“DU ER BESTÅET” // BOGUDDRAG – Vi er i en ond cirkel, hvis vi tror, at mistrivsel skyldes noget, som er gået i stykker i den enkelte. Det er samfundet, der har en skrue løs. Med udsyn til europæiske ideer om krop, sjæl og tvivl er Du er bestået et forsøg på at bryde cirklen ved at fokusere mere på trivsel end på mistrivsel og mere på fællesskabet end på den enkelte, skriver Bjørn Bredal.
Fra Kapitel 10:
Himlen over huset
– et poetisk liv
Kig ind. Kig ud. Kig op. Man kan sige det som et mantra, når lejligheden byder sig, for eksempel første dag på skolen. Og man kan gøre det som en lille kropslig øvelse: kigge ind, kigge ud og kigge op.
Af det mentale bliks tre retninger er den himmelvendte nok ikke den nemmeste for et ungt moderne eller postmoderne menneske. Et menneske sat i en tid, hvor religioner, i hvert fald den kristne, har mistet deres samlende forklaringskraft, og de fortryllende fænomener er svære at fange i verdens larm. Måske er der trivsel at finde i en grad af genfortryllelse.
Det smukke unge menneske kan løftes og gøres endnu smukkere. Ikke slibes ned fra borger til forbruger. Ikke reduceres fra lille guds barn til tandhjul i produktionens rasende maskineri
Elever skal eleveres. Det smukke unge menneske kan løftes og gøres endnu smukkere. Ikke slibes ned fra borger til forbruger. Ikke reduceres fra lille guds barn til tandhjul i produktionens rasende maskineri. Ikke udgrænses fra menneske til specialiseret arbejdskraft, som skal købe sig til en plads i verden. For igen: Du er bestået. Pladsen i verden er din. Og din længsel efter fortryllelse, forelskelse, farver og poesi behøver du hverken at skamme dig over eller deponere i et hemmeligt chatol, der tilhører en anden tid. Der findes nok stadig nok noget deroppe.
Kig op! I den store sal på vores skole er der glastag og frit udsyn til det høje. En morgengave fra arkitekturen.
Men luk først øjnene og kig indad en lille stund. Luk dem op igen og vær opmærksom på verdens virkelighed. Og løft så blikket mod himlen.
Blikket indad er ikke kun et blik ind mod dig selv, et blik som søger hvem du er, og hvordan du har det. Blikket indad vender mod stilheden, væk fra støj, larm og kaos. Visuelt stress, og lydligt, psykisk, politisk stress, gør verden flad og snæver. Stilhed gør den stor og åbner for en anden lyd. Lyden af det høje og dybe, af det spirituelle og måske endda en flig af det hellige. Som når muezzinen kalder til bøn. Eller når kirkeklokkerne ringer. I stilheden hører man lyden af noget, der er større end én selv, uanset om man kan eller vil tro på noget i religiøs forstand. Det spirituelle er ikke forbeholdt de troende.
*
Kæmperne fra den karnevalistiske verden hos Rabelais tramper omkring her i bogen. Gargantua, den største, klogeste og tungeste, sætter sig en dag træt, forædt og med hovedet fyldt af larm og ballade pladask oven på Notre Dame. Katedralen passer lige i størrelsen til hans bagdel, så han kan sætte sig oven på taget og tårnene. Men det er en sørgelig måde at flade ud på, for med sin menneskelige tyngde kvæler han lyden af Notre Dames kirkeklokker. Lyden af det høje forsvinder.
Da Notre Dame de Paris brændte i 2019, var der mennesker mange steder på jorden, som følte, at noget brændte inden i dem selv. Kunne vi risikere, at klokkerne ikke længere skulle høres? At de ville forstumme ligesom under Gargantuas’ brede baller, indtil han fik lettet røven?
Vi har brug for den lyd. Også her i vores affortryllede to tusind og tyvere, som nu engang er den epoke, unge mennesker i tyverne skal blive voksne i. Da Notre Dame de Paris brændte i 2019, var der mennesker mange steder på jorden, som følte, at noget brændte inden i dem selv. Kunne vi risikere, at klokkerne ikke længere skulle høres? At de ville forstumme ligesom under Gargantuas’ brede baller, indtil han fik lettet røven?
Kig ind, hør stilheden og måske i det fjerne lyden af en klokke. Hvis klokken hænger på en ged, et får eller en ko, sådan som klokkerne fra Notre Dame gør en kort overgang hos Rabelais, er der måske alligevel noget sakralt, spirituelt eller bare inspirerende ved lyden? Det synes jeg selv, der er, hvis jeg sidder på en bjergskråning og hører gederne græsse i det fjerne med svagt skramlende bjælder. En lyd af noget patetisk fra dengang, patetisk bare betød landlig lykke. Måske kan en anelse af den lykke gøre noget godt for et ungt menneskes trivsel. Det kunne begynde med lukkede øjne og stilhed. Inde i den stilhed kan der være lige så salig selvforglemmelse, som i den sans for den store verden, som Lasse Lille opfordres til at have. Lad os – ikke kun, men også – vende blikket mod himlen.
Bjørn Bredal “Du er bestået” koster 249,95 kr. og er 212 sider. Den er udkommet på 19. september 2023 på Informations forlag og kan købes her.
Læs mere om ungdom og stress her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her