Aladdin år 2018: Et puslespil med liderlige kvinder og nøgne mænd i burka

i Kultur & Medier/Scenekunst af

TEATER // ANMELDELSE – Dinglende mandepikke, religionshykleri og hængningen af den privilegerede hvide mand er nogle af elementerne i Christian Lollikes nyfortolkning af Adam Oehlenschlägers lystspil, Aladdin, på Det Kongelige Teater. Med kirurgisk præcision og teatrets finesser bliver stykket fra 1805 forvandlet til et nutidigt samfundsdrama om menneskelige relationer, religionskritik, kønskampe og magtbalancer på en måde, så der både er plads til grin og eftertænksomhed, skriver en begejstret Ole Blegvad, der drysser fem stjerner ud over forestillingen.

 

 

Du Nordens mørke Møe, Melancholia!
Som sidder hisset paa det tykke Bundt
Af Krøniker fra Island, gamle Digte
Fra Danmark, med en Harpe i din Haand
Modtag idag et lille kort Besøg
Her af din Søster, af Sangvinitas,
Den ældre, muntre, morgenlandske Datter.
Glem for et Øieblik, du voxne Møe!
Tilsløret, rank og ædel, svøbt i Maar,
Din dybe Tungsind.
Erkiend min Skiønhed, yngre, blege Søster!
Thi Nordens Kraft er uden Østens Ild
Det samme som et hærdet Demant-Sværd,
Der mangler en varmblodig Muskel-Arm,
For stærkt at svinges.
Blomsten, sund af Frøe,
Til Solen trænger, for at giennemglødes;
Og bliver der for langt et Mellemrum,
Før Asianerne
til Norden drage,

For at forædle Slægten, varme den —
Da bliver Slægten, som du seer desværre!
En Blomst, forlængst engang fra Syden hentet,
Men som vantrives Aar for Aar, hentørres,
Blier bleg af Farve, søvnig, mat — og døer.

Sådan begynder prologen til Aladdin i Adam Oehlenschläger 1805-version. Og sådan begynder forestillingen i Lollikes 2018-version.

Det vil sige, at man i den nye udgave har redigeret og skåret godt 40 linjer væk fra den originale tekst.

Det kan næsten lyde som at få lektier for en fredag aften – det at skulle se Aladdin skrevet af Danmarks store romantiske forfatter Adam Oehlenschläger for over 200 år siden. (Til dem der i øjeblikket har glemt det – eller til dem, der ser flere fodboldlandskampe end de går i teatret – så er det Oehlenschläger, som har skrevet nationalsangen Det er et yndigt land.)

Men med eksemplet på Adam Oehlenschlägers 1805-tekst er vi ved kerneopgaven for Christian Lollike. Han skal nemlig leve op til Bekendtgørelse om vedtægten for Det Kongelige Teater og Kapel, hvor der i paragraf 2 står:

Teatret skal uden ensidighed producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil. Der tages særligt hensyn til danske værker. Det Kongelige Teater skal videreføre de klassiske traditioner, samtidig med at det gennem sin virksomhed skal udvikle en nutidig scenekunst.

Det skal hurtigt vise sig, at det ikke kun er sproget, der har gennemgået en vis forandring gennem årene.

Vores syn på race, køn, religion og magt er også ændret en kende, siden Nordens digterkonge, som Oehlenschläger kaldes, hentede inspiration i Tusind og én nats eventyr, hvor fortællingen om Aladdin eller Den forunderlige lampe første gang kunne læses tilbage i 500-tallet.

“Aladdin” Det Kongelige Teater 2018. Aladdin og Gulnare.

Ånden i lampen

Grundhistorien er som vi kender den:

Vi er i Ispahan i Persien, det nuværende Iran, hvor den fattige skræddersøn, Aladdin, dovent og sorgløst stryger rundt i gaderne sammen med vennen Selim. Gennem den følelseskolde og kyniske troldmand Noureddin får Aladdin fat på den magiske lampe, der giver ejermanden ubegrænset rigdom og magt.

Herfra tager historien fart. Noureddin jagter Aladdin, der har ånden i lampen. Til gengæld jagter Aladdin den smukke sultandatter, Gulnare, som han skal gøre sig fortjent til gennem indsigt og viden.

Christian Lollike begiver sig ud i en moderne fortolkning. En 2018-gendigtning, hvor omdrejningspunktet er den vestlige verdens syn på muslimer, Islam og den arabiske verden

Da Adam Oehlenschlägers Aladdin i 2006 kom med i scenekunstens Kulturkanon, under daværende kulturminister Brian Mikkelsen, stod der i motivationen:

I disse integrationstider er det betryggende at vide, at en af hjørnestenene i den danske dramalitteratur tager direkte afsæt i et af den arabiske kulturs litterære hovedværker. Historien om Aladdin, den af lykken tilsmilede, stammer fra 1001 nats eventyr, og den udspiller sig hos Oehlenschläger som et eklektisk møde mellem muslimsk tankegang og guldaldertidens København.

Over 5 lange, versificerede akter – skuespillet strækker sig i uforkortet stand over flere hundrede sider – følger vi den unge Aladdin, fra han som uansvarlig døgenigt strejfer omkring i Ispahans gader og til forældrenes bekymring ikke tager sig noget fornuftigt til, til han ved lystspillets slutning, modnet og ansvarsbevidst, er blevet sultan over Persien. En udvikling, der på det ydre plan muliggøres af de to magiske rekvisitter trylleringen og den forunderlige lampe, og på det indre plan motiveres gennem kærligheden til den skønne Gulnare, som han først skal gøre sig fortjent til gennem indsigt og viden.

Selv om appelsinerne daler direkte ned i lykkebarnet Aladdins turban, så er det også sådan, at den letvundne lykke forsvinder lige så hurtigt, som den kom. Den bestandige lykke derimod skal tilkæmpes gennem modgang. Ikke forstået på den måde, at lykke tildeles efter fortjeneste, for i dette romantiske univers er lykken kun noget, der tilfalder den af skæbnen udkårne, geniet, mens vi andre på trods af alle hæderlige anstrengelser kun får lamperøg.

“Aladdin” Det Kongelige Teater 2018. Gulnare på vej i bad. Foto copyright: Emilia Therese

Med den bagage begiver Christian Lollike sig ud i en moderne fortolkning. En 2018-gendigtning, hvor omdrejningspunktet er den vestlige verdens syn på muslimer, Islam og den arabiske verden.

Aladdin-2018 bliver en forestilling om kønsroller, om angst, had og kærlighed, om den personlige frihed, tvangsægteskaber, racer, opgør mod patriarkatet, religion, grådighed, sharialov, seksualitet, den privilegerede hvide mand og hele vores ”dem og os” retorik i medierne og blandt politikerne.

Teatergreb til nutiden

Christian Lollike bruger, som altid, masser af teatertricks til at fortælle sine historier. I Aladdin er det mest brugte, at der spilles en scene efter Oehlenschlägers manuskript. Fortælleren stopper den igangværende scene, og skuespillerne begynder at diskutere, hvordan scenen skal spilles, hvor hvilke ord skal bruges.

Eksempel: Skuespilleren Jens Jørn Spottag kommer ind på scenen, malet sort i ansigtet så han ligner en mørk slave.

Skuespillerne begynder at diskutere, om det i 2018 er i orden at sminke en hvid skuespiller sort i hovedet, eller om det er racisme og bevis på den påståede privilegerede hvide mands overlegenhed

Fortælleren stopper scenen, og skuespillerne begynder at diskutere, om det i 2018 er i orden at sminke en hvid skuespiller sort i hovedet, eller om det er racisme og bevis på den påståede privilegerede hvide mands overlegenhed også på teaterscenen? Skuespillernes diskussion intensiveres.

Blandt andet siger Özlem Saglanmak, der spiller Gulnare, at ‘etniske’ skuespillere kun får roller, hvor de performer ‘etnisk’ og aldrig får roller for deres personlighed.

Konklusionen bliver, at forestillingen Aladdin er styret af privilegerede hvide skuespillere på det privilegerede hvide Kongelige Teater for et hvidt privilegeret publikum.

Fortælleren går mod scenekanten, lyset rettes mod publikum, og han spørger, hvor mange muslimer, der er blandt publikum? Ikke engang en håndfuld denne premierefredag på Store Scene med plads til 650 tilskuere.

“Aladdin” Det Kongelige Teater 2018. Fortælleren, spillet af Sicilla Gadborg Høegh. Foto copyright: Emilia Therese

Stop-tricket bruges gennem hele stykket, det er set før og er en effektiv måde at afprøve og konkretisere fordomme, holdninger og traditioner på, så publikum bliver nødt til at tage stilling.

I et andet eksempel bliver en scene spillet to gange. Den ene gang, hvor ordet jøde bruges, den anden gang erstattes jøde med ordet type. Her kan publikum høre, hvilken forskel det gør for identifikationen og menneskesynet.

Stoppene tager til gennem stykket, hvor Lollike bruger tricket til at sætte forskellige temaer til debat. Og debatten på scenen bliver mere og mere voldsom blandt skuespillerne, i takt med at andet akt skrider frem.

”Jeg vil ud af dette eventyr” bliver replikken.

I anden akt går det Oehlenschläger-amok på den Lollikeske måde. Historien fjerner sig mere og mere fra den klassiske Aladdin

Skuespillerne sætter sig selv i spil, og nogle smider parykken og udvandrer, fordi ikke de ikke kan og vil sige de replikker, som er i stykket. På den måde destruerer forestillingen sig selv, og bliver det synlige bevis på, hvor svært det er at tale om og tolerere hinanden, når tidens store og svære spørgsmål er til debat.

Lystspil og virkelighed

Jeg vil ikke tilbyde en spoiler alert  til anden akt. Blot fortælle, at her går det Oehlenschläger-amok på den Lollikeske måde. Historien fjerner sig mere og mere fra den klassiske Aladdin.

Alene åbningsscenen efter pausen, hvor alle skuespillerne er til fest i skrigende gule Addidas træningsdragter fortælles publikum, at vi ikke længere er i fortidens Orienten, men er i verden anno 2018. Anden akt byder på nøgne mænd i burka, Gulnare, der har sex med slaverne, en tur til en sharia-stat styret af kvinder og meget, meget mere.

Måske for meget?

“Aladdin” Det Kongelige Teater 2018. Gulnare og Aladdin med Lampens Ånd i baggrunden. Foto copyright: Emilia Therese

Men som det altid er med Christian Lollike, er det med mottoet: Hellere meget for meget end meget for lidt.

Engang imellem kunne jeg godt tænke mig, at Lollike en dag vil udforske nye veje. Vi ved, at han mestrer den ekspressionistiske fortælleform, og vi kender hans humor og politiske noter. Næste gang kunne det være sjovt at se en forestilling, hvor Christian Lollike lavede lidt nye benspænd for sig selv.

Omvendt så fungerer Lollike-formlen. Det tolv mand store ensemble leverer varen til UG med kryds og slange (det er vist 12 i dag), så vi både griner og tænker undervejs i forestillingen.

Jeg er vild med Christian Lollikes måde at bearbejde teater på. Det bliver til en slags puslespil

Franciska Zahles scenografi udnytter hele den store teaterscene til perfektion, ligesom Jonas Bøghs lyddesign på fineste vis er med til at binde stykket sammen.

Jeg er vild med Christian Lollikes måde at bearbejde teater på. Det bliver til en slags puslespil.

I Aladdin lander vi et sted mellem lystspil og virkelighed, hvor Lollike med kirurgisk præcision og teatrets finesser forvandler Oehlenschlägers romantiske forestilling fra 1805 til nutidigt samfundsdrama om menneskelige relationer, religionskritik, kønskampe og magtbalancer på en måde, så der både er plads til grin og eftertænksomhed.

Aladdin spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store scene.
21.09-03.11.2018
Medvirkende:
Fortæller: Sicilia Gadborg Høegh
Aladdin, skræddersøn: Alvin Olid Bursøe
Mustafa, Aladdins far: Jens Jørn Spottag
Morgiane, Aladdins mor: Lotte Andersen
Gulnare, prinsesse: Özlem Saglanmak
Hofdame: Lila Nobel
Selim, Aladdins ven: Simon Bennebjerg
Noureddin, troldmand: Peter Christoffersen
Hindbad, hans bror: Rasmus Fruergaard
Lampens ånd: Zaki Youssef
Sultan Soliman: Andreas Jebro
Veziren: Mads Rømer Brolin-Tani
Saladin, Vezirens søn: Simon Bennebjerg
Jøde: Rasmus Fruergaard
Kristen guldsmed: Jens Jørn Spottag
Slavinde 1: Lila Nobel
Slavinde 2 Sicilia Gadborg Høegh
Burkakor: Sankt Annæ Gymnasiums familiekor

Bearbejdelse: Christian Lollike og SORT/HVID (Dennis Meyhoff Brink, Jørn Bjerre, Zaki Youssef, Sigrid Johannessen, Nazila Kivi) i samarbejde med skuespillerne
Iscenesættelse: Christian Lollike
Scenografi og kostumer: Franciska Zahle
Lysdesign: Jonas Bøgh
Koreografi: Kitt Johnson
Komponist: DJ Turkman Souljah

“Aladdin” Det Kongelige Teater 2018.

Topfoto: “Aladdin” Det Kongelige Teater 2018. Foto copyright: Emilia Therese

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur & Medier

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,