World War Z bog

I 2006 beskrev en horrorforfatter coronakrisens handlingsforløb: Hvorfor lyttede vi ikke til ham?

i Bøger/Politik & Samfund af
CORONAKRISE // ESSAY – I bogen ’World War Z’ spreder en dødelig virus fra den kinesiske Hubei-provins sig med stor hast over hele verden. Den hjælpes på vej af international flytrafik, politisk inkompetence samt almindelige menneskers uvilje imod at indse problemets omfang og ændre deres vaner. Lyder det velkendt? Emil Arenholt Mosekjær skriver om Max Brooks horrorbog, der rummer svararket på den nuværende krise.

Fiktion og fakta snor sig af og til om hinanden på en fascinerende måde, der nok er tilfældig, men alligevel rejser nogle interessante spørgsmål. Især når fantasiens verden ender med at blive til virkelighed.

I 1898 udgav den amerikanske forfatter Morgan Robertson eksempelvis romanen ’Wreck of the Titan’, om passagerskibet Titan der en nat i april rammer et isbjerg i Nordatlanten og synker med et stort tab af menneskeliv til følge, fordi der ikke er redningsbåde nok.

Hvis du synes, fortællingen lyder bekendt, så er det fordi, den i skræmmende grad minder om en virkelig begivenhed, der indtraf 14 år senere: Titanics forlis 15. april 1912.

Selvom mange gennem tiden har tillagt Robertson nærmest clairvoyante evner, er virkeligheden nok langt mere simpel. Som en erfaren sømand var det ikke svært for ham at forestille sig, hvad betydning det kunne have, at skibene dengang ikke var forpligtet til at medbringe redningsbåde til alle passagerer.

Tillige gjorde kombinationen af teknologi, emigration og turisme i disse år, at flere og flere personer krydsede Atlanten på stadigt større skibe. Robertson har ikke været den eneste, der gjorde sig tanker om, hvilke konsekvenser en maritim katastrofe kunne have. Men hvorfor var der så ikke nogen, der lyttede?

Målet med bogen er at minde eftertiden om de fejl, menneskeheden begik, for at de ikke skal komme til at gentage dem

I takt med at corona-virusset de seneste uger har inficeret en stadig større del af verdens befolkning, har jeg grebet mig selv i at tænke på ovenstående. Vi har nemlig et nyere eksempel på, at svararket på den nuværende krise også har ligget klar for næsen af os de sidste 14 år.

Der er tale om Max Brooks’ bog ’World War Z – An Oral History of the Zombie War’ fra 2006. De nussede hjørner på min egen udgave af bogen, samt Instant New York Time Bestseller klistermærket på forsiden af samme, siger noget om den fascination, bogen har indgydt i både mig og mange andre.

Brooks’ bog er opbygget som en såkaldt mundtlig fortælling; en samling af fiktive interviews med mennesker fra hele jordkloden, både fagpersoner, beslutningstagere og almindelige borgere. De fortæller hver om deres oplevelser under en verdensomspændende pandemi, der et par år forinden havde været på nippet til at udrydde menneskearten.

Det særlige ved denne sygdom er, at den ikke bare slår folk ihjel, men herefter genopliver dem som omvandrende lig med en uudtømmelig sult efter menneskekød. På grund af både beslutningstagernes og befolkningens uvilje imod at tage truslen alvorligt, spreder smitten sig på rekordtid til hver en afkrog af verden og bringer derved vor civilisation på randen af sammenbrud.

Det lyder måske plat i dine ører. Men hvis først du accepterer præmissen om en virus, som genopliver de døde, går der ikke længe, før fortællingen rammer dig i maven som et hestespark. Det skyldes ikke mindst Brooks’ fabelagtige fortælleevne, samt hans grundige research og socioøkonomiske analyse af, hvordan sådan en virus ville påvirke menneskeheden.

I lyset af verdens nuværende tilstand virker bogen på flere måder nærmest profetisk – ligesom ’Wreck of the Titan’ blev det i 1912.

En virus opstået i Hubei-provinsen

Som sagt vil beskrivelsen af ’World War Z’ givetvis få de mere rationelle af jer til at himle med øjnene, og Max – søn af komikeren Mel Brooks – er da også solidt rundet af populærkulturen med ansættelser på bl.a. Saturday Night Live. Han er dog også uddannet historiker og har været ansat som forelæser ved det amerikanske militærakademi ved West Point, så hør mig lige til ende.

Bogen indledes med ’interview’ med en kinesisk læge, der fortæller, hvordan han i en lille landsby i Hubei-provinsen – tilfældigvis den samme som coronavirusset opstod i – for første gang møder den sygdom, som snart skal rive verden fra hinanden. Det sker i form af en dreng med et bidmærke på benet, der udviser en manisk og aggressiv opførsel, selvom lægen umiddelbart ikke kan finde nogen puls på ham.

Efter først at være blevet rystet i sin videnskabelige grundvold bliver lægen nu vidne til den brutale reaktion fra de kinesiske myndigheder, som arresterer ham for at begrænse spredningen af ’misinformation’ til både resten af Kina og omverdenen, samtidig med at lignende sager dog pibler frem i hele området og snart spreder sig med eksponentiel hast.

Der er en klar parallel til både SARS-epidemien i 2002-03 og til de aktuelle eksempler på kinesiske aktivister som Fang Bin og Chen Qiushi, der blev arresteret for at have delt videooplevelser af situationens alvor i byen Wuhan, oplysninger som myndighederne ikke ønskede at få ud.

Det er i ’World War Z’ især den politiske og samfundsmæssige virkelighed i USA, som her er med til at forhindre en afmålt reaktion i tide, og resultatet er katastrofalt

Max Brooks
Foto: Gage Skidmore/Flickr.

Det er nok tilfældigt, at både corona- og det såkaldte solanum-virus fra ’World War Z’ er opstået i samme kinesiske provins. Max Brooks, for hvem lighederne mellem hans bog og den nuværende virus ikke er gået hen over hovedet på ham, fortalte dog for nyligt i en klumme i Washington Post, at han valgte Kina som oprindelsesland, fordi der her både var en stor befolkning, et hastigt moderniserende samfund, og et autoritært regime, som ville undertrykke al information om udbruddet, før det var for sent.

Ifølge ham behøvede han kun kigge til SARS-epidemien for at finde inspiration:

”De første eksempler på smittede i Kina skete i slutningen af 2002, men i flere måneder undlod regeringen at advare om denne nye, dødelige sygdom”, skriver han i klummen.

Det samme er tilfældet i ’World War Z’, hvor den kinesiske regering i første omgang forsøger at lægge låg på begivenhederne, hvilket skader omverdenens mulighed for at gardere sig, før det er for sent. Sygdommens spredning til resten af verden hjælpes ikke kun på vej af den internationale flytrafik, men også af den ansvarsløshed hvormed mange personer med fuldt overlæg fortsætter med at rejse, selvom de ved, de er blevet smittet.

En pandemisk nemesis

Det er i ’World War Z’ især den politiske og samfundsmæssige virkelighed i USA, som her er med til at forhindre en afmålt reaktion i tide, og resultatet er katastrofalt. I bogen tænker den almindelige amerikaner mere på børnepasning og forbrugsvarer end på sygdomme, de er generelt skeptiske over for de kloge hoveders advarsler, og der er ikke megen hjælp at hente fra hverken medier eller politikere.

For som den tidligere stabschef i det Hvide Hus siger, da han i bogen skal forklare, hvorfor de så i lang tid forsøgte at lægge låg på tingene i stedet for at reagere, så var der både aktiemarkeder, forbrugertillid og meningsmålinger at tænke på:

”Kan du forestille dig, hvad det (sandheden, red.) ville have gjort ved regeringens politiske kapital? Vi taler ikke bare om et valgår, men en forbandet hård kamp opad bakke”.

Det er nærmest umuligt ikke at se parallellerne til virkeligheden, hvor Trump-regeringens reaktion har været det stikmodsatte af fornuftig. Med hjælp fra den konservative tv-kanal Fox News fastholdt præsidenten længe, at coronavirusset ikke var andet end en konspirationsteori, som hans politiske modstandere havde fundet på for at skade hans chancer for genvalg til november.

Folk holder krampagtigt fast i deres vaner og normale dagligdag. Og da virkeligheden ikke længere kan ignoreres, er døden bogstavelig talt på vej ind gennem deres franske havedøre

Siden har han erkendt sygdommen, men virker stadig opsat på at nedtone dens omfang. Som et resultat heraf viser meningsmålinger da også, at størstedelen af hans kernevælgere endnu ikke lader til at tage den alvorligt. Da Trump endelig satte ord bag handling ved at lukke al indrejse fra Europa, skete det sammen med påstanden om, at det var europæernes skyld, at USA i øjeblikket står over for en potentiel sundhedsmæssig katastrofe. Han virker dermed mere opsat på at pege fingre end på at række ud.

I ’World War Z’ er det ligeledes denne blanding af politiske inkompetence og befolkningsmæssige fornægtelse, der i mange lande gør, at situationens alvor er alt for længe om at gå op for folk. De holder krampagtigt fast i deres vaner og normale dagligdag. Og da virkeligheden ikke længere kan ignoreres, er døden bogstavelig talt på vej ind gennem deres franske havedøre.

I kapitlet ’The Great Panic’ beskrives det herefter, hvordan samfundet hastigt falder fra hinanden om ørerne på folk, idet forsyningskæder, aktiemarkeder og økonomi bryder sammen. Herved udstilles ikke blot den globaliserede verdens svagheder, men også hvor hurtigt mennesker kan blive grebet af både individuel og kollektiv panik.

Folk tømmer butikkerne for varer – som de gjorde her i Danmark om aftenen 11. marts, fordi de ikke nåede at høre andet af statsminister Mette Frederiksens tale end ”det er nu, vi skal handle”, før de susede ned efter 5 pakker toiletpapir og gær nok til et industribageri. Politiet måtte i flere tilfælde rykke ud til butikker, hvor kunder overfusede de ansatte og kom i slagsmål med hinanden. Lignende scener har udspillet sig verden over.

Tillid forvandles til paranoia, idet både venner og fremmede pludselig er potentielle smittebærere, som kan bringe dig og dine kære i livsfare. Man holder varsomt øje med folk omkring sig – på udkig efter mulige symptomer, der på et splitsekund kan betyde en udstødelse fra fællesskabet.

Den moderne verdens hybris i forhold til sin egen usårlighed lynhurtigt kan slå ned i form af en pandemisk nemesis, hvis ikke vi formår at bruge de syv fede år på at forberede os på de syv magre – især når vi nægter at indse, at døden allerede er på vej rundt om hjørnet

I ’World War Z’ bruger man hunde til at screene folkemængder for smittebærere, da de af en eller anden årsag kan lugte, om du er smittet. I virkelighedens verden benytter mange lande sig af sundhedspersonel med lasertemperaturmålere.

Der er i både virkelighedens og fiktionens verden folk, som pakker deres familie ind i bilen og kører formålsløst afsted uden at vide, om de flygter fra faren, eller blot bevæger sig tættere på den. Der er folk, som øjner en mulighed for at udnytte deres medmennesker og tjener penge på deres elendighed, imens andre udviser en villighed til at ofre alt for folk, de aldrig før har mødt.

På den måde rammer Brooks’ fortælling ikke blot hovedet på sømmet i forhold til, hvordan vi mennesker reagerer i en krisesituation. Men også hvordan den moderne verdens hybris i forhold til sin egen usårlighed lynhurtigt kan slå ned i form af en pandemisk nemesis, hvis ikke vi formår at bruge de syv fede år på at forberede os på de syv magre – især når vi nægter at indse, at døden allerede er på vej rundt om hjørnet.

36 timer med sin døde søster

I ’World War Z’ indser myndigheder verden over snart, at man ikke kan bekæmpe en pandemi alle steder på én gang. Hvad der er tilbage af militær og myndigheder skal derfor konsolidere sig i letforsvarlige områder, hvorved størstedelen af samfundet overlades til deres skæbne. Det er lige så brutalt, som det er simpelt, men i desperate tider er der behov for desperate metoder.

Her i Danmark har regeringen lukket samfundet ned og indført de mest vidtrækkende tiltag siden Anden Verdenskrig. Alt er lukket, folk blevet opfordret til at holde sig fra andre mennesker, blive hjemme og forsøge at klare sig igennem eventuelle sygdomsforløb ved egen hjælp, medmindre situationen bliver så alvorlig, at professionel lægehjælp er nødvendig.

Og så er der ikke andet at gøre end at stole på, at den nødvendige hjælp dukker op. Det gør den på nuværende tidspunkt, men hvis situationen eskalerer yderligere i løbet af de næste par uger, er det måske ikke længere en selvfølge. I ’World War Z’ bliver både politi og sundhedsvæsen overvældet og sat ud af kraft, hvilket også har været tilfældet i hårdtramte corona-lande som Kina, Italien, Iran og Spanien.

Skuespilleren Luca Franzese tilbragte 36 timer i selskab med liget af sin søster, efter at hun var omkommet af en coronainfektion. For hverken sundhedsmyndigheder eller bedemænd ville komme og hente liget – og hans situation er ikke unik

Et makabert eksempel på, hvad der sker, når hjælpen ikke længere blot er et telefonopkald væk, fandt tidligere på måneden sted i Syditalien. Her tilbragte skuespilleren Luca Franzese 36 timer i selskab med liget af sin søster, efter at hun var omkommet af en coronainfektion. For hverken sundhedsmyndigheder eller bedemænd ville komme og hente liget – og hans situation er ikke unik.

Sammen med de forsvundne kinesiske aktivisters videooptagelser af hospitalsgange, hvor ligene får lov til at ligge og flyde, fordi ingen har tid til at tage sig af dem, afslører det et tragisk aspekt ved en krise som den nuværende: at den ikke blot tager vores nærmeste fra os, men samtidig frarøver os muligheden for at bearbejde tabet af vedkommende med den respekt og de ritualer, som vi er vant til.

”Min søster ligger her i sengen, død, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”, sagde Franzese i en video på Youtube, hvor søsterens lig kan ses på sengen bag ham. ”Jeg kan ikke give hende den sidste ære, hun fortjener, fordi alle myndigheder har forladt mig”.

Scenen er som taget ud af ’World War Z’ – selvom videoen her nok ville have endt med, at den afdøde søster satte sig op i sengen bagved, og til seernes rædsel herefter satte tænderne i ham.

Men ligesom millioner af mennesker i bogen efterlades til deres skæbne i selskab med deres (for en stund) afdøde nærmeste, har talløse personer op gennem tiden siddet som ham, når epidemiske sygdomme igen og igen har decimeret menneskeheden.

Da pesten i midten af 1300-tallet slog omkring halvdelen af Europas befolkning ihjel, var det ikke unormalt, at folk blev låst inde sammen med syge og døde familiemedlemmer for at undgå smitte; og gaderne flød ofte med lig, fordi der ikke var nogen til at begrave dem.

Ligesom på datidens malerier, hvor horder af lig danser lystigt rundt blandt de levende som en påmindelse om, hvad vej vi alle skal, tvinger Max Brooks os i ’World War Z’ til at se vores dødelighed i øjnene. I normale tider kan døden gemmes væk, men ikke længere. Nu vælter den frem overalt for at tvinge de levende i knæ, sammen med alt hvad vi har opnået.

Heldigvis er der også en optimist gemt i ham. For menneskeheden overlever også denne pandemi, selvom det kræver hårde ofre og efterlader en totalt ændret verden.

Vi skal lære af fortiden – men gør vi det?

Hans bud på, hvad det er, der får os igennem, er sådan set ret åbenlyse, og stemmer godt overens med det, vi også har erkendt i virkelighedens coronaverden: Som vores historie så ofte har vist, er det nemlig menneskets evne til samarbejde, hårdt arbejde, innovation, og villigheden til at yde ofre i den større sags tjeneste, der er vores største styrker.

Vi er tilsyneladende ikke i stand til at tag fat om problemernes rod, før de hamrer løs på vores fordør

Vi må rykke sammen – hvis ikke fysisk så mentalt – og for en stund tilsidesætte vores individuelle ønsker for det fælles bedste. Vi har gjort det før, og vi vil gøre det igen.

I sin indledning skriver Brooks – i rollen som den fiktive FN-udsending der har rejst rundt og interviewet de mange personer verden over – at målet med bogen er at minde eftertiden om de fejl, menneskeheden begik, for at de ikke skal komme til at gentage dem.

Vi ynder da også at fortælle hinanden, at vi skal lære af fortiden. Men gør vi så det? Til trods for at vi blot skal kigge til historien for at se, hvor ofte vores skæbne er blevet påvirket af epidemiske sygdomme, katastrofer og klimaforandringer, er vi jo tilsyneladende ikke i stand til at tag fat om problemernes rod, før de hamrer løs på vores fordør.

Heller ikke selvom både videnskabsfolk og horrorforfattere som Max Brooks for længst siden har lagt manualen for næsen af os.


LÆS EMIL ARENHOLT MOSEKJÆRS ØVRIGE TEKSTER PÅ POV HER.


Illustration: Bogens forside.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Emil (f. 1990) er journalist, uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Interessen for udlandsjournalistik bragte ham i foråret 2018 til Tel Aviv Universitet, hvor han tilbragte et semester på udveksling. Her studerede han israelsk historie, moderne mellemøstlig historie samt baggrunden for den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Inden han startede på Journalisthøjskolen, tjente han 4,5 år i den danske hær, og var i den forbindelse udsendt seks måneder til Helmand-provinsen i Afghanistan i foråret 2012.

Udover Mellemøsten vil han en dag gerne dække det afrikanske kontinent - og har livet igennem desuden haft en passion for amerikanske forhold efter at have boet tre år i Californien som barn.

Derudover er han en kæmpe historienørd, der bedst slapper af med tykke bøger om ting, der ville sende de fleste andre på hovedet i seng.

Seneste artikler om Bøger