes af EU.

Den 10. juli 2018 fortæller Elijah, 26 år og fra Sierra Leone til Human Rights Watch:

”Det her sted er helvede. De lader til at være flinke folk, men de giver dig elektrochok. Tre gange har de tævet mig, når de uddelte mad. De tvang os til at sidde eller stå op og se direkte ind i solen. Da vi protesterede, slog de os. De bringer folk til et bestemt rum og slår dem. De tog mig derhen, de bandt mine hænder og så slog de mig på fodsålerne. En af mine venner slog de i ansigtet.”

Human Rights Watch skriver også, hvordan de fire detentionscentre, organisationen fik lov at besøge, var overfyldte, uhygiejniske og uden tilstrækkelig medicinsk hjælp.

”Vi hørte om dårlig og for lidt mad og vand i alle centrene”, hedder det i rapporten.

Helvede på jord

Fra Facebookvenner i Libyen lyder der fortvivlede råb:

”Hjælp os.”

”Vi dør her.”

”Libyen er helvede på jord.”

Sygdomme florerer i de overfyldte og uhygiejniske centre: fnat, lus og tuberkulose. Når folk bliver syge nok af TB, flyttes de til et andet rum, og vi ser dem aldrig mere, skriver David en dag på WhattsApp fra den hangar i Tripoli, hvor han befinder sig. WhattsApp er hans foretrukne, da den er krypteret og skulle være sikker.

”Jeg er også bange for at få det. Folk spytter blod”, beretter han.

En aften i januar tikker en besked ind. Den er fra en ganske ung pige fra Somalia. Jeg har chattet med hende før. Hun vil så gerne til Europa. Drømmen er at gå i skole og lære noget, få en uddannelse, måske blive journalist

Noa fra Eritrea er uddannet dyrlæge. Han sidder på niende måned i et detentionscenter i Tripoli. Noa er rolig og velovervejet, og den jeg spørger, hvis jeg skal have bestemte fakta. Han poster alle de artikler, han kan finde om forholdene for ham og alle de andre i Libyens detentionscentre på Facebook i håb om, at verden skal opdage dem, forbarme sig og befri dem. Det er snart et halvt år siden, han kontaktede mig på Messenger:

“Hello Madam, I am from Libya. I am living as a refugee in a detention center. What we want from you is to expose the hidden and harsh life we are passing, always we are locked up, semilar to a prison.”

Bekymret spørger jeg, om det ikke er farligt for ham at skrive om forholdene til mig.

“Do not worry. I will send secretly. The only thing they can do is to jail me, and if most of the suffering people get freedom in sacrification of mine it is a success for me”, svarer han.

Noa skriver også, hvordan mange i hans detentionscenter er syge af TB.

”Og vi går alle bare rundt mellem hinanden. Også de som er smittet, og mange gange ved folk måske slet ikke, at de er smittet.”

Kun et fåtal får medicinsk hjælp og ofte følges behandlingen ikke op, når de syge løber tør for medicin.

Jeg stikker af

En anden kontakt, Hassan fra Somalia sidder samme sted som David, i fængslet ude i de libyske bjerge i byen Zintan:

”Alle er syge her. Jeg vil ikke være her. Jeg stikker af så snart, jeg kan komme til det”, skriver han en aften.

Første gang Hassan kontakter mig på Facebook, er han på fri fod et sted i Tripoli, hvor han lever i skjul. Indimellem har han lidt arbejde med at laste pap på en stor bil. Pengene går til mad. Et stykke tid hører jeg intet fra ham. Så skriver også han fra fængslet i Zintan. Politiet har taget ham.

Hvordan ved jeg ikke. Der er så mange forfærdelige historier. Jeg når ikke at få dem alle.

ISIS bortførte dem

David har været i flere detentionscentre, men Zintan er det værste. Ifølge Noa kommer UNHCR eller andre ngo-organisationer sjældent derud, fordi køreturen er for farlig. Og David er vred over, at de aldrig ser UNHCR. Hvor er UNHCR? spørger han hele tiden.

Det første detentionscenter David var i, lå langt ude i ørkenen. En nat angreb ISIS stedet og tog 60 fanger, blandt andet David og hans venner. ISIS-folkene beordrede dem op på ladet af en lastbil, og da en lokal libysk milits ankom til stedet, flygtede ISIS folkene med deres bytte af mennesker ud i ørkenen. I farten faldt tre af fangerne af lastbilens lad og blev dræbt.

Alle er syge her. Jeg vil ikke være her. Jeg stikker af så snart, jeg kan komme til det.” – Hassan

Senere opstod der tumult, og det lykkedes dem alle at stikke af. Efter 150 kilometer til fods gennem ørkenen, nåede de endelig Tripoli.

I Tripoli blev de anholdt af det libyske politi, og interneret i en stor hangar sammen med 1400 andre fra Eritrea, Etiopien og Somalia. Det er, mens han sidder her, at jeg første gang har kontakt med David. Hangaren ligger i lufthavnsområdet, hvor der i efteråret udbrød kampe mellem forskellige militser. David skriver flere gange om, hvordan der er skyderier rundt om hangaren, at det er farligt, at han er bange og at de vil dø. Jeg får billeder taget med mobilen af skudhuller i hangarens tag. Til sidst bliver de evakueret. På ladet af lastbiler køres de 150 kilometer væk fra Tripoli til Zintan i bjergene.

”Nu er vi i et rigtigt fængsel”, skriver David på WhattsApp efter flere dages stilhed.

Vand tre timer om dagen

Noa sender mig videoer fra toiletterne (se videoen her), hvor han er. Jeg ser videoen og får kvalme. Det er ikke toiletter til mennesker. Der er seks toiletter til 500 mennesker, skriver Noa.

”Den hane, hvor vi får tappet drikkevand, er gået i stykker, og den er ikke repareret igen. Så nu må vi tappe vand fra en slange på toiletterne.”

Der er kun vand tre timer om dagen, så jeg kan regne ud, at der kun bliver skyllet ud på toiletterne i de tre timer. Ifølge Noa giver FN’s migrationsorganisation IOM og andre hjælpeorganisationer penge til vagterne, så de kan få fyldt tankene op med rent vand.

De lader til at være flinke folk, men de giver dig elektrochok. Tre gange har de tævet mig, når de uddelte mad. De tvang os til at sidde eller stå op og se direkte ind i solen.” – Elijah

”Men de som modtager pengene, åbner kun for vandet tre timer om dagen. Der er intet, vi kan gøre. Det vil ikke være godt at sige noget til dem. Det er sådan, korruption er”, skriver han opgivende.

Da David en dag i december fortæller, at de ingen tæpper har og stadig kun er iført sommertøj og at de fryser, spørger jeg Noa, om de heller ikke har tæpper, hvor han er.

”Vi har tæpper. Nu. Vi vidste, UNHCR havde været der med dem, men at vagterne havde taget dem og låst dem inde i et depotrum for at bruge dem selv. Da så krigen begyndte i august sidste år, og vores vagter forsvandt, brød vi ind i rummet og tog tæpperne. Det er, fordi UNHCR ikke giver hjælpen til os, men til libyerne. Så tager de det”, skriver han.

Betaler selv maden

Noa sender mig en video, hvor de laver mad i hans detentionscenter. En ung mand bager brød på en pande over et gasblus. I nogle detentionscentre serveres der et eller to spartanske måltider om dagen, som regel spaghetti om aftenen og om morgenen et stykke brød. I andre – som hvor Noa er – må de indsatte selv betale det de spiser, det vil sige, at de må bede familien hjemme sende penge.

 

”Vi har spurgt, om vi ikke kan få mad, men indtil nu må vi selv købe og betale”, skriver han.

Melet køber de – til overpris – i en lille butik på detentionscenterets område. En butik libyerne forøvrigt skyndte sig at lukke, da UNHCR forleden var på et af deres sjældne besøg.

”Inden besøget havde vi af chefen fået at vide, at vi kun måtte sige noget positivt. Men vi fik slet ikke lov at sige noget. Han gik hele tiden ved siden af dem fra UNHCR. Og han lukkede sin butik øjeblikkeligt, da de kom”, fortæller Noa.

Ifølge rapporten fra Human Rights Watch betaler EU de forskellige NGO-organisationer penge, så de kan forbedre forholdene i lejrene. Men organisationerne er ofte ineffektive og kendetegnet ved indbyrdes uenigheder, selv indenfor FN, hedder det i rapporten.

EU-penge til Libyen

EU og Italien har med deres euro formået at stoppe den største trafik fra Libyen over Middelhavet til Europa, og antallet af flygtninge og migranter i de libyske detentionscentre er ifølge Human Rights Watch steget. I juli 2018 var der således mellem 8000 og 10000 mod 5.200 i april samme år. Dertil kommer flere hundrede tusinder, som befinder sig mere eller mindre illegalt rundt omkring i Libyen. Mange i hænderne på forskellige militser eller menneskesmuglere.

Officiel EU-politik er at få sendt så mange migranter som muligt tilbage til deres hjemlande. Fra januar 2017 til november 2018 har IOM, FNs organisation for migration assisteret mere end 30.000 i at komme hjem gennem deres “voluntary humanitarian program”. Men de, som er flygtet fra lande af politiske grunde, kan ikke bare vende hjem. Så risikerer de fængsel og tortur. Noa fortæller:

”Jeg forlod Eritrea i 2014. Hvis de sender mig tilbage til mit land, ender jeg i fængsel for at have været forsvundet. Derefter sender de mig til militæret, hvor jeg aldrig kommer ud igen.”

Kvinde fra Eritrea bliver tortureret, mens libyerne ringer til hendes familie. formålet er at få penge ud af familien. Det er tredie gang kvinden tortureres.

Da han i 2014 var færdiguddannet dyrlæge, ville regimet have, at han skulle arbejde som almindelig lærer.

”Det ville jeg ikke acceptere. En lærer får så dårlig løn, at man slet ikke kan leve af den. En månedsløn var det samme som, hvad et par bukser kostede. Så jeg besluttede at forlade landet, først til Ethiopien, så Sudan og så Libyen.”

Hvad håber du for fremtiden?

”Jeg håber at blive evakueret. Hvis jeg ikke kan det, må jeg prøve at komme tilbage til Etiopien”, skriver han.

Psykisk nedbrudt

Mange i de libyske detentionscentre lider af tuberkulose, og der er ikke meget behandling at få. Dertil kommer underernæring pga. dårlig kost gennem lang tid.

Davids beskeder fra fængslet i byen Zintan i bjergene bliver mere og mere forvirrede og desperate. Jeg kan mærke, at han kører længere og længere ud psykisk:

”Vi er ikke OK, madam. Vi er sultne. Hvad skal vi gøre? Vi kan blive evakueret til Eritrea, men vi kan ikke vende tilbage til Eritrea, lyder det en dag.”

Det lykkes Hassan at flygte fra fængslet i Zintan.

”Da jeg sprang over muren, opdagede vagterne mig. Jeg løb. De kunne ikke indhente mig. Så sendte de hunde. Men selv hundene indhentede mig ikke. Jeg kan løbe meget stærkt. Hvis soldaterne fik mig…..hvis du så, hvordan de banker folk. Det er bedre at dø. Jeg løb mod en nærliggende skov. Så gik jeg i seks timer, indtil jeg kom til en lille landsby. Her fandt jeg en taxi. Og nu er jeg i Tripoli”.

En aften i januar tikker en besked ind. Den er fra en ganske ung pige fra Somalia. Jeg har chattet med hende før. Hun vil så gerne til Europa. Drømmen er at gå i skole og lære noget, få en uddannelse, måske blive journalist. Sammen med nogle venner forlod hun Somalia, og flere af dem er nu i Europa, skriver hun. I aften handler beskeden om noget helt andet end søde fremtidsdrømme.

Selvmord

En af de tre sudanese, som satte ild til sig selv. Ingen ved, om de nogensinde fik hjælp.

”Tre unge mænd fra Sudan har sat ild til sig selv i dag. Her i det detentionscenter, hvor jeg er. Så du videoen, jeg postede i dag på Facebook? Ingen hjælper dem. Må Jesus hjælpe dem, søster. De behøver virkelig hjælp”, skriver hun desperat.

På en video lagt ud på hendes Facebook og optaget efter ulykken siger en frygtelig forbrændt mand:

“Jeg vil begå selvmord. Der er ikke menneskerettigheder i Libyen. Jeg vil bare til et frit land og arbejde, men libyerne har taget min telefon og min penge.”

Næste dag spørger jeg hende, om de tre forbrændte mænd fik nogen hjælp.

”Det ved jeg ikke. De er forsvundet. Politiet har anholdt en masse”, svarer hun.

I morges klokken syv kommer en besked på WhattsApp. Den er fra David, skrevet i versaler:

”WHERE IS UNHCR? WHERE IS UN? WHERE ARE HUMAN RIGHTS? REFUGEES ARE GOING TO DIE. OPEN YOUR EYES ALL OF YOU. THANKS FOR YOUR SLEEPING.”

Samme morgen ser jeg på Facebook et opslag fra den eritreiske menneskerettighedsaktivist Abrham Fa, som har asyl i Italien:

”Der er 800 flygtninge fra Eritrea og Somalia i Zintan. De er glemt og dør nu af forskellige sygdomme, de fleste af TB. Netop nu ligger der ni lig i rummene sammen med de levende. De spørger efter øjeblikkeligt besøg fra UNHCR og evakuering”, hedder det i opslaget fra Abrham Fa.

David bekræfter, at de ni døde ligger der. Han fortæller også, at inden for de sidste fire måneder er tretten  afgået ved døden.

Davids beskeder fra fængslet i byen Zintan i bjergene bliver mere og mere forvirrede og desperate. Jeg kan mærke, at han kører længere og længere ud psykisk

Noa skriver, at det godt kan passe, at ligene ikke bliver fjernet.

”En af mine gamle klassekammerater fra Eritrea er netop død i Zintanfængslet af TB. Han havde været syg længe, men fik ikke noget medicin. Jeg er meget vred.”

”Her i Tripoli er der akutambulancer. Men hvis du ikke kommer på et hospital, får du bare lov at ligge, når du er død. Libyerne er ligeglade”, beretter han.

I 2018 faldt antallet af migranter, som nåede Europa til 113.482 mod 172.301 i 2017.


Topfoto: Hjælps os. Et billede fra et af Libyens detentionscentre. 

Jeg er født i 1952, er uddannet journalist og har været beskæftiget med journalistik hele sit liv, på skrift, på TV og radio. Jeg er nu på efterløn, hvilket har gjort det muligt at realisere en gammel drøm om at rejse og skrive. Siden flygtningekrisen for alvor begyndte for halvandet år siden, har jeg mest beskæftiget mig med den. Efteråret 2015 tilbragte jeg to måneder på den græske ø Leros, hvor der daglig ankom 3-400 flygtninge, jeg var tre måneder i Jordan blandt syriske flygtninge, og det sidste år har jeg været meget i Athen, hvor mange af de godt 60.000 flygtninge strandede, da Makedonien for et år siden lukkede sin grænsen mod Grækenland. Jeg har tidligere arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Ritzaus Bureau, DR Radioavisen, KNR, Grønlands Radioavis og TV2 Bornholm. Siden 2011 freelancejournalist. Siden jeg første gang kom til Athen sidste forår har jeg forelsket mig helt og aldeles i den meget spraglede by. Jeg bor på Bornholm, hvor jeg er det meste af sommeren. På min blog ligger blandt andet en masse artikler, jeg har skrevet under min lange flygtningeodysse. Kan du lide det, jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til mig på MobilePay: 45 20 11 39 21