BLIXEN, HÆRETIKERE OG INFLUENCERS // CO-BRANDING – Med Blixen-filmen Pagten er der kommet fokus på mennesker, som ofrer privatlivets fred til fordel for berømmelsens rampelys. Cand.comm. John de Summer-Brason forklarer dynamikken i en karrierestræben, som efterlader et stigende antal ”ringvrag” i vejsiden.
Hvorfor var det lige, at Karen Blixen, Danmarks store forfatterinde, med passion og konsekvens samlede en kreds af meget yngre litteraturinteresserede unge mænd omkring sig på Rungstedlund?
Blixen savnede ikke venner. Tværtimod var hun – allerede før hun gjorde sig til midtpunkt for hæretikere som Bjørnvig, Wivel, Henriksen og Jensen – voldsomt velforsynet med venner og netværk. Takket været sin sensationelle skikkelse, litterære verdensberømmelse og vidtforgrenede overklassefamilie kendte hun om nogen dem, der var noget.
Denne problematik gør Pagten mere aktuel, end da bogforlægget udkom i 1974
Hvor man i samtiden valgte at tage Blixens netværksudvidelse for pålydende, for skønånders fælles passion for digtekunsten, kan vi med den klarhed, tiden giver, konstatere, at det påfaldende arrangement i høj grad tjente Blixens trang til symbolsk udødelighed, til at få konsolideret kendskabet til hendes livsværk, når hun ikke selv var her mere.
Vellykket co-branding
Til formålet etablerede hun med hæretikerne, som de unge kaldte sig, på Rungstedlund et hof, som modsvarende kom til at tilfredsstille de unges behov for karrieremæssig knowhow og netværk. Hos Blixen blev den senere dr.phil. Thorkild Bjørnvig, den senere professor Aage Henriksen, den senere Louisiana-direktør Knud W. Jensen introduceret til de superindflydelsesrige gamle på Blixens egen alder.
Omvendt skolede Blixen drengene til at være aktive og loyale ambassadører. Eller som den loyale Aage Henriksen udtrykte det: ”Fordi Karen Blixen var en begivenhed, der ramte ind i den danske og den vestlige verdens moderne kultur og brød dens grundlag op i et omfang, som først med tiden vil blive opfattet” (De Ubændige, Gyldendal, 1984)
Baronessens projekt med at skabe sig en kadre af unge delegater og ambassadører – for at knytte an til et begreb, psykiateren Helm Stierlin har introduceret – og praktisere dét, der inden for marketing hedder ”cross-promotion” og ”co-branding” – viste sig forbløffende vellykket.
Hæretikerne fik formidable karrierer. De unge glemte hende aldrig, og når Bille Augusts filmatisering af Thorkild Bjørnvigs Pagten fascinerer, skyldes det ikke mindst filmens udstilling af de voldsomme menneskelige og følelsesmæssige konsekvenser, det har for de implicerede, når de i det superkarrierefremmende felt ikke kan styre egne følelser.
Pagten opstår, da Blixen lover at gøre Bjørnvig til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget. Blixen må på sin side modvilligt erkende, at hun har forelsket sig i en mere end tredive år yngre mand!
Pagten er mere aktuel end nogensinde
Denne problematik gør Pagten mere aktuel, end da bogforlægget udkom i 1974. Det individualiserede konkurrencesamfund tenderer til at puffe menneskene ud i følelsesmæssige sammenhænge, vi ikke kan lodde dybden af. På Blixens tid var folk, som de var flest, beskæftiget i underordnede jobs med tryghed i ansættelsen.
Takket været innovationstænkning og fladere strukturer er loyalitetsbåndene mellem arbejdsgivere og lønmodtagerne gradvist løsnedes så meget, at der er opstået en nødvendighed – og da navnlig på SoMe – for at metodisk at ”brande” sig og gøre sig attraktiv i job- og partnermæssige sammenhæng.
Hvor Fie med sin erklærede optagethed af ”fuckboys”, herunder singlen ”Fuck Af”, ser ud til at skabe sig en varig afskærmning til autentiske parforhold, havde Blixens relationer til Bjørnvig og de unge hæretikere noget af det samme over sig
Hvor det på Blixens tid blot var flamboyante, frigjorte medlemmer af overklassen, kunstnere, politikere og opfindere som havde brug for at brande sig, har fænomenet været vildtvoksende – tilmed ind teenageværelser, hvor ikke så få influencer-karrierer er startet.
Berømmelsens pris – fra Blixen til Fie Laursen
Det er nærmest blevet en genrekonvention, at den, der træder ud og bader i medierampelyset, satser hele butikken såvel familiemæssigt som følelsesmæssigt. Nogle gange går det over al forventning, andre gange finder man forbløffende mange ringvrag blandt de kendte – og endnu mere bemærkelsesværdigt: uden at vi i en social kontekst føler os forpligtede til at gribe ind.
Selv om der er en verden til forskel mellem Karen Blixen og influenceren Fie Laursen, der i DR.dk-dokumentarserien ”Fie” skildres balancerende mellem at være psykiatrisk tilfælde, golddigger og rollemodel i en og samme person, så har damerne det tilfælles, at berømmelsen bringer dem ud i dubiøse relationer.
Hvor Fie med sin erklærede optagethed af ”fuckboys”, herunder singlen ”Fuck Af”, ser ud til at skabe sig en varig afskærmning til autentiske parforhold, havde Blixens relationer til Bjørnvig og de unge hæretikere noget af det samme over sig. Hvorfor indgik hun ikke et seriøst partnerskab?
For at kunne holde hof med sine unge ambassadører, måtte hun sluge en del ydmygelser. Kostelig er Bjørnvigs skildring af ham og hans familie, der skjuler sig under vinduerne i Humlebæk, når Blixen uanmeldt kommer og banker på, eller Blixen, der under en middag bekender: ”At man dog skal nøjes med jer. Naar jeg tænker paa, hvem jeg i mit liv Liv har været sammen med, de pragtfulde Masaier, General von Lettow og Prinsen af Wales.”
Hen ad vejen kan afhængigheden af opmærksomhed blive så stor, at den kendte, for at opretholde sin højstatus, udholder absurde interaktioner med andre mennesker
Blixen er ikke den eneste som har fået et bagvendt privatliv i jagten på berømmelsen. Den amerikanske stjernehimmel stråler allerstærkest på en dunkel baggrund af tragiske implikationer. Tænk på en Elvis, en Marilyn, en Michael Jackson, en Jimi Hendrix, en Whitney Houston, en Britney Spears, en Kurt Cobain. Herhjemme har vi haft en generation af sjove mænd – Dirck, Ryg, Kaas – ligesom politikere som Krag, Brixtofte, Hækkerup, Engell, Engel-Schmidt eller arveprins Knud, som ikke helt stod distancen.
Afhængig af berømmelsen
De kendte er svære at rekruttere som forsøgspersoner, og det er derfor svært at forske i de overvældende forandringer, mennesker oplever i rampelyset. Men der forskes, og ifølge psykologen, dr. Donna Rockwell, der har interviewet 15 superberømte – Being a Celebrity. A Phenemology of Fame (Journal of Phenomenological Psychology 40 (2009) 178–210) – viser det sig, at berømte sjældent fortryder deres berømmelse med den opmærksomhed, beundring og søde privilegier, den medfører, selv om den ofte fører til selvoptagethed, isolation, mistillid, fristelser, tab af familie – og at den kan udvikle sig til, hvad psykiateren Robert B. Millman kalder ASN, Aquired Situational Narcissism.
Berømmelsen starter ifølge Dr. Rockwell med, at den kendte nyder opmærksomheden, men også oplever skyldfølelse. Hen ad vejen kan afhængigheden af opmærksomhed blive så stor, at den kendte for at opretholde sin højstatus udholder absurde interaktioner med andre mennesker.
I det offentlige rum kan den kendte f.eks. undgå øjenkontakt og bliver ”døv”, når fans siger vedkommendes navn. Kendte bliver herudover mål for andre iværksætteres begær og ambitioner; Elvis manager colonel Tom Parker, Michael Jacksons fængslede livlæge Conrad Murray eller Britney Spears far og værge Jamie Spears.
Forudsætningen for kendthed, er, hvad der indenfor marketing hedder brand awareness, nemlig at den håbefulde får eksponeret sig så tilstrækkeligt massivt i medierne og SoMe, at der blandt publikum opstår genkendelse. Denne sindssygt vanskelige øvelse får de fleste, der leger denne leg, til at spille med på publikums videbegær og abekatteagtige lyst til at blive underholdt. Med andre ord ligger det kortene at skulle give køb på privatlivet for at opnå kendthed.
Når de kendte fælder hækken
Blixen nedlagde på Rungstedlund hækken ud mod Strandvejen, så forbipasserende bedre kunne kigge ind, og fra de efterlevende kendes de undertiden pinlige detaljer fra den store kunstnerindes kærlighedsliv (herunder også de psykofarmaka hun tog for at holde sig gående). Hos Elvis ignoreredes tiltagende psykiske problemer til fordel for 636 utroligt profitable Las Vegas-koncerter. Ikke mindst profitable for colonel Tom Parker.
Udover at de kendte oftest får deres backstage invaderet, når de i deres bestræbelser på at fastholde og udbygge deres claim to fame kommercialiserer privatlivet, så kan disse bestræbelser få uoverskuelige konsekvenser for de pårørende
Problemet med at gøre sig synlig er de dybe indhug dette arbejde gør i ens backstage. Begrebet stammer fra den canadiske sociolog Erving Goffman, der i bogen The Presentation of Self in Everyday Life (University of Edinburgh, 1959) har lagt en teatermetafor udover menneskers interaktion og siger, at vi også iscenesætter os i hverdagssituationer. Ifølge Goffman er vi så travlt optaget af at vedligeholde vores selvbillede, hvilket han kalder facework, at vi opererer frontstage, når vi iscenesætter os, og backstage, når vi rekreerer os bag hjemmets fire vægge.
Udover at de kendte oftest får deres backstage invaderet, når de i deres bestræbelser på at fastholde og udbygge deres claim to fame kommercialiserer privatlivet, så kan disse bestræbelser få uoverskuelige konsekvenser for de pårørende. De fleste kendte, Dr. Rockwell har adspurgt, taler om en uoverskuelige labyrintisk verden med forventningspres og igen mistillid til andre.
Følger og følgere
Omvendt oplever de udvalgte oftest berømmelsen som et så enestående privilegium, at de om nogen holder fast i deres immaterielle aktiv. For de nære kan det være en bizar oplevelse at følge den kendte. I min bog Berømmelsens anatomi (L&R, 2004) beretter Peder Bundgaard om Dan Turèll, at digteren ikke kunne færdes i København uden at blive genkendt:
”Hvor han end gik og kom på gader og værtshuse, stod folk altid og skreg: ‘Heeej Onkel Daaannnyyyyyyy.’ Han blev vanvittig smigret. Indtil en vis grænse. Så blev han høflig og afmålt. Dan Turèll brugte høflighed som et skjold. Når det så heller ikke virkede, blev han grov. Folk kunne blive meget sure, når det gik så vidt. Personligt kunne jeg ikke fordrage den type fans. Som regel var de æskestive af druk og helt blottet for takt og finfølelse. De kunne finde på at rage på ham korporligt, hvad han virkelig hadede.”
Det er ikke for meget sagt, at Dan Turèll fik tiltagende problemer med sin berømmelse, og det er meget karakteristisk, at de pårørende, her i skikkelse af datteren Lotus Turèll, har måttet tage mange tilløb for at bearbejde det skete: ”Livet dengang var ensomt og uforudsigeligt. Jeg havde en utryg base, men jeg måtte ikke kommunikere det” (Religion.dk, 28.3. 2018).
Det er karakteristisk for folk i berømmelse, at den nærmest ud-af-kroppen-agtige eksponering af deres person bringer dem steder hen, hvor offentlighedens fokus på deres latente psykiske problematikker og umodenhedstræk kommer til at udgøre et reelt problem.
Berømmelse kræver, at de håbefulde vedvarende laver “ildstorme” omkring sig, der med vellyst oversættes til magt og penge og betydning og berømmelse
Dr. Rockwell refererer bl.a. til Acquired Situational Narcissism, hvor et individ badet i rampelyset kan få en så selvovervurderende og forvrænget opfattelse af virkeligheden, at hvad der under normale livsbetingelser blot er en latens eller tendens udvikler sig til regulær personlighedsforstyrrelse.
Spørgsmålet er naturligvis, hvad omgivelserne kan holde til, og hvorvidt den kendte bliver ved med at bryde sig om sine kære, der måske ikke byder den samme fremdrift og farvepalet i karrieren.
Fristelserne er nemlig mange i rampelyset – f.eks. mænd, der falder for yngre kvinder – og et af de elementer, som gør indtryk i Dr. Rockwells arbejde, er kendtes fortrydelse mange år efter over forhold – som gik op i røg.
Berømmelse kræver, at de håbefulde vedvarende laver “ildstorme” omkring sig, der med vellyst oversættes til magt og penge og betydning og berømmelse.
Modstandsdygtighed
Preben Kristensen skildrer i sine fintmærkende erindringer ”Husk at være glad” (People’s Press, 2018) sit gennembrud med showtrioen Linie 3 så omvæltende – ”Det var slut med at bevæge sig med den ubekymrede frihed blandt alle og enhver” – at han reagerede ved at gå til lægen og bede om nervepiller. Han skildrer desuden Ekstra Bladets ufølsomme outing af ham, hvor et mangeårigt parhold blev forfladiget og reduceret til forsiden: ”Til hofbal med bøsseven”.
Bl.a. pga. af sin trygge småborgerlige opvækst – ”målt i hjerterum voksede jeg op i et palads” – har Preben Kristensen kunnet overkomme de kræfter, som har forsøgt at eksploitere hans karriere. Det var tilsvarende en velbjærget spidsborgerlig rammesætning, som vel alt i alt reddede Karen Blixen og hendes kreds af unge mænd.
Med den direkte tilgang til medieplatforme, som digitaliseringen har bragt med sig, er nødt til at diskutere, hvad det egentlige er for ubevidste personlige behov og mere bevidste agendaer, som sættes i spil, når mennesker går efter at blive kendte
Det forekommer mig, at de himmelstormere, som får den mest foruroligende flugt, er dem, der har en uklar og problematisk barndom med i lasten. Britney Spears med sin opvækst i en trailerpark eller de mange unge, der i flokkevis eksponerer og brander sig i realityprogrammer som Paradise Hotel eller på YouTube eller andre SoMe-platforme.
Albert Dyrlunds tragiske faldulykke under YouTube-optagelser i bjergene i Sydtyrol – en af hans videoer bar titlen ”Sådan lavede jeg Danmarks største mediestunt” – illustrerer faren, som venter den berømmelsessøgende.
Noget for noget
Det mest bizarre ved de menneskelige sammenbrud for åben skærm, er, at vi lader det ske. At vi er så grebet af celebrity og kendisstatus og attituder larger-than-life, at vi ser gennem fingrene med mennesker, som lider, for ikke at tale om de langvarige senfølger en karriere må have for de pårørende.
Spørgsmålet er, om ikke celebrity-dyrkelsen har rod i noget stridbart, arkaisk, nærmest førkristent? Jeg tænker på den arabiske diplomat Ibn Falans skildring fra 800-tallet af en vikingehøvdings ligbrænding i et vikingeskib ved Volga-floden, hvor der forinden har udspillet sig et nøje koreograferet begravelsesritual, hvis midtpunkt var den slavepige, der frivilligt havde meldt sig for at drage med sin herre til Valhalla.
Hun bliver i skønne klæder klædt på, stærkt feteret og begæret af høvdingens hirdmænd – inden hun rituelt blev myrdet – og som historikeren Jeanette Varberg konkluderer i Viking: Ran, Ild og Sværd (Gyldendal, 2019) ”fik hun kort lov at smage lidt af livet som fri. Måske var det i sig selv løn nok for at lade livet i et sælsomt og grumt ritual.”
Når selv en superbevidst og privilegeret aktør som Karen Blixen havde svært ved at håndtere arbejdet med sin symbolske udødelighed (herunder de unge mænd), får det mig til at konkludere, at vi med den direkte tilgang til medieplatforme, som digitaliseringen har bragt med sig, er nødt til at diskutere – gerne startende i skolen – hvad det egentlige er for ubevidste personlige behov og mere bevidste agendaer, som sættes i spil, når mennesker går efter at blive kendte.
LÆS FLERE INDLÆG AF JOHN DE SUMMER-BRASON HER
Topfoto fra filmen Pagten: Rolf Konow
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
