
SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er tredje afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne fortæller om tiden med sin første stedfar.
Læs de foregående afsnit i serien her.
Efter min fars død var min mor i en forfærdelig situation, da hun ikke havde hverken arbejde eller uddannelse, og vi skulle være ude af fabrikkens bolig seks måneder efter.
Samtidig var hun pludselig alene med et barn. Hun har formentlig ikke anet sine levende råd og svarede derfor på en eller flere kontaktannoncer. Dengang var der ikke noget, der hed datingsider, så man, eller vist mest mænd, indrykkede annoncer i avisen i deres søgen efter en livsledsager, og kvinderne svarede.
På den måde traf hun en mand i Fruens Bøge i Odense. Ham flyttede vi ind hos i maj 1973.
Manden var revisor, og det er fra det hjem, jeg har fået smag for arkitekttegnede møbler. Hos revisoren var der pænt og ordentligt, og der var ro og balance for både børn og voksne.
Forholdet mellem dem holdt kun i otte måneder, og den officielle forklaring på det var, at revisoren og jeg ikke kunne med hinanden. Min erindring er en anden, nemlig at jeg godt kunne lide ham, fordi han var til at regne med.
Der var en form for forudsigelighed over ham. Han gik på arbejde om morgenen og kom hjem igen på samme tid hver dag. Han havde et job, der bevirkede, at der skulle være forudsigelighed, ellers ville der komme rod i regnskaberne.
På trods af at jeg godt kunne lide ham, kan jeg ikke huske, at revisoren nogensinde interesserede sig for mig, talte med mig eller legede med mig.
Overvejelser om at give mig til en anden familie
Især var jeg glad for revisorens søster og svoger, der var bestyrere på en eksternatskole i Svendborg.
Søsteren var en kærlig, varm og frodig kvinde på hvis skød, der altid var plads, når vi sad i deres køkken. Svogeren var nærmest en form for pedel på skolen, mens hun var lærer. Jeg var meget hos dem og holdt meget af dem begge.
De havde ikke selv kunnet få børn, så ligesom de opfyldte et behov hos mig, opfyldte jeg måske et behov hos dem?
Jeg begriber ikke, hvordan min mor kunne hente et barn på et børnehjem for omkring otte år senere at være parat til at give det til en anden familie
Da det på et tidspunkt kom på tale, at jeg skulle bo hos dem, var jeg kun glad, men hvorfor det overhovedet kom på tale, ved jeg ikke. Måske kunne revisoren ikke lide børn? Måske var jeg mest en klods om benet, når de skulle til Rom og London?
Uanset de praktiske årsager begriber jeg ikke, hvordan min mor kunne hente et barn på et børnehjem for omkring otte år senere at være parat til at give det til en anden familie.
Revisorens mor boede sammen med sin mand i Svendborg. Dem blev jeg af og til passet hos, hvis søsteren og svogeren ikke kunne, men det var jeg ikke så glad for, fordi de var gamle, ældre end min mormor, og fordi de røg cerutter, så der lugtede i deres lille lejlighed.
Måske skyldtes det også, at det var en lejlighed, og jeg var vant til at kunne komme udendørs for at lege.
Når jeg var hos søsteren og svogeren, var jeg tit med dem på arbejde, hvilket var spændende. Børnene på eksternatskolen var lidt ”tilbage,” så jeg fik lov at gå rundt og hjælpe, hvor jeg kunne. Jeg var da ni eller ti år.
En god skole men ingen venner
Min egen skolegang på Vestre Skole var god, og jeg var som hovedregel glad for at gå der, for det faglige niveau var højt. Jeg kan huske, at jeg stod i køkkenet og sagde til min mor:
”Der lærer man virkelig noget.”
Jeg holdt af timerne, men frygtede frikvartererne, fordi de andre børn drillede mig med mit midtjyske sprog.
Måske skyldtes mobberiet, at lærerne udnævnte mig til hjælpelærer, fordi jeg ofte var færdig med tingene før de andre børn. Som hjælpelærer skulle jeg gå rundt og hjælpe de børn, der endnu ikke var blevet færdige med opgaverne.
En anden form for mobning, jeg kan huske, kom fra naboens to sønner. Naboen var politibetjent og havde to sønner på min egen alder. En dag gik jeg hen ad gaden i villakvarteret i bar overkrop, og de to knægte råbte:
”Der skal nok komme en god lebbe ud af dig.”
Jeg var ikke vant til, at man ikke kunne gå på en gade i bar overkrop, og jeg måtte gå ind for at spørge min mor, hvad ”lebbe” betød.
Til et godt børneliv hører venner, men jeg etablerede ikke nogen venskaber. Det havde noget med piger og drenge at gøre.
Jeg kunne ikke finde ud af pige-legene, som typisk var noget med dukker. Jeg kunne finde ud af at klæde dem på og af, og så var mit repertoire udtømt. De andre piger havde dialoger med dukkerne, madede dem og kørte dem i dukkevogn.
Jeg trivedes meget bedre med alt mit konstruktionslegetøj som LEGO-klodser, Meccano og Bilofix.
Tilbragte mange timer med hestene
Det bedste ved at bo hos revisoren på Prins Haralds Allé var, at vi var nabo til Fyens Væddeløbsbane. Jeg tilbragte mange timer med at muge ud under hestene og med at strigle de smukke dyr.
I forhold til mig var de enorme, men jeg var ikke bange for dem. Jeg vidste intuitivt, at de ikke ville gøre mig noget, og herudover stod de jo bundet ved grimen i begge sider. De kunne selvfølgelig have sparket, men det gjorde de aldrig.
Når revisoren var hjemme, forholdt hun sig kun til ham, men hun tog sig af mig, og vi havde det rart, når vi var alene hjemme
Gaven for alt arbejdet var at få lov at køre nogle ture rundt på banen i en af sulkyerne i adstadigt tempo sammen med en kusk.
Forholdet til min mor var godt i de otte måneder, vi boede hos revisoren. Når revisoren var hjemme, forholdt hun sig kun til ham, men hun tog sig af mig, og vi havde det rart, når vi var alene hjemme.
Jeg havde hende ofte for mig selv hele dage og aftener, hvor vi lavede mad sammen. Hun tilbød af og til at læse lektier med mig, men det var ikke nødvendigt. Jeg kunne selv.
Hun havde stadig ikke arbejde, men prøvede at tage en realeksamen. Jeg husker hende sidde bøjet over bøger med historie eller andre bøger, der handlede om Pompeji og Herculanum.
Det er egentlig synd, at hun aldrig fik sin realeksamen gjort færdig. Hun var nemlig meget kreativ og dygtig med sine hænder. Hun kunne male, synge, danse, spille og sy. Alt det jeg ikke kan.
Hvis man kan alt det, som hun kunne, kan man også tage en realeksamen, medmindre man drikker hjernen ud.
Læs de foregående afsnit i serien her.
Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.
Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.
Topfoto: Hanne og hendes far, privat
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her