I biografen kan alle høre dig skrige

af i Kultur

ÅRETS GYSER – A Quiet Place er årets hidtil mest rædselsvækkende skrækfilm og en mindre sensation. Men den er langt mere end det. Den er i det hele taget en de bedste film i 2018, og den vil helt sikkert få en plads blandt de mest elskede gyserklassikere i mange år frem. En position, der også bekræftes ved dens 95 procent “fresh” score på sitet Rotten Tomatoes, der samler alle anmeldelserne fra dens hjemland, skriver Kim Jong Andersen.

A Quiet Place finder sted i en verden, der har været lagt øde i over et år. Den hærges af en invaderende rovdyr-art, hvis udseende, størrelse og vildskab vil få selv Ridley Scotts Alien-monster til at tænke sig om en ekstra gang. Her forsøger en familie desperat at overleve – og det kan man kun gøre, hvis man lever i fuldstændig stilhed. Den nye art er nemlig udstyret med en hypersensitiv lydsans, som reagerer på selv den mindste bevægelse eller lyd.

Allerede hér er der skabt en præmis, som i høj grad gør filmen til en oplevelse, der skubber sit publikum helt ud på stolekanten.

Det forstærker naturligvis både gyset og chok-effekten, når lyden spiller en helt central rolle – og filmens lyddesign er da også et studie værd. Jo mere stille, der bliver, jo mere sidder hjertet helt oppe i halsen. Selv den mindste raslen fremkalder en næsten panikagtig stemning.

A Quiet Place er ikke kun en stribe hårrejsende gys, men også et gribende, menneskeligt portræt af en familie i krise. Allerede i begyndelsen rammes de af en usigelig tragedie, der hjemsøger dem for altid

Jeg har sjældent siddet i en biograf, hvor folk ophørte med at spise både popcorn, drikke sodavand og spise slik, fordi det på en eller anden måde føltes helt upassende. Men det gjorde de her.

A Quiet Place er instrueret af John Krasinski, der selv spiller en af hovedrollerne som den opfindsomme og opofrende fader i familien Abbott.

Det gør han godt, og især hans iscenesættelse vidner om, at Krasinski rummer et talent, der er værd at holde øje med. Han har også selv skrevet det kompakte manuskript sammen med Bryan Woods og Scott Beck.

Ydermere bærer familien på en tikkende bombe – moderen er nemlig blevet gravid igen, og spædbørn er som bekendt ikke de mest lydløse skabninger

Moderen spilles med en enorm styrke og beslutsomhed af Emily Blunt, der også er gift med Krasinski i det virkelige liv.

Man fornemmer klart, at de kender hinanden bedre end de fleste, og deres tætte bånd giver en stor fordel i at gøre dramaet endnu mere troværdigt. Især fordi A Quiet Place ikke kun er en stribe hårrejsende gys, men også et gribende, menneskeligt portræt af en familie i krise. Allerede i begyndelsen rammes de af en usigelig tragedie, der hjemsøger dem for altid.

De to børn i familien, en dreng og en teenager-pige spilles af henholdsvis Noah Jupe og Millicent Simmonds.

Især sidstnævnte er et fund i rollen som pigen, der er født døvstum og på sæt og vis er den, der har givet familien en bedre chance for at overleve. På grund af sit handicap har alle i familien nemlig lært tegnsprog, før jorden blev invaderet.

Nok er A Quiet Place en gruopvækkende oplevelse af den slags, hvor diverse mareridt vil stå i kø i mange nætter, men det er faktisk også en rigtig fin og poetisk film, der vækker stærke følelser. Især hvis man selv er forælder, for hvor langt vil vi egentlig gå for at beskytte vores afkom?

I denne film vil moderen og faderen gå så langt, at det nærmest gør fysisk ondt på publikum undervejs.

Familien har forskanset sig på en gård, der ligger ganske idyllisk et godt stykke ude på landet, omgivet af skov og mark. Her er de lange stier strøet med sand, alle går barfodede og spiser af et kålblad, da almindelig service naturligvis afgiver for meget støj. Her befinder de sig i umiddelbar tryghed, men selvfølgelig er monstrene aldrig længere væk end et enkelt objekt, der følger tyngdeloven og rammer gulvet.

Ydermere bærer familien på en tikkende bombe – moderen er nemlig blevet gravid igen, og spædbørn er som bekendt ikke de mest lydløse skabninger.

A Quiet Place er givetvis en af de mest originale monstergysere, der nogensinde har ramt det hvide lærred. Der er mindst tre-fire scener, som er skruet sammen på en overraskende ny måde, hvor man som publikum mærker halsen snøre sig langsomt sammen, mens man nærmer sig et hyperventilerende stadie.

Alene fødslen må gå over i filmhistorien. Den involverer bl.a. et rustent søm, et badekar og et savlende monster med meget skarpe tænder, der ikke viger tilbage for at gå indendørs efter føde. Mange af filmens scener er bygget op, så selv Hitchcock ville tisse i bukserne af skræk. A Quiet Place er egentlig ikke en voldsomt blodig affære – det er den mesterlige spændingsopbygning – suspense-elementet – der virker nerveflænsende.

A Quiet Place er givetvis en af de mest originale monstergysere, der nogensinde har ramt det hvide lærred. Der er mindst tre-fire scener, som er skruet sammen på en overraskende ny måde, hvor man som publikum mærker halsen snøre sig langsomt sammen, mens man nærmer sig et hyperventilerende stadie.

Dog er der også en befriende selvbevidsthed til stede i filmen, der gør, at den aldrig kammer over og bliver prætentiøs, men vedkender sig sin genre – og også sender en hyldest til især James Camerons Aliens i en uforglemmelig scene, der foregår i en oversvømmet kælder.

Det er bragende godt og effektivt gjort af John Krasinski, der her leverer årets instruktørdebut på tværs af alle genrer. Ros skal hans fotograf også have – hun er ovenikøbet dansk, og hedder Charlotte Bruus Christensen.

Hun er kendt for bl.a. billedsiden i Thomas Vinterbergs Jagten, men har også arbejdet en del i Hollywood, bl.a. med Krasinskis hustru, Emily Blunt, i filmatiseringen af Gillian Flynns roman, Kvinden i Toget. Bruus Christensens kameraarbejde og lyssætning bidrager væsentligt til uhyggen men også til de mere poetiske og rørende øjeblikke i filmen, ligesom både Marco Beltramis underlægningsmusik og lydmanden, Erik Aadahl, der også har skandinaviske rødder, er med at til understrege intensiteten.

A Quiet Place er en mindre sensation, som intet filmelskende publikum bør gå glip af. Og den bør klart rejse de små nakkehår i biografens mørke sammen med andre tilskuere, så man opnår fornøjelsen og/eller rædslen af det kollektive skrig.

For tiden kan filmen ses i bl.a. Palads og Empire Bio her i København.

POV har tidligere bragt en anmeldelse af filmen skrevet af Karen Hammer – den kan læses her.

Topillustration fra filmen.

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.

Seneste artikler om Kultur