LIV & LITTERATUR // KOMMENTAR – For nylig mødte jeg en kvinde, der qua sit fag havde observeret, at forældre i dag ikke gav det videre, som de havde fået med fra deres barndom, og som havde dannet dem som mennesker. Her tænkte hun især på litteraturen. Det er muligt, at børn læser Harry Potter og fantasy, men den grundlæggende klassiske litterære oplæsning er forsvundet fra hjemmene, fordi de fleste stopper med at læse højt, mens børnene er små.
Da jeg var barn, læste jeg meget. Det gjorde alle mine søskende, for sådan blev vi opdraget. Der var ingen dogmatisk løftede pegefingre, det indgik som en fuldstændig naturlig del af vores liv, at man læste. Vi læste Gyldendals røde klassikere, Mio, min Mio og alle de andre bøger af Astrid Lindgren. Vi læste Tudemarie-trilogien, Hitchcock og de fem detektiver, og det er med særlig veneration, at jeg tænker på Phyllis Reynolds’ Heksens kat og Heksens søster, som er nærmest umulige at opdrive i dag.
Alt sammen gav det inspiration, fodrede fantasien og gav heltebilleder. Trængte jeg til at græde, tog jeg min personlige yndlingsbog ned fra hylden: Nissen i Skovridergaarden. Jeg hulkede mig igennem den, for den handlede om en lille forældreløs pige, der bliver opdraget af en brysk onkel, men heldigvis smelter hun hans hårde hjerte.
Måske gav litteraturen os udsyn og forståelse Men dengang var det bare dyb, dyb underholdning, det bedste tidsfordriv og stærkt tilfredsstillende
Som teenagere læste vi ikke store fantasy-trilogier som i dag, men vi læste Tove Ditlevsen (Anne-lise 13 år, Barndommens gade) og jeg lærte med dramatisk mine flere af hendes digte udenad. Tove Ditlevsen hørte dog ikke kun ungpigeværelset til. Jeg husker, hvordan jeg med ætsende sårbarhed læste ”Gift” for første gang som voksen. Meget handlede dengang om kærlighed. Og gør det endnu – bare med flere lag og flere facetter.
En ting var alt det, vi selv læste, noget andet var det mine forældre læste højt. Min far læste Alexander Dumas’ De tre musketerer, George Orwells General Napoleon og han læste Frændeløs – og nøj hvor vi græd igen. Min mor læste Det lille hus på prærien. Jeg kan stadig dufte det majsbrød som familien Ingalls spiser så vellystigt, og jeg husker, at min mor forsøgte at bage det, og at det slet ikke levede op til bogens beskrivelse.
Også min morfar læste højt for os. Han læste blandt andet H.C. Branner – specielt novellen Iris står som et uudsletteligt minde, og jeg mener stadig, at enhver ung pre-teen pige bør få læst den højt. Den handler om at forsøge at følge med de forkerte, men de smarte i stedet for at være tro mod sig selv. (“At du gider, sagde tykke Margrethe og alle de andre, men Iris gad.”). Ja, hun gad følge med den smarte pige i håbet om at blive populær, indtil hun bliver fravalgt til fordel for en anden. Stor lærdom i de sider i den alder.
Min farmor forbinder jeg med at læse Snedronningen. Jeg kan se hende endnu sidde ved et glat lakeret bord og læse højt med sine smalle briller, mens jeg spiser de hjemmebagte boller. Af alle eventyr, er det stadig det eventyr, der for mig rummer den største kærlighed, den største uskyld og den største kraft.
Vores generation gør det ikke nok, selv om det giver store øjeblikke af den tiltrængte ro – husker du at læse højt for dine børn eller børnebørn?
Måske gav litteraturen os udsyn og forståelse Men dengang var det bare dyb, dyb underholdning, det bedste tidsfordriv og stærkt tilfredsstillende, og så selvfølgelig var der en stor lise i at forsvinde ind i litteraturens verden og genkende sig selv i karakterne eller blive inspireret til hvordan man ville gå ud i verden som menneske. Alle ville være D’Artagnan, når vi fægtede med pindene i haven. Og ingen tvivl om at Heathcliff og Catherine fra Stormfulde højder ramte min romantiske åre, så der sprang læk.
Hulkede gjorde vi over Tvebak og Jonathan og alle de andre børn, der ømt kæmper for lyset. Og følelsen af at noget stort og vigtigt blev plantet i brystet på mig, føler jeg stadig, når jeg tænker tilbage på alle de bøger, som fik læst højt dengang. Vores generation gør det ikke nok, selv om det giver store øjeblikke af den tiltrængte ro – husker du at læse højt for dine børn eller børnebørn?
Illustration: Mio, min Mio, Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
