Man frygter for Lotte – selvmordets patosappel i liv og kunst

af i Bøger/Kultur/Liv & Mennesker

ESSAY – Fra William Shakespeares Romeo og Julie og Giacomo Puccinis Madame Butterfly til Rage Against The Machine skildres selvmordet som en del af vores verden, der hverken bør forties eller ignoreres, men presseetiske regler foreskriver omhu og hensyn til efterladte. 

I 1774 udgav Johann Von Goethe Die Leiden des jungen Werthers. Romanen, der omhandler en ung mands ulykkelige kærlighed til den smukke Lotte og hans klimaktiske selvmord, gjorde den 24-årige Goethe til en litterær superstjerne. Over hele Nordeuropa kopierede unge mænd Werthers ikoniske kostume med gul vest og blå frakke, men de unge romantikere lod det ikke blive ved det markante modeskift.

Goethes værk markerede et ungdomsoprør mod tidens herskende værdier. De unge afviste oplysningstidens dyrkelse af fornuft og rationalitet og fejrede i stedet passionen og egoismen. For dem inkarnerede intet bedre disse værdier end selvmordet. Derfor blev Den unge Werthers lidelser, som den hedder på dansk, bandlyst i blandt andet Danmark i et forsøg på at stoppe den bølge af selvmord, værket angiveligt var ophav til.

Herfra stammer udtrykket Werther-effekten, der beskriver den kæde af efterligninger, der ofte følger velpublicerede selvmord.

Omtale af selvmordet

Fænomenet ligger til grund for en global medieetisk forskrift, der i Danmark formuleres således: ”Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som muligt.”

Ved Center for selvmordsforskning understreges det dog, at disse retningslinjer ikke skal ses som et forbud mod at omtale selvmord: ”Mange pårørende og efterladte ønsker ikke, at selvmord skal forties, men snarere synliggøres og debatteres i det offentlige rum. De udtrykker behov for aftabuisering og af-stigmatisering af selvmord og selvmordsforsøg.

Forsker Agnieszka Konieczna understreger, at problemet består i uforsigtig rapportering af selvmord med fokus på detaljer og konkrete metoder. Som eksempel på sådan uforsigtighed så man i dækning af den 63-årige amerikanske skuespiller/komiker Robin Williams’ død. I de fem måneder efter Williams bortgang steg antallet af selvmord med 10% i forhold til, hvad man havde forventet.

Fans mindedes Williams’ død ved en lokation i San Francisco Pacific Heights, der blev brugt I filmen Mrs. Doubtfire.

Et studium i videnskabsjournalen PLOS One konkluderer, at mediernes detaljerede beskrivelse af den metode, Williams anvendte, medførte et stigende antal efterligninger særligt blandt midaldrende mænd.

Viva los muertos

Faren ved publicering og de deraf afledte efterligninger ses særligt ved steder som Golden Gate Bridge, Vejlefjordbroen og Aokigahara, Japans berygtede selvmordsskov.

I dette isolerede skovområde nær Tokyo har hundredvis af mennesker forsøgt og fuldbyrdet selvmord. Rygtet om selvmordsskoven er blevet udbredt globalt gennem bøger, film og senest i en omfattende mediekontrovers, da den amerikanske youtube-stjerne Logan Paul filmede en afdød, han fandt i skoven. På trods af sin status som verdens tredjestørste økonomi har Japan ikke desto mindre en selvmordsrate 16,6 pr. 100.000 indbygger i 2016, mens Danmark rate lå på 9,4.

Adspurgt til betydningen af Japans unikke selvmordskultur siger lektor ved institut for Japanstudier Annette Skovsted:

”Normalt bryder jeg mig ikke om at beskrive Japan som noget eksotisk eller anderledes, men det er helt sikkert at lige netop i forhold til selvmord, så ser man i den japanske kultur, ulig den kristne, ikke noget moralsk anstødeligt ved selvmord. Der har været en unik tradition for gennem selvmord at bøde for sine fejl. Derfor ser man i Japan oftere, at både ledere og studenter begår selvmord som en undskyldning til deres ansatte eller forældre for at have svigtet.

Hun understreger igen, at hun ikke ønsker at fremstille Japan som et radikalt anderledes samfund, der er derimod mange ligheder med vestens selvmordsproblem. Hun beretter, hvordan man i Japan, samtidig med den unge Werthershærgen i Europa, havde en lignende krise med dobbeltselvmord blandt ulykkeligt forelskede unge, ligeledes populariseret gennem bøger og teater.

Det er ingenlunde kun Japans unge, der har været hårdt ramt af denne kulturelle tolerance af selvmord:

”Der har tidligere været en tradition blandt ældre for at forlade samfundet for at dø når de begyndte at føle sig som en byrde for fællesskabet. Derfor kan der stadig være en indgroet følelse af, at det er en acceptabel udvej blandt de ældre”forklarer Skovsted.

Man frygter for Lotte

Denne form for ældreselvmord kendes også i vesten fra de islandske sagaers mytiske beretning om ættestup, et rituelt selvmord blandt udtjente ældre. På trods af disse kulturelle paralleller vurderer Skovsted, at kristendommens indtog i Europa har haft afgørende betydning. I forhold til Japans sociale accept blev selvmord af kirken regnet som en dødssynd og straffet med bandlysning fra det kristne fællesskab.

Ikke desto mindre gennemsyres Europas kultur ved nærmere eftersyn ligeså meget som den japanske af fortællinger om selvmord. Det gamle testamente beretter om Samson, der med ordene ”Lad mig dø sammen med filistrene” lægger al sin styrke mod søjlerne i Dagons tempel og bringer taget ned over sine fjenders hoveder: ”Sådan dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt, mens han levede”.

Tysk bibelillustration fra 1882 af Julius Schnorr von Carolsfeld.

Ligesom Goethe har andre store kunstnere ofte rakt ud efter selvmordet som den højeste patosappel.

Fra William Shakespeares Romeo og Julie og Giacomo Puccinis Madame Butterfly til Rage Against The Machine skildres selvmordet som en del af vores verden, der hverken bør forties eller ignoreres. Ved Center for selvmordsforskning opfordres der ihærdigt til ikke at forherlige selvmord, derimod opfordres der til at:

Fortælle om efterladte, og fortælle hvordan de har oplevet at miste ved selvmord, og hvordan de har klaret sig igennem sorgen.”

Også i de store fortællinger er det værd at huske de efterladte; Madame Butterflys lille søn Dolore og både familien Capulet og Montague forenede i sorgen efter deres kæres bortgang. Om den efterladte Lotte og hendes sorg skrev således også Goethe: ”Man fürchtete für Lottens Leben”.


Hovedillustration: ‘Das Leiden des Jungen Werthers, gravering fra 1844 af Tony Johannot. Wikimedia Commons.

Jonas Stengaard Jensen (f. 1995) er BA i historie (med tilvalg i latin bare for at gøre sig ekstra erhvervsrelevant) og under uddannelse til Cand.Public ved DMJX.

Når han ikke fupper sig igennem forelæsninger, ynder han at skrive udenrigspolitiske analyser, hvad han jævnligt gør til diverse medier såsom RÆSON, Altinget og nu også POV. International.

Der er som bekendt ikke lavet meget kunst på et glas vand, men eventuelle mæcener kan tage kontakt via +45 23 37 17 40 med bestillingsopgaver, såfremt de ønsker at understøtte yderligere skriftlige udskejelser.

Seneste artikler om Bøger