SYDSTATSLIV // KLUMME – Om det er bøffer eller bryster – af alle de anakronistiske charmer Syden har at byde på, har mandschauvinismen været en af dem, Julie Bendtsen har mærket mest til selv. Og lært at tage præcist lige så iskoldt som en øl fra fad.
Min mand og jeg havde en samtale med en af vores venner i weekenden. Han kom forbi for at hente nogle stand-up paddleboards, vi havde lånt, og snakken gik mest af alt på hans og familiens nært forestående flytning.
Han har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille sig, at jeg måske også virkelig godt kunne tænke mig en IPA, så jeg bliver i stedet sendt ud i køkkenet til hans kone, der er i gang med at samle grønkålssalaten
Et usexet, men særdeles praktisk samtaleemne, som ville have føltes præcis lige så tørt som det lyder, hvis det altså ikke var fordi hans blik i en stor del af samtalen ikke var i nærheden af mit ditto, men derimod mit brystområde og de yoga leggings, der sad (især efter covid-19 hjemmetid) ret stramt om mine lår.
Det fik mig til at tænke på første gang, jeg skulle tale med en koordinator fra børnenes skole om summer camps, lige da vi var flyttet herover. Han var sød og hjælpsom og utrolig venlig – og han var alle de ting, mens hans blik hvilede trofast på min barm.
Forstå mig ret: det var ikke chokerende oplevelser. Det er ikke første gang, jeg er i den situation. I mange år virkede det nærmest som et livsvilkår som kvinde, når man talte med mænd.
Men det sker ikke tit længere.
Dels med stor sandsynlighed fordi hverken jeg, mit brystområde eller mine lår er så sjove at kigge på som tidligere – men endnu mere fordi jeg bare ikke er vant til venner og bekendte, der gør den slags. Eller mænd, der gør det mere – sådan helt generelt. I hvert fald ikke, før jeg flyttede herover.
Vennen fra før er i øvrigt også typen, der byder mændene på en øl, men ikke kunne drømme om at spørge deres koner om det samme.
På restauranterne lægger tjenerne i 80 % af tilfældene regningen foran min mand, når vi er ude at spise. De sidste 20 % bliver den lagt mellem os, men aldrig hos mig
Han har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille sig, at jeg måske også virkelig godt kunne tænke mig en IPA, så jeg bliver i stedet sendt ud i køkkenet til hans kone, der er i gang med at samle grønkålssalaten, men gør et kort ophold for at skænke mig et glas Chardonnay, mens manden så holder hof med mændene omkring grillen, hvor han steger tomahawk-bøffer og snakker om arbejde og biler.
Det lyder som en virkelig dårlig parodi, men det er den skinbarlige sandhed, og den er ikke enestående.
De mener det ikke ondt, mændene. Men de er sådan cirka halvtreds år bagefter i deres kvindesyn på nogle områder, og det er betagende at være vidne til, fordi de er jævnaldrende. Det sker altså ikke i Danmark. Ikke i min omgangskreds.
Dét der også gør det så kuriøst er, at amerikanerne på så mange andre områder gør så utrolig meget ud af at eliminere potentiel diskrimination – også i forhold til køn og kønsroller.
Når min mand ansætter folk til sit firma, er det strengt forbudt for ham at spørge om noget som helst, der kan tolkes som private forhold – børn, familieliv, boligsituation. Han må ikke engang spørge om ansøgerens alder.
Og set i lyset af, at så mange navne herovre ikke er “kønnede” og at f.eks. Jamie, Blake, Chris, Courtney, Taylor og sågar Penny dermed kan være både mænd og kvinder – ja, så udelukker dét i hvert fald en kønsdiskrimination ud fra ansøgningen og inden et reelt møde.
Hertil kan man lægge, at ligestillingen på arbejdsmarkedet faktisk brager af sted i de største amerikanske byer, hvor millennium-kvinderne er i fuld gang med at overhale deres jævnaldrende mandlige generationsfæller indenom, når det kommer til løn og status – ja, så bliver den sydlige tidslomme kun endnu mere tydelig i sin mangel på fremdrift.
Jeg mindede mig selv om, hvor jeg var. I Sydens USA, hvor konerne ikke arbejder, og mændene ikke har lært at lytte til kvinder. Eller byde os en kold bajer
For uden for de strenge rammer, som HR sætter, lever kønsrollestereotyperne i bedste velgående, i hvert fald hernede.
Således også blandt vores venner, som ellers alle på hver deres måde er kloge, empatiske, velfungerende, perspektivrige, oplyste og inspirerende mennesker. Og på restauranterne, hvor tjenerne i 80 % af tilfældene lægger regningen foran min mand, når vi er ude at spise. De sidste 20 % bliver den lagt mellem os, men aldrig hos mig. Også selv om jeg konsekvent er den, der lægger kreditkortet.
De fleste af vores venner har efterhånden lært at byde mig på både øl og Old Fashioned, men det er ikke alle, der lytter lige så godt efter, når jeg taler, som når min mand gør.
Efter en ophedet diskussion om amerikansk våbenlov og de dertilhørende udfordringer roste en ven mig engang for at have taget debatten med ham og for at forsvare mine argumenter så fint.
Jeg var relativt tæt på at katapultere begge mine midterfingre i hans retning, men besindede mig, tænkte “bless your heart” og mindede mig selv om, hvor jeg var. I Sydens USA, hvor konerne ikke arbejder, og mændene ikke har lært at lytte til kvinder. Eller byde os en kold bajer.
LÆS ALLE JULIE BENDTSENS KLUMMER PÅ POV HER
Topillustration: Bryster og bøffer – hvad skal det være? Hooters fra Austin Texas. Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
