LONGREAD // SERIE – Antallet af coronasmittede vokser fortsat i Brasilien, og imens fortsætter magtkampen mellem præsident Bolsonaro og hans politiske modstandere i og udenfor regeringen. Under den hårde og uforsonlige tone ulmer en konflikt, der handler om meget mere end valg af strategier i bekæmpelsen af coronaudbruddet. Inspireret af en obskur konspirationsteoretiker mener kredsen omkring Bolsonaro, at modstanderne er ved at gøre Brasilien til en del af et kinesisk ”globalistisk-kommunistisk diktatur”, skriver Thomas Christiansen fra São Paulo.
SÃO PAULO – I Brasilien fortsætter magtkampen i relation til coronakrisen.
På den ene side står Bolsonaro-fraktionen, som udover Bolsonaro selv blandt andet omfatter hans tre ældste sønner, udenrigsminister Ernesto Araújo, undervisningsminister Abraham Weintraub, samt Damares Alves, som er minister for kvinder, familier og menneskerettigheder. Denne gruppe har det til fælles, at de bekender sig til den obskure brasilianske ”filosof” Olavo do Carvalho.
Hvis man vil forstå fronterne i den brasilienske coronakrise dybere er det illustrativt at gå bag om de daglige begivenheder. Her kan man ikke komme uden om at se på den brasilianske ”filosof” og konspirationsteoretiker Olavo de Carvalho
På den anden side står blandt andet sundhedsminister Luiz Henrique Mandetta, vice-præsident Hamilton Murão, økonomiminister Paulo Guedes, justitsminister Sergio Moro, samt João Doria og Wilson Witzel, der er delstatspræsidenter i henholdsvis São Paulo og Rio de Janeiro. Denne gruppe står for en sydamerikansk ”klassisk” højreorienteret position, som er værdimæssig konservativ og økonomisk liberal.
Grupperne var forenet i deres støtte til præsident Bolsonaro, så de ideologiske uenigheder stod noget i baggrunden op til præsidentvalget i 2018. På det tidspunkt var det vigtigste at sikre, at Bolsonaro vandt valget. Den ideologiske konflikt blussede imidlertid op efter valget, og spørgsmålet om håndteringen af coronakrisen er kun det seneste eksempel på dette.
Faste som kur mod corona
Som beskrevet i en tidligere artikel ser magtforholdet i øjeblikket ud til at være tippet ud til fordel for Bolsonaros modstandere. Det er ikke mindst sket i forbindelse med coronakrisen, hvor præsidentens optræden har affødt stor kritik i den brasilianske befolkning. Bare indenfor den seneste uge har han gjort sig uheldigt bemærket flere gange.
Først opfordrede Bolsonaro folk til at faste Palmesøndag for på den måde at bekæmpe coronaangrebet. Det var der en del brasilianere, som anså for at være en tvivlsom løsning på problemet.
Mandag den 6. april løb rygtet så, at Bolsonaro ville fyre sundhedsminister Mandetta. Det blev dog tilsyneladende afværget i sidste øjeblik, da en gruppe af militærfolk i regeringen talte imod en fyring. Det forløb er generelt blevet fortolket som, at Bolsonaro nu ikke længere har magt til at sætte sit eget ministerhold.
Her fangede et kamera, at præsidenten først tørrede snot væk fra næsen med sin højre hånd, hvorefter han i samme bevægelse gav hånd til en ældre dame, der var kommet for at hylde ham
Næste skridt var, at Bolsonaro endnu engang ignorerede sin sundhedsministers opfordring til social isolation ved at mødes med en gruppe tilhængere på gaden i hovedstaden Brasilia.
Her fangede et kamera, at præsidenten først tørrede snot væk fra næsen med sin højre hånd, hvorefter han i samme bevægelse gav hånd til en ældre dame, der var kommet for at hylde ham.
Det var naturligvis stik imod anbefalingerne om at holde afstand mellem folk. Der er således fortsat masser af næsten daglige opsigtsvækkende begivenheder i brasilianske politik.
Men hvis man vil forstå fronterne i den brasilienske coronakrise dybere er det illustrativt at gå bag om de daglige begivenheder. Her kan man ikke komme uden om at se på den brasilianske ”filosof” og konspirationsteoretiker Olavo de Carvalho, som Bolsonaro-fraktionen henter meget af sin inspiration fra.
Indbegrebet af en ældre og meget aktiv filosof
Ved første øjekast ser Olavo de Carvalho meget tilforladelig ud. Han er 78 år gammel og brasilianer, men han har boet i USA siden 2005. Her har han sin egen YouTube kanal med 800.000 følgere, hvor han dels kommenterer på stort og småt, dels laver on-line undervisning i filosofi. Videoerne er som regel optaget i hans bibliotek, der fra gulv til loft er fyldt med bøger. Kulissen adskiller sig derfor ikke fra, hvad man kan se hos mange universitetsansatte.
Kulissen passer også til, at han er forfatter til en lang række bøger. Den seneste, som lige er udkommet, handler om den tyske filosof Edmund Husserls kritik af psykologismen, det vil sige forsøget på at reducere erkendelsesteori og logik psykologi.
Dertil kommer, at Carvalho, eller måske er det en assistent, også er meget aktiv på Facebook og Twitter. Her når han også ud til et stort publikum med henholdsvis 600.000 følgere på Facebook og 300.000 følgere på hver af sine to Twitter-konti.
Det er derfor umiddelbart svært at se, hvorfor Carvalho er endog meget kontroversiel i Brasilien. Den tilforladelige overflade ændrer sig imidlertid hurtigt, når man ser nærmere på hvad Olavo de Carvalho publicerer på de sociale medier.
Pandemi af forræderi og illoyalitet
Olavo de Carvalhos syn på coronaudbruddet kommer for eksempel til udtryk i en lang række opslag på Facebook fra starten af april. Ligesom det er tilfældet med Bolsonaro, så benægter Olavo de Carvalho, at der er et problem med en coronapandemi.
Den 6. april skrev han således på Facebook, at den eneste pandemi, som han har set, er af filhapudice. På portugisisk er det et begreb, der er afledt af Filho de puta, som betyder ”ludersøn”. Filhapudice betyder derfor at opføre sig som en ludersøn, hvilket skal fortolkes som værende illoyal eller forræder. Eller sagt på en anden måde, for Olavo de Carvalho er der ikke tale om en coronapandemi men en pandemi af forræderi og illoyalitet.
Det er ikke første gang, at Carvalho har underspillet coronaudbruddets omfang. I slutningen af marts sagde han således i en video, at man i realiteten ikke vidste, om der var nogle, som var døde af covid-19.
Fra Ruslands skyld til globalt kinesisk diktatur
Som beskrevet i en tidligere artikel i POV International hævdede Carvalho i marts, at coronaudbruddet var fake news. Det var, forklarede han, den russiske efterretningstjeneste FSB der står bag, og baggrunden var, at Rusland ikke endnu ikke havde hengivet sig tilstrækkeligt til Jomfru Maria. Siden da er videoen med FSB-beskyldningen blev fjernet af YouTube, og det har givet Carvalho mulighed for at finde en ny skyldig bag coronaudbruddet. Nu er det ikke længere Rusland i form af FSB, som står bag. Nu er det Kina.
Grundlæggende er coronaudbruddet, siger Carvalho nu, en del af et kinesisk forsøg på at underlægge sig verden og implementere et diktatur. I et opslag på Facebook fra den 9. april 2020 udbygger Carvalho det med, at Kina ikke står alene med denne dagsorden. Den deles med, hvad Carvalho kalder for, ”folkemordsorganisationen” WHO og mega-milliardærer som Bill Gates.
Det er nemt at finde konspirationsteoretikere som Olavo de Carvalho på internettet
Målet med denne ”sinofile globalisme” er ifølge Carvalho at indføre forbud mod alle menneskelige relationer undtagen dem, som er formidlet gennem en global stat. Det medfører, hævder han, at familien som institution bliver ødelagt, og at det at have en familie bliver et privilegium, som er reserveret for de rige og de magtfulde.
I sammen linje forklarede Carvalho i et opslag på Facebook den 7. april, at den kinesiske plan ikke kun var snævert kinesisk men faktisk multinational. Planen er, at nå frem til et universelt, totalt og videnskabeligt diktatur. Videnskabeligt, forklarede han, ved at være baseret på den teknologiske dominans af alle menneskelige og materielle ressourcer.
Universel, tilføjede han, ved at planen dækkede hver eneste kvadratcentimeter af jorden overflade. Total, sluttede han af med at sige, ved at være en fuldstændig social kontrol, der omfatter de mest intime detaljer af hver eneste persons liv.
Denne kinesiske ekspansion, forklarer Carvalho i et Facebook opslag den 8. april, er ikke et nyt fænomen, men opstod i 1970’erne, hvor USA tilnærmede sig Kina.
Det benytter Carvalho til at lange ud efter den amerikanske præsident Nixons sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister Henry Kissinger, som, siger han, enten var kulturel marxist eller kinesisk agent. Den karakteristik vil den nu 96-årige tidligere politiker nok undre sig over, hvis han hører den.
Situationen er kritisk i Brasilien
I forhold til situationen i Brasilien anser Carvalho den såkaldte globalistisk-kommunistiske plan for at være ret fremskreden. I et opslag på Facebook fra den 7. april 2020 skriver han blandt andet, at situationen er forfærdelig og deprimerende. Her forklarer Carvalho, at Brasilien ikke længere eksisterer som en uafhængig nation. Landet er blevet til et kinesisk protektorat, der regeres af den kinesiske ambassadør.
Det kan lade sig gøre, siger Carvalho, fordi ambassadøren har den politiske klasse, den juridiske elite, medierne, undervisningssystemet og en stor del af erhvervslivet i sin tjeneste. Selv militæret har ifølge Carvalho givet op. Klar over sin hjælpeløshed over for den overvældende fremmede magt, lader militæret som om at den kinesiske magtovertagelse ikke finder sted og forsøger at fremstå, som om alt er normalt. I den situation kan præsident Bolsonaro ikke lede landet, forklarer Carvalho, og da folket er spredt, afvæbnet og hjælpeløst, kan situationen kun reddes, hvis USA besejrer Kina.
På linje med denne fortolkning skriver Carvalho den 10. april, at det blandt andet er justitsminister Sergio Moro og delstatspræsidenterne i João Doria i São Paulo og Wilson Witzel Rio de Janeiro, der er medskyldige i forsøget på at indføre et kommunistisk diktatur. Carvalho forbigår dog, hvordan det hænger sammen med, at det er Bolsonaro, som har udnævnt Moro, og at både Doria og Witzel støttede Bolsonaro ved præsidentvalget i 2018.
I et opslag på Facebook den 10. april kommer han med et bud på, hvad præsidentens største fejl er. Det er, siger Carvalho, at Bolsonaro stadigvæk tror, at der i bunden af hans mest perverse fjenders hjerte findes en kærlighed til fædrelandet, som vil få dem til at samarbejde med regeringen
Ligeledes den 10. april stiller Carvalho spørgsmålet, om militæret ikke allerede har forrådt brasilianerne og er gået over til kineserne. Han er ikke sikker, siger han, men det er umuligt ikke at stille spørgsmålet.
I et opslag den 11. april gentager Carvalho så, at det kun er ”folket” med substantiel hjælp fra USA, som kan redde landet fra dets ellers forfærdelige skæbne. Det skyldes, siger han, at Brasiliens dominerende klasse af erhvervsfolk, politikere, dommere og officerer ikke er kvalificerede til at håndtere de kinesiske angriberes finansielle magt.
Selvom Carvalho således ser ”folket” som en del løsningen, har han på den korte bane ikke den store forhåbning til samme folk. Den 10. april skriver han således, at brasilianerne adlyder enhver idioti, som regeringen opfinder med undskyldningen om, at det sikrer sundheden. Det skyldes, siger han, at enhver brasilianer er en lille hypokonder, som er på jagt efter en magisk beskyttelse sit helbred. Denne fejhed, fortsætter Carvalho, udnyttes af millioner af svindlere.
Bolsonaro er omgivet af perverse fjender og feje generaler
Carvalho er en stor tilhænger af præsident Bolsonaro, og det er derfor umiddelbart ulogisk, at Carvalho ser så negativt på situationen i Brasilien. Carvalho har imidlertid en forklaring på, hvorfor det er gået galt under Bolsonaro.
I et opslag på Facebook den 10. april kommer han med et bud på, hvad præsidentens største fejl er. Det er, siger Carvalho, at Bolsonaro stadigvæk tror, at der i bunden af hans mest perverse fjenders hjerte findes en kærlighed til fædrelandet, som vil få dem til at samarbejde med regeringen. Dette er imidlertid ikke tilfældet ifølge Carvalho. Ikke alene har Bolsonaros fjender ikke kærlighed til Brasilien, de er også psykopater, siger han i et opslag på Facebook den 8. april, og disse psykopater har kun to følelser – had og angst
Ifølge Carvalho er der én årsag til, at det er gået galt. I et Facebook opslag fra den 8. april siger Carvalho, at hvis Bolsonaro havde lagt sag an mod alle dem, som bagtalte ham, så havde de aldrig opnået de positioner, som de har i dag, hvor de er i gang med at påføre Brasilien et kinesisk tyrani. Carvalho lægger dog op til, at det kan være en undskyldning for dette fejltrin fra Bolsonaros side. Carvalho ved ikke, om Bolsonaro følger en selvmordslinje, fordi han er blevet rådgivet af agenter eller feje generaler. Men i alle tilfælde, fortsætter han, må dem som har fremmet Bolsonaros selvdestruktive attitude enten være landsforrædere eller kontorassistenter for det kinesiske diktatur.
Konspirationsteorier i toppen af en stormagt
Det er nemt at finde konspirationsteoretikere som Olavo de Carvalho på internettet, og det er ikke konspirationsteorierne som sådan, der gør Carvalho bemærkelsesværdig. Det bemærkelsesværdige ved ham er er, at han tilsyneladende har en direkte linje ind til præsidenten og flere fremtrædende ministre i et land med verdens ottende største økonomi og det sjette højeste befolkningstal i verden.
Undervisningsminister Abraham Weintraub er en af Olavo de Carvalhos disciple, og i de seneste uger har han ved flere lejligheder angrebet Kina i relation til coronaudbruddet. Det er sket på en måde, som trækker spor direkte til Carvalho.
I en videokonference den 5. april med Bolsonaros søn Eduardo, sagde Weintraub blandt andet, at han mente, at der lå onde hensigter bag udviklingen coronaudbruddet. Han afviste ganske vist, at coronavirussen skulle være blevet udviklet i et laboratorium, men den måde Kina har handlet på efterfølgende vidner om onde hensigter.
Kina er Brasiliens største handelspartner. En konfrontation med Kina kan derfor være et potentielt økonomisk problem for den i forvejen udsatte brasilianske økonomi
Dertil kommer, sagde Weintraub, at situationen minder om det man finder i George Orwells roman 1984 med en massiv overvågning af befolkningen. Formålet er, sagde han, at lave en global grundlov og udvide statens størrelse. Disse udtalelser kom i direkte forlængelse af et tweet – som siden er blevet slettet – hvor Weintraub insinuerede, at Kina vil få en geopolitisk fordel af coronaudbruddet.
På lignende vis tweetede Eduardo Bolsonaro nogle uger tidligere, at den kinesiske regering havde dækket over coronaudbruddet. Det førte til en skarp reaktion fra den kinesiske ambassadør i Brasilien, der igen blev fulgt op af udenrigsminister Araújo. Han, der også går for at være en Carvalho-discipel, sagde, at ambassadøren havde fornærmet præsident Bolsonaros ære.
Synkroniseringen mellem Carvalho og Bolsonaro-fraktionen kommer også til udtryk i et fælles syn på sundhedsminister Luiz Henrique Mandetta. Som nævnt så det ud til, at Mandetta stod til at blive fyret i sidste uge, men at Bolsonaro holdt sig tilbage efter pres fra officerer i regeringen. Mandetta er heller ikke Carvalhos favorit, og han havde lavet et opslag på Facebook, hvor der stod Fora, ministrio Punhetta– ud med minister ”Punhetta”, hvor ”Punhetta” er et ordspil på ministerens navn Mandetta og ”puta” det portugisiske ord for luder.
Stærke økonomiske interesser i forbindelsen til Kina
Der er imidlertid også politiske og økonomiske interesser i Brasilien, som modarbejder Carvalho og hans allierede i regeringen. Det hænger blandt andet sammen med, at Kina er Brasiliens største handelspartner. En konfrontation med Kina kan derfor være et potentielt økonomisk problem for den i forvejen udsatte brasilianske økonomi.
Her er udsigterne ikke for gode, og den forventede vækst i økonomien i 2020 er blevet nedskrevet flere gange i de første tre måneder af året. De to seneste bud på udviklingen kom fra henholdsvis Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, og de forudser begge et fald i det brasilianske bruttonationalprodukt på cirka 5 pct. i 2020.
Mandag den 13. april opgjorde sundhedsminsiteriet antallet af smittede til 23.430 og 1.261 døde. Det er imidlertid almindeligt antaget, at det reelle antal er langt højere
Det var derfor ganske logisk, at Bolsonaro i sidste uge blev opfordret til at fyre både udenrigsminister Araujo og undervisningsminister Weintraub. Opfordringen kom denne gang fra formanden for parlamentets Landbrugsudvalg Fausto Pintado.
Carvalho, Bolsonaro, Weintraub, Araújo og resten af Bolsonaro-fraktionen er dermed ikke alene oppe imod politiske kræfter, når de angriber Kina i forbindelse med coronakrisen. Der er også omfattende økonomiske interesser på spil.
Mens alt dette står på, fortsætter udbruddet af coronavirus i Brasilien.
Mandag den 13. april opgjorde sundhedsminsiteriet antallet af smittede til 23.430 og 1.261 døde. Det er imidlertid almindeligt antaget, at det reelle antal er langt højere.
SERIE: Corona i Brasilien
Verden holder vejret på grund af cornonavirusen. På samtlige medieplatforme kan man uafbrudt følge med i udviklingen i Danmark, i resten af Europa og i USA. Men hvad er situationen længere ude i verden? Thomas Christiansen rapporterer løbende fra São Paulo, den største by i verden syd for ækvator, om coronaudbruddet og dets konsekvenser i Brasilien. Hvordan breder sygdommen sig?, hvad gør politikerne?, hvordan reagerer befolkningen?, og hvad sker der med økonomien i Latinamerikas største land med 210 millioner indbyggere?
LÆS ALLE THOMAS CHRISTIANSENS ARTIKLER HER
Topillustration: Olavo de Carvalho, YouTube
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her