CORONAKRISEN I DANMARK // DEBAT – “Hvorfor er 2. bølge så gået så dårligt i Danmark? Jeg tror, at det mærkeligt nok hænger sammen med, at sundhedsmyndighederne fik kæmpet sig ind i epidemikontrollen igen. Blandt andet hjulpet af meget højlydte, politiske krav om, at alt, hvad regeringen foretog sig, skulle være efter indstilling fra myndighederne. Hvis man ser på sundhedsmyndighedernes samlede performance siden januar 2020, er det nemlig karakteristisk, at de har begået et hav af mere eller mindre grove fejl”, skriver Henrik Dahl, der har taget såvel det historiske som det analytiske blik på regeringens og sundhedsmyndighedernes håndtering af coronakrisen i Danmark
Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er åbenlyst, at COVID-19 og håndteringen af hele krisen har været et enormt problem i Danmark og noget, regering, Folketing og myndigheder måtte forholde sig til. En af de ting, der har undret mig mest gennem hele forløbet (og stadig undrer mig i betydelig grad), er den ændrede holdning til epidemikontrol og navnlig epidemilov, der indtrådte efter hasteloven trådte i kraft 12. marts.
I 1979 fik Danmark en ny epidemilov. Det var under SV-regeringen, og den ansvarlige minister var indenrigsminister Knud Enggaard (V).
Jeg kan ikke helt frigøre mig fra den tanke, at den voldsomme ”demokratiske forargelse” over den reviderede epidemilov fra marts 2020 i et vist omfang har været påtaget
I 1979-loven opererede man både med tvangsbehandling (paragraf 6, stk. 3) og tvangsvaccinering (paragraf 8 ). Det syntes den daværende regering var meningsfulde tiltag, hvis den helt store epidemi med de grimme sygdomme på liste A skulle indtræffe.
Men lovens paragraf 10 gav også mulighed for, at den ansvarlige minister efter indstilling fra myndighederne kunne bruge disse bestemmelser på sygdomme fra liste B.
I 1979-loven fandtes diverse bestemmelser, hvorved myndighederne kunne afspærre områder; lukke virksomheder; formene borgerne adgang til offentlig transport og andre ting af tvangsmæssig karakter. Der fandtes også straffebestemmelser, der omfattede fængsel indtil 6 måneder, for at overtræde reglerne.
1979-loven trådte så i kraft 1. januar 1980, og blev revideret flere gange, senest i 2007; altså mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister.
Epidemiloven som en bombe under demokratiet
Jeg har interesseret mig for politik i rigtig mange år, før jeg blev medlem af folketinget i 2015. Derfor undrer det mig, at jeg aldrig – som i aldrig nogensinde – havde hørt, at der lå en bombe under demokratiet og tikkede i form af epidemiloven fra 1979.
I det omfang, den til enhver tid siddende regering kunne få myndighederne til at makke ret – og det plejer den til enhver tid siddende regering nok at kunne – så ville den ansvarlige minister jo uden problemer kunne bringe en række stenhårde bestemmelser om tvang og indskrænkning af den personlige frihed i anvendelse. Og den ansvarlige minister kunne true enhver, der ikke adlød, med op til 6 måneders fængsel.
Men der har simpelthen aldrig nogensinde været så meget som et enkelt af de partier, der i tidens løb havde stemt for den oprindelige lov eller dens ændringer, eller som havde beklædt posten som sundhedsminister, der har gjort anskrig.
Sundhedsstyrelsen havde ikke noget, der bare mindede om en korrekt idé om, hvad COVID-19 var for noget. Man troede for eksempel, at det var en slags influenza, der ikke kunne smitte gennem luften – begge dele er totalt forkert og en virkelig skadelig hypotese at tilgå sygdommen med
Derfor kan jeg ikke helt frigøre mig fra den tanke, at den voldsomme ”demokratiske forargelse” over den reviderede epidemilov fra marts 2020 i et vist omfang har været påtaget.
Epidemiloven fra 1979 var nok i virkeligheden saglige menneskers fornuftige overvejelser over, hvad en stat har brug for under en voldsom epidemi. Og derfor var der ikke nogen saglige og fornuftige mennesker, der kunne se, at epidemiloven fra 1979 var et kæmpestort, demokratisk problem, før det blev opportunt at mene således i 2020.
Men så fik vi altså en ny lov på 24 hektiske timer i marts 2020.
Her er det ofte blevet sagt – og Grønnegaard-udvalget gentager det – at Folketinget ikke fik noget at vide. Eller rettere: Ikke fik nok at vide. Ud over at det var myndighedernes anbefaling, at Danmark skulle lukkes ned.
Jeg har aldrig været hundrede procent enig i den påstand.
For det første havde Ellen Trane Nørby (der var tidligere sundhedsminister, og derfor tænkte hurtigt og præcist over problemerne) haft åndsnærværelse til at stille det efterhånden berømte spørgsmål 23 til L133.
I svarene til spørgsmål 23 står der virkelig meget om, at Sundhedsstyrelsen ikke var enig i, at der var behov for et stort lock down eller en omfattende ændring af epidemiloven. Men der står også, at Sundhedsstyrelsen ikke havde noget, der bare mindede om en korrekt idé om, hvad COVID-19 var for noget.
Man troede for eksempel, at det var en slags influenza, der ikke kunne smitte gennem luften – begge dele er totalt forkert og en virkelig skadelig hypotese at tilgå sygdommen med.
Det virkelige problem var erstatningen
Under udvalgsbehandlingen den 12. marts blev der også holdt to lukkede samråd. Her gjorde Sundhedsministeren absolut ikke nogen hemmelighed ud af, at han var yderst lydhør over for ECDC (European Centre for Disease Prevention and Control) og navnlig det forum af europæiske sundhedsministre, der samledes under ECDC’s auspicier.
Ethvert medlem af sundhedsudvalget har således fra begyndelsen vidst, at der var stor uenighed mellem myndighederne og regeringen, og at regeringens idéer til, hvad der var påkrævet for at håndtere COVID-19, i høj grad kom fra ECDC og forummet af sundhedsministre.
Det virkelig dybe problem med den reviderede epidemilov var og er spørgsmålet om erstatning.
Den foreløbige konklusion er for mig derfor på den ene side, at hvis man tager udtrykket “derfor er det myndighedernes anbefaling” helt og aldeles ud af kontekst, er det ikke rigtigt. Men at regeringen på den anden side aldrig har forhindret Folketinget i at få kendskab til den virkelige beslutningsprocedure
Her har jeg tidligere sagt til medierne, at jeg fik det indtryk ved briefingen fra Justitsministeriet, at en række virksomhedsejere, der i praksis ville blive berørt af nedlukninger, ikke efter dansk, juridisk sædvane ville være berettiget til nogen form for erstatning. Nedlukningerne ville nemlig have karakter af det, der hedder ”generel regulering”.
Og det udløser ikke erstatning – jævnfør de berygtede 3 meters randzoner, landbruget af Thorning-Schmidt-regeringen blev pålagt at etablere.
Om det er sandt eller ej, kan vi kun sige, når og hvis en domstol træffer en afgørelse. Derfor forekom det mig i situationen mest fordelagtigt for mennesker, der blev berørt af nedlukningerne, at stille dem økonomiske kompensationer i udsigt. Og derfor må man beklage den bureaukratiske langsommelighed, hvormed kompensationerne administreres og udbetales på det kraftigste og mest alvorlige.
At det blev den endelige konklusion, gælder i øvrigt for alle Folketingets partier uden undtagelse.
Hvis man stemmer for en lov, betyder det, at man kan leve med den. Og det kunne alle.
Den foreløbige konklusion er for mig derfor på den ene side, at hvis man tager udtrykket ”derfor er det myndighedernes anbefaling” helt og aldeles ud af kontekst, er det ikke rigtigt. Men at regeringen på den anden side aldrig har forhindret Folketinget i at få kendskab til den virkelige beslutningsprocedure.
Det gør, at udtalelsen samlet set er noget spin, der i situationen nok kan vildlede den menige tv-seer, men den udgør ikke et odiøst forsøg på at føre Folketinget bag lyset.
Er det så sandt, at Folketinget gav regeringen uindskrænket magt og fraskrev sig demokratisk kontrol med epidemihåndteringen?
I mine øjne var Statsministeriet først og fremmest utilfreds med sundhedsmyndighederne, fordi de begik så mange fejl; tog for let på problemerne og overvurderede sig selv meget voldsomt
Nej – det er end ikke i nærheden af at være sandt. Ifølge grundloven kan Folketinget til enhver tid afsætte en regering, det er utilfreds med. Det princip har aldrig været ophævet, og derfor har regeringen selvfølgelig stået under Folketingets ultimative kontrol.
At Folketinget altid har kontrol med regeringen, så man først og fremmest, da Mogens Jensen blev bragt i en situation, hvor han var nødt til at træde tilbage.
Men man så det for eksempel også, da Grønnegaard-udvalget blev nedsat; da granskningskommissionen blev opfundet og iværksat med henblik på at kulegrave minkskandalen; da det første udkast til ny epidemilov blev forkastet og da det første forslag til nye karantænebestemmelser blev forkastet.
Det, Grønnegaard-udvalget synes at antyde, er, at regeringen kørte myndighederne over, fordi det lå inden for dens muligheder at gøre det. Altså: at det skete som udtryk for magtbrynde.
Men det trænger til en meget kraftig klarificering. Det er nemlig noget, der har været typisk gennem hele forløbet: En snæver dansk fortolkning, der både ser bort fra, at epidemien er et globalt problem, og at der findes en række ”skoler” eller ”paradigmer” for epidemikontrol rundt omkring i verden.
I mine øjne var Statsministeriet først og fremmest utilfreds med sundhedsmyndighederne, fordi de begik så mange fejl, tog for let på problemerne og overvurderede sig selv meget voldsomt.
En dødsens alvorlig uoverenstemmelse
Sagt i al korthed så mente de danske sundhedsmyndigheder i januar og februar 2020 ikke, at COVID-19 nogensinde ville blive et problem i Danmark (og at hvis et enkelt tilfælde eller to skulle slippe ind over grænsen, så var beredskabet på plads).
Derfor læste mange danskere – herunder jeg selv – med stigende vantro, hvordan beskeden blev givet om, at man roligt kunne tage på skiferie til Italien i uge 7 og 8. Ligesom vi læste om den totalt afslappede modtagelse i Kastrup af skiturister fra Italien (og Østrig).
Det, regeringen ville – og som jeg ikke synes bliver trukket tilstrækkeligt frem af Grønnegaard-udvalget – var at komme over på den strategi, der var under udformning i ECDC og gruppen af sundhedsministre. Det vil sige en strategi, der sænker kontakttallet til under 1 ved hjælp af såkaldte ”non-pharmaceutical interventions”.
Jeg håber, at skammen over de veluddannede misinformatorer aldrig dør. De har opført sig skændigt i en alvorlig situation for Danmark
Skænderiet mellem myndighederne på den ene side og regeringen på den anden var altså ikke territorial afpisning i centraladministrationen.
Det var en dødsens alvorlig uoverensstemmelse, der gik på, om det bedste ville være en strategi, det gik på at holde kontakttallet under 1 og i første omgang beskytte sundhedsvæsenet (samt i næste: afvente vaccine). Eller en strategi som i Sverige, hvor man accepterede, at kontakttallet lå over 1, så der gradvis ville opstå flokimmunitet.
Kan man tro på det norske Steinar Holden-udvalg, er ”europastrategien” (at kontakttallet skal holdes under 1) langt bedre for både folkesundhed og samfundsøkonomi end ”den svenske strategi” (at kontakttallet skal holdes på 1,15-1,2).
Konsekvenserne af, at regeringen holdt så hårdt på sit, var, at 1. bølge gik forholdsvis let hen over Danmark. Det højeste antal indlagte var 535, og der døde cirka 600 mennesker under første bølge. Sverige havde på det tidspunkt cirka fem gange så mange døde.
Hvorfor er 2. bølge så gået så dårligt i Danmark? Her peakede indlæggelserne (foreløbigt) med 966 indlagte, og mere end dobbelt så mange som under 1. bølge er døde. Forholdet mellem Sveriges og Danmarks dødstal er skrumpet ind til cirka 3:1.
Jeg tror, at det mærkeligt nok hænger sammen med, at sundhedsmyndighederne fik kæmpet sig ind i epidemikontrollen igen. Blandt andet hjulpet af meget højlydte politiske krav om, at alt, hvad regeringen foretog sig, skulle være efter indstilling fra myndighederne.
Sundhedsmyndighedernes talrige fejl
Hvis man ser på sundhedsmyndighedernes samlede performance siden januar 2020, er det nemlig karakteristisk, at de har begået et hav af mere eller mindre grove fejl.
De værste er her:
- Januar – februar 2020: Generel fejlvurdering af selve problemet og dets omfang
- Marts – juni 2020: Fejlagtig rådgivning, der ville føre Danmark ind på ”den svenske strategi” og et mål om flokimmunitet
- Marts – maj 2020: Fodslæbende holdning til test og udbygning af testkapacitet (i modsætning til WHO’s anbefalinger)
- Marts – september: Fejlagtig vurdering af brugen af ansigtsmasker
- Marts – december 2020: Fejlagtig forståelse af betydningen af aerosoler, og dermed af udluftning.
- Marts – december 2020: Sendrægtig og langsommelig udbygning af kapacitet til smitteopsporing
- Marts – december 2020: Institutionel modvilje mod at samarbejde med private aktører
- August – januar 2021: Useriøs holdning til karantæne og til kontrol med indrejsende
- August – november 2020: Inkompetent rådgivning om mink.
- Skal man sige det kort, har myndighederne givet regeringen helt forfærdelig dårlig rådgivning hele vejen gennem COVID-19-epidemien. Og det spiller uden tvivl en stor rolle, når man skal forstå, hvorfor 2. bølge har været så hård i Danmark.
Til sidst et par spredte bemærkninger om hele forløbet:
Misinformation, og det jeg i mangel af et bedre udtryk vil kalde ”bevidst tåbelighed”, har gjort det svært at være politiker.
Det gør ikke så meget, når sådanne påstande flyder rundt på nettet i form af YouTube-videoer med Dr. Flatus McFartpants. Men når de videregives af højtuddannede mennesker med fine titler, og når disse mennesker ikke stopper, når de modbevises af forskere, der er bedre inde i tingene, er det et kæmpe problem, som vi desværre ikke er sluppet for i Danmark
Det sidste først: Bevidst tåbelighed er for eksempel, når det siges, at Danmark begik en fejl ved at forberede sig på det værste, fordi der jo ikke skete noget særligt under 1. bølge.
Nej, det tror Fanden (og undskyld, jeg bander). Der skete jo ikke noget, fordi vi lukkede ned.
Derfor er dette bevidst tåbelige udsagn ikke bedre end udsagn som, at det var unødvendigt at træde på bremsepedalen, fordi hastigheden alligevel faldt. Eller at det var unødvendigt at bestille rengøring, fordi der alligevel er rent hele tiden.
Misinformationer og bevidst tåbelige påstande
Bevidst tåbelighed er også at blive ved med at se på dødstallet og argumentere ud fra dødstallet, når målet med epidemikontrollen hele tiden har været at forhindre, at sundhedsvæsenet brød sammen. Som det rent faktisk er gjort mange steder, når epidemikontrollen er svigtet.
Til misinformation hører påstande om:
- At COVID-19 ikke er værre end influenza. At COVID-19 ikke fører til overdødelighed.
- At IFR (altså infection fatality rate) er 0,1. Hvis det var sandt, kunne der rent logisk ikke dø mere end 1 promille af befolkningen i et land. Der er i skrivende stund 30 lande, hvor over 1 promille af befolkningen er død. Og Belgien bliver det første større land, hvor over 2 promille dør).
- At nedlukninger ikke virker.
- At masker ikke virker.
Det gør ikke så meget, når sådanne påstande flyder rundt på nettet i form af YouTube-videoer med Dr. Flatus McFartpants. Men når de videregives af højtuddannede mennesker med fine titler, og når disse mennesker ikke stopper, når de modbevises af forskere, der er bedre inde i tingene, er det et kæmpe problem, som vi desværre ikke er sluppet for i Danmark.
Jeg håber, at skammen over de veluddannede misinformatorer aldrig dør.
De har opført sig skændigt i en alvorlig situation for Danmark.
LÆS MERE I POV OM CORONAVIRUS HER
Topillustration: COVID-19’s 2. bølge blev håndteret ringe i Danmark og det skyldes næppe et komplot fra regeringens side, men at de fik dårlige råd af sundhedsmyndighderne, skriver Henrik Dahl. Foto: Sten Brogaard.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
