STING // KONCERTANMELDELSE – Fredag d. 21. oktober var tilsyneladende uopslidelige Sting den perfekte vært for en veritabel sangfest i Royal Arena. Med et sangkatalog, der spænder over fem årtier, fik Gordon Sumner igen og igen salen til at synge med. “Han er muligvis mangemillionær, legende og en smuk mand, men han er ikke desto mindre til stede og i øjenhøjde med det vildt begejstrede publikum,” skriver Dan Rachlin.
Jeg skal ikke kunne sige om Gordon Sumner, bedre kendt som Sting, bliver kaldt ‘the body’ blandt fans? Hvis han gjorde, ville det kun være rimeligt. Den 71-årige sanger, komponist og superstjerne står, for nu at sige det, snorlige. Hans yoga, mikromakromad uden stivelse, sukker og ganske lidt kød virker. Smidig, stærk, slank og forbløffende lidt ældet er førstehåndsindtrykket, da han kl. 20.45 enterer scenen i Royal Arena foran mere end 10.000 aldeles feststemte tilskuere.
Inden da har hans 45-årige søn Joe Sumner fået lov at underholde en halv times tid med sin guitar. Det gør han godt, men hvor ville man ønske, at farmand forbarmede sig og skænkede ham sange, man rent faktisk kunne huske 30 sekunder efter, de var sunget færdig. Farmand derimod fedter ikke med de mindeværdige sange denne aften, turen kaldes “My Songs” og sparkes ud over kanten, der hvor det hele startede med Police-hittet “Message in a Bottle”.
Det forholdsvis unge band lægger solidt fra land, med den blanding af rock, reggae-rytme og pop, som i perioden 1979-85 kendetegnede trioens mange, mange hits. I aften kan eksempelvis trommeslager Zach Jones godt være sin indsats mere end bekendt. Og det på trods af at han rytmisk træder i store fodspor. Stewart Copeland, Police-trommeslageren, er efter min mening en af moderne rockmusiks ypperligste.
Stings’ varemærke. Følsomhed, eftertænksomhed pakket godt og grundigt ind i determination og fokus. Den perfekte mand, blød og uforsonlig på samme tid.
Direkte videre til “An Englishman in New York”, mere uptempo og flydende end originalen, og vokalen hos den voksne Sting er måske ikke lige så høj i falsetten, men det er ikke på nogen måde en slidt superstjerne på afskedstur. Videre til “Every Little Thing She Does Is Magic”, som igen understreger, at det kompetente band ikke skal spilles varme.
Tre forholdsvis gennemsnitlige nye sange sniges ind, før vi badet i lækkert lys og lyd bliver begavet med “If I Ever Lose My Faith in You”, som i ‘you may say I lost my faith in politicians, they all seem like gameshow-hosts to me’, nærmest virker dagsaktuel i det valgplagede Danmark.
Min yndlings Sting-sang, ‘Fields of Gold’, lyder præcis, som den skal. For det er jo det, som er Stings’ varemærke. Følsomhed, eftertænksomhed pakket godt og grundigt ind i determination og fokus. Den perfekte mand, blød og uforsonlig på samme tid.
Sting og generationssamarbejdet
“Brand New Day” har en underholdende og kuriøs introduktion, idet mundharmonikaen, som på originalen spilles af Stevie Wonder, her håndteres af den 18-årige og totalt uimponerede og overlegent velspillende Shane Sager. Der er noget smukt, når et band svinger med en teenager og frontfigur, som kunne være hans bedstefar. Og generationssamarbejdet fortsætter på “Shape of My Heart” med korsangeren Gene Noble, der giver den smukke sang soul og nyt liv.
Den fine og fredagsfestlige koncert afsluttes passende med “Fragile”, for det er vi alle, og det er godt at blive mindet om fra tid til anden
Genes kvindelige kollega, Melissa Musique, pynter på “Whenever I Say Your Name”. Og så forbarmer farmand sig og giver plads til sønnen Joe på “King of Pain”, hvor far og søn synger millimeter tight, for nu at bruge et godt dansk udtryk. Tight er det samlede band også, med Stings’ godt slidte bas som dirigentstok.
Hele koncerten på lidt mere end halvanden time opleves i det hele taget veludført og glidende, omend med risikoen for at tippe til den rutineprægede side. “I love your wonderful city”, “Great to be back again”, lyder umiskendeligt som om, det bliver sagt fra scenen hver aften.
Aftenen afsluttes, naturligvis, med “Every Breath You Take”, som Sting må have sunget omkring en milliard gange. “Roxanne”, som første ekstranummer endnu engang vidner om, at Sting er i en nærmest surrealistisk form, og for længst har lært at disponere den noget dybere vokal, uden at publikum mister gensynsglæden med sangen om den prostituerede Roxanne, som Sting får følelser for. Følelser er han nemlig ikke fedtet med.
Han er muligvis mangemillionær, legende og en smuk mand, men han er ikke desto mindre til stede og i øjenhøjde med det vildt begejstrede publikum. Et voksent publikum, der præcis som deres unger har gang i deres telefoner og kameraer nonstop. Det eneste, der afslører alderen og den manglende styr på teknik, er de utallige gange, hvor kameraet kører på smartphonen, mens blitzlyset skinner direkte ind i nakken på dem, der står foran en. Noget, der næppe giver en optagelse, som er værd at samle på.
Den fine og fredagsfestlige koncert afsluttes passende med “Fragile”, for det er vi alle, og det er godt at blive mindet om fra tid til anden.
Sting udelod bl.a. store kompositioner som “Don’t Stand So Close to Me”, “If You Love Somebody” og ikke mindst ‘Russians’, hvilket understreger, at det denne regnfulde, men milde oktoberaften ikke var en helt tilfældig spillemand, der lagde vejen forbi København.
Rettelse: I en tidligere version af anmeldelsen stod fejlagtigt, at Josh Freeze var aftenens trommeslager. Det var Zach Jones.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
